The Tales of Teacher Ane 3

Computeren er åbnet og læreren har startet et nyt dokument. Hun sidder på den høje hjemme-designede bænk på balkonen og mærker vinden og kigger ud igennem balkonens tremmer. Men hvor starter man lige, når man ikke har skrevet nogen ”tales” i snart et år? Der er muligvis ikke flere følgere eller interesserede læsere tilbage. Der kom dog en enkelt forespørgsel på hvorfor der var så tavst på bloggen for nylig. Så en læser er der da stadigvæk. Så langt, så godt – men lærerens blog er uanset mest for hendes egen skyld. Og så kan dem, der har lyst følge lidt med.

 

Lad os starte med en hurtig skitsering af ”siden sidst”: Læreren overlevede Halloween på den internationale skole, lige så vel, som hun i sin tid overlevede fastelavn i Danmark. Ja, hun overlevede faktisk hele det første skoleår. Hun brød sig ikke om Halloween, men hun bryder sig faktisk ellers virkelig godt om sit arbejde som lærer i Year One. Og glæden over at starte et nyt skoleår op og rent faktisk vide, hvad hendes arbejde går ud på, har været helt fuldstændig ubeskrivelig! Hun har nu nogle nye søde 5-6-årige elever, som skal igennem samme smøre som dem fra sidste år. Læreren synes fortsat ikke, at hun kommer sovende til arbejdet. Men hvad glæde ville der også være ved det? Hun tænker tilbage på en snak hun havde med en erfaren lærer, da hun selv var nyuddannet og mere end forpustet over at skulle forstå livet som skolelærer i Danmark. Den erfarne lærer fortalte hende, at de bedste lærere er dem, der har været lærere i 2-5 år. De har haft tid nok til at gøre sig de nødvendige erfaringer, men har ikke været der længe nok til at køre træt i det eller gøre alt ”på rutinen”. Læreren mærkede godt selv sit ”peak” i det danske skolesystem da hun havde været lærer i 2-5 år. Og hun måtte også indrømme, da hun passerede de 5 år, at hun forstod hvad den erfarne lærer mente. Efter 5 år gik der mere brok i den. Og er der noget, læreren ikke bryder sig om, er det brok. Især bryder hun sig ikke om det, hvis det kommer fra hende selv.

Så det var nok rigtig godt, at hun efter 8 år tog på eventyr.

Hun elskede sit arbejde på skolen i Danmark, men hun brokkede sig meget til sidst. Om der var grund til hendes brok? Ja, det var der sådan set. Men brok løser sjældent problemet. Måske endda tværtimod? Man bliver i hvert fald ikke mere glad af at brokke sig. Kun mere ikke-glad. Altså sur. Og læreren forsøger at holde sig til de ting, der gør hende glad.

Det, hun heldigvis kan konkludere er, at hun nu, når hun tænker tilbage på de 8 år, næsten kun husker de gode ting fra skolen i Danmark. Børnene, undervisningen, teamsamarbejdet, de sjove fester og mest af alt: De fuldstændig fantastiske kolleger! Dem savner hun!

Læreren har affundet sig med, at savn er en konsekvens, når man tager på eventyr. Savn gør noget så ondt, men hvis man husker at minde sig selv om, hvorfor man savner, er det hele jo i bund og grund kærlighed til nogen og noget. I lærerens tilfælde mest nogen. Det gør ondt, men tænk, hvis man ikke savnede nogen? Det ville være smerteligt på et helt andet plan end den smerte savnet medfører. Det er privilegeret at savne nogen. Og glæden, når man så endelig ser dem, er heldigvis det større.

 

Tilbage til snakken om de 2-5 år. Læreren er nu for anden gang i hendes ”lærerepoke” på vej til årene, hvor hun peaker, som lærer. Det føles godt. Nu. Selvom læreren mange gange har spurgt sig selv om, hvorfor det egentlig lige var, at hun skulle udsætte sig selv for at finde hoved og hale i et så nyt og anderledes arbejde, har hun alligevel gang på gang stolt konkluderet, at det føles som den helt rigtige beslutning.

I det nye skoleår er læreren også blevet musiklærer for stort set alle børnene på hendes skole. Det betyder, at hver mandag, laver hun ikke andet end at undervise i musik. Otte klasser for at være helt præcis. Hun starter med de yngste på omkring 3 år. Det er klart det mest intense. Læreren har meget erfaring med de 6-10-årige. At lege med de 3-årige gør hun også ofte. Men at undervise dem i musik er et helt nyt land for hende. Hun prøver alt muligt. Seneste påfund var en historie om ”Elliot the Elephant” og ”Bella the Butterfly”. Når læreren fortalte om Elliot trampede hun som en elefant på keyboardets dybe toner. Og når Bella the Butterfly kom flyvende lavede hun små lyse melodier med de høje toner. Historien peakede da det blev regnvejr og Bellas vinger var i fare for at blive så tunge, så hun ikke kunne flyve. Her fandt læreren diverse ”drum/clap/dap/tap lyde” på keyboardet og syntes selv, at det var noget så medrivende. Men lige netop her rejste en 3-årig lille dreng sig op og begyndte at løbe rundt. Ja, det gør 3-årige nogle gange. Overraskende ofte, har læreren erfaret. Og når en gør det, så gør alle det. Så læreren måtte skuffet sige til dem, at de måtte få den spændende afslutning på historien i næste uge. Det virkede de ret ligeglade med.

