Julehilsen fra Lærerens verden

Så kom den, juleferien. Læreren har ikke helt forstået det, men når man lige er vågnet, og uret viser 12.33, er der et eller andet, der ikke er som det plejer.

Tiden flyver - særligt i december. Det er både godt og skidt i lærerens verden. 7-årige børn i december er sådan lidt kronisk overgearede og overstimulerede. De spiser for meget sukker, går til julearrangementer i et væk og kommer for sent i seng, fordi de skal se julekalender. Og så kan det altså være svært at koncentrere sig om matematikken. Læreren forsøger altid at være benhård og køre det planlagte program igennem, men enkelte gange i december har selv hun måttet give efter og lade julehyggen overtage. (Godt, at det er januar, når vi starter igen!)

Julen giver ofte anledning til at se tilbage på året, der er gået. Når læreren ser tilbage, har det været et specielt efterår. Udover den tidligere omtalte mormor, der gik bort i slutningen af august, har der også været flere andre tragiske og barske begivenheder, der har fyldt i lærerens hverdag. Flere end normalt, synes læreren. Det regnskab kan man på den anden side ikke rigtigt forsvare, men man kan vel godt have lov at ønske om nogle ting, at de ikke var sket. Det gør læreren, og hun håber at naivt, at 2017 bliver lyst, simpelt og ukompliceret.

Heldigvis er der også masser af stjernestunder at se tilbage på. Læreren kan godt lide, når hendes elever afslører lidt om, hvordan de ser hende. Hun har eksempelvis grinet meget af det portræt en af hendes elever en dag havde lavet af hende i plusplus'er.

Læreren kan på mange måder sagtens se ligheden. Højden og de farvestrålende trøjer passer i hvert fald.

Den anden dag mødte læreren en elev fra 3. klasse ude på legepladsen. Han klagede over, at han havde fået hikke for 3. gang på samme dag. Læreren kendte det godt og besluttede sig for, at udnytte sin position som bedrevidende voksen overfor ham. Hun fortalte ham derfor, at han jo havde hikke, fordi der var en, der tænkte på ham og når han gættede hvem det var, ville det stoppe.
Drengen kiggede skeptisk på læreren og sagde, at sådan var det jo ikke. Læreren sagde, at det var det. 
"Ok", sagde han så - stadig meget skeptisk. "Er det min mor". 
Han stod spændt og ventede, men kort tid efter kom der et hik. 
"Se, det passer jo ikke", sagde han, men læreren overbeviste ham om, at det jo bare var fordi, det ikke lige var hans mor, der tænkte på ham.
"Er det så min far?", spurgte han og ventede igen på hikket. Denne gang kom det - til både hans egen og lærerens store forbløffelse - ikke. 
Drengen vidste ikke hvad han skulle sige. 
"Hvordan kunne du gøre det?", spurgte han meget overrasket, men læreren holdt bare fast i forklaringen om, at det jo ikke var noget, hun gjorde, men bare at sådan havde det altid været. 
Resten af pausen på legepladsen, så hun drengen gå rundt og undre sig og flere gange kom han hen til hende igen og spurgte ind til, hvordan hun kunne gøre det med hans hikke. Jo mere hun overbeviste ham om, at det bare var sådan det var, jo mere troede han, at det var noget hun kunne gøre. 
Læreren havde kun lidt dårlig samvittighed.

Det er ikke så længe siden, at læreren havde fødselsdag. Her kommer det med alderen ofte til at fylde meget. Det er lærerens egen skyld, for hun kan ikke lade være med at spørge børnene, hvor gamle de tror, at hun er. Derfor var det også helt perfekt, at det første gæt, der kom i 1.B, var 27.
"Ja", svarede læreren, "det er en god alder, lad os sige, at jeg er 27!"
"Men ... Er du 27?", spurgte de forvirrede børn, og læreren insisterede på, at det var hun.
"Og vil I høre noget sjovt?", kunne hun alligevel ikke dy sig for at sige, "min lillebror er også lige blevet 27 år!"
Nu var forvirringen total og kun ganske få af de søde børn sad og grinede smørret, mens alle andre kiggede rundt på hinanden og snakkede om, hvordan man kunne være ligeså gammel som sin lillebror... Var de så tvillinger? 
Lærerens tidligere elever, der nu går i 4. klasse, havde forstået det hele. De skubbede et meget sødt brev ind under døren i musiktimen og skrev bl.a. følgende:

Det tænkte læreren så på. I pausen havde hun meget voksent stillet lidt sødt frem til kollegerne, og under frokosten var der en, der udbrød: "Jamen Ane, har du fødselsdag? Det synes jeg da du hele tiden har, kan det virkelig passe?"
Læreren måtte verificere, at den var god nok - det var hendes fødselsdag i dag. Men pludselig gav det mening, at hun pludselig sad og var så gammel... Det er da klart, hvis man har fødselsdag hele tiden? 
Nå ja, men så længe man altid er 28 år for nogen, eller kan overbevise nogle andre om, at man er ligeså gammel som sin 5 år yngre lillebror, så går det nok.
Vigtigst af alt, håbede læreren også, som 4. klasserne skrev, at hun bliver ved med at være en god lærer.

For nyligt var læreren på tur med 1. klasserne. Snakken gik lystigt hos bagtroppen og på et tidspunkt blev en sød og meget snakkende lille pige, som læreren holdt i den ene hånd spurgt om, hvad hun egentlig drømmer om at blive.
"Det kan man ikke sige noget om endnu", svarede hun prompte, og fortsatte: "Jeg håber bare, at jeg får en uddannelse, jeg kan bruge til noget. Når man er 12 år, kan man gå med aviser og når man er 15 år kan man arbejde i netto og når man er 18 år kan man...."
Læreren var stoppet med at lytte efter og prøvede i stedet at huske hvad hun selv drømte om at blive, da hun gik i 1. klasse. Hun var helt sikkert ikke så reflekteret, som den lille pige, hun holdt i hånden. Læreren var ikke bekymret for, hvorvidt den lille pige nok skulle blive til noget, hun kunne bruge. Burde hun være lidt bekymret over det meget voksne svar alligevel?
På hjemvejen gik læreren med en ligeså snakkelysten dreng i hånden. Han havde et spejderbælte uden på jakken og snakkede om, hvor smart det var med sådan et bælte. På et tidspunkt besluttede han sig for, at flytte bæltet ind, så det holdt på bukserne. 
"Ellers falder de måske ned, og så kan alle på gaden bare se min diller".
Læreren gav ham ret i, at det var fornuftigt at flytte bæltet og tænkte over, at der nu er stor forskel på børn og deres refleksioner på sådan en tur.

God jul fra læreren og Lærerens Verden. Læreren håber, som nævnt, naivt på at 2017 bliver lyst, simpelt og ukompliceret. Hun ved godt, hvad mange mener om at være naiv. Men man må godt have lov at være lidt naiv, når man håber. 

I hvert fald, når man er lærer, i Lærerens Verden.

  

Lærerens mormor

Et nyt skoleår er i gang og læreren er i gang med sine lærergerninger. Hun er tilbage i 1. klasse og det er fantastisk på flere måder. Fordi hun har prøvet det før. Læreren kan nu stolt bruge vendinger som: 
"Jeg har tidligere i 1. klasse haft god erfaring med....", 
eller: 
"Det er normalt sådan og sådan, når man starter i 1. klasse, og derfor har jeg valgt at gøre sådan og sådan..."

Mest er det nu fantastisk fordi børnene er utrolig søde, utrolig sjove og helt vilde med stort set alt ved at gå i skole og ved deres lærere.

"Det er et flot armbånd, du har på", sagde en af børnene til læreren den anden dag. 
"Det er også nogle flotte øreringe. Faktisk er alt, du har på, bare flot!"

Læreren er dog mest af alt bare er et menneske. Et menneske blandt andre mennesker. Og mennesker er skrøbelige. Det har læreren mærket flere gange i dette skoleår. Mennesker er også tæt knyttet til hinanden og derfor bliver de dybt rørte, når der sker noget med nogle af de mennesker, de er tæt knyttede til.

