Livet på øen

Tiden, dagene, ugerne forsvinder hurtigere, end læreren når at opdage det. Det er egentlig ikke fordi, hun ikke har tiden til at sætte sig og skrive om livet på øen. Hun har masser af tid. Hun er bare blevet alt for god til at være tilstede lige præcis her og nu i den simple hverdag på øen. Planer er der masser af, men overordnet set må man tage det, som det kommer, for måske var tidevandet højt, bedst som man ville gå en tur på stranden. Eller lavt, bedst som man ville bade. Måske forsvandt strømmen lige da man skulle til at se en film. Eller der kom et kæmpe regnskyl bedst som man ville gå en tur.

Det er ikke nødvendigvis så anderledes fra Danmark – men så alligevel er det. For i Danmark finder man altid en løsning eller en anden plan lige med det samme. Så man får udnyttet tiden. For tænk nu, hvis man kom til at spilde den..?

Det, man ikke har opdaget i Danmark er, at man ikke nødvendigvis spilder tiden, bare fordi man bliver tvunget til at bruge den anderledes. Måske man bliver tvunget til at snakke sammen? Måske man bliver tvunget til at sætte sig ned og kigge sig omkring. Mest af alt finder man ud af, at det ikke nytter noget at man, når planerne ændres – eksempelvis på grund af et regnskyl eller et strømsvigt, giver sig til at forsøge at regne ud, hvornår regnen mon stopper eller strømmen er tilbage. For det kan man ikke regne ud. Og man kan slet ikke gøre til eller fra. Man må bare acceptere, at det er ude af ens hænder, og så må man vente og se. Og det er faktisk bare helt vildt rart.

Måske blev man fanget af regnen under et halvtag på stranden og derfor tvunget til at snakke længe med en, man ellers aldrig havde mødt før.

Måske man blev nødt til at sidde i stearinlysenes skær og spille et spil og konstatere, at man egentlig også havde set den film, det egentlig var meningen man skulle have set.

Måske de afrikanske musikere, der skulle afholde trommeworkshop for musikholdet blev forsinkede – uden at man vidste, hvornår de så ville dukke op. Måske man stressede meget over det, for man var jo musiklæreren, og man ville ikke tabe ansigt. Og man havde desuden betalt penge for, at de skulle komme. Måske man begyndte at beklage og vride sig i hænderne. Men måske eleverne fra musikholdet bare begyndte at foreslå sange, de gerne ville synge. Måske nød de faktisk at synge så meget, at de var helt ærgerlige, da de afrikanske trommeslagere så nåede frem. Indtil de fandt ud af, at det også var virkelig sjovt at tromme og synge sammen med dem.

Det er jo ikke fordi, at man aldrig må blive irriteret over, at noget ikke går som planlagt. Læreren kan bare konstatere, at det er virkelig rart, når det lykkes ikke at lade sig gå på af det, men i stedet vente og se, hvad der så kan lade sig gøre.

Læreren skulle på et tidspunkt hente nogle penge hos den økonomiansvarlige, så hun kunne købe nogle trommer til musiktimerne. Hun spurgte i skolens reception, hvornår den økonomiansvarlige kom og svaret var: Kl. 10.30.

Læreren stod derfor selvfølgelig kl. 10.30 sharp og ventede på den økonomiansvarlige. Da han et par minutter efter stadig ikke var kommet, spurgte hun undrende ind til, hvor han mon blev af. Svaret lød: ”Mwalimu (lærer), du må forstå, at når vi siger kl. 10.30 hernede, så er det ikke 10.30, som det er for dig. Den økonomiansvarlige er på vej, men når han siger han er her 10.30, så er det fordi, han tager en daladala (minibus), så han kan være her omkring 10.30. Men daladalaen kører først når den er fyldt, og så stopper den hver gang, der er nogen, der skal af. Derfor ved man ikke præcist hvornår man kommer frem. Men jeg skal nok sige til, når han er her.”

Læreren blev lidt flov – hun skulle først bruge pengene ud på eftermiddagen - gik ind til sig selv og 15-20 minutter efter ankom den økonomiansvarlige, så hun kunne få sine trommepenge.

Efterfølgende stoppede læreren med at gå med sit armbåndsur. For det er egentlig meget rart, når man ikke hele tiden skal forholde sig til hvad klokken er.