 

Efter de 3-årige kommer de 4-5-årige. De synes til gengæld at alt er helt fantastisk. Om det er dansen til ”Kung Fu Fighting”, The Rainbow Song eller nogle af lærerens selvoversatte storhits fra musiklærertiden i Danmark. Hun har blandt andet lavet en halvtvivlsom engelsk version af sangen om Sørøverkongen Jonathan, der møder sangerinden Sally Skrig. Sangen er lidt fjollet og har 10 vers og læreren har oversat dem alle sammen til sangen om Jonathan The Pirate King, der møder the singer Sally Shouting Pearl. (Ja, i originalen rimer ”Pige” på Skrig”, så sangerindens navn måtte rime på ”girl” og blev derfor ”Sally Shouting Pearl”). Læreren synger alle hendes fjollede rim, så overbevisende, som hun kan, og det virker tilsyneladende glimrende for de 4-5-årige.

Ja, og sådan bliver mandagsmusikeleverne ældre og ældre og hun slutter dagen med Year Six, der vel er omkring de 11 år. Det er en meget intens dag og det foregår tilmed på skolens store scene, som ligger lige ud for skolens kontor, Staff Room og Year Five, Six og Seven’s klasselokaler. Så lige så intenst som det er for læreren at sidde og skråle med børnene hele dagen, er det nok også ret intenst for hendes kolleger at skulle undervise i alt det skrål.

De tager det heldigvis meget pænt og påstår endda, at de synes, det er hyggeligt. Men hvad skulle de også ellers sige? Det er hverken dem eller læreren, der har placeret hendes musiktimer der. Der er bare ikke rigtig andre steder at afvikle dem.

De otte klasser i musik som læreren har nu, er klart det meste hun nogensinde har haft. Hendes første år som lærer i Danmark havde hun seks klasser. Fire 1. klasser og to 5. klasser. En overvejende virkelig dårlig oplevelse. Den tidligere omtalte erfarne lærer, som fortalte læreren om de 2-5 års peak, fortalte hende også, at på hans arbejde havde skolelederen indført en regel, der hed, at en musiklærer max måtte have fire klasser i musik. Fordi det ellers simpelthen var for hårdt.

Læreren skulle heller aldrig nogensinde nyde noget af at have mere end fire klasser i Danmark. Men her på øen er det ret ok med de otte klasser. Musiktimen med de 3-årige er som nævnt meget intens, men ellers er det overvejende sjovt, og et dejligt afbræk til de resterende fire dage som Class Room Teacher i Year One.

Ja, der er meget, der er anderledes på Øen. Men fantastiske kolleger har læreren heldigvis også her. De er britiske, irske, slovenske, sydafrikanske og tanzanianske. Tænk, hvor heldig hun er, at få lov til at være en del af et så mangfoldigt hold! Til at starte med måtte læreren virkelig stirre intenst på de ”native english speakers” kolleger, når de talte. De talte så hurtigt og brugte så mange ord, som læreren, trods hendes formodede hæderlige engelsk ikke forstod en meter af. Særligt når det angik noget fagligt måtte læreren google meget. Eller spørge meget. Nogle gange lod hun som om hun havde forstået alt, men var i virkeligheden mere end forvirret over hvad der egentlig blev sagt. Langsomt har hun dog opdaget, at hun ikke bruger så meget energi på forståelsen mere. Hun bemærker ofte sine egne grammatiske fejl, når hun taler med dem, men altid så sent, så hun ikke rigtig kan nå at rette det. Det føles lidt ligesom volleyball – læreren har spillet det nok til at vide, hvordan det er meningen, at bolden skal håndteres. Den ryger bare ofte et andet og mere uhensigtsmæssigt sted hen, når hun slår til den. Det kan de gode på holdet heldigvis rette op på. Og på samme måde forstås læreren, trods de grammatiske fejl. Hendes kolleger er endda ofte sødere end de gode på volleyballholdet. De kan nemlig godt blive lidt irriterede over fejlene, hvis de medfører, at holdet taber. Det er i øvrigt ikke fordi læreren spiller volleyball i øjeblikket. En overvindelse ad gangen.

Og apropos sproget, så fik læreren faktisk det største kompliment for nyligt, hvor nogle af de native English speakers meget oprigtigt sagde til hende, at de nogle gange glemte at HUN ikke også var English native speaker! Wow!

