Det forræderiske juletræ

Normalt er lærerens verden forbeholdt det, der foregår i skolen. Ind i mellem sker der dog noget udenfor skolen, som gør så stort indtryk, at det får en plads herinde. Lærerens weekend har nemlig været en smule usædvanlig.

I skolen er læreren den voksne, og selvom hun aldrig vænner sig helt til det, har hun affundet sig med det. Derhjemme er hun sådan set også den voksne, der står hun bare mest til ansvar for sig selv, derfor føles det ikke altid helt så voksent.

Men nogle gange gør det. Som fx da hun i slutningen af november købte et juletræ, cyklede det hele vejen hjem og pyntede det med, hvis hun selv skal sige det, noget af det flotteste julepynt, der findes. Der er både nisser, engle, påskeæg, fotografier, en flamingo, en luftballon og selveste Kim Larsen, Marylin Monroe og Frida Kahlo i engle-versioner.

Læreren er svært tilfreds med den alsidige julepynt, og hun har mange gange siden slutningen af november siddet voksent i sofaen og nydt at kigge på det.

Noget, der altid har forfulgt læreren er, at hun ikke bryder sig om kryb. (Egentlig er hun ikke begejstret for dyr helt generelt, men det skal man passe på med at sige for højt, for det er der mange, der ikke forstår.)

Kryb giver hende lyst til at forsvinde ud af sin krop og langt væk. De gør det faktisk lidt svært for læreren at styre sine bevægelser. De giver kuldegysninger, ubehagelige associationer og har gennem hele hendes liv fået læreren til at hoppe, springe, skrige og løbe væk i en grad, så hun altid har været flov over det.

Det er især hvepse, men det er egentlig også især stankelben, edderkopper, biller og alt, hvad der har mere end 4 (eller bare 2) ben.

Engang, da hun var lille, kom der en hveps imod hende og hun begyndte hysterisk at vifte med begge arme i en sådan grad, at hun ramte den. Hvepsen røg lige ned i asfalten, for så at flyve op og stikke lærerens mor, inden den faldt død til jorden. Stakkels moren. Det har læreren den dag i dag stadig dårlig samvittighed over.

Men en ting er, hvad man gør som barn. Det er noget andet, når man er voksen. Eller det bør være noget andet - men lærerens reaktionsmønster har ligesom ikke udviklet sig i den grad det burde. 

For det er desværre ikke særlig voksent at være så bange for kryb, som læreren er. Hun burde nok gå i behandling for det - hun er bare ikke rigtig voksen nok til at turde. Mest fordi hun er bange for, at det ikke virker.

I skolen, når læreren er sammen med børnene, er hun nødt til at lade som om, at hun ikke er så bange for krybene. Det er ikke altid nemt, men hun slipper fx afsted med det ved at sige: "Nåh, det er bare en edderkop - den er ikke farlig (som om!), er der lige en, der vil hjælpe den udenfor?" 

Det er der heldigvis altid en, der vil. 

Eller:
"Bare rolig, det er bare en hveps, den skal man bare ignorere - jeg skal lige herover og hjælpe, der er en, der græder". (Der er altid en, der græder. Som om, man bare kan ignorere en hveps.)

Nå, men en aften for nogle dage siden, sad læreren og nød synet af sit juletræ, da hun pludselig opdagede en form for bille i sofaen. Hun fjernede den voksent, mens det løb hende koldt ned ad ryggen og undrede sig lidt. Lidt efter sad der en til på hendes velourpuf. Den fjernede hun ligeså voksent, men angsten begyndte at melde sig. Tanken om, at hendes hjem var inficeret af kryb kunne hun ikke overskue, så hun valgte at ignorere de to tilfælde - der var nok ikke nogen sammenhæng.

Det var der desværre - for et par morgener efter, var der pludselig biller på gulvet i en sådan grad, at de ikke kunne ignoreres. Kryb kravlede rundt i lærerens stue, mens hun sad og forsøgte at fordrive tømmermændene med morgenkaffen og en cola zero.

Læreren havde ikke den fjerneste lyst til at opholde sig i sin stue. Samtidig følte hun heller ikke, at hun kunne forlade den, for hvad kunne krybene så finde på?

Hun begyndte at google kryb, men stoppede hurtigt igen, for det føltes som om, at alle de kryb, hun så billeder af, krøb rundt i nakken på hende.

Hun tog med stor væmmelse et billede af en af krybene og sendte rundt til forskellige venner, der måske kunne gøre hende klogere på, hvad hun skulle gøre. Allermest havde hun lyst til at finde en voksen, der kunne hjælpe hende. Det mest voksne hun havde, var hendes støvsuger, så den kom på arbejde, og når den ikke sugede kryb op, sørgede hun for at sætte en prop i, så krybene ikke krøb ud i hendes stue igen.

Vennerne satte hende til at google igen og det gjorde hun så.

Hun faldt bl.a. over "skadedyrsguiden" med de hyppigste skadedyr, der kan forefindes i hjemmet. 

 Link til skadedyrsguiden

Hun kunne hurtigt konkludere, at det hverken var skovduer, rotter eller muldvarpe, men der var alt for mange klamme kryb, det i princippet godt kunne være. Kryb, der er skadelige for møbler og tekstil, kryb, der er skadelige for træ, kryb, der går i maden eller kryb, der decideret går efter menneskehud eller menneskeblod.