Ja, udover at læreren har konstateret at hun elsker at leve et liv, hvor hun bare skal tage det hele som det kommer, har hun også konstateret, at man bare bliver glad i låget af at være i omgivelser, der er så smukke. Solopgangen kan ses fra den lokale strand. Solnedgangen kan ses fra en rooftop-bar eller en nærliggende strand. Det blå vand arter sig forskelligt hver dag, og læreren er endnu ikke blevet træt af at se på det. Og det hvide sand, der blænder så det gør ondt, lyser også op. Den lille regntid huserer, hvilket betyder, at himlen er lidt flottere end normalt, fordi den ikke bare er blå. Den pyntes ind i mellem af regnbuer eller skyformationer, der ændrer sig stort set hvert minut. Og så hælder den ind i mellem en masse vand udover øen, så palmer, planter og buske forbliver grønne og friske.

Derudover nyder læreren fortsat sine fantastiske kolleger og livet som højskolelærer. Både når hun arbejder, og når hun holder fri.

Hun er i blandt andet i gang med at etablere et band – alle er velkomne, men indtil videre er de mest stabile et par vagter og et par gartnere. Som noget nyt er et par af de kvindelige receptionister hoppet med som sangere, og det gør kun bandet endnu bedre. De kalder sig Simbaband og øver aldrig på faste tidspunkter, men når det lige passer. Nogle gange er de to og nogle gange ti – men det er hyggeligt hver gang.

Ja, og det hele lyder vel i bund og grund for godt til at være sandt – men oveni hatten har læreren altså ferie de næste 10 dage. I morgen kommer hendes veninde fra Danmark og så skal de ud og opleve øen. 

Læreren og det blå vand

Farven på vandet er så blå, at man har det som om, at det er første gang, man ser det, hver gang man ser det. Også selvom det er hver dag, man ser det.

 

Og læreren ser det vandet hver dag. Bader i det hver dag. Går ture ved det hver dag. Betragter det indgående hver dag. Prøver at forstå, hvordan det kan se så blåt ud hver dag.

Håber, at det vil føles som om hun ser det for første gang, hver eneste dag.

Det er nu helt præcist 1 måned siden, at læreren ankom til Zanzibar. 1 måned siden, at hun steg ud af flyveren i Zanzibars lufthavn, og den der genkendelige duft af bål eller røg eller noget, der bliver brændt ramte hende. Varmen, palmerne, menneskerne. Afrika.

Og ikke bare Afrika. Zanzibar – øen, hvor man konstant går rundt i det hvide sand med bare tæer. Øen, der er omgivet af vandet, der er så blåt, I ved….

Øen, hvor der findes et ukendt antal af hilsner, som man helt automatisk kaster rundt med, hver gang man møder nogen – om man kender dem eller ej – gerne lige efter hinanden.

”Mambo vipi?”

”Poa. Freshi?”

”Freshi sana. Mzima?”

”Mzima kama chuma”

Osv. Læreren kan efterhånden mange af dem.

Ja, for nu bor hun på Zanzibar Adventure School i byen Paje. På skolen har hun sit eget værelse, men der bor også 6 andre lærere, 54 elever og en masse staff – de lokalt ansatte på skolens. Skolen ligger et par minutter fra stranden og det blå vand, og fra læreren forlader sit værelse, til hun rammer sandet, går der bare et par sekunder.

Nu sagde læreren godt nok, at hun bor alene på sit værelse. Det passer ikke helt. Hun deler det nemlig med en lille husgekko. Det var hun ikke så begejstret for til at begynde med, men en af hendes kolleger, miljøkendskabslæreren, fortalte hende (efter et mislykket forsøg på at likvidere en af de større edderkopper, der havde sat sig til at glo på læreren lige udenfor hendes dør), at husgekkoer spiser edderkopper og andre insekter.

Siden da har læreren affundet sig med husgekkoen. Hun er faktisk gået hen og blevet glad for den, så nu har hun navngivet hende efter sin yndlingstennisspiller: Misaki Doi.

Misaki kommer og går lidt som det passer hende, men det gør ikke så meget, for hun er smidig behøves ikke nøgle for at komme ind. Hun opholder sig mest på væggen, så på den måde føler læreren egentlig også, at de får udnyttet værelset fint. Sidst hun så Misaki var godt nok på hendes tøjhylde og afhængig af hvordan det udvikler sig, bør de måske lige lave en forventningsafstemning. Læreren ville i hvert fald ikke bryde sig om at iføre sig et stykke tøj og så pludselig have Misaki siddende i nakken. Det ville helt sikkert heller ikke være rart for Misaki.