De søde kolleger vil gerne hænge ud efter arbejde. Og i det simple liv på øen, er det for det meste ikke noget, man planlægger lang tid i forvejen, som man ofte er nødt til i Danmark. Det er bare noget, der enten sker, fordi man går ud på den samme bar. Eller noget man aftaler på dagen. Eller her og nu. Det kan ind i mellem godt udfordre lærerens ”danske system”, for hvad nu hvis man ender man at sidde alene hjemme en hel aften? Ja, hvad egentlig så? Det gjorde læreren også fra tid til anden hjemme i Danmark. Der føltes det bare mere som en falliterklæring, fordi det skete i en så planlagt verden. Læreren lærer meget om sit eget ”danske system” af livet på øen. Hun bliver tvunget til at se i øjnene, at nogle gange, er det danske system fuldstændigt og absolut meningsløst. Det er ret sundt, tror hun. Men også meget svært at ændre. Hun har trods alt været i det i snart 38 år! Tag ikke fejl, der er masser af gode ting i det danske system. Og det kan bestemt være anvendeligt på øen også. Men den del af systemet, der er forbundet med janteloven eller med ”det kan man ikke tillade sig” eller ”det bør man altså gøre” – ja, den bliver mildest talt gjort lidt til grin.

Og sådan forsøger læreren langsomt at navigere i de forskellige systemer. Stille og roligt øver hun sig i at tage det bedste fra det danske, det tanzanianske, endda det britiske system. Det er en svær og meget finurlig øvelse. På de gode dage giver det smil på læben og endda høje latterbrøl. På de mindre gode dage giver det frustrationer og ærgrelser. Over hende selv eller nogle andre/noget andet.

Hun øver sig med vennerne. Med sig selv. På arbejdet. I fritiden. Med kæresten. Ja, der er en kæreste nu. Og der er virkelig meget at sige om ham. Så lad dette blive en ”to be continued…” Måske en cliffhanger, der kan fastholde mere end den ene læser, læreren ved om. Men måske den også kan fastholde læreren i snart at skrive en ny blog. For der er meget om kæresten, hun gerne vil have nedfældet. Sådan fungerer hun nu engang. Og kærlighedshistorier er som regel et hit på cliffhangerfronten. (Bare rolig - hun skal nok nøjes med at nedfælde det hæderlige.)

Så til de læsere, der fortsat hænger på. Godt gået – og to be continued. I næste, muligvis snarlige ”fortælling” kan I glæde jer til at høre mere om Mood Like The Feeling. Om hvordan det danske system gang på gang kommer til kort overfor ”The Mood”. Om hvordan læreren lige pludselig fandt kærligheden på øen. Måske endda om nogle af fremtidsdrømmene. Hvem ved? 

Men det lyder da spændende, gør det ikke?

The Tales of Teacher Ane 2

”Don’t ever give up”, står der på et billede, som læreren fik af en veninde kort inden, hun rejste. Sammen med teksten, er der et billede, som læreren kigger på, når hun ind i mellem synes, at hun er lidt hårdt spændt for i det nye liv. Det minder hende om, at det kunne være meget værre.

Tiden går stærkt, selv på en ø, hvor det hele er lidt mere afslappet end i Danmark. Læreren tænker ikke så meget over det, men opdager det, fordi det eksempelvis svinder i mængden af endagslinser hun har medbragt fra Danmark og på antallet af moon rise’s, hun har set. (4 af dem, for at være helt nøjagtigt. Det sker hver 28. dag og er noget særligt hver gang. Månen stiger op fra havet, som var den solen. Rød og stor i mørket.)

Læreren har fortsat travlt med at lære sit nye arbejde at kende. Hun kan godt have følelsen af, at hver gang hun synes, at hun har fået oparbejdet nogle rutiner, kommer der noget nyt ind fra højre, som hun skal forholde sig til og forstå og lære. Assessments, Parent-Teacher Meetings, nye elever eller Halloween, som åbenbart er en kæmpe ting på hendes arbejdsplads. Læreren havde på sit gamle arbejde en dag, hun særligt ikke brød sig om: Fastelavn! Hun frygter at Halloween bliver samme slags dag. Hun må tage en dyb indånding og love sig selv et glas hvidvin på den anden side. Don’t ever give up.

Der er 3 Terms på et britisk skoleår. Til lærerens store overraskelse, er hun snart halvvejs igennem Term 2 og dermed halvvejs igennem skoleåret?! Det er jo ikke mærkeligt, når man tænker på, hvornår skoleåret startede. Men det er meget mærkeligt, når læreren tænker på, hvor hurtigt det hele er gået. Og så igen. Hun har nu ret godt styr på de 42 lyde i det britiske alfabet og det samme har hendes elever. Mange af dem kan både læse og skrive nu. Det kunne de ikke før. De kan også tælle til 100 og regne både plus- og minusstykker.

I denne uge har de arbejdet med ”vowels and consonants”. Det er en vred elefant, der har lært dem om de 5 vokaler i det britiske alfabet. Han kan ikke lide konsonanter, så dem vil han gerne trampe på. Og så har han en huskeregel til at vokalerne, som er lige sjov hver gang: ”Angry Elephants In Orange Underpants!”

Man kan ikke sige ”underpants” i Year 1 uden, at der bliver fniset for alle pengene. Læreren nyder fnisene hver gang, hun spørger ind til den vrede elefants huskeregel. Som voksen fniser man alt for sjældent.

