Noget af det, læreren elsker allermest er, når hun får et indblik i, hvordan børnene tænker om store og små ting. Det kan gøre kæmpe indtryk, give kæmpe smil på læben og ind i mellem også gøre læreren helt rørt, at se det hele med børnenes øjne.
Musiklokalet ligger nærmest så langt væk, som man kan komme: Ned ad trappen ud på legepladsen, forbi skolegården og så op ad så mange trapper, man kan - og så ind ad en dør og op ad lidt flere trapper.
Musiktimen starter altid nede i klassen, hvor læreren sender børnene afsted i små grupper. De skal ned i garderoben og have sko på, og man venter selvfølgelig på hinanden. Derfor kan det sagtens ske, at læreren når op i musiklokalet før børnene - selvom hun er den sidste, der forlader klasselokalet.
Flere børn har gentagne gange undrende spurgt læreren, hvordan hun kunne komme op i musik så hurtigt. Her har læreren altid henvist til hendes meget lange ben, og det har de godtaget.
En morgen overhørte hun dog en gruppe børn diskutere netop hvorfor, hun var så hurtig til at komme op i musik. De ræsonnerede det bedste de havde lært, men en af dem lukkede diskussionen helt ned med ordene: "Det er altså ikke fordi hun er hurtig - hun tager bare elevatoren".
Læreren har siden masser af gange forestillet sig scenariet: Hun sender alle børnene afsted og forsvinder så ellers ind i en skjult gang, der fører til en hemmelig elevator, som - nærmest på magisk vis - får hende hele vejen over skolegården, op ad alle trapperne og direkte ind i musiklokalet.
Det ville være blæret. Men også lidt snyd.
I starten af skoleåret, var læreren på vej til pause, men stødte på to børn fra 0. klasse, som meget frustrerede spurgte, om hun ikke godt ville hjælpe dem. Læreren gik med dem ned til gangen, hvor alle mælketaskerne hænger.
"Vi skal finde 0.B's mælketaske, men der er ikke nogen af dem, hvor der står 0.B på?", sagde den ene meget skingert, mens han lavede en masse fagter.
Læreren kiggede på mælketaskerne og fik øje på en, hvor der stod "0.b". Hun pegede voksent og smilende på den, men børnene kiggede bare undrende på hende og nægtede: "Nej, der står ikke 0.B!"
"Joeh?", sagde læreren ligeså undrende, "det gør der faktisk". "NEJ! Der står ikke 0.B", lød det insisterende svar. Læreren prøvede at forklare at det jo var et "0" og et "b", og at det tilsammen gav 0.b, men den ene blev ved, og kunne næsten ikke være i sig selv af frustration.
"Der står ikke 0.B, for det ser sådan her ud", og så begyndte han at skrive i luften med den ene finger.
Pludselig forstod læreren hvad der var galt: Den søde lille dreng havde nemlig skrevet et stort "B" i luften og på mælketasken stod der et lille "b".
Læreren begyndte tålmodigt at forklare om det lille "b" og det store "B", men der var ikke tale om, at den forklaring skulle godtages. Til sidst sendte læreren de to børn afsted med den "falske" mælketaske og sagde til dem, at det med "B'erne" måtte de tage med deres egen lærer og så måtte de skyde skylden på hende, hvis de fik problemer med mælketasken nede i klassen. Hun har ikke hørt fra dem siden.
I starten af skoleåret i 0. klasse, er der jo ikke noget at sige til, at man endnu ikke kender til både det lille og det store "B", så læreren synes egentlig, at deres ihærdighed efter at finde det ægte "B" på mælketasken var meget prisværdig.
En anden gang skulle læreren forklare en blanding af 0., 1., 2. og 3. klasser om noget matematik og flere gange undervejs stillede hun spørgsmål. En af børnene fra 0. klasse satte sig eftertænksomt med fingeren på kinden, hver gang læreren stillede et spørgsmål. Hun spurgte ham om svaret, men her så han helt forkert ud i hovedet og svarede: "Men jeg har ikke hånden oppe?" Læreren beklagede, men da han ved næste spørgsmål satte sig på præcis samme måde, var læreren overbevist om, at han nu lå inde med svaret.