En af de mennesker, læreren følte sig tæt knyttet til, var hendes mormor. Hun boede i Jylland og det var egentlig ikke så tit, at hende og læreren så hinanden. Men når de gjorde, var det ret særligt. 
Mormoren var altid meget ligefrem og ærlig. Det syntes læreren var fint. Det var lidt ligesom børnene i 1. klasse. De kan heller ikke så meget andet end at være ligefremme.
Læreren syntes i øvrigt, at mormoren var ligefrem på en meget underholdende måde: 
"Du falder da ikke i din kjole", havde hun fx flere gange fået at vide af mormoren ved festlige lejligheder. 
Læreren var heller ikke i tvivl om, at mormoren ikke var begejstret for hendes tatoveringer. Eller hendes alt for slidte cowboyjakke. Mormoren insisterede faktisk på, at der i det mindste skulle en lap på henover de alt for store huller, også selvom læreren forklarede, at det med hullerne var meningen. 
"Ja, men det er ikke pænt", lød svaret. 
Helt modsat de mange fans i 1. klasse.

Med alderen blev de samtaler, man havde med mormoren mere og mere styret af, hvad der lige sker her og nu. Sådan er det også i 1. klasse.
Man snakker om een ting, indtil man lige får øje på noget, så snakker man om det. Indtil man kommer i tanker om noget andet. Og så videre.
Det er i virkeligheden lidt terapeutisk, fordi det er så dejlig simpelt. 
En af de sidste samtaler læreren havde med hendes mormor, handlede om en af lærerens tatoveringer. Ja, måske mormoren faktisk havde glemt, at hun ikke kunne lide dem.
Tatoveringen er et Banksy-motiv, der forestiller lille pige, der flyver ved hjælp af nogle balloner, hun holder i hånden.
"Hvem er det, der flyver", spurgte mormoren og læreren kiggede sig først lidt forvirret over skulderen. 
Da det gik op for hende, at mormoren refererede til tatoveringen, forklarede læreren, at hun bare plejede at kalde hende "Pigen med ballonerne". 
"Men hun skal da have et navn", sagde mormoren alvorligt, og læreren spurgte, hvad hun da syntes det skulle være.
"Ja.... Hvad synes du?" spurgte mormoren meget eftertænksomt.
Læreren foreslog selvfølgelig at opkalde pigen efter mormoren, men det syntes mormoren slet ikke: 
"Nej", svarede hun i et meget respektfyldt toneleje.
"Så må jeg lige tænke lidt over det", sagde læreren. 
Der gik lidt tid.
"Hvad med Josefine?", spurgte mormoren så. 
Det var tydeligt, hun selv syntes, at det var et godt navn. Læreren anede ikke hvorfor mormoren lige kom på det navn, men var selvfølgelig ikke i tvivl: 
"Hun skal da hedde Josefine".

I dag er det fire uger siden, at lærerens mormor døde. Hun blev 93 år gammel og døde uden smerte, uden dramatik og uden at være alene. 
Hun fik en flot begravelse og hviler nu ved siden af lærerens morfar, der har været død i snart 24 år, siden læreren var 8 år.
Læreren har ikke helt vænnet sig til, at mormoren ikke er der længere. For læreren er jo bare et skrøbeligt menneske, der savner sin mormor. Det er ikke mærkeligt, at et menneske på 93 år dør. Men det er mærkeligt for det skrøbelige menneske, læreren, at sidde tilbage i en for kort kjole og en hullet cowboyjakke med Josefine tatoveret på armen. Uden at kunne gøre til eller fra ved, at mormoren ikke lever mere. 
Som lærer styrer man - i hvert fald i et vist omfang - slagets gang. Som menneske kan man også nogle gange ledes til at tro, at man har styr på det. Men et opkald en søndag formiddag kan ændre alting, så let som ingenting. Og så er det pludselig svært at være menneske. Uanset erfaring.
Og mennesket og læreren hænger alligevel så meget sammen, at det derfor også bliver svært at være lærer. Og sådan er det nok bare at være til. Samtidig er det jo det, der er så smukt. For nogle gange bliver mennesker også knyttet tættere sammen og træder til for hinanden, når det er svært at være menneske. Læreren har mærket mange medmennesker træde til de sidste fire uger.
Hvem har i øvrigt sagt at det skal være nemt at være menneske? Eller lærer?
Så længe det er smukt. Og det er det.