Læreren har nok at se til med sine 17 elever, men hun er helt tosset med dem. Hun plejer jo, i Danmark, at have at gøre med 50-75 elever fordelt på en uge. Det er en matematiklærers lod, har en mellemleder fortalt hende tidligt i hendes tid som skolelærer i det danske system. Her er hun sammen med de samme 17 elever hver dag, hver uge og det er virkelig fantastisk. Det må jo så være en ”Class Room Teacher’s” lod. Det lod, kan hun godt lide.

Siden sidst, er læreren også flyttet ind i sin egen lejlighed. Den er hun også helt tosset med. Da hun flyttede ind, var der en seng og 2 gasblus, hvoraf det ene virkede. To dage senere også et køleskab. Derudover skulle læreren selv ud at skaffe de ting, hun skulle bruge. Man bruger mange ting, som man ikke lige tænker over, at man skal huske at anskaffe sig, når man flytter for sig selv.

Eksempelvis stod læreren under bruseren og nød det stabile tryk. Da hun var færdig, gik det op for hende, at hun manglede en svaber. Vand overalt. Ud at købe en svaber. Hov, gulvet er helt beskidt. Ud at købe en kost. Og så videre. Don’t ever give up.

Til at starte med købte læreren bare en lille pande, en lille gryde, 2 tallerkner, 2 gafler, 2 knive, 1 teske og en skarp kniv. 4 små glas. Og så lidt billigt tupperware. Siden har hun udvidet køkkenudstyret gevaldigt. Glæden var stor, da hun pludselig kunne skære frugt på et skærebræt i stedet for at gøre det på selve køkkenbordet.

Det passer ikke helt, at der kun var en seng, da læreren flyttede ind. Der var også en masse gardinstænger. Læreren fandt på at hænge hendes tøj op på en gardinstang. Holderne til gardinstængerne sad bare alt for højt til at læreren, selv med hendes meget lange egne stænger, kunne nå derop. Hun prøvede at stille sig på en spand, hun havde købt til affald. Det gik ikke. Hendes første møbel blev derfor en lille taburet, som hun bruger, når hun skal nå sit tøj. Hun kan lige akkurat nå det. De tre ben, er ikke de mest stabile, men hun er ikke faldet ned endnu. Taburetten blev samtidig hendes bord, når hun skulle spise. Hun sad på et håndklæde og kiggede ud i sin tomme lejlighed. Det rungede lidt ekstra, så det var fedt at finde guitaren frem og skråle en sang for fulde gardinstænger.

Læreren har nu også købt nogle virkelig flotte stole lavet af træ og gedeskind. Nogle blærede måtter og flettede kurve og en masse flotte ting til væggene. Og så har hun afgivet en gigantisk bestilling til en lokal håndværker. Sofa, bord, hylder, osv. Hvornår det er klart, er lidt svært at gennemskue, men måske inden alt for længe.

Glæden var stor, da læreren den anden dag også købte to planter til sin lille indetremmede balkon. En ”snakeplant” og en udefineret som eftersigende skulle give mange blomster. Da læreren købte den var der 1 fin lyserød blomst på den. Den klarede desværre ikke turen tilbage med bodaboda (motorcykeltaxa), men læreren kan se, at der er en ny på vej. Don’t ever give up.

De første uger havde læreren heller ikke noget spejl, udover et lille et i lommestørrelse. Hun fandt nogle steder i lejligheden, hvor hun kunne bruge vinduerne, hvis lyset var med hende. Og hvis hun vel at mærke stillede sig op på sin taburet. Og ellers spekulerede hun på, hvor tydeligt det mon var for børn og kolleger og hvem hun ellers mødte i løbet af en dag, at udseendet ikke nødvendigvis var helt afstemt.

Hendes tidligere udlejer var flink at låne hende et spejl. Læreren stod hjemme i lejligheden og kiggede på de meget nymalede, hvide vægge og spekulerede på, hvad der var smartest, når man skulle hænge noget op på dem? Hun rådførte sig hos en ven, der sagde, at hun bare skulle gå hen til ”Small Hardware-shoppen” og købe en hammer og nogle søm. Det vigtige var at sige, at sømmene skulle være til vægge, ikke til træ. Det gjorde læreren, og så gik hun ellers hjem og målte, satte små blyantskrydser og tog mod til at finde hammeren frem. Hun begyndte at hamre et af de formodede væg-søm ind i den hvide væg, og efter meget kort tid begyndte sømmet at bøje. Hun prøvede et nyt søm. Samme resultat. Hun kiggede længe og skuffet på væggen og skrev så en undrende besked til vennen, der til hendes store lettelse tilbød at komme forbi og give en hånd. Han kunne heller ikke slå sømmene i uden de bøjede, mente heller ikke, at det var de rigtige væg-søm. I stedet fandt han et par overmalede ravpluks længere oppe på væggen. Med et nyt søm og et af de bøjede søm i de ”gamle indgange”, kunne det lånte spejl netop hænge på væggen. Det hænger noget højere, end læreren - trods hendes solide højde - har brug for. Men det er et rigtigt spejl, og dermed en opgradering. Don’t ever give up. 

