Læreren på nye eventyr

Nogle lærere tager orlov, fordi de skal lave en baby. Nogle lærere stopper som lærere og begynder at læse et eller andet. Nogle finder nye arbejdspladser, og fortsætter som lærere nye steder. Ja, og så er der selvfølgelig også alle dem, der "bare" fortsætter med at være lærer. (Lærer er nu aldrig "bare" noget, man er, hvis man spørger læreren.)

Læreren gør noget andet. Hun tager orlov for at tage på eventyr. Hun skal ned og bo på en strand på en bounty-ø i fem måneder. I stedet for at være sammen med små, nye mennesker, skal hun ned og bruge en masse tid med lovende, unge mennesker, som selv skal ud og opleve verden. 

Det er ikke fordi, hun er træt af de små mennesker. Slet ikke, faktisk. Hun trænger bare til at komme på eventyr, og hun glæder sig helt vildt!

Og nu, hvor læreren har fået sommerferie, ja, så begynder hun langsomt at forstå, at der nu kun er en ferie imellem hende og eventyret. 

Hun har forstået det lidt mere hver dag de seneste uger. Selvfølgelig da hun fortalte det til børnene. De forstod det ikke helt. De spurgte om der var farlige dyr, der hvor hun skulle hen, og det var mere eller mindre det.

Og så er der en, der to gange siden, har spurgt hende, om hun nu var kommet hjem fra den der ferie, eller hvordan...? Det der med fem måneder, kan være en svær størrelse for et lille menneske.

Til afskedsarrangementet med børnene og deres forældre, forstod hun det også lidt mere. Både fordi mange forældre spurgte ind til "det der, hun skal efter sommerferien", men også fordi den nærtforestående afsked med børnene blev lidt mere virkelig.

Læreren og hendes kolleger fik blomster, hilsner og gaver. Hilsner er noget af det bedste, man kan få. (De kan dog være lidt svære at fragte, når de sidder på en plante bag på en cykel. Til gengæld var det den stolteste lærer, der cyklede gennem byen med planter og hilsner flagrende efter sig.)

Børn i 3. klasse ved vist efterhånden godt, hvad voksne bliver glade for at høre. Men læreren vælger at tro på, at børnene alligevel mener det, når de fx skriver:

"Tak for 3 gode, sjove og spændende år"
(den høflige)

"Du har været en god lærer, selvom jeg har larmet lidt nogle gange" 
(den ærlige)

"Du er god til at forklare opgaverne" 
(den taknemlige)

"Du er sød og flot" 
(den helt korte)

"Tak fordi du har lært mig de 4 regningsarter" 
(den velovervejede)

Efter alle disse hilsner, ved man godt, at så er der virkelig ikke længe til. Læreren har en gang før prøvet at tage afsked med nogle børn efter tre år sammen med dem. Dengang tyede hun til spotify's playliste: "De største ballader" for ligesom at give tårerne frit spil. Den har hun også lyttet til et par gange den seneste tid.

Og da så afskedens time for alvor kom, efter en hektisk uge, hvor der jo grundet lærerens fortstående eventyr var lidt mere der skulle ordnes end bare det almindelige feriestress, ja så var det ikke så nemt.

Læreren krammede løs og hvor farvelkrammet for nogle børn bare var noget, der skulle overstås, var det for andre børn sværere at holde tårerne tilbage. Måske det også smittede lidt.

Læreren hørte sig selv sige voksne ting som: 

"Når det er svært at sige farvel, er det jo bare fordi man har haft det godt sammen".
(forsøget på at forklare sig ud af situationen)

"Bare vent til jeg kommer tilbage til januar, så tænker I alle sammen: Hvem er dog hende det lange spektakel, der sidder og skråler ved klaveret". 
(forsøget på at joke sig ud af situationen)

Midt i alle lærerens desperate forsøg på at tale både børnene og sig fra selv at tude, var der en, der med tårerne trillende ned af kinderne sagde: "Jeg synes bare, det er rigtig strengt, at man skal skifte lærere, når man lige har lært dem at kende og er rigtig glade for dem."

Det kunne læreren som sådan godt forstå, og mens hun tænkte tilbage på sin egen skoletid, hvor man til hendes store ærgrelse, stort set aldrig skiftede lærere, hørte hun sig selv fyre endnu en voksen forklaring afsted:

"Men tænk på hvordan det var, da I startede i 1. klasse for tre år siden. Der kendte I jo heller ikke os, og se bare hvor godt, det gik".

Læreren var godt klar over, at det var nogle sære, voksne floskler, hun fyrede af. (Tænk iøvrigt, at læreren nu er sådan en, der bare fyrer voksne floskler af?) Hun vidste bare, at hun var nødt til at blive ved med at tale for ikke selv at blive overmandet af tårerne. Og så kunne hun senere sætte "de største ballader" på og give los.

Ja, for læreren bryder sig ikke om afsked. Hverken når det angår kolleger, som skal lave babyer, læse videre eller arbejde andre steder, eller når det handler om børn, der skifter lærere. Børn kan dog være noget sværere at tage afsked med, fordi de endnu ikke har lært tricket med "de største ballader".

Men nu er feriefreden ved at sænke sig. Der er blevet tudet af til Céline Dion, Ronan Keating og Beverly Craven, og nu er læreren for alvor ved at gøre sig klar til nye eventyr.
Det bliver vildt skræmmende, vildt spændende, helt eventyrligt og helt anderledes end "bare" at være lærer (- selvom lærer aldrig er noget, man "bare" er).

Det betyder også, at der bliver sadlet lidt om her på bloggen fra august til januar, hvor lærerens verden rykker til Zanzibar. 

Der bliver uden tvivl skrevet og sikkert nok hyppigere end i øjeblikket - men om det er læreren, Ane eller en helt tredje karakter der melder ind som forfatter, ja det vil vise sig.

God sommer til alle fra både læreren og Ane