"Du lugter af hvidløg, vil du have et tyggegummi?"

Der kom en dame gående mod mig, endnu langt væk. Jeg gik på en hospitalsgang, og der var kun hende at se. Hun hulkede mens hun gik, højt, og jeg blev straks lidt nervøs ved at skulle passere hende.
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.

Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.

Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.

Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?