Ja, læreren har vel ellers stille og roligt vænnet sig til at leve forholdsvist simpelt. Hun vasker sit tøj i en spand, lidt ad gangen, klarer rengøringen selv og frydes, når hun finder på en variant af hverdagssalaten, grønstsagsomeletten eller chapatipizzaen. 3 minutter fra, hvor hun bor, kan hun om aftenen købe samosa’er til ingen penge. De opgraderer salaten gevaldigt, og så kan de købes lige ved siden af lærerens foretrukne frugt- og grøntshop. Her køber hun avocado, squash, gulerødder, løg, lime, æg, bananer, papaya, mango og passionsfrugt af medarbejderen, der altid er glad. Siden læreren påpegede det overfor ham, er det noget, han altid selv nævner, når hun handler hos ham. ”Always happy”, siger han med et kæmpestort grin, og hvis han ikke har nogle byttepenge, husker han selv på, at hun betaler det mindre næste gang.

Når læreren vasker tøj, skal hun lige være sikker på, at der er vand nok i beholderen på hendes tag. Den kan vel rumme en 2-3000 liter vand, men når den er tom, skal man ned i gården og tænde for en kontakt og dreje på et håndtag. Så bliver den fyldt op. Det er jo ret smart. Man ved, den er fyldt, når vandet begynder at løbe ud af et rør ved siden af vinduet. Så skal man ned og slukke for kontakten.

Ja, man skal ned, for læreren bor på første sal. Om morgenen, når hun står op og laver de 5 tibetanere, kan hun ud ad vinduet se solen stå op over palmerne. Når hun sidst på dagen kommer hjem fra arbejde, kan hun fra sin trappe se den gå ned over hustagene.

Og apropos tibetanerne, så laver læreren dem stadig hver morgen. Hun har dog for nylig givet sig selv lov til at droppe dem i weekender og ferier, og glæden ved det, har været så stor, at hun føler det lidt livsforlængende i sig selv.

I forhold til om de 21 runddrejninger har hjulpet på søsygen, så var konklusionen efter sidste dyk et stort rungende nej. Hun fodrede fiskene flere gange undervejs, men har ikke opgivet at overvinde søsygen endnu. Hun har ikke dykket siden, men har store forhåbninger til næste gang, som forhåbentligt er snart. (Don’t ever give up.)

Ja, og så er hun faktisk begyndt at træne to gange om ugen efter arbejde. ”The Acro-boys”, der underviser i Acrobatics på skolen mandag eftermiddag, har indvilget i at træne læreren og nogle af hendes kolleger hver mandag og onsdag. Ikke i akrobatik, heldigvis, men i diverse mave-, balle-, lår- og armøvelser. De startede blidt ud, men læreren fornemmer, at det bliver benhårdt hen ad vejen. En træning slutter med 10 minutters individuel udstrækning, 1 acro-boy til en lærer. Her bliver man strukket godt igennem. ”Be strong”, blev der sagt til læreren, og tænkte på billedet: Don’t ever give up. Her mentes der dog bare: Spænd i dine mavemuskler, og så blev der ellers hakket løs. Senere fik benene samme besked og samme tur. Herefter skulle de strækkes, og beskeden var nu: ”Ok, now don’t be strong!” Så åndede læreren lettet op og slappede af i benene, men også lidt i hovedet.

Læreren er glad for sit simple, anderledes liv og det vilde eventyr, hun er på. Selvom hun savner sin familie og venner, og dem, der sådan kender hende rigtig godt. Selvom det ind i mellem kræver gentagne dybe indåndinger og ”don’t ever give up”-formaninger. Hun er begyndt ind i mellem at bruge acro-drengenes modsatte formaning: ”Ok, now don’t be strong”, og det er dejligt befriende. Hun kommer aldrig til at give op, og hun nyder virkelig sit eventyr i fulde drag. Men det er ok ikke altid at være opsøgende. Det er ok at sige nej til sælgere eller mænd på jagt efter rige, hvide kvinder. Det kan være hårdt at invitere sig selv på en aftale eller hele tiden være den, der skal opsøge selskab. Det er hun heller ikke hele tiden. Men ofte. Og sådan er det jo at være på eventyr på egen hånd. Det har hun selv valgt. Det kan være hårdt at skelne mellem venskaber og de førnævnte mænd, der tror at pengene og dermed lykken findes hos hvide kvinder fra Europa. Men læreren gør sit bedste. Balancerer imellem at være åben, i god tro og en skeptisk, forsigtig kyniker. 

”I have a question for you”, sagde en masai på stranden.
”I don’t want to buy anything from your shop”, kommenterede læreren tørt.
”No, that’s not my question”, sagde masaien fornærmet.
“Ok, I also don’t want to marry you”, fortsatte læreren lige så tørt.
“Oh ok”, sagde masaien overrasket, ”yes, that was what I wanted to ask you?”

”No thank you, bye”, sagde læreren og gik videre. Don’t ever give up.

The Tales of Teacher Ane, 1

Det er efterhånden en måneds tid siden, at læreren tog et gigantisk stort skridt i hendes ellers lille og forholdsvis normale lærerverden. Hun sagde op på sit højtelskede arbejde med verdens bedste kollegaer, tømte hendes højtelskede lejlighed og sagde farvel (nej, på gensyn, selvfølgelig!) til sin højtelskede familie og sine højtelskede venner.