De første uger brugte læreren bl.a. på at tage et intensivt swahilikursus. Kombineret med duolingo, som hun nu har brugt næsten hver dag de seneste 202 dage, kan hun begå sig mere og mere på swahili. Hun prøver i hvert fald, og ofte bliver der grinet lidt, men de lokale forstår godt hvad hun mener. I øjeblikket er det ord som ”i stedet for”, ”derefter”, ”altid” og ”heldigvis” hun prøver at inkorporere i de små samtaler. Det bliver lidt mekanisk, men de blev da glade i køkkenet, da hun den anden dag sagde: ”Tak for lækker mad. Maden er altid lækker”. Hun kan også snildt fortælle en af dem i receptionen at ”hun går til stranden for at svømme, derefter går hun hjem”.

Mange af de lokale er gode til engelsk, og dem, der ikke er, vil virkelig gerne være det. Man møder derfor flere, der ligesom læreren er ”undervejs” med sit swahili, er ”undervejs” med det engelske.

”You are pretty much welcome”, var der eksempelvis en, der sagde, da læreren og hendes kolleger hilste på ham på stranden. Sjældent har læreren følt sig mere velkommen.

En anden gang, også på stranden, kom en mand gående med 4 små børn – han var vel en slags pædagog. Børnene havde fine blomster i hænderne og da vinden pludselig tog en af børnenes blomster satte læreren i løb efter den, for hun kunne ikke bære tanken om, at en af børnene skulle komme hjem, uden blomster.

”Thank you for everything”, sagde manden taknemligt, da læreren helt forpustet rakte det forskræmte barn blomsterne. ”Årh, det var da ingenting”, ville læreren gerne have svaret, men hun havde ikke lige pusten til det.

Når man går tur på stranden, kan det være en god ide at have tid til kortere eller længere snakke med jævne mellemrum. Der er nemlig altid mange masaier, der gerne vil snakke. Eller sælge ting. Eller spørge hvor man kommer fra, så de kan sige den ene sætning, de kender på dansk: ”Gårdan-går-det?”

Eller spørge om man er gift. ”Hello giraffe-lady” siger de. Eller: ”Hello nice-tattoo”. Eller bare ”Teacher teacher”, fordi man har mødt dem før og fortalt dem, at man er lærer. ”You remember me?”, spørger de også ofte, og læreren må indrømme, at hun ofte ikke helt kan huske dem eller skelne dem fra hinanden. Ikke endnu i hvert fald.

Den anden dag gik læreren og optog en lille film til sin niece. Det var der en meget insisterende masai, der gerne ville være med til, og hvorfor skulle han da ikke også have lov til det? Hvis man ikke lige orker at snakke med dem, kan man sige ”Tak” på en afvisende måde, og hvis det ikke virker, kan man jo altid tage en dyb indånding, kigge ud på det blå vand, og så kan man lidt igen.

 

Der er også sket noget andet: Læreren har taget dykkercertifikat, og det var en vild oplevelse. Der var en dykkermanual, der skulle læses inden kurset, og jo mere læreren fik læst i den, jo mere ængstelig blev hun for, om hun mon ville kunne gennemføre, for der var virkelig mange ting, man skulle holde styr på. Læreren var nervøs i dagevis og natten inden det første dyk, vågnede hun mindst tyve gange og hver gang forestillede hun sig en ny ting, der kunne gå galt.

Da hun så dagen efter stod i en pool på halvanden meters dybde i fuldt dykkerudstyr, og fik at vide, at hun til en start bare kunne stikke hovedet under vand og stå og kigge lidt rundt mens hun trak vejret, stod hun da og undrede sig lidt over, hvad det egentlig var, hun havde været så bekymret for. 

Men sådan er nogle mennesker bare. Læreren er i hvert fald. For efter pooldykket, stod den på to dage i havet. Og natten inden første havdyk, vågnede læreren igen mindst tyve gange. Hun var kommet til at kigge på en plakat på miljøkendskabslærerens værelse, hvor man kunne se alle de fisk og levende væsner, der findes ud for Zanzibar. Der var hajer. Både hvidtippede revhajer og sorttippede revhajer. Miljøkendskabslæreren havde overbevisende forklaret hende, at de er vegetarer. Men hvad nu hvis læreren kom til at støde ind i en ufarlig haj? Så ville den vel blive sur. Vegetar eller ej, læreren følte sig overbevist om, at den ville kunne gøre skade. Derudover forestillede læreren sig, at hun ville synke til bunds og dø. Hun skulle 12 meter ned den første dag og 18 meter ned den anden dag. Men hvad nu hvis de sejlede hende ud til et sted, hvor der var 30 meter ned, og så hun bare sank? Eller hvis hun ikke kunne trykudligne og døde af sprængte trommehinder. Eller at hun steg for hurtigt op og døde af forhøjet nitrogenindhold i kroppen, samt sprængte lunger? Ja, og så er der i øvrigt også noget, der hedder dykkersyge? Det er livsfarligt.

