Lad os starte med en hurtig skitsering af ”siden sidst”: Læreren overlevede Halloween på den internationale skole, lige så vel, som hun i sin tid overlevede fastelavn i Danmark. Ja, hun overlevede faktisk hele det første skoleår. Hun brød sig ikke om Halloween, men hun bryder sig faktisk ellers virkelig godt om sit arbejde som lærer i Year One. Og glæden over at starte et nyt skoleår op og rent faktisk vide, hvad hendes arbejde går ud på, har været helt fuldstændig ubeskrivelig! Hun har nu nogle nye søde 5-6-årige elever, som skal igennem samme smøre som dem fra sidste år. Læreren synes fortsat ikke, at hun kommer sovende til arbejdet. Men hvad glæde ville der også være ved det? Hun tænker tilbage på en snak hun havde med en erfaren lærer, da hun selv var nyuddannet og mere end forpustet over at skulle forstå livet som skolelærer i Danmark. Den erfarne lærer fortalte hende, at de bedste lærere er dem, der har været lærere i 2-5 år. De har haft tid nok til at gøre sig de nødvendige erfaringer, men har ikke været der længe nok til at køre træt i det eller gøre alt ”på rutinen”. Læreren mærkede godt selv sit ”peak” i det danske skolesystem da hun havde været lærer i 2-5 år. Og hun måtte også indrømme, da hun passerede de 5 år, at hun forstod hvad den erfarne lærer mente. Efter 5 år gik der mere brok i den. Og er der noget, læreren ikke bryder sig om, er det brok. Især bryder hun sig ikke om det, hvis det kommer fra hende selv.
Så det var nok rigtig godt, at hun efter 8 år tog på eventyr.
Hun elskede sit arbejde på skolen i Danmark, men hun brokkede sig meget til sidst. Om der var grund til hendes brok? Ja, det var der sådan set. Men brok løser sjældent problemet. Måske endda tværtimod? Man bliver i hvert fald ikke mere glad af at brokke sig. Kun mere ikke-glad. Altså sur. Og læreren forsøger at holde sig til de ting, der gør hende glad.
Det, hun heldigvis kan konkludere er, at hun nu, når hun tænker tilbage på de 8 år, næsten kun husker de gode ting fra skolen i Danmark. Børnene, undervisningen, teamsamarbejdet, de sjove fester og mest af alt: De fuldstændig fantastiske kolleger! Dem savner hun!
Læreren har affundet sig med, at savn er en konsekvens, når man tager på eventyr. Savn gør noget så ondt, men hvis man husker at minde sig selv om, hvorfor man savner, er det hele jo i bund og grund kærlighed til nogen og noget. I lærerens tilfælde mest nogen. Det gør ondt, men tænk, hvis man ikke savnede nogen? Det ville være smerteligt på et helt andet plan end den smerte savnet medfører. Det er privilegeret at savne nogen. Og glæden, når man så endelig ser dem, er heldigvis det større.
Tilbage til snakken om de 2-5 år. Læreren er nu for anden gang i hendes ”lærerepoke” på vej til årene, hvor hun peaker, som lærer. Det føles godt. Nu. Selvom læreren mange gange har spurgt sig selv om, hvorfor det egentlig lige var, at hun skulle udsætte sig selv for at finde hoved og hale i et så nyt og anderledes arbejde, har hun alligevel gang på gang stolt konkluderet, at det føles som den helt rigtige beslutning.
