Et nyt skoleår er i gang og læreren er i gang med sine lærergerninger. Hun er tilbage i 1. klasse og det er fantastisk på flere måder. Fordi hun har prøvet det før. Læreren kan nu stolt bruge vendinger som:
"Jeg har tidligere i 1. klasse haft god erfaring med....",
eller:
"Det er normalt sådan og sådan, når man starter i 1. klasse, og derfor har jeg valgt at gøre sådan og sådan..."
Mest er det nu fantastisk fordi børnene er utrolig søde, utrolig sjove og helt vilde med stort set alt ved at gå i skole og ved deres lærere.
"Det er et flot armbånd, du har på", sagde en af børnene til læreren den anden dag.
"Det er også nogle flotte øreringe. Faktisk er alt, du har på, bare flot!"
"Det er også nogle flotte øreringe. Faktisk er alt, du har på, bare flot!"
Læreren er dog mest af alt bare er et menneske. Et menneske blandt andre mennesker. Og mennesker er skrøbelige. Det har læreren mærket flere gange i dette skoleår. Mennesker er også tæt knyttet til hinanden og derfor bliver de dybt rørte, når der sker noget med nogle af de mennesker, de er tæt knyttede til.
En af de mennesker, læreren følte sig tæt knyttet til, var hendes mormor. Hun boede i Jylland og det var egentlig ikke så tit, at hende og læreren så hinanden. Men når de gjorde, var det ret særligt.
Mormoren var altid meget ligefrem og ærlig. Det syntes læreren var fint. Det var lidt ligesom børnene i 1. klasse. De kan heller ikke så meget andet end at være ligefremme.
Læreren syntes i øvrigt, at mormoren var ligefrem på en meget underholdende måde:
"Du falder da ikke i din kjole", havde hun fx flere gange fået at vide af mormoren ved festlige lejligheder.
Læreren var heller ikke i tvivl om, at mormoren ikke var begejstret for hendes tatoveringer. Eller hendes alt for slidte cowboyjakke. Mormoren insisterede faktisk på, at der i det mindste skulle en lap på henover de alt for store huller, også selvom læreren forklarede, at det med hullerne var meningen.
"Ja, men det er ikke pænt", lød svaret.
Helt modsat de mange fans i 1. klasse.
Med alderen blev de samtaler, man havde med mormoren mere og mere styret af, hvad der lige sker her og nu. Sådan er det også i 1. klasse.
Man snakker om een ting, indtil man lige får øje på noget, så snakker man om det. Indtil man kommer i tanker om noget andet. Og så videre.
Det er i virkeligheden lidt terapeutisk, fordi det er så dejlig simpelt.
En af de sidste samtaler læreren havde med hendes mormor, handlede om en af lærerens tatoveringer. Ja, måske mormoren faktisk havde glemt, at hun ikke kunne lide dem.
Tatoveringen er et Banksy-motiv, der forestiller lille pige, der flyver ved hjælp af nogle balloner, hun holder i hånden.
"Hvem er det, der flyver", spurgte mormoren og læreren kiggede sig først lidt forvirret over skulderen.
Da det gik op for hende, at mormoren refererede til tatoveringen, forklarede læreren, at hun bare plejede at kalde hende "Pigen med ballonerne".
"Men hun skal da have et navn", sagde mormoren alvorligt, og læreren spurgte, hvad hun da syntes det skulle være.
"Ja.... Hvad synes du?" spurgte mormoren meget eftertænksomt.
Læreren foreslog selvfølgelig at opkalde pigen efter mormoren, men det syntes mormoren slet ikke:
"Nej", svarede hun i et meget respektfyldt toneleje.
"Så må jeg lige tænke lidt over det", sagde læreren.
Der gik lidt tid.
"Hvad med Josefine?", spurgte mormoren så.
Det var tydeligt, hun selv syntes, at det var et godt navn. Læreren anede ikke hvorfor mormoren lige kom på det navn, men var selvfølgelig ikke i tvivl:
"Hun skal da hedde Josefine".
I dag er det fire uger siden, at lærerens mormor døde. Hun blev 93 år gammel og døde uden smerte, uden dramatik og uden at være alene.
Hun fik en flot begravelse og hviler nu ved siden af lærerens morfar, der har været død i snart 24 år, siden læreren var 8 år.
Læreren har ikke helt vænnet sig til, at mormoren ikke er der længere. For læreren er jo bare et skrøbeligt menneske, der savner sin mormor. Det er ikke mærkeligt, at et menneske på 93 år dør. Men det er mærkeligt for det skrøbelige menneske, læreren, at sidde tilbage i en for kort kjole og en hullet cowboyjakke med Josefine tatoveret på armen. Uden at kunne gøre til eller fra ved, at mormoren ikke lever mere.
Som lærer styrer man - i hvert fald i et vist omfang - slagets gang. Som menneske kan man også nogle gange ledes til at tro, at man har styr på det. Men et opkald en søndag formiddag kan ændre alting, så let som ingenting. Og så er det pludselig svært at være menneske. Uanset erfaring.
Og mennesket og læreren hænger alligevel så meget sammen, at det derfor også bliver svært at være lærer. Og sådan er det nok bare at være til. Samtidig er det jo det, der er så smukt. For nogle gange bliver mennesker også knyttet tættere sammen og træder til for hinanden, når det er svært at være menneske. Læreren har mærket mange medmennesker træde til de sidste fire uger.
Hvem har i øvrigt sagt at det skal være nemt at være menneske? Eller lærer?
Så længe det er smukt. Og det er det.
Lærerens mormor var god til at være simpel og ligefrem. Det er børnene heldigvis også.
"Nogle gange kan jeg ikke huske, hvordan "16" ser ud, men så kigger jeg op på talormen".
Sådan sagde en pige for nylig til læreren i matematiktimen. Og selvom det var helt anderledes, end noget mormoren kunne have sagt, var det på en eller anden måde alligevel så simpelt og ligetil, at læreren (- mennesket) tænkte på sin mormor og blev helt rørt.
