Livet på øen

Tiden, dagene, ugerne forsvinder hurtigere, end læreren når at opdage det. Det er egentlig ikke fordi, hun ikke har tiden til at sætte sig og skrive om livet på øen. Hun har masser af tid. Hun er bare blevet alt for god til at være tilstede lige præcis her og nu i den simple hverdag på øen. Planer er der masser af, men overordnet set må man tage det, som det kommer, for måske var tidevandet højt, bedst som man ville gå en tur på stranden. Eller lavt, bedst som man ville bade. Måske forsvandt strømmen lige da man skulle til at se en film. Eller der kom et kæmpe regnskyl bedst som man ville gå en tur.

Det er ikke nødvendigvis så anderledes fra Danmark – men så alligevel er det. For i Danmark finder man altid en løsning eller en anden plan lige med det samme. Så man får udnyttet tiden. For tænk nu, hvis man kom til at spilde den..?

Det, man ikke har opdaget i Danmark er, at man ikke nødvendigvis spilder tiden, bare fordi man bliver tvunget til at bruge den anderledes. Måske man bliver tvunget til at snakke sammen? Måske man bliver tvunget til at sætte sig ned og kigge sig omkring. Mest af alt finder man ud af, at det ikke nytter noget at man, når planerne ændres – eksempelvis på grund af et regnskyl eller et strømsvigt, giver sig til at forsøge at regne ud, hvornår regnen mon stopper eller strømmen er tilbage. For det kan man ikke regne ud. Og man kan slet ikke gøre til eller fra. Man må bare acceptere, at det er ude af ens hænder, og så må man vente og se. Og det er faktisk bare helt vildt rart.

Måske blev man fanget af regnen under et halvtag på stranden og derfor tvunget til at snakke længe med en, man ellers aldrig havde mødt før.

Måske man blev nødt til at sidde i stearinlysenes skær og spille et spil og konstatere, at man egentlig også havde set den film, det egentlig var meningen man skulle have set.

Måske de afrikanske musikere, der skulle afholde trommeworkshop for musikholdet blev forsinkede – uden at man vidste, hvornår de så ville dukke op. Måske man stressede meget over det, for man var jo musiklæreren, og man ville ikke tabe ansigt. Og man havde desuden betalt penge for, at de skulle komme. Måske man begyndte at beklage og vride sig i hænderne. Men måske eleverne fra musikholdet bare begyndte at foreslå sange, de gerne ville synge. Måske nød de faktisk at synge så meget, at de var helt ærgerlige, da de afrikanske trommeslagere så nåede frem. Indtil de fandt ud af, at det også var virkelig sjovt at tromme og synge sammen med dem.

Det er jo ikke fordi, at man aldrig må blive irriteret over, at noget ikke går som planlagt. Læreren kan bare konstatere, at det er virkelig rart, når det lykkes ikke at lade sig gå på af det, men i stedet vente og se, hvad der så kan lade sig gøre.

Læreren skulle på et tidspunkt hente nogle penge hos den økonomiansvarlige, så hun kunne købe nogle trommer til musiktimerne. Hun spurgte i skolens reception, hvornår den økonomiansvarlige kom og svaret var: Kl. 10.30.

Læreren stod derfor selvfølgelig kl. 10.30 sharp og ventede på den økonomiansvarlige. Da han et par minutter efter stadig ikke var kommet, spurgte hun undrende ind til, hvor han mon blev af. Svaret lød: ”Mwalimu (lærer), du må forstå, at når vi siger kl. 10.30 hernede, så er det ikke 10.30, som det er for dig. Den økonomiansvarlige er på vej, men når han siger han er her 10.30, så er det fordi, han tager en daladala (minibus), så han kan være her omkring 10.30. Men daladalaen kører først når den er fyldt, og så stopper den hver gang, der er nogen, der skal af. Derfor ved man ikke præcist hvornår man kommer frem. Men jeg skal nok sige til, når han er her.”

Læreren blev lidt flov – hun skulle først bruge pengene ud på eftermiddagen - gik ind til sig selv og 15-20 minutter efter ankom den økonomiansvarlige, så hun kunne få sine trommepenge.

Efterfølgende stoppede læreren med at gå med sit armbåndsur. For det er egentlig meget rart, når man ikke hele tiden skal forholde sig til hvad klokken er.

Ja, udover at læreren har konstateret at hun elsker at leve et liv, hvor hun bare skal tage det hele som det kommer, har hun også konstateret, at man bare bliver glad i låget af at være i omgivelser, der er så smukke. Solopgangen kan ses fra den lokale strand. Solnedgangen kan ses fra en rooftop-bar eller en nærliggende strand. Det blå vand arter sig forskelligt hver dag, og læreren er endnu ikke blevet træt af at se på det. Og det hvide sand, der blænder så det gør ondt, lyser også op. Den lille regntid huserer, hvilket betyder, at himlen er lidt flottere end normalt, fordi den ikke bare er blå. Den pyntes ind i mellem af regnbuer eller skyformationer, der ændrer sig stort set hvert minut. Og så hælder den ind i mellem en masse vand udover øen, så palmer, planter og buske forbliver grønne og friske.

Derudover nyder læreren fortsat sine fantastiske kolleger og livet som højskolelærer. Både når hun arbejder, og når hun holder fri.

Hun er i blandt andet i gang med at etablere et band – alle er velkomne, men indtil videre er de mest stabile et par vagter og et par gartnere. Som noget nyt er et par af de kvindelige receptionister hoppet med som sangere, og det gør kun bandet endnu bedre. De kalder sig Simbaband og øver aldrig på faste tidspunkter, men når det lige passer. Nogle gange er de to og nogle gange ti – men det er hyggeligt hver gang.

Ja, og det hele lyder vel i bund og grund for godt til at være sandt – men oveni hatten har læreren altså ferie de næste 10 dage. I morgen kommer hendes veninde fra Danmark og så skal de ud og opleve øen.