Lærerens mormor var god til at være simpel og ligefrem. Det er børnene heldigvis også.

"Nogle gange kan jeg ikke huske, hvordan "16" ser ud, men så kigger jeg op på talormen".

Sådan sagde en pige for nylig til læreren i matematiktimen. Og selvom det var helt anderledes, end noget mormoren kunne have sagt, var det på en eller anden måde alligevel så simpelt og ligetil, at læreren (- mennesket) tænkte på sin mormor og blev helt rørt. 

"Kære mormor, hvil i fred!"

God sommer fra lærerens verden

Læreren lyttede meget til ballader den sidste måned inden hun fik ferie. Hun fik sagt, sunget, danset, rappet og krammet farvel til hendes kære 3. klasser. Hun modtog søde gaver, hilsner og rosende ord og hun fik tudet det, hun skulle. (Næsten. Hun falder stadig tilbage på balladerne ind i mellem.)

Og ja, måske lyder det som om, at den gode lærer overdriver en smule. Men hvis man tænker på, at der er 200 skoleuger per år, så har læreren altså brugt tid med 3. klasserne i 600 dage over de sidste 3 år. Det er altså ret mange dage. Nok til at lære hinanden ret så godt at kende. Nok til at tude. Især, når man ikke er så god til det med farvel.

De fleste af børnene var gode til at sige farvel. De var ret optagede af det med om læreren kom til at tude, og når hun gjorde, var det altså bare lidt sjovt og spændende. Det er fair nok.

Læreren modtog som sagt mange afskedsbreve. Den følsomme læser vil herunder forstå hendes tuderier en smule bedre. 

Der var hæftet, hvor en hel klasse havde tegnet lærerens anemone-tatovering.

Der var de korte og præcise.

De ærlige.

De højtidelige.

De meget følelsesladede.

De søde. (Det var de nu alle sammen!)

Og så dem, der lige gjorde særligt indtryk. (Det gjorde de på en måde alle sammen.)

Læreren vil gerne være god til at forklare. Og hun vil gerne være sød og hjælpsom og savner og god til at synge og lave seje dansetrin. Men er der noget, hun gerne vil, så er det at tale om alle vigtige ting, så alle bliver gode venner. 

Af samme grund har hun Andy Warhol hængende på hendes væg.

Men at man gerne vil noget, er jo ikke det samme som at man kan det. Og derfor gjorde netop den afskedshilsen ekstra indtryk. 

Og derfor - og af mange flere grunde, var det svært at tage afsked med de kære børn.

De tre første år og den første afsked er overstået. En slags æra for læreren. Hun siger hermed tak for nu til de læsere, hun måtte have. (Hun er glad for og beæret over hver og en af dem.)

Fra næste år er hun tilbage i 1. klasse og kan derfor så godt som garantere, at der bliver masser af citater, oplevelser og stof til eftertanke her på bloggen til dem, der fortsat har lyst til at læse med.

Og nu holder hun ferie.

I sidste uge var hun på festival og levede vildt. Nu tager hun på vandretur og lever simpelt. 

Længe leve lærerens søde børn og længe leve lærerens forunderlige verdenen.

Men lige nu, mest af alt, længe leve lærerens ferie.

God sommer derude!!

Tudelæreren og de største ballader

Som barn havde læreren altid svært ved at udtrykke, når hun var rørt. Hun græd, når hun havde slået sig, eller når storesøsteren drillede, men fældede aldrig tårer til sørgelige film, begravelser og lignende. Det irriterede hende grænseløst og hun husker særligt, da hun sad i biografen og så Titanic og spændte i hele kroppen for at presse bare en enkelt tåre ud. Storesøsteren sad og hulkede ved siden af - det gjorde det ikke ligefrem bedre.