Læreren havde ikke et specielt godt første havdyk. Det var dog hverken fordi hun druknede, fik dykkersyge, manglende trykudligning eller sprængte lunger. Og der var ikke skyggen af hajer. Hun blev bare godt gammeldags søsyg. Temmelig ueksotisk. 

Så var det andet havdyk bedre. Læreren erfarede på havdykkene, at de kun dykkede steder, hvor dybden passede med så langt ned de måtte gå. Smart. Læreren erfarede også, at hun godt kunne trykudligne og at hun i øvrigt selv kunne styre nogenlunde hvornår hun sank og hvornår hun steg. 

Og nu hvor hun ikke var søsyg huskede hun også at kigge sig omkring. Der var virkelig mange flotte fisk og mange flotte koraler. Og der var søheste. Og stingrays. Og masser af små Nemo'er og Dory'er der svømmede rundt og så søde ud.

Øvelserne man skulle igennem under vand, var ikke ligefrem behagelige, men læreren kom igennem og kan derfor nu kalde sig "Padi Open Water Diver". Det betyder, at hun må dykke 18 meter ned med en makker, og at hun kan begå sig under vand sådan til husbehov. Man kan også blive "Advanced Diver" og få lov til at gå 30 meter ned, men det har læreren takket nej til i første omgang. Lige for nu vil hun bare gerne ned og finde nogle flere søheste.

Hun skulle faktisk have været ude at dykke i dag, men netop som hende og 3 af hendes kolleger havde vredet sig ned i våddragter og pakket alt udstyret i tasker, fik de at vide, at det var bedst at aflyse på grund af vinden. Så var der jo ikke andet for, end at drikke sig en ekstra kop kaffe på yndlingskaffestedet.

 

Efter tre og en halv uges introforløb, har læreren nu også endelig været igennem en helt almindelig uge som lærer på Zanzibar Adventure School. Her går hun til lærermøder, værelsesmødet, giver lærerbeskeder og er meget læreragtig, hvilket ikke er nyt for hende. Til gengæld er hendes elever hernede mellem 18 og 22 og ikke mellem 7 og 10, som hun er vant til. Det skal man lige huske, når man giver beskeder, forklarer ting og irettesætter. For selvom man stadig skal være en god kammerat og prøve at løse konflikten selv, før man henter en voksen, når man er elev på Zanzibar Adventure School, har læreren erfaret, at man skal formulere sig lidt anderledes, og det skal hun lige vænne sig til.

Lærerens primære opgave udover at være læreragtig sammen med de andre lærere, er at stå for morgensang og forsøge at styrke fællesskabet og højskolefølelsen med sang og musik. Det er indtil videre en meget taknemlig opgave, for eleverne er helt vilde med at synge. De kommer faktisk nogle gange helt af sig selv og spørger om læreren vil spille guitar til nogle fællessange. Og når de først går i gang med at synge, er de slet ikke til at stoppe. Og hvis de får valgt en sang, som læreren ikke er så øvet i på guitar, er de fuldstændig ligeglade – de synger bare videre. Over halvdelen af eleverne har endda meldt sig til lærerens valgfags-musik hver onsdag og selv da hun den allerførste gang kastede dem ud i at synge Johnny Madsens: ”Udenfor sæsonen”, lod de ikke til at miste interessen. Tværtimod overhørte læreren nogle af dem stå og tale om, hvor god den der Johnny Madsen-sang var, og at den helt klart skulle på deres playliste. Så bliver det vel ikke større?

Om onsdagen holder læreren  også morgensang og her forsøger hun at variere sangene, så der er lidt af hvert. Hun har de seneste uger erfaret, at der påhviler hende et stort ansvar med disse morgensange, for dem hun lægger til sidst i programmet, er simpelthen dem, der bliver nynnet efterfølgende. Nynnerierne kan vare i dagevis, så læreren ser det som en stor og vigtig opgave sådan at få lov til at være nynne-ansvarlig. Først var det Lars Lilholts: Cafe Måneskin, ugen efter var det den smukke duet Shallow (der i øvrigt ikke bliver mindre smuk, når 54 højskoleelever synger den. I duet selvfølgelig. Lige præcis denne sang, sender læreren tilbage til en helt særlig dameuge i Sverige tidligere på sommeren, hvor hun fik lov til at holde morgensang, så hun kunne øve sig, og hvor Shallow blev det tilbagevendende afslutningsnummer. Den var også smuk i Sverige, og læreren sender gode, stolte tanker til damerne hver gang de synger den. Og det er ofte i øjeblikket.)

I onsdags var det Skipper Clements Morgensang, og den har så konkurreret med Johnny Madsens Udenfor sæsonen, som valgfagsholdet også har gået og smånynnet på, som en lille bonus.

