Greetings from Miss Ann

"You may go aboard the plane, but your baggage wont make it. They will follow in 24-48 hours. Are you prepared to travel like that?"

Jeg var overhovedet ikke klar "til at rejse paa den maade", nej, saa denne meddelelse i Heathrow airport, slog mig lidt ud. Jeg var stadig paa den boelge af nervoesitet, der havde ramt mig paa vej til Kastrup lufthavn. I London rendte jeg forvildet rundt i de forkerte terminaler og havde ikke lang tid til skiftet, hvorfor jeg altsaa var forsinket og noedt til at acceptere min bagages skaebne.
Flyveturen videre til Afrika var derfor ikke den bedste. Men jeg faldt i soevn, og naaede godt frem. Kludrede lidt rundt for at faa lavet mig et visa til mit ophold, og tog derefter en dyb indaanding for at gaa hen og se bagage-situationen i oejnene... Jeg gjoerde et hurtigt stop, der hvor bagagen rullede - og saa til min overraskelse som det foerste - mit eget store, tunge stykke bagage komme rullende.
Og pludselig var alt godt igen... Jeg blev hentet af min gode, gamle ven Ruth, fik morgenmad og kaffe, pakkede ud - og et par timer efter, er jeg paa vej til Bingham Academy, for at starte min praktik.
Resten af dagen bliver en god blanding af moedet med det nye og det kendte. Der er laerere jeg husker fra sidst jeg var der, i 2007, steder, vagter, lugte, maden, kaffen, osv. Og saa er der alle de nye ansigter, forandrede bybilleder, og ikke mindst, savnede ansigter, der ikke laengere er at finde.

Jeg skal vaere "student teacher" i Kindergarten 2, som er boern paa 5-6 aar. De er meget smaa og meget soede, og jeg blev hurtigt gode venner med dem.

I det jeg saetter mig ned paa gulvet hos boernene, jeg