At hun med alderen og erfaringen er blevet mere rørstrømsk, ser hun derfor som en stor fordel. Ofte føles det godt at få tudet lidt og læreren er nærmest lidt stolt af sig selv, når det sker...
Eller det vil sige... Til tider er det begyndt at ske lidt for meget. Det har nok noget med lærerens alder at gøre.
Men det kan være lidt problematisk, når læreren i hendes temmelig mange musiktimer, bliver rørt hver eneste gang børnene synger en stille sang. 
Veninderne ved også godt, at når læreren er lidt bedugget, rinder der nemt en lind strøm af tårer over små, mindre væsentlige ting. De rummer det flot og det hænder også, at de selv får lidt våde kinder. 

De sidste par måneder er læreren ofte blevet ramt af rørstrømskheden. Det er sket, når hun kom i tanker om, at hun skal slippe de kære 3. klasser, som hun har haft de sidste tre år. At det samtidig er de børn, hun har haft de første tre år af hendes lærerliv, gør det ikke mindre svært at skulle give dem videre.
Læreren er derfor ikke det mindste overrasket over reaktionen. Dog må hun erkende, at det ikke er så smart sådan at gå rundt og småtude i tide og utide, når man nu prøver at være voksen og alting.
Hun har derfor været nødt til at udvikle et par tricks for at få det til at gå væk. Som regel virker det at tage en dyb indånding ind gennem næsen, synke og rømme sig. Hvis det er slemt, giver hun lige sig selv en lille peptalk. "Tag dig nu sammen, Ane".

I dag blev hun udfordret, for i dag skulle hun fortælle børnene, at hun ikke skulle være deres lærer næste år. Det var lidt som om, at uanset hvor mange af tricksene hun gentog, steg mængden af vand i hendes lærerøjne.
Måske børnene ikke opdagede det helt... Lidt kunne de helt sikkert fornemme. Men læreren fik sagt de vigtige beskeder med lidt af en kartoffelstemme og så frem imod, at der i dag tilfældigvis lå en ekstralang cykeltur foran hende.

Her var hun ikke i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Der er nemlig en ting, der virker helt perfekt, hvis hun er i tudehumør og alene. Det erfarede hun, da hendes nære veninde for nyligt flyttede fra hende, hvor hun også tudede i stor stil: Store, fede ballader!
Celine Dion, Ed Sheeran, Toni Braxton. Alt med strygere, moll-riffs eller sørgelige duetter. Uanset hvad temaet i balladerne er, kan det overføres til noget aktuelt. Det er det gode ved ballader. Spotify har en optimal playliste: "De største ballader".

Og på den måde får læreren tudet igennem, og så går det hele fint.
Måske andre derude har det på samme måde. Derfor følger nedenfor et par udvalgte ballader af de allermest tudevenlige.

Celine Dion: Think Twice
https://www.youtube.com/watch?v=roF9B_rJKhs

Paul McCartney: Let it be
https://www.youtube.com/watch?v=fyaKumcg050

Beverley Craven: Promise me
https://www.youtube.com/watch?v=EmTBKbyaEjU

Rasmus Seebach: Flyv Fugl
https://www.youtube.com/watch?v=yyF1gr1zf9g

LeAnn Rimes: How Do I live without you
https://www.youtube.com/watch?v=1Olo8gzgpC4

Fortsæt selv... Eller find "De største ballader" på Spotify.  Glædelig tudetirsdag. Alt er godt.

Liv og Ane på øerne igen

Den er god nok! Liv og Ane har været tilbage på de smukke, fjerne øer. Derfor afviger læreren i dette indlæg fra sin lærerverden, så hun kan give dem der måtte have lyst et lille indblik i, hvad hun oplevede på rejsen tilbage til Færøerne. 

Fire overnatninger, tre forskellige steder. Til lands, til vands og i luften og fem intense dage med minder, gensyn og smukhed. 

Man ved, at det bliver godt, når der serveres sushi på flyveren, og når stewardessen selv spørger, om vi udover vin og vand, ikke lige skal have en lille en til kaffen. Sådan er atlantic airways. 