Hvilken sang, der bliver den næste ”nynner”, har læreren endnu ikke besluttet, men hun tænker, så det knager.

Ja, og sådan går dagene. Og det er nogle virkelig gode dage. For hun er sammen med nogle virkelig gode mennesker. På et virkelig dejligt sted. I et job, hun har drømt om siden 2013. 

Og når der engang i mellem er lidt langt til Danmark og til nogle af de mennesker, der kender læreren sådan rigtig godt, kigger hun en ekstra gang udover vandet, og så kan hun ikke lade være med at smile, fordi det endnu engang føles som om, at de er første gang, hun ser det.

Læreren på nye eventyr

Nogle lærere tager orlov, fordi de skal lave en baby. Nogle lærere stopper som lærere og begynder at læse et eller andet. Nogle finder nye arbejdspladser, og fortsætter som lærere nye steder. Ja, og så er der selvfølgelig også alle dem, der "bare" fortsætter med at være lærer. (Lærer er nu aldrig "bare" noget, man er, hvis man spørger læreren.)

Læreren gør noget andet. Hun tager orlov for at tage på eventyr. Hun skal ned og bo på en strand på en bounty-ø i fem måneder. I stedet for at være sammen med små, nye mennesker, skal hun ned og bruge en masse tid med lovende, unge mennesker, som selv skal ud og opleve verden. 

Det er ikke fordi, hun er træt af de små mennesker. Slet ikke, faktisk. Hun trænger bare til at komme på eventyr, og hun glæder sig helt vildt!

Og nu, hvor læreren har fået sommerferie, ja, så begynder hun langsomt at forstå, at der nu kun er en ferie imellem hende og eventyret. 

Hun har forstået det lidt mere hver dag de seneste uger. Selvfølgelig da hun fortalte det til børnene. De forstod det ikke helt. De spurgte om der var farlige dyr, der hvor hun skulle hen, og det var mere eller mindre det.

Og så er der en, der to gange siden, har spurgt hende, om hun nu var kommet hjem fra den der ferie, eller hvordan...? Det der med fem måneder, kan være en svær størrelse for et lille menneske.

Til afskedsarrangementet med børnene og deres forældre, forstod hun det også lidt mere. Både fordi mange forældre spurgte ind til "det der, hun skal efter sommerferien", men også fordi den nærtforestående afsked med børnene blev lidt mere virkelig.

Læreren og hendes kolleger fik blomster, hilsner og gaver. Hilsner er noget af det bedste, man kan få. (De kan dog være lidt svære at fragte, når de sidder på en plante bag på en cykel. Til gengæld var det den stolteste lærer, der cyklede gennem byen med planter og hilsner flagrende efter sig.)

Børn i 3. klasse ved vist efterhånden godt, hvad voksne bliver glade for at høre. Men læreren vælger at tro på, at børnene alligevel mener det, når de fx skriver:

"Tak for 3 gode, sjove og spændende år"
(den høflige)

"Du har været en god lærer, selvom jeg har larmet lidt nogle gange" 
(den ærlige)

"Du er god til at forklare opgaverne" 
(den taknemlige)

"Du er sød og flot" 
(den helt korte)

"Tak fordi du har lært mig de 4 regningsarter" 
(den velovervejede)

Efter alle disse hilsner, ved man godt, at så er der virkelig ikke længe til. Læreren har en gang før prøvet at tage afsked med nogle børn efter tre år sammen med dem. Dengang tyede hun til spotify's playliste: "De største ballader" for ligesom at give tårerne frit spil. Den har hun også lyttet til et par gange den seneste tid.

Og da så afskedens time for alvor kom, efter en hektisk uge, hvor der jo grundet lærerens fortstående eventyr var lidt mere der skulle ordnes end bare det almindelige feriestress, ja så var det ikke så nemt.

Læreren krammede løs og hvor farvelkrammet for nogle børn bare var noget, der skulle overstås, var det for andre børn sværere at holde tårerne tilbage. Måske det også smittede lidt.

Læreren hørte sig selv sige voksne ting som: 

"Når det er svært at sige farvel, er det jo bare fordi man har haft det godt sammen".
(forsøget på at forklare sig ud af situationen)

"Bare vent til jeg kommer tilbage til januar, så tænker I alle sammen: Hvem er dog hende det lange spektakel, der sidder og skråler ved klaveret". 
(forsøget på at joke sig ud af situationen)

Midt i alle lærerens desperate forsøg på at tale både børnene og sig fra selv at tude, var der en, der med tårerne trillende ned af kinderne sagde: "Jeg synes bare, det er rigtig strengt, at man skal skifte lærere, når man lige har lært dem at kende og er rigtig glade for dem."

