En omlagt uge ved læreren aldrig helt om hun skal elske eller hade. Man gør ofte lidt begge dele. I år var emnet "Tidsrejsen" og læreren skulle være med til at planlægge et forløb om bronze- og jernalderen for ca. 50 børn fra 0.-2. klasse.
I bund og grund handlede det hele dengang jo om at overleve. Derfor fandt læreren på en masse dansemoves, der understøttede, hvad man i bronze- og jernalderen gjorde for at overleve. Disse satte hun sammen til en halvavanceret dans til Bee Gees "Stayin' alive". For at tage dansen op på metaniveau sluttede den med, at de allesammen døde. (Og fordi det passede til sangens lange outro.)
Morgenerne med dans og sang var uundgåeligt noget kaotiske. Blandt andet fordi læreren kun kendte 1/3 af de 50 børn. Som i musiktimerne giver dans og hyppige skift ofte anledning til ekstra meget uro. Læreren måtte derfor give alt, hvad hun overhovedet havde i sig for at skabe ro, holde fokus og nå det ambitiøse program. Hun fandt sig selv hamre løs på klaveret, mens hun skrålede om grauballemanden af sine lungers fulde kraft. Hun stod på gulvet og fægtede med arme og ben, mens hun råbte sine huskeremser, så børnene vidste hvad de skulle danse:
"Lede efter rav og finde rav", "Samle korn og høste korn", "væve og væve og sejle og sejle"
Børnene hang på så godt de kunne og der er da også en lille sandsynlighed for at nogle af dem rent faktisk kunne koble deres syngen og dansen til det, ugen ellers bød på, om bronze- og jernalderen. (Se nedenstående video, og sæt eventuelt Bee Gees på for at få den fulde oplevelse - grin gerne ligesom lærerens søster, for det er da jævnt fjollet!)
Om tirsdagen i den omlagte uge, fik læreren en lidt pludselig forespørgsel fra hendes lillebror. Han læser også til lærer og skulle skrive en didaktikopgave på baggrund af observation af en undervisning. Mere specifikt skulle det handle om:
"Hvordan lærerens didaktiske valg får betydning for undervisningen og elevernes deltagelse, deres læreprocesser og udvikling af kompetencer."
Lillebroren ville gerne komme fredag i den omlagte uge i det tidsrum, hvor læreren dansede og sang med de 50 børn. Lige præcis om fredagen skulle de afslutte ugen ved at optræde for nogle forældre med de to sange og dansen og dette skulle filmes, så resten af skolens elever også kunne se det senere på dagen. Læreren vidste, at var der tale om kaos de andre morgener (og det var der), så kunne hun slet ikke finde ord for, hvad det ville blive denne fredag morgen.
Hun kunne på stående fod heller ikke lige gøre rede for hvilke didaktiske valg hun ville træffe den morgen og endnu mindre hvilken betydning disse valg kunne have for det hele.
Det ville i bund og grund handle om at overleve - ligesom i bronze- og jernalderen (og metalalderdansen.)
Læreren huskede tydeligt hvordan det var at skulle skrive didaktikopgave, og var derfor aldrig i tvivl om, at det selvfølgelig var i orden, at lillebroren kom og observerede. (Og så ville hun jo også gerne virke som den overskudsagtige storesøster, der altid lige står til rådighed...)
Læreren vidste, at lillebroren er meget bedre til at skrive opgaver, end hun nogensinde har været, og var egentlig også noget nysgerrig efter, hvad han kunne få ud af at observere hende.
Lillebroren er også meget bedre til at spille klaver, end læreren nogensinde har været eller bliver - og det var sådan set det, hun var mest nervøs over, at han skulle overvære. Nu var det heldigvis ikke det, han skulle observere på, så læreren blev enig med sig selv om, at det nok skulle gå.
Og det gik også. Det var sjovt at have sin lillebror med på arbejde og det var i bund og grund også en vildt sjov, omend kaotisk morgentime med børnene. Alle overlevede i hvert fald, og læreren kunne forpustet konkludere, at de også var nået i mål med det planlagte program.
Noget tid efter modtog læreren lillebrorens didaktikopgave. Han mente selv, at den var kedelig. Hvordan læreren skulle tolke det, vidste hun ikke helt, da den jo handlede om hende. Hun tænkte tilbage på sin egen studietid og tog det ikke personligt.
19.344 tegn inklusiv mellemrum havde lillebroren griflet ned omkring lærerens didaktiske valg den fredag morgen. Imponerende.
I det følgende kunne læreren bl.a. læse om, hvordan hun ifølge lillebroren fx fik skabt en såkaldt "tyk, narrativ fortælling ved at italesætte den ønskede adfærd istedet for den uønskede". Læreren huskede godt, at hun havde rost en af drengene fra 2. klasse fordi han for første gang sad på sin plads fra morgenen af, i stedet for at tumle rundt i sofaen. Hendes didaktiske overvejelser i forbindelse med dette, havde hun ingen erindring om. Var det mon godt eller skidt?
Hun læste spændt videre og forstod, at hun (åbenbart) også havde brugt "sproget som konstituerende for fællesskabet":
Hun havde simpelthen brugt sproget til at gøre dét at skulle optræde til noget ufarligt ved at sige:
“Husk nu, at hvis vi synger noget forkert, så er det kun os, der ved, at det var forkert - det gør ikke noget!”
Tydeligst blev det ifølge lillebroren i følgende udsagn: “Vi skal være klar til at optræde for vores forældre, men selvom vi ikke er helt klar, skal det nok gå. Forældre er nemlig det bedste publikum”.
Med dette fik læreren med lillebrorens ord "konstrueret en virkelighed, hvor hun og klassen var i samme båd", og det kan (åbenbart) kobles på grundtanken i den narrative psykologi.
Læreren blev da helt stolt af sig selv. Igen huskede hun ikke selv så meget andet end, at hun mange gange i løbet af morgenen havde beroliget sig selv med at "forældre er det bedste publikum". For det er de - og gudskelov for det!
Endelig konkluderede lillebroren i sin perspektivering, at han ved at observere og analysere på læreren havde fået "skærpet det analytiske blik, han får brug for i sin kommende lærerpraksis". Også dette var læreren stolt af at have medvirket til. Mest af alt var hun dog stolt af sin lillebror.
Han bliver blændende i sin kommende lærerpraksis. Ikke fordi han har observeret på læreren eller fordi han er eminent til at skrive didaktiske opgaver (for det er han) eller spille klaver (for det er han virkelig).
Heller ikke fordi han er lærerens lillebror, selvom man måske godt kunne tro det. (Ja, lidt kæk er læreren da blevet, af alle de fine ord om hendes didaktiske overvejelser).
Nej, lillebroren bliver en fantastisk lærer en dag, fordi han er et så ærligt, godhjertet, intelligent og varmt menneske, som uden tvivl vil skabe læssevis af tykke, narrative fortællinger og konstituere masser af fællesskaber med sproget, med sine blændende musikalske evner og med sin oprigtige interesse for børns ve og vel.
Og ok, lad os da bare være lidt selvfede her til sidst og sige, at de 19.344 tegn inklusiv mellemrum omkring lærerens didaktiske overvejelser, også har medvirket lidt til, at lærerens lillebror en dag bliver en blændende lærer. Og hvem ved - så kan læreren måske få lov til at komme ud og observere lidt på ham. Ikke for at skrive didaktikopgave (forhåbentligt!) - men for at få skærpet sit analytiske blik til sin lærerpraksis.
Og for at beundre sin dygtige lillebror.