Og man ved, at man er på Færøerne, når den færøske pilot på sit modersmål siger "velkommen hjem", efter hans overbevisende landing, ned imellem fjeldene.

Og så er man i øvrigt ikke i tvivl, når man kommer ud fra lufthavnen og i det samme rammes af en stærk og kold sideregn. Regnen falder sjældent lige ned på de små øer.

Da vi var på øerne for fem år siden, var der et sted nede ved havnen i Tórshavn, hvor der altid var live musik tirsdag aften. Det var der stadig, så Cafe Hvonn var det perfekte sted at fejre vores ankomst.

Da vi var på øerne for fem år siden, havde ingen af os kørekort. Det har den ene af os imidlertid nu, så det føltes både voksent og luksuriøst at kunne leje en bil. Og utrolig rart, da regnen fortsat faldt det meste af onsdagen.

Og så gik turen sydpå. Til Suðuroy, hvor ingen af os havde været før. Man sejler i to timer og det var blæsende, barskt og betagende.

Aftenen på Suðuroy var smuk. Regnen faldt ikke, til gengæld kiggede solen frem og vi kørte nordpå.

Den følgende dag, var regnen tilbage. Når man kun har et par dage, må man trodse vejret og tage på tur alligevel. Det gjorde vi i hvert fald, og en af de gode ting ved Færøerne er, at det også er smukt i regnvejr. 

Torsdag formiddag så vi derfor den sydlige del af Suðuroy, og dermed også fyrtårnet ved Akraberg, det sydligste sted på Færøerne. 

Over middag klarede det en smule op og efter et hyggeligt besøg hos cafe Mormor, pakkede vi os ind i regntøj, tog plastikposer i skoene og gik på en lille vandretur op over bygden.

Og så gik turen mod Tórshavn igen. Vi fornemmede den opklaring, vi havde håbet på til fredagens eventyr.

Øerne viste sig fra deres smukkeste side, da vi forventningsfulde kørte mod færgen til Mykines - fugleøen, hvor vi skulle se lunter, på vandretur og det vildeste - vi skulle flyve med helikopter tilbage derfra.

Troede vi.

Men da vi kom til færgen, lød beskeden at den ikke sejlede, fordi ingen båd kunne lægge til på Mykines i det vejr.

Alle dagens planer faldt fra hinanden, for hvad så med fuglene? Vandreturen? Og ikke mindst helikopterturen?

Selvfølgelig løste det sig, for da vi skulle have refunderet helikopterbilleterne i lufthavnen, viste det sig, at helikopteren kunne flyve os til Tórshavn nærmest med det samme. 

Og jo, det var da lidt fjollet, når vi lige var kørt i bil derfra, men det føltes alligevel slet ikke fjollet. Det gjorde os bare helt kulrede, og glæden over at skulle flyve i helikopter alligevel, var umulig at skjule.

12 minutter, så var vi tilbage i Tórshavn. Men hvilke 12 minutter!!

Herefter tog vi med bus tilbage til lufthavnen i 50 minutter, og så kørte vi på eventyr. Allerførst til et glædeligt gensyn med Gásadalur - bygden med 17 indbyggere, hvor man indtil 2006 kun kunne komme dertil med helikopter eller ved at gå over fjeldet!

Den følelse, man får i maven af at være sådan et sted, er uforklarlig, men vild. Og så er der ovenikøbet udsigt til Mykines.

Efter Gásadalur kørte vi til steder, vi ikke havde været før. Til det største fos, Fossá, til surferparadiset Tjørnuvík og tilbage til Tórshavn af den gamle, betagende vej over fjeldet.

For sidste gang, gik turen tilbage til Tórshavn. Den lille røde bil skulle afleveres, og vi markerede den sidste aften med yatzy, vin og færøsk sushi.

Lørdag mødtes vi med gamle venner, tjekkede fiskemarkedet i Tórshavn ud og sagde farvel og tak til de fantastiske øer.

Kære øer, vi ses igen om fem år!