Efter al for lang tids googlen og ikke så få gode råd, ramte den benhårde kendsgerning: At krybene kom fra lærerens juletræ! Lærerens højtelskede juletræ, som hun havde cyklet hjem og pyntet så fint, indeholdt et billebo, og mens læreren de seneste tre uger havde siddet og beundret træet, havde klamme billelarver troet at det var forår og derfor lavet sig til biller, der nu friskt og frejdigt spankulerede rundt i lærerens stue, som den, der ses herunder.

Så snart det gik op for læreren, at billerne troede det var forår, slukkede hun selvfølgelig for varmen. Det hjalp desværre ikke, men læreren følte alt for stort ubehag til, at hun var i stand til at fryse. 

Billerne var ikke hurtige og de fleste af dem kunne ikke flyve, så læreren kunne godt nå at støvsuge dem op i takt med, at de forlod juletræet. Hun brugte også lang tid på bare at sidde og kigge på stuegulvet - og hun skal hilse og sige, at der er meget på hendes stuegulv, der kan ligne insekter, så ikke så få gange har hun enten siddet og nedstirret en knast eller et søm eller panisk støvsuget henover det igen og igen, fordi hun troede det var en juletræsbille.

Små ubetydelige lyde fik hende til at fare sammen og alt omkring hende blev potentielle biller - om det så var den sorte neglelak på hendes negle fra festen, der havde givet hende tømmermænd.

200 biller sådan plus/minus havde læreren vel støvsuget op, inden hun mandede sig op til at fjerne pynten fra juletræet og panisk løfte det ud i gården, hvor det nu står i skammekrogen og fryser. 

(Læreren har for nyligt belært nogle børn om, at man hverken må sige "fuck" eller "række fuck" til nogen, men her var hun altså ikke voksen nok til at lade være. Beklager.)

Julepynten var læreren ikke klar til at pakke væk, så det har hun efter bedste evne fordelt i stuen, hvor der nu var plads. Det gik især udover vinduepartiet.

Læreren farer stadig sammen ved uventede lyde, synes, hun ser juletræsbiller overalt og får kuldegysninger hver gang hun ser et juletræ, men derudover er katastrofen afværget. 

Hun har de seneste dage følt sig både meget voksen og meget lidt voksen og netop derfor synes hun, at dramaet om det forræderiske juletræ fortjener at blive fortalt her.

Og hvad angår netop det forræderiske juletræ, så står det stadig og skammer sig ude i gården. Læreren kan vist godt få refunderet pengene, men det kræver at hun returnerer det. Om hun er voksen nok til at cykle det helt til Emdrup, hvor det er købt, velvidende at det indeholder et billebo, det har hun ikke lige fundet ud af endnu. Men det ville nu være rart at få det helt væk fra matriklen.

Glædelig jul fra lærerens verden!

Update:

Onsdag eftermiddag. 

Så fik læreren mandet sig op. Hun marcherede ud i gården, greb træet og marcherede over til cyklen med det. Her kæmpede hun noget tid for at få det pakket ind i sorte affaldssække. Det lykkedes dog til sidst, og selvom hun følte, at hun havde biller overalt, så hun kun en enkelt, der sad provokerende og betragtede hendes kamp.

Hun baksede det nu camouflerede juletræ op i cykelkurven. Et knap halvanden meter højt juletræ fylder sket ikke så lidt - heller ikke pakket ind i sort plastik.

Cykelturen gik langsomt og anstrengt - men meget fokuseret mod Emdrup. Lærerens ene arm var vredet om på ryggen i et krampagtigt forsøg på at holde træet. Julemusikken spillede ironisk gennem høretelefonerne og læreren følte sig på en gang både sej, dum og på glatis. Alt på hendes jakke lignede biller og alt under hendes jakke føltes som levende biller, der kravlede triumferende rundt på hende.

Endelig nåede hun Emdrup, og hun greb for sidste gang fat i træet og slæbte det ind i butikken. De to medarbejdere sad med deres egne ord omme i baglokalet og smovsede, så der gik lidt tid før de kom ud. Ingen af dem havde hørt om lærerens juletræ, indtil hun fortalte om billerne. Så havde de godt hørt om det.

“Vil du have det byttet til et nyt juletræ?”, spurgte de. 

“NEJ” svarede læreren eftertrykkeligt og helt uden tøven.

“Ok”, fortsatte de, “har du bonen med?” 

Læreren stirrede uforstående på dem: “Bonen? Nej, det skrev I altså ikke noget om?”

“Nej”, sagde de, “men det er jo meget normalt at have bonen med, hvis man skal returnere noget.”

Det var læreren udemærket klar over, og hun forsøgte at forklare at hendes fokus havde været et andet sted på grund af den omstændige cykeltur. Det undrede hende ærlig talt, at det var så vigtigt med den bon.

En af damerne ringede chefen op og imens stod læreren og fandt hendes kontoudtog, hvor det fremgik, at hun havde købt træet for 400,- kr. d. 25. november.

“Du skal nok få dine penge”, sagde damen, “men min chef spurgte også, om du havde bonen med - ja, for det er jo altså meget normalt at have bonen med, hvis man skal returnere noget”.

Havde lærerens ører ikke været dækket af hendes ørevarmere havde de lyst op, for de var rødglødende. Nu gad hun altså ikke mere.

“Jeg ved godt, det er normalt at have bonen med, hvis man vil returnere noget, jeg troede bare ikke, det var så normalt, at der var biller i ens juletræ, og derfor er det ligesom det, der har fyldt de sidste dage.”

“Ro på”, sagde damen tørt og stak læreren de 400,- kroner - “og glædelig jul”.