De små 1. klasser er blevet til 2. klasser. Det er helt vildt. Hverken de eller jeg forstår det sådan helt endnu. Som er par af drengene sagde til mig første skoledag, da jeg spurgte om de ikke synes det var ret vildt at gå i 2. klasse.
"Det er sådan lidt mærkeligt, for vi er jo stadig så små."
Jeg kan kun give dem ret. De er så små og søde. Alligevel virker de pludselig både meget høje og meget store og meget kloge. De kender nogle helt vildt store tal, kan lave svære regnestykker, huske lange, mærkelige ord som "symmetriakse" og næsten alle ved hvornår de har fødselsdag. Ok, den med symmetriakse er lidt snyd - den kunne de faktisk ikke huske, og der kom mange gode bud, før der til sidst var en, der sagde "Symmetriaksel" .. Aksel / akse - det lyder da næsten også ens!? Jeg godtog den, og jeg synes, de er kloge! Og høje! Og store! Men også helt utroligt små og søde!
I år er jeg også musiklærer for de nye 1. klasser. Her kan man virkelig tale om små. De myldrer rundt og er stolte begyndt og sige "Hej Ane", når jeg møder dem på gangene. Eller i kantinekøen. 5 minutter efter, at jeg havde haft dem første gang og havde sagt tak for nu, stod jeg netop i kantinekøen, og lidt længere fremme tittede 3 hoveder fra 1. klasse frem - så små, at deres hoveder nærmest virkede som om de var i min knæhøjde. De hilste på mig, med stolthed og begejstring, og jeg hilste tilbage, ligeså stolt og begejstret. Og det virkede slet ikke fjollet, selvom musiktimen var sluttet, kun 5 minutter forinden. Det lyder nok lidt fjollet.
I 2. klasse vækker den nye tatovering på min arm en del opsigt. Det samme gør den nye matematikbog - kun overgået af tanken om, at vi starter på engelsktimerne i denne uge. Jeg skal være engelsklærer og går derfor og øver mig på "the abc song" og "Old McDonald had a farm". Jeg tror, jeg glæder mig ligeså meget som dem - ikke mindst fordi, at vi har skrevet "Big Muzzy" ind i årsplanen. Jeg tror måske, at det er filmene om ham, jeg husker allerbedst fra hele min skoletid. Big Muzzy, og så dengang jeg fik et kærestebrev, som overrumplede mig så meget, at jeg gik ud på toilettet og græd lidt. Jeg fik mulighederne for at sætte kryds i "Ja, det vil jeg gerne" eller "Nej, dit dumme svin." Jeg havde virkelig ikke lyst til at få en kæreste. Jeg var faktisk skrækslagen ved tanken, og havde nok været det uanset hvilken dreng, der havde spurgt. Men "nej, dit dumme svin", virkede også lige voldsomt nok. Efter mange overvejelser (eller så mange, man nu kan gøre sig på et skoletoilet, mens man tuder, og mens timen er i gang), stregede jeg "dit dumme svin" ud, men satte kryds i "nej", tørrede øjnene og åndede lettet op. Men det er jo egentlig en helt anden historie.
At gense Big Muzzy - det bliver for vildt!
Jo jo - livet som lærer går sin gang. "Om 7 timer er der 39 uger tilbage", var der en kollega der fortalte mig fredag morgen - i en stund, hvor ja-hatten var lidt svær at finde. Det hjalp nu ikke så forfærdelig meget på ja-hatten, men det gør børnene heldigvis. Dem har jeg det rigtig fint med at bruge næste 39 skoleuger med. Og så har jeg megaoptur over ikke at være (så) ny længere.
Og så er der faktisk kun et par uger, til vi skal se det første afsnit af "Big Muzzy" i 2. klasse.