Og flyttede tilbage til sit højtelskede Zanzibar. Til øen med det blå vand, det simple liv med bare tæer og sand imellem tæerne.

Læreren konstaterede for længe siden noget, der på samme tid er både meget fortvivlende og meget fantastisk: At når hun er i Danmark, så savner hun Zanzibar så meget, så det gør helt ondt indvendig. Hver dag. Og når hun er på Zanzibar, så savner hun Danmark helt ind i hjertet. Nej, ikke Danmark. Men alle de højtelskede i Danmark.

Det er i virkeligheden meget privilegeret. At savne, altså. Selvom det gør ondt.

Læreren har egentlig ikke haft så meget tid til at savne. Eller det passer ikke helt. For læreren har haft travlt, men det er som om, at det med at savne presser sig ind helt uafhængigt af travlheden.

Men uanset, så HAR læreren haft travlt. Det føles som mange måneder siden, at hun sagde farvel til sine danske elever. Hun stod på scenen i skolegården og skulle synge ”Ferie-sangen” sammen med resten af skolen (opdelt, corona, bevares.) Der blev sunget ekstra højt og endda råbt et stort velment, måske også lidt malplaceret ”HURRA”, fordi hun skulle flytte til Afrika. (Men velment var det.) Læreren tog mange dybe indåndinger den dag. Mest husker hun den hulkende elev fra 1. klasse nede blandt de mange andre børn. Hendes lærer skulle flytte til Afrika, og det kunne hun ikke rigtig bære. Hendes lærer kunne heller ikke bære det. Men tog en dyb indånding. Hun husker de mange kram fra børnene. Især et kram mærker hun nærmest stadig. Børn er gode til det med kram. Gaverne - lige fra sudoku til chokolade, smykker, solcreme, klipklappere, en hjemmelavet nøglering (som er taget i brug i den nye verden), og de mange, søde breve. Læreren læste de fleste af dem flere gange, men det krævede virkelig mange dybe indåndinger.

En halv uge senere tog læreren så afsked med de førnævnte verdens bedste kolleger. Det var endnu en overvældende omgang med taler, sange, musik, gaver, breve og meget mere end læreren nogensinde havde forestillet sig. De dybe indåndinger slog ikke til den dag og hun hylede en del. Ikke mindst da hun selv meget insisterende fik holdt sin tale og sagt alt det, hun havde tænkt, hun ville sige, siden hun en del måneder inden havde lagt sin opsigelse. Brevene hun fik den dag, læste hun samme aften og hylede endnu mere. Hun pakkede brevene ned og tog dem med, men kan ikke helt genlæse dem endnu. Så pt ligger de et synligt sted, så hun ser dem hver dag og bliver glad og rørt, så hun må tage en af de dybe indåndinger.

Afskeden med den 2-årige niece kan læreren ikke sætte ord på endnu. Det kræver mere end dybe indåndinger. Men turen i Zoologisk Have i regnvejr inden afskeden var meget særlig. Og læreren genser ofte - næsten dagligt - videoer derfra og glæder sig over, at hun har sådan en fantastisk niece. Der er også en noget nyere nevø - ja, snart er der faktisk to. Og de to, snart tre små mennesker er det altså bare allersværest for læreren at undvære. Men så er det godt, der findes rigelige mængder billed- og videomateriale. Og facetime.

Op til lærerens gigantisk store skridt var det egentlig bare utrolig meget afsked, med dertilhørende mange dybe indåndinger og/eller decideret hyleri.

Til sidst kunne hun faktisk ikke trække flere dybe indåndinger ind eller hyle mere. Så hun fik købt sig en lille flaske hvidvin i lufthavnen og gik derefter direkte til gaten. I flyene supplerede hun med mere hvidvin og ”A star is born”. Den film ser læreren ofte i fly på vej til Zanzibar, selvom den forudsigeligt nok medfører mere hyleri. Men det er ok, for man kan lade som om, at man hyler på grund af filmen. Hvilket man også gør, for det er så trist. Men man hyler også over afskeden, man lige har taget. Og over, at man snart lander på Zanzibar og genser det blå vand, det hvide sand, indånder den varme luft, der lugter - nej dufter brændt og krydret. Og så fører Lady Gaga pegefingeren fra sin pande ned over næsen, munden og hagen og smiler til Bradley inden hun smutter og han sender hende det blik, hvorefter man ved, at det går helt galt. Vræl! Danmark. Zanzibar. Niece. Blå vand. Hvidt sand. Brevene. Hulkende pige. Osv. Stewardessen kommer på det helt rigtige tidspunkt: ”Can I have some more white wine, please?”

Og pludselig var læreren på Zanzibar. Det kendte, elskede Zanzibar. Men på en helt ny og anderledes måde. For læreren er blevet Teacher på en International skole. Hvor hun nu underviser Year 1 i stort set hele det britiske curriculum.

Så her begynder The Tales of Teacher Ane. (Det var en meget lang intro med utrolig meget afsked. Men en nødvendig intro for ligesom at få konteksten med. Nødvendig for læreren i hvert fald. Og denne blog er jo i bund og grund bare lærerens tanker, fældet ned for hendes egen skyld. Lagt ud helt offentligt, så dem, der skulle have lyst kan læse med. Der er stor forståelse for, hvis man er faldet fra i løbet af den lange intro. Hvis man fortsat hænger på: Godt gået og here we go!)

”I dag ved jeg lidt mere, end jeg vidste i går!”

Læreren er blevet til Teacher Ane. Og det er hun i Year 1, det vil sige de 5-6-årige, hvor hun har 14 elever og en Teacher Assistant. Hun underviser sine 14 elever i stort set alle fag i det britiske curriculum. Hendes elever er meget søde og meget små, og kommer fra mange forskellige steder i verden. De fleste af dem har, ligesom læreren, ikke engelsk som førstesprog. Den første uge var virkelig forvirrende. Læreren gik rundt med meget løftede øjenbryn hele tiden og forstod meget lidt af alt det nye. Hendes nye søde og meget velmenende kolleger blev ved med at sige, at hun bare skulle spørge, hvis der var noget, hun var i tvivl om. Og læreren stod med sine meget løftede øjenbryn og smilede stift og tænkte over, hvordan hun skulle forklare dem, at hun vidste så lidt, at hun simpelthen ikke anede hvilke spørgsmål, hun skulle stille.

Det er mærkeligt at føle sig så ny i et arbejde, når man er 8 år fra at være nyuddannet. Så synes man lidt, at man bør vide hvad det vil sige at være lærer.

Men her var der altså ikke noget at gøre. Andet end at sige til sig selv: ”I dag ved jeg lidt mere, end jeg vidste i går.” Og sådan kom læreren igennem de første dage. Og de næste dage.

Det var rart, da den første uge var overstået. Så var det som om, at mandagen føltes lidt velkendt. Lidt.

Nu har læreren været igennem 3 mandage og selvfølgelig også de efterfølgende ugedage. En enkelt onsdag udgik på grund af en muslimsk helligdag. Og så startede hun reelt set en torsdag, så torsdag og fredag er hun særligt trænet i.

Læreren er meget glad for rutiner. Så her er et lille indblik i hendes daglige rutiner:

6.30. Læreren står op og laver de 5 tibetanere. Det er cirka 10-12 minutters meget mild træning, hvor man gentager 5 forskellige øvelser 21 gange. Det er en af lærerens tidligere kollegaer, som har fortalt, at han laver dem hver morgen, og han er rimelig rock’n’roll, så det håber læreren lidt på, at hun med tiden også bliver. Derudover går første øvelse i bund og grund ud på, at man drejer rundt om sig selv (21 gange!), og denne øvelse laver læreren særligt med henblik på at kurere sig selv for søsyge. Hun skal faktisk på et feriedyk i morgen, og kan herefter be- eller afkræfte om det har en effekt. De 5 tibetanere skulle derudover give evig ungdom, og efter den første uge med de alt for løftede øjenbryn tænkte læreren, at det var det, der skulle til. Så langt så godt.

Efter de 5 tibetanere indbefatter lærerens morgenrutiner blandt andet at spise en portion eksotiske frugter til morgenmad, at smøre sig en madpakke bestående af surdejsbrød (ja, der findes en bager på øen, der bager surdejsbrød, som kan købes i flere supermarkeder mandag, onsdag og fredag.) Der er selvfølgelig også en kop kaffe involveret.

7.45. Læreren bliver hentet af en bodaboda-driver. Det er en såkaldt scooter-taxi, som for knap 9 kroner kører læreren de knap 5 kilometer, hun har på arbejde. Det tager ret præcist 10 minutter, og læreren nyder turen hver morgen. Om mandagen har hun musik på skemaet og derfor har hun sin guitar i favnen, så der tænker hun mest over at holde godt fast på den, men ellers er det en perfekt måde at lade vinden tømme hovedet for tanker.

(Her kører læreren med bodaboda hver morgen.)

8.00. Læreren møder ind på arbejde, tjekker sin temperatur og skriver sig ind i kontorbogen.

8.15. De første elever kan komme og læreren har en ”Morning Activity” klar.

8.30. Line-Up. Hele skolen samles og man står på rækker sammen med sin klasse. Skolens Head Teacher siger godmorgen og så synger man Tanzanias nationalsang. Den ene hånd er på hjertet, den anden holdes i vejret. Nationalsangen kender læreren ret godt, så hun står stolt og skråler med bag hendes elever. Hvis der ikke er meddelelser eller fødselsdage, får man lov at gå tilbage til sin klasse - hvis man står pænt. Det er Year 1 ret god til.

Tilbage i klassen bruges en del tid på at få vasket hænder, drukker vand, tisset af, osv. Herefter er der ”Registration” og i forbindelse med det en ”Morning Motivator” inden skoledagen for alvor går i gang.

10.00-10.30 er der Fruit og Break og 12.00-13.00 er der Lunch og Break. Tirsdag og fredag har læreren duty fra 12.30-13.00, hvor hun står og lader som om, hun ved, hvad hun skal gøre når nogen henvender sig. Nogle gange i forlængelse af Fruit og Break er der særlige Assemblys - fx var det International Friendship Day i fredags, og her havde læreren vovet pelsen og spurgt om hun måtte lære de større elever en sang, de kunne synge. Det var en vældig succes og læreren nød at føle sig en lille smule hjemme i noget, for det med at synge med børn, det kender hun.

Ellers byder skoledagen på en masse forskellige fag, herunder Literacy, Spelling, Phonics, Reading, Math, Science, Topic, Music, Art, P.E. og Swahili. De tre sidstnævnte underviser læreren ikke i, men derudover er det hende, der er den. Især Phonics har været en stor mundfuld. Det britiske alfabet gemmer tilsyneladende på 42 lyde, som hver har en tilhørende bevægelse og en lille sang. Læreren har youtubet en del, men der er et stykke vej endnu til de sidder på rygraden.

14.30 Skoledagen slutter og børnene samles igen til Line-Up. Om torsdagen har læreren ”After School Duty”, hvilket vil sige, at hun skal sikre sig at alle børn bliver hentet. Der står en anden lærer ved skolens gate og råber navnene på børnene efterhånden som forældrene kommer og så skal læreren ellers stå foran børnene og gentage navnene. Det føles nok lidt mere naturligt, når hun ved hvem, der hedder hvad. Hvis nogen ikke bliver afhentet, skal hun finde kontordamen, som har en liste med telefonnumre og ringe til de udeblevne forældre. Der er også nogle børn, der går til After School Activities, og de skal selvfølgelig sendes de rigtige steder hen og så skal de helst være afhentet inden kl. 16. Ellers gælder det samme med kontordamen. Når læreren ikke har duty, kan hun forberede sig til den kommende dag, rette opgaver eller printe diverse ting. Hvis strømmen altså ikke er gået.

I det britiske skolesystem opererer man ikke med skolebøger. Man har i stedet kladdehæfter til de pågældende fag og så kopierer man forskellige activity sheets, som man så klipper til og limer ind i hæfterne. Ja, limer med limstift. Det er ret omfattende.

Og med at ”man” gør det, mener læreren egentlig, at hun beder sin Teacher Assistent om at gøre det. Læreren har stadig til gode at se det helt smarte i dette system, men hun er meget taknemlig for sin Teacher Assistent, der er god for både kopiering, laminering, limning, klipning og meget mere.

16.00 Læreren har officielt fri. I de første 3 uger er hun ofte blevet hængende noget senere. Den forvirring, de meget løftede øjenbryn dækkede over, har ikke rigtig tilladt andet. Det ville være synd at sige, at hun har været specielt effektiv i timerne efter 16.

Når hun på et tidspunkt har snøvlet sig færdig, går hun op på hovedvejen og finder en bodabodadriver. De har en form for station, hvor de hænger ud ret tæt på skolen. Nogle gange kører de læreren helt til byen hun bor i, andre dage beder hun dem om at stoppe cirka halvvejs, hvor der er en nedgang til stranden. Og så går hun derfra. Det er altid fantastisk at se vandet efter en lang arbejdsdag. Det tager sig forskelligt ud hver eneste dag. Det samme gør stranden på grund af tidevandet. Læreren forsøger så vidt muligt at gå på stranden hver dag. Forbi vennerne på yndlingskaffebaren og bestille den daglige americano. Det er alle de knap 15 kroner værd.

Læreren går også meget rundt i landsbyen. Der er en lang hovedvej gennem hele den lille by med masser af små shops, masser af mennesker og masser af liv. Og væk fra hovedvejen er der alle de støvede, bumlede veje. Man mødet ofte høns, kyllinger, geder og køer på de små veje. Og så masser af børn. Børnene synes at sådan en hvid lærer er noget af et tilløbsstykke, og der er vist aldrig nogen, der har fortalt dem, at man skal være lidt høflig og ikke pege eller råbe for meget. Det er lidt ligesom masaierne på stranden. De har heller ikke så meget situationsfornemmelse. Men de mener det godt.

Læreren bor midlertidigt hos en meget fantastisk italiensk kvinde og hendes datter. De er meget søde ved hende og hun er blevet en midlertidig del af deres lille familie, hvilket er rart midt i alt det nye. På sigt skal hun finde sig et permanent sted og hun har kigget på et par steder i denne uge. Men til en start, er det helt genialt. Der er en Dada, der laver mad til dem hver aften og sørger for at der er rent og pænt. Den italienske dame ved stort set alt om alting på Zanzibar. Og skulle der være noget, hun ikke ved, kender hun nogen, der ved det. Det er meget nyttigt og læreren er meget taknemlig for netop denne base her i starten. Hun glæder sig til at finde sit eget sted, men er glad for, at der er en måned endnu. Den italienske dame og hendes datter er meget gæstfrie og inviterer hende med til alle mulige ting. Det er meget rart, for sidst læreren boede på Zanzibar, boede hun sammen med 50-70 danskere, der altid var klar på at hænge ud.

Det er ind i mellem lidt vildt for læreren sådan at være på Zanzibar helt på egen hånd. Men heldigvis ved hun lidt mere for hver dag, der går, og hvis man ellers husker at huske på det, så går det hele helt fint.