I det nye skoleår er læreren også blevet musiklærer for stort set alle børnene på hendes skole. Det betyder, at hver mandag, laver hun ikke andet end at undervise i musik. Otte klasser for at være helt præcis. Hun starter med de yngste på omkring 3 år. Det er klart det mest intense. Læreren har meget erfaring med de 6-10-årige. At lege med de 3-årige gør hun også ofte. Men at undervise dem i musik er et helt nyt land for hende. Hun prøver alt muligt. Seneste påfund var en historie om ”Elliot the Elephant” og ”Bella the Butterfly”. Når læreren fortalte om Elliot trampede hun som en elefant på keyboardets dybe toner. Og når Bella the Butterfly kom flyvende lavede hun små lyse melodier med de høje toner. Historien peakede da det blev regnvejr og Bellas vinger var i fare for at blive så tunge, så hun ikke kunne flyve. Her fandt læreren diverse ”drum/clap/dap/tap lyde” på keyboardet og syntes selv, at det var noget så medrivende. Men lige netop her rejste en 3-årig lille dreng sig op og begyndte at løbe rundt. Ja, det gør 3-årige nogle gange. Overraskende ofte, har læreren erfaret. Og når en gør det, så gør alle det. Så læreren måtte skuffet sige til dem, at de måtte få den spændende afslutning på historien i næste uge. Det virkede de ret ligeglade med.
Efter de 3-årige kommer de 4-5-årige. De synes til gengæld at alt er helt fantastisk. Om det er dansen til ”Kung Fu Fighting”, The Rainbow Song eller nogle af lærerens selvoversatte storhits fra musiklærertiden i Danmark. Hun har blandt andet lavet en halvtvivlsom engelsk version af sangen om Sørøverkongen Jonathan, der møder sangerinden Sally Skrig. Sangen er lidt fjollet og har 10 vers og læreren har oversat dem alle sammen til sangen om Jonathan The Pirate King, der møder the singer Sally Shouting Pearl. (Ja, i originalen rimer ”Pige” på Skrig”, så sangerindens navn måtte rime på ”girl” og blev derfor ”Sally Shouting Pearl”). Læreren synger alle hendes fjollede rim, så overbevisende, som hun kan, og det virker tilsyneladende glimrende for de 4-5-årige.
Ja, og sådan bliver mandagsmusikeleverne ældre og ældre og hun slutter dagen med Year Six, der vel er omkring de 11 år. Det er en meget intens dag og det foregår tilmed på skolens store scene, som ligger lige ud for skolens kontor, Staff Room og Year Five, Six og Seven’s klasselokaler. Så lige så intenst som det er for læreren at sidde og skråle med børnene hele dagen, er det nok også ret intenst for hendes kolleger at skulle undervise i alt det skrål.
De tager det heldigvis meget pænt og påstår endda, at de synes, det er hyggeligt. Men hvad skulle de også ellers sige? Det er hverken dem eller læreren, der har placeret hendes musiktimer der. Der er bare ikke rigtig andre steder at afvikle dem.
De otte klasser i musik som læreren har nu, er klart det meste hun nogensinde har haft. Hendes første år som lærer i Danmark havde hun seks klasser. Fire 1. klasser og to 5. klasser. En overvejende virkelig dårlig oplevelse. Den tidligere omtalte erfarne lærer, som fortalte læreren om de 2-5 års peak, fortalte hende også, at på hans arbejde havde skolelederen indført en regel, der hed, at en musiklærer max måtte have fire klasser i musik. Fordi det ellers simpelthen var for hårdt.
Læreren skulle heller aldrig nogensinde nyde noget af at have mere end fire klasser i Danmark. Men her på øen er det ret ok med de otte klasser. Musiktimen med de 3-årige er som nævnt meget intens, men ellers er det overvejende sjovt, og et dejligt afbræk til de resterende fire dage som Class Room Teacher i Year One.