Det kunne læreren som sådan godt forstå, og mens hun tænkte tilbage på sin egen skoletid, hvor man til hendes store ærgrelse, stort set aldrig skiftede lærere, hørte hun sig selv fyre endnu en voksen forklaring afsted:

"Men tænk på hvordan det var, da I startede i 1. klasse for tre år siden. Der kendte I jo heller ikke os, og se bare hvor godt, det gik".

Læreren var godt klar over, at det var nogle sære, voksne floskler, hun fyrede af. (Tænk iøvrigt, at læreren nu er sådan en, der bare fyrer voksne floskler af?) Hun vidste bare, at hun var nødt til at blive ved med at tale for ikke selv at blive overmandet af tårerne. Og så kunne hun senere sætte "de største ballader" på og give los.

Ja, for læreren bryder sig ikke om afsked. Hverken når det angår kolleger, som skal lave babyer, læse videre eller arbejde andre steder, eller når det handler om børn, der skifter lærere. Børn kan dog være noget sværere at tage afsked med, fordi de endnu ikke har lært tricket med "de største ballader".

Men nu er feriefreden ved at sænke sig. Der er blevet tudet af til Céline Dion, Ronan Keating og Beverly Craven, og nu er læreren for alvor ved at gøre sig klar til nye eventyr.
Det bliver vildt skræmmende, vildt spændende, helt eventyrligt og helt anderledes end "bare" at være lærer (- selvom lærer aldrig er noget, man "bare" er).

Det betyder også, at der bliver sadlet lidt om her på bloggen fra august til januar, hvor lærerens verden rykker til Zanzibar. 

Der bliver uden tvivl skrevet og sikkert nok hyppigere end i øjeblikket - men om det er læreren, Ane eller en helt tredje karakter der melder ind som forfatter, ja det vil vise sig.

God sommer til alle fra både læreren og Ane

Læreren og folketingsvalget

Der er udskrevet valg. Showet er i fuld gang, og om under en uge går det løs. Læreren synes ofte, at det er meget svært at finde ud af, hvem hun skal sætte krydset ved. Denne gang er ingen undtagelse.

I virkeligheden gad hun godt bare at stemme på nogen, som kan finde ud af at opføre sig ordentligt, tale pænt, lade være med at holde udenfor og som er gode til at lukke andre ind i legen. Og vigtigst af alt: Nogen, der husker at være søde ved hinanden og sige undskyld, hvis de har lavet en fejl. For vi kommer jo alle sammen til at lave fejl.

Læreren synes egentlig, det er rimelige krav, hun stiller. Hun har mange børn i 3. klasse, der nemt lever op til disse krav. Dem kan hun desværre ikke stemme på.
Af dem, som hun rent faktisk kan stemme på, synes hun, at der er for mange, der glemmer at tænke sig om. Udtrykket "glemme at tænke sig om", bruger læreren ofte overfor børnene. Hvis en af de store børn fx har puttet et barns sko ned i pissoiret, forklarer læreren det med, "at han desværre havde glemt at tænke sig om. For havde han husket at tænke sig om, ville han jo være kommet i tanker om, at sko ikke hører til i et pissoir."
Der kan også være andre voksne, der har glemt at tænke sig om. Det føles lidt rarere at forklare uforståelige handlinger på den måde.

Læreren synes, det er ærgerligt, at dem hun kan stemme på, så ofte glemmer at tænke sig om. De sviner hinanden til og lover ting, som de i virkeligheden ikke kan holde. Og så er der flere af dem, der siger nogle virkelig strenge ting!

Eller jaja - lige i øjeblikket er der da mange, der virker meget sympatiske. Det gør man, når man gerne vil vælges. Når man har fødselsdag i 3. klasse, har man for det meste "noget at dele ud" med. Fx flødeboller. Når der så skal deles ud, skal fødselaren have valgt en hjælper. Derfor ses det ofte at flere børn kredser rundt om fødselaren op til uddelingen. De komplimenterer, spørger om legeaftaler og kan måske endda finde på at love, at fødselaren må være hjælper til deres fødselsdag, hvis de til gengæld må hjælpe fødselaren med at dele ud. 
Fødselaren nyder selvfølgelig den ekstra opmærksomhed og kan derfor sagtens finde på at vente med at afsløre, at hjælperen forlængst er valgt.