Drengen blev frustreret og gentog: "Men jeg har ikke hånden oppe?" Læreren undskyldte, men forklarede, at det jo bare var fordi han sad og rakte fingeren op, at hun troede, at han havde hånden oppe. Og så blev hun sat til vægs:
"Det er bare fordi, jeg skal tænke over det, du spørger om".
På skolen er der en gang, der bliver kaldt "glasgangen". Den er ikke lavet af glas, selvom man skulle tro det, for man skal altid gå pænt på den, og man må ikke larme. Den har nogle store vinduer, så det er nok derfor.
At skulle gå ned af en lang gang uden at måtte løbe, kan være en svær udfordring både for de større og mindre børn. Læreren påpeger det derfor ofte, så anerkendende, hun kan. Hvis nogen løber på gangen: "Husk nu, vi går på glasgangen." Og hvis nogen går: "Ej, hvor er det godt, I husker at gå på glasgangen".
Ikke sjældent kommer nogle af indskolingsbørnene løbende så hurtigt, de kan, indtil de pludselig opdager en voksen. Så skifter de med lynets hast til et eksemplarisk gåtempo: "Nej, hvor var det godt, I kom i tanker om, at man skal gå på glasgangen", siger læreren så.
Hertil kommer der ofte nogle spændende modsvar:
"Faktisk var det bare mine sko, der gjorde sådan, at jeg løb", var der en der sagde, mens han forklarende viste sine tilsyneladende magiske og meget egenrådige sko frem.
En anden var mere argumenterende:
"Der var faktisk tre grunde til, at jeg stoppede med at løbe. Den første var, at jeg så dig. Og så var det også fordi, at jeg så de store vinduer og så kom jeg i tanker om, at det var glasgangen, og så var det faktisk også bare fordi....." han holdt en lille pause, og fortsatte så, mens han ærbødigt kiggede på den lange, tomme glasgang, "... at der er så stille herude."
En af de ting, der sker, når man bliver voksen er, at der er flere og flere ting, man har vist så længe, at man har glemt, hvordan man lærte dem. Det er smart nok, men nogle gange også lidt kedeligt. (Og voksent!) Måske er det derfor, at nogle voksne kan være lidt kedelige at høre på? Fordi de har glemt, hvordan livet var, før man kendte til både det store og det lille "B".
Eller dengang, man ikke kunne tænke ordentligt uden at sætte fingeren på kinden.
Læreren elsker, når børnene kan minde hende om, at der var engang, hvor det hele var lidt mere simpelt, og var det ikke det, ja så kunne det ikke passe. Og det, der kunne passe, havde man sin helt egen opfattelse af.
Så blev man lidt ældre, og så begyndte man at tro meget på, hvad de voksne sagde. Og så på et tidspunkt blev man teeanger, og så troede man ikke på så meget mere. Og så var man pludselig voksen?
Noget af det, læreren har allerstørst respekt for i hendes arbejde er, at hun netop prøver at lære børn ting, de ikke ved. Ofte er det endda ting, hun selv har glemt, hvordan hun lærte.
Det er sjovt. Og svært. Og ret vildt, når det lykkes.
"Undskyld, men jeg skal bare lige høre... sidder jeg og dividerer nu eller hvad er det egentlig, jeg laver?", spurgte en pige for nyligt, da de netop ENDELIG havde lært om division i 3. klasse. Hun var skeptisk og forvirret, men lyste op i det største og stolteste smil, da læreren fortalte hende, at det var lige præcis det, hun lavede.
Der var for nyligt en opgave i matematikbogen, der var temmelig svær, og den dag børnene skulle lave den, havde de vikar. Efterfølgende, da læreren var tilbage, var der flere, der måtte spørge hende, om hun kunne forklare, hvad den gik ud på.
Læreren forklarede det for to drenge, og i det, de gik tilbage til deres plads, hørte hun den ene sige til den anden: "Årh, det var godt nok nemt at forstå, når hun forklarede det".
Drengen var helt sikkert slet ikke klar over, at han netop havde givet læreren en af de største komplimenter, han overhovedet kunne.
Han var jo bare glad for, at han havde forstået opgaven.
Det er så dejligt simpelt med børnenes øjne.
