På 1. årgang var emnet "Astrid Lindgren" og ugen bød på både Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe. Der skulle laves handlingsbro og personkarakteristikker, løses tingfinderopgave og tegnes Pippi- og Ronjaportrætter. En lidt fremmed verden for læreren, der føler sig mest hjemme i matematik og musik.
En morgen skulle børnene lave en personkarakteristik af Ronja Røverdatter. I lærerens time. "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert", burde læreren sige til sig selv. Ligesom Pippi. Men det var lidt svært.
Læreren vidste, at det var godt at komme med eksempler, så hun spurgte børnene, hvad de ville sige, hvis de skulle beskrive hende.
"Høj", sagde de. "Matematiklærer". "God til musik". "God til matematik". Og så gik de lidt i stå og læreren fik en underlig følelse af at have iscenesat noget kunstigt, der ikke rigtig førte derhen, hvor de gerne skulle ende.
De kom nogenlunde i mål, men læreren går stadig lidt og venter på, at en af dansklærerne tjekker børnenes personkarakteristikker og klager.
"Hun kan være glad". "Hun kan være ked af det". Hun kan være modig". "Hun kan være bange". Sådan skrev de. Det lyder som de fleste af os?
"Hun har et brunt bælte på". "Hun har kjole på". Det var vist helt galt - for det skulle være en indre personkarakteristik. Læreren kunne ikke nænne at få børnene til at hviske det ud, så hun roste dem i stedet og sagde noget i retningen af: "Det kan jeg godt forstå, at du har skrevet".
Det kunne hun godt. Og det er vel næppe den sidste personkarakteristik, de har lavet inden de går ud af 9. klasse.
Hver dag mellem 10 og 11 skulle der danses og synges. Her følte læreren sig hjemme, og det var da også hende, der var primus motor i den time.
Eller sagt på en anden måde. De stakkels børn var i en times tid underlagt lærerens vanvittige fantasi og påfund. Tvunget ind i lærerens verden, så at sige.
Læreren havde besluttet, at de skulle fordybe sig i rumpenisserne fra Ronja Røverdatter. De varmede derfor op med nogle rumpenisseøvelser, før de begyndte at øve rumpenissedansen. For skulle nogen være i tvivl om hvad der sker, når menneskene ikke er i skoven, så blev det altså slået fast med syvtommersøm på 1. årgang: Så er der rumpenissefest, hvor man danser rumpenissedans!!! (Hvad ellers?)
Læreren har altid syntes godt om Sebastians Ronja Røverdatter-sange, men lige præcis til en rumpenissedans, var det som om, at de ikke egnede sig så godt. Hun havde derfor valgt at bruge en sang, hun stødte på under en charterferie til Tunesien.
Balada Boa. Nogle af de rumpenissemoves, hun brugte i dansen, havde hun faktisk stjålet fra nedenstående Zumba-flashmob-video.
Børnene stillede aldrig spørgsmål til hverken dansetrin eller sang. De begyndte kun at spørge hvad den hed, så de kunne øve videre derhjemme.
Apropos Pippis modige citat omkring at klare noget, man aldrig har prøvet før, så er læreren i dette skoleår blevet IT-vejleder. Det var sådan set hendes eget forslag, fordi hun syntes, at der manglede hænder i dette felt. Hun havde dog forestillet sig, at der forud for titlen, lå en eller anden form for kursus, som kunne kvalificere hende til opgaven.
Det mente man ikke var så oplagt oppefra. Så fra den ene dag til den anden stod hun der og var IT-vejleder. Det er et meget bredt felt, og der kommer mange forskellige forespørgsler på IT-vejleder-fronten.
"Hvorfor gør min computer sådan, når jeg starter den op?"
"Hvordan tager jeg et skærmbillede?"
"Hvorfor er min internetbrowser lige pludselig fyldt med reklamebannere?"
"Hvorfor har jeg ikke kamera-app'en på min iPad?"
"Kender du et godt antivirus-program?"
Osv., osv., osv.
Nogle af spørgsmålene kan læreren godt svare på. Mange af dem ved hun ikke så meget om, men hun er blevet rigtig god til at google. Eller til at ringe til kommunens digitaliseringsstyrelse, eller folkene bag en online portal eller hvem man nu forestiller sig ved noget.
Læreren husker godt hvordan hun selv, hver gang hun så IT-vejlederen før i tiden, altid lige skulle spørge ham om et eller andet. Dengang tænkte hun ikke over, at han måske ikke nødvendigvis vidste alt om alting.
Hun synes, at det er lidt mærkeligt, at folk nu tænker noget lignende, når de ser hende. Det må de gøre, for de spørger i hvert fald om mange ting. Det kan føles som om, der står "IT-ekspert - altid til tjeneste" i panden af hende.
Det gør egentlig ikke noget, for hvis hun kan hjælpe dem, vil hun gerne. Det er en god følelse at kunne løse et problem for nogen.
Det er dog en knap så god følelse, når hun ikke kan løse problemet. Hvad ville Pippi have gjort?
Nogle gange er det simpelt - andre gange er det mere omstændeligt. Som den anden dag, hvor en sød pige fra 3. klasse ikke kunne hente word-appen på sin iPad. Den problematik havde læreren prøvet før - det kunne klares med en synkronisering. Troede hun, men ak, uanset hvor mange gange hun synkroniserede, var der ingen word-app.
Læreren bemærkede pigens hånd:
Hun tog en dyb indånding. Det er VIGTIGT det her, tænkte hun og følte sig netop meget vigtig. Hun ringede fluks til digitaliseringsstyrelsen og bad selvsikkert om at tale med samme fyr som sidst, hun ringede. Han var kvik. Først mente ham i røret, at fyren ikke havde tid, men at han måske selv kunne hjælpe. Læreren præsenterede problemet og blev straks sendt videre til ham fyren alligevel: "Jeg hører lige, om han ikke har tid alligevel".
I fællesskab fandt fyren og læreren ud af, at pigens iPad slet ikke var koblet til hendes UNI-login, men til en dreng fra 2. klasse? Hvordan det var sket kunne fyren ikke forklare, men der var ikke andet for end at gendanne iPad'en, altså starte den helt forfra. Dette kunne man imidlertid ikke gøre før iPad'en var opdateret. Og iPad'en kunne ikke opdateres, fordi der ikke var plads til det styresystem, den skulle opdateres til.
Så er der pludselig lidt lang vej hen til den word-app. Men der arbejdes på sagen. Det skal løses. Det er VIGTIGT!
I lærerens verden er der meget, der er VIGTIGT!! Og mange ting, hun aldrig har prøvet før. Hun må øve sig i at sige som Pippi. Og google endnu mere. Måske få etableret en direkte linje til den kvikke IT-fyr fra digitaliseringsstyrelsen?
Og så skal hun huske, at hun ikke altid kan løse alle problemer. Langtfra altid faktisk. Eller gøre alle glade. Det ville bare være så rart, hvis hun kunne. Idealisten, der var stærkt stående, da hun fuld af drømme startede på lærerseminariet, lever under andre og mere trange kår i lærerens verden i dag. Ofte overgået af realisten. Pessimisten. Eller bare brokkehovedet.
Idealisten får aldrig lov til helt at dø. Det er VIGTIGT!
Læreren er sikker på, at Pippi er enig i den sag.