Læreren kan godt få følelsen af at de mange valgplakater, der i øjeblikket forstyrrer bybilledet råber til hende: "Hvis jeg må hjælpe dig med at dele ud til din fødselsdag, så lover jeg dig en bæredygtig klimalov, en bedre folkeskole og en human flygtningepolitik. 
Læreren bevarer et pokerface overfor valgplakaterne, men ville ønske, der ville komme en voksen og afsløre bedraget. Og fortælle dem, at man ikke skal love noget, man ikke kan holde. Og at man skal lade være med at lyve. Det vigtigste er jo sådan set, at der er flødeboller nok til alle. Og måske en lille pose vingummi til de laktoseintolerante. Så ingen føler sig forbigået.

At læreren er naiv, er vist ingen nyhed. Og hun ved godt, at dagens velfærdssamfund ikke fungerer som en 3. klasse. Hun synes bare, at det burde gøre det, og vil hermed gerne foreslå nogle gode huskeregler til dem, der kan stemmes på. 

• Vi taler pænt om og til hinanden
• Vi lover kun det, vi kan holde - men sørger selvfølgelig for, at der er flødeboller nok til alle
• Vi er gode til at lukke alle ind i legen, så der ikke er nogen, der går rundt alene
• Vi siger undskyld, når vi har lavet fejl - og husker, at det er ok at lave fejl
• Vi husker, at vi aldrig må glemme at tænke os om

Ovenstående må gerne kopieres!

Og hermed ønsker læreren alle et godt folketingsvalg. Glem nu ikke at tænke jer om!

Læreren og det røde felt

Læreren synes selv, at hun for det meste er en glad og positiv person. Det vil hun i hvert fald gerne være. Der er selvfølgelig ting, der kan få hende op i det røde felt - eksempelvis når elgiganten leverer en splinterny og defekt opvaskemaskine og ingen medarbejdere tager ansvar for det, når hun ringer, når juletræet fylder stuen med biller og byens plantecenter insisterer på at se kvitteringen, hvis pengene for træet skal retur. Eller når VVS-firmaet efterlader hendes toilet præcis lige så løbende, som før deres besøg, for så at sende en regning på 3000,- kr. 
Når læreren er i det røde felt, kan det nærmest slå gnister og så er hun ikke rar at være sammen med. I hvert fald ikke, hvis man er telefonmedarbejderen i elgiganten eller VVS-mand nummer tre, der bliver sendt ud for at rydde op efter sine to uduelige kolleger. 
For hun er jo ikke sur uden grund - og de fleste kender vel til det med, at når man så får fat i nogen, der ligesom kan stilles til ansvar for det uløste og dermed konfliktoptrappende problem, så har man brug for at fortælle dem et par ting.

Eksempel: Her ses hvordan lærerens toilet løber efter at to forskellige VVS'ere har "fikset" det på indtil videre tre besøg. 

Der kommer en tredje stakkels VVS'er senere på ugen, som udover at have lovet at gøre hvad han kan for at fikse toilettet, også har lovet at få styr på hendes alt for store regning. "Vi ringer kontoret op og sætter dig på medhør", sagde han optimistisk. Han turde nok ikke andet.

Når det angår lærerens verden på et lidt mere fagligt plan, er der især en ting, der også kan få hende op i det røde felt: De Nationale Tests. 
Problemet ved dem er, at det er svært at finde ud af hvem det er, der skal stilles til ansvar for dem. Og skulle man endelig være så heldig at støde på en ansvarlig, ja så hjælper det nok ikke at skælde ud. Desværre.
Ind i mellem kan man faktisk godt trænge igennem uden skældud. Det har læreren opdaget. 

For et år siden blev det besluttet i lærerens kommune, at de nationale tests skulle gennemføres hvert år, så man kunne "måle progressionen". Men fordi der ikke findes National test i matematik for 2. klasse, som læreren havde sidste år, skulle de "bare" lave den for 3. klasse.
Det var der bare slet ikke noget "bare" over. Lærerens stakkels elever blev stillet alle mulige opgaver, som de ikke havde nogen som helst forudsætning for at svare på. 

Eksempel: I 2. klasse lærer man, at arealet af en figur er det, der er indeni, og at det findes ved at tælle de indvendige tern. Man har nemlig ikke lært at gange endnu. Det lærer man i slutningen af 2. klasse, så i 3. klasse lærer man, at arealet af rektangler kan findes ved at gange de to sidelængder.
I national testen for 3. klasse bliver man fx bedt om at finde den firkant, der har arealet 32, og så kan man se en masse rektangler, hvor kun sidelængderne er angivet. 

For 1 år siden sad lærerens elever flittigt og undrede sig over, hvordan de kunne tælle ternene i rektanglerne, når der ikke var nogen. Nogle sad og tegnede tern med fingrene, som de kunne tælle, andre lagde ternet papir henover iPaden og forsøgte at tælle området. Mange blev selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt de forvekslede areal med omkreds. Kloge elever. Forkert opgave. Sur lærer. 

