Tiden flyver - særligt i december. Det er både godt og skidt i lærerens verden. 7-årige børn i december er sådan lidt kronisk overgearede og overstimulerede. De spiser for meget sukker, går til julearrangementer i et væk og kommer for sent i seng, fordi de skal se julekalender. Og så kan det altså være svært at koncentrere sig om matematikken. Læreren forsøger altid at være benhård og køre det planlagte program igennem, men enkelte gange i december har selv hun måttet give efter og lade julehyggen overtage. (Godt, at det er januar, når vi starter igen!)
Julen giver ofte anledning til at se tilbage på året, der er gået. Når læreren ser tilbage, har det været et specielt efterår. Udover den tidligere omtalte mormor, der gik bort i slutningen af august, har der også været flere andre tragiske og barske begivenheder, der har fyldt i lærerens hverdag. Flere end normalt, synes læreren. Det regnskab kan man på den anden side ikke rigtigt forsvare, men man kan vel godt have lov at ønske om nogle ting, at de ikke var sket. Det gør læreren, og hun håber at naivt, at 2017 bliver lyst, simpelt og ukompliceret.
Heldigvis er der også masser af stjernestunder at se tilbage på. Læreren kan godt lide, når hendes elever afslører lidt om, hvordan de ser hende. Hun har eksempelvis grinet meget af det portræt en af hendes elever en dag havde lavet af hende i plusplus'er.
Læreren kan på mange måder sagtens se ligheden. Højden og de farvestrålende trøjer passer i hvert fald.
Den anden dag mødte læreren en elev fra 3. klasse ude på legepladsen. Han klagede over, at han havde fået hikke for 3. gang på samme dag. Læreren kendte det godt og besluttede sig for, at udnytte sin position som bedrevidende voksen overfor ham. Hun fortalte ham derfor, at han jo havde hikke, fordi der var en, der tænkte på ham og når han gættede hvem det var, ville det stoppe.
Drengen kiggede skeptisk på læreren og sagde, at sådan var det jo ikke. Læreren sagde, at det var det.
"Ok", sagde han så - stadig meget skeptisk. "Er det min mor".
Han stod spændt og ventede, men kort tid efter kom der et hik.
"Se, det passer jo ikke", sagde han, men læreren overbeviste ham om, at det jo bare var fordi, det ikke lige var hans mor, der tænkte på ham.
"Er det så min far?", spurgte han og ventede igen på hikket. Denne gang kom det - til både hans egen og lærerens store forbløffelse - ikke.
Drengen vidste ikke hvad han skulle sige.
"Hvordan kunne du gøre det?", spurgte han meget overrasket, men læreren holdt bare fast i forklaringen om, at det jo ikke var noget, hun gjorde, men bare at sådan havde det altid været.
Resten af pausen på legepladsen, så hun drengen gå rundt og undre sig og flere gange kom han hen til hende igen og spurgte ind til, hvordan hun kunne gøre det med hans hikke. Jo mere hun overbeviste ham om, at det bare var sådan det var, jo mere troede han, at det var noget hun kunne gøre.
Læreren havde kun lidt dårlig samvittighed.
Det er ikke så længe siden, at læreren havde fødselsdag. Her kommer det med alderen ofte til at fylde meget. Det er lærerens egen skyld, for hun kan ikke lade være med at spørge børnene, hvor gamle de tror, at hun er. Derfor var det også helt perfekt, at det første gæt, der kom i 1.B, var 27.
"Ja", svarede læreren, "det er en god alder, lad os sige, at jeg er 27!"
"Men ... Er du 27?", spurgte de forvirrede børn, og læreren insisterede på, at det var hun.
"Og vil I høre noget sjovt?", kunne hun alligevel ikke dy sig for at sige, "min lillebror er også lige blevet 27 år!"
Nu var forvirringen total og kun ganske få af de søde børn sad og grinede smørret, mens alle andre kiggede rundt på hinanden og snakkede om, hvordan man kunne være ligeså gammel som sin lillebror... Var de så tvillinger?
Lærerens tidligere elever, der nu går i 4. klasse, havde forstået det hele. De skubbede et meget sødt brev ind under døren i musiktimen og skrev bl.a. følgende:
Det tænkte læreren så på. I pausen havde hun meget voksent stillet lidt sødt frem til kollegerne, og under frokosten var der en, der udbrød: "Jamen Ane, har du fødselsdag? Det synes jeg da du hele tiden har, kan det virkelig passe?"
Læreren måtte verificere, at den var god nok - det var hendes fødselsdag i dag. Men pludselig gav det mening, at hun pludselig sad og var så gammel... Det er da klart, hvis man har fødselsdag hele tiden?
Nå ja, men så længe man altid er 28 år for nogen, eller kan overbevise nogle andre om, at man er ligeså gammel som sin 5 år yngre lillebror, så går det nok.
Vigtigst af alt, håbede læreren også, som 4. klasserne skrev, at hun bliver ved med at være en god lærer.
For nyligt var læreren på tur med 1. klasserne. Snakken gik lystigt hos bagtroppen og på et tidspunkt blev en sød og meget snakkende lille pige, som læreren holdt i den ene hånd spurgt om, hvad hun egentlig drømmer om at blive.
"Det kan man ikke sige noget om endnu", svarede hun prompte, og fortsatte: "Jeg håber bare, at jeg får en uddannelse, jeg kan bruge til noget. Når man er 12 år, kan man gå med aviser og når man er 15 år kan man arbejde i netto og når man er 18 år kan man...."
Læreren var stoppet med at lytte efter og prøvede i stedet at huske hvad hun selv drømte om at blive, da hun gik i 1. klasse. Hun var helt sikkert ikke så reflekteret, som den lille pige, hun holdt i hånden. Læreren var ikke bekymret for, hvorvidt den lille pige nok skulle blive til noget, hun kunne bruge. Burde hun være lidt bekymret over det meget voksne svar alligevel?
På hjemvejen gik læreren med en ligeså snakkelysten dreng i hånden. Han havde et spejderbælte uden på jakken og snakkede om, hvor smart det var med sådan et bælte. På et tidspunkt besluttede han sig for, at flytte bæltet ind, så det holdt på bukserne.
"Ellers falder de måske ned, og så kan alle på gaden bare se min diller".
Læreren gav ham ret i, at det var fornuftigt at flytte bæltet og tænkte over, at der nu er stor forskel på børn og deres refleksioner på sådan en tur.
God jul fra læreren og Lærerens Verden. Læreren håber, som nævnt, naivt på at 2017 bliver lyst, simpelt og ukompliceret. Hun ved godt, hvad mange mener om at være naiv. Men man må godt have lov at være lidt naiv, når man håber.
I hvert fald, når man er lærer, i Lærerens Verden.
