Læreren taber ofte sin telefon, men denne gang, gik det altså udover skærmen. Uden tid til at ærgre sig måtte læreren haste på arbejde. Intet går hendes kvikke elevers næse forbi, og da de gang på gang spurgte, hvad der var sket med lærerens telefon, måtte hun med skam bekende, at det vist var fordi hun havde undladt at rejse en væltet cykel op....
"Det er vist det, man kalder dårlig karma", konstaterede en af pigerne, og læreren gav hende ret. Man skal altid rejse en væltet cykel op.
Revnet skærm eller ej - lærerens hverdag fortsætter, og hun øver sig i synlig læring, i ikke at brokke sig for meget og i at møde uforudsete udfordringer med et smil. Det er svært og det går ikke altid som det skal.
Læreren synes især, at de uforudsete udfordringer er ... nå ja, en udfordring. Og så bliver hun i dårligt humør og kommer til at brokke sig. Hun er i fuld gang med at prøve at oppe sig og håber, at det bliver bedre.
Som nævnt tidligere, lader børnene intet gå deres næse forbi. Det betyder også, at læreren de sidste par dage flere gange har startet sin seriøse undervisning, for så at blive afbrudt af et barn med spørgsmålet: "Har du fået nye sko?"
Og ja, det har læreren. Og de er virkelig også flotte. Hvad de koster og hvor de er købt er ikke uvæsentligt for børnene, og læreren har derfor flere gange forklaret, at det er mærket "Toms", og at de er ret seje, fordi hver gang nogen køber et par sko hos dem, så giver de et par sko til en, der er fattig.
Det syntes børnene alligevel var vildt. "Det er vist det, man kalder win-win" konkluderede selv samme pige, som et par uger forinden havde kategoriseret den væltede cykel og telefonen med dårlig karma.
Denne gang kunne læreren nikke med en noget mere oprejst pande.
Og win-win er der heldigvis mere af. I en pause kom to fnisende piger og spurgte læreren, hvorfor hun ikke var blevet sanger.
Læreren forklarede, at hun sådan set mente, at hun sang ret meget i løbet af en arbejdsuge.
"Nå ja, men sådan professionelt?", fortsatte de to fnisende piger.
Den var nem: "Det er fordi, jeg hellere ville være skolelærer", sagde læreren dydigt, men meget oprigtigt - velvidende, at der nok også skulle lidt mere til.
Pigerne tænkte lidt og spurgte så: "Så du kan bedre lide børn end penge?"
Læreren svarede et overbevist ja, hvorefter de to piger kiggede på hinanden og fnisede endnu mere.
Og ja, det er vel det, man kalder win-win.
Til sidst en beretning fra den netop overståede arbejdsdag. Læreren var efter endt undervisning og lidt forskellige ærinder endt i forberedelsesrummet. Her opdagede hun, at hendes telefon ikke var i baglommen, som den plejede.
Hun gik tilbage og ledte de sidste steder hun havde været - men uden held. Mange børn og voksne blev hurtigt inddraget i eftersøgningen og mere end en gang, måtte læreren forklare, at hun havde været så "smart" at have funktionen "forstyr ikke" slået til, hvorfor man ikke bare kunne ringe til den.
Læreren fattede ingenting og mærkede igen og igen efter i alle tænkelige lommer, tjekkede alle klasselokaler, tasken, sofaen, kontoret, og alle tænkelige steder. Børn kom løbende og fortalte at de også havde gennemsøgt flere klasselokaler og 10-12 børn på en sofa blev pænt bedt om at rejse sig, så man kunne tjekke om de sad på den savnede telefon.
Det hele var meget mystisk.
Til sidst lånte læreren en kollegas telefon og gik på "find my Iphone". Nu blev det spændende, for lærerens telefon var ifølge appen ca. 0,1 km væk!!?
Så var der skattejagt! Læreren gik forvirret gennem skolen efter den lille blå prik med tre børn i hælene. De nærmede sig forberedelsesrummet, men fortsatte forbi? De var ikke i indskolingsområdet længere. I det de gik forbi lærerværelset passerede den blå prik den savnede telefon. Og ganske rigtigt - da læreren kiggede ind på lærerværelset lå den lyserøde telefon med den revnede skærm lige der på bordet. Sjovt nok samme sted, som læreren havde spist frokost nogle timer forinden.
Børnene kiggede skeptisk på læreren, der var meget glad for at se den revnede skærm.
Efterfølgende måtte læreren konkludere, at hun simpelthen havde brugt så meget tid på at lede efter sin telefon, at hun ikke kunne nå den planlagte eftermiddagstræning.
Så her sidder hun i stedet og evaluerer sin eftermiddag og beretter om sin verden.
Læreren ved ikke om det er det, man kalder det ene eller det andet... Men det er nok mest det ene...
Læreren opper sig snarest, og håber, at det hele går alligevel.
Glædelig tirsdag derude.