Ja, der er meget, der er anderledes på Øen. Men fantastiske kolleger har læreren heldigvis også her. De er britiske, irske, slovenske, sydafrikanske og tanzanianske. Tænk, hvor heldig hun er, at få lov til at være en del af et så mangfoldigt hold! Til at starte med måtte læreren virkelig stirre intenst på de ”native english speakers” kolleger, når de talte. De talte så hurtigt og brugte så mange ord, som læreren, trods hendes formodede hæderlige engelsk ikke forstod en meter af. Særligt når det angik noget fagligt måtte læreren google meget. Eller spørge meget. Nogle gange lod hun som om hun havde forstået alt, men var i virkeligheden mere end forvirret over hvad der egentlig blev sagt. Langsomt har hun dog opdaget, at hun ikke bruger så meget energi på forståelsen mere. Hun bemærker ofte sine egne grammatiske fejl, når hun taler med dem, men altid så sent, så hun ikke rigtig kan nå at rette det. Det føles lidt ligesom volleyball – læreren har spillet det nok til at vide, hvordan det er meningen, at bolden skal håndteres. Den ryger bare ofte et andet og mere uhensigtsmæssigt sted hen, når hun slår til den. Det kan de gode på holdet heldigvis rette op på. Og på samme måde forstås læreren, trods de grammatiske fejl. Hendes kolleger er endda ofte sødere end de gode på volleyballholdet. De kan nemlig godt blive lidt irriterede over fejlene, hvis de medfører, at holdet taber. Det er i øvrigt ikke fordi læreren spiller volleyball i øjeblikket. En overvindelse ad gangen.
Og apropos sproget, så fik læreren faktisk det største kompliment for nyligt, hvor nogle af de native English speakers meget oprigtigt sagde til hende, at de nogle gange glemte at HUN ikke også var English native speaker! Wow!
De søde kolleger vil gerne hænge ud efter arbejde. Og i det simple liv på øen, er det for det meste ikke noget, man planlægger lang tid i forvejen, som man ofte er nødt til i Danmark. Det er bare noget, der enten sker, fordi man går ud på den samme bar. Eller noget man aftaler på dagen. Eller her og nu. Det kan ind i mellem godt udfordre lærerens ”danske system”, for hvad nu hvis man ender man at sidde alene hjemme en hel aften? Ja, hvad egentlig så? Det gjorde læreren også fra tid til anden hjemme i Danmark. Der føltes det bare mere som en falliterklæring, fordi det skete i en så planlagt verden. Læreren lærer meget om sit eget ”danske system” af livet på øen. Hun bliver tvunget til at se i øjnene, at nogle gange, er det danske system fuldstændigt og absolut meningsløst. Det er ret sundt, tror hun. Men også meget svært at ændre. Hun har trods alt været i det i snart 38 år! Tag ikke fejl, der er masser af gode ting i det danske system. Og det kan bestemt være anvendeligt på øen også. Men den del af systemet, der er forbundet med janteloven eller med ”det kan man ikke tillade sig” eller ”det bør man altså gøre” – ja, den bliver mildest talt gjort lidt til grin.
Og sådan forsøger læreren langsomt at navigere i de forskellige systemer. Stille og roligt øver hun sig i at tage det bedste fra det danske, det tanzanianske, endda det britiske system. Det er en svær og meget finurlig øvelse. På de gode dage giver det smil på læben og endda høje latterbrøl. På de mindre gode dage giver det frustrationer og ærgrelser. Over hende selv eller nogle andre/noget andet.
Hun øver sig med vennerne. Med sig selv. På arbejdet. I fritiden. Med kæresten. Ja, der er en kæreste nu. Og der er virkelig meget at sige om ham. Så lad dette blive en ”to be continued…” Måske en cliffhanger, der kan fastholde mere end den ene læser, læreren ved om. Men måske den også kan fastholde læreren i snart at skrive en ny blog. For der er meget om kæresten, hun gerne vil have nedfældet. Sådan fungerer hun nu engang. Og kærlighedshistorier er som regel et hit på cliffhangerfronten. (Bare rolig - hun skal nok nøjes med at nedfælde det hæderlige.)
Så til de læsere, der fortsat hænger på. Godt gået – og to be continued. I næste, muligvis snarlige ”fortælling” kan I glæde jer til at høre mere om Mood Like The Feeling. Om hvordan det danske system gang på gang kommer til kort overfor ”The Mood”. Om hvordan læreren lige pludselig fandt kærligheden på øen. Måske endda om nogle af fremtidsdrømmene. Hvem ved?
Men det lyder da spændende, gør det ikke?