Og sådan havde læreren utallige eksempler på hvor lidt mening det gav for hendes 2. klasser at sidde med denne test.
Hun besluttede sig for at skrive et brev til skoleafdelingen. Det var dem, der havde sagt at 2. klasserne absolut skulle tage national testen for 3. klasse. Så det var dem, der havde ansvaret.
Hun skrev et meget vredt brev, spækket med sure opstød, ironi og latterliggørelse af deres beslutning.
Så slettede hun brevet og skrev et nyt, hvor hun udelod det vrede og latterliggørende og bare helt samvittighedsfuldt beskrev hendes erfaringer med at lave national test i de tidlige klasser og anbefalede, at man genovervejede det.
Dette brev blev sendt afsted til skoleafdelingen. Til lærerens store overraskelse svarede skoleafdelingen tilbage, at det da lød uhensigtsmæssigt med de tidlige tests. De ville derfor indhente flere erfaringer og så genoverveje og vende tilbage.
De vendte aldrig tilbage. Men her 1 år efter, har de alligevel ændret reglerne. Så nu skal 2. klasserne ikke lave national testen for 3. klasse i matematik længere. 
Hvor stor indflydelse lærerens brev reelt set har haft, er læreren i tvivl om, men på en regnvejrsdag, er det da rart at tro at det gjorde en forskel. Helt uden skældud.

Det hjælper desværre ikke lærerens elever, for nu går de jo i 3. klasse, og dermed skal de tage national testen for matematik.
Så det har de gjort. Og det, at de er klassetrinssvarende gør da også, at de nu uden problemer kan finde ud af hvilket rektangel, der har et areal på 32, og det er alt sammen fint.
Men læreren forstår stadig ikke hvorfor hendes elever skal trækkes igennem alle disse opgaver. Det er som om, at de fleste af matematikopgaverne er skjult i trickspørgsmål og forvirrende, lange opgaveformuleringer. Dem, der dermed klarer sig bedst, er dem, der er bedst til at analysere spørgsmålene, formuleringerne og de forvirrende skemaer og tabeller, der også dukker op hele tiden.

Eksempel: En elev får stillet en opgave, hvor en femdøgnsprognose som denne optræder. Han skal så svare på, hvilken dag, det var varmest.

Han rækker forvirret hånden op og siger til læreren: "Hvordan kan det være 0,4 mm varmt?" Læreren kan ikke gøre andet end at give ham ret i, at det lyder mærkeligt og trøste ham med, at hun godt kan forstå, at han synes det er svært, fordi de jo ikke har arbejdet med femdøgnsprognoser i matematik. Der havde de nemlig travlt med at lære at dividere og sådan noget. Som man gør i 3. klasse. 

Eleven ender selvfølgelig med at finde den dag, hvor det var "flest milimeter varmt" og sætte kryds i den. Klog elev. Dum opgave. Sur lærer.

Og sådan kunne læreren komme med mange flere eksempler. Men medmindre, at dem inde fra undervisningsministeriet læser med (Og de er nok alligevel ikke nogle af de 50-200 visninger lærerens blog sådan cirka får, når hun lægger noget op), så nytter det nok ikke at lade al den sure galde flyde herinde. 

Måske læreren en dag bliver så rasende, at hun rent faktisk skriver et surt brev til undervisningsministeriet, som hun så sletter, så hun i stedet kan skrive et samvittighedsfuldt brev med de erfaringer, hun har gjort sig. Det føles bare som om, at der er virkelig langt op til undervisningsministeriet fra lærerens lille verden.
Så måske hun bare burde få styr på de røde felter?

På den anden side. Det løste sig, det med opvaskemaskinen. På grund af det røde felt. Læreren er undervejs med VVS-situationen, så måske det også løser sig. Helt sikkert på grund af det røde felt, hvis det gør. Og hvis de to ting lykkedes, fordi læreren var helt oppe i det røde felt, ja, så kan det med de nationale tests måske også løse sig? Læreren tager gerne en tur eller ti mere oppe i det røde felt, hvis det betyder, at hendes elever kan slippe for de nationale tests.

For konklusionen på sådan en tirsdag i lærerens verden må være: Læreren skal holde sig fra det røde felt, med mindre det gavner en god sag:
Lærerens opvaskemaskine skal fungere. Lærerens toilet skal ikke løbe. Og lærerens elever skal have det godt. 
Punktum. 
Og god tirsdag derude.

Der skal heller ikke være biller i juletræ. Og hvis de er der, skal de slet ikke begynde at kravle ud i stuen.