Mine kunder

Jeg tror, at min yndlingskunde er hende, den meget nøjsomme, som altid enten skal have en solita appelsinjuice, et glas hvidvin eller en cappucino. Hun bruger aldrig specielt lang tid hos os, men sidder altid bare og kigger frem for sig. På en måde med et rart udtryk, men alligevel også lidt ensomt. Når hun betaler, har hun altid lige penge og skal have kvitteringen.
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.

Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.

Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.

Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.

Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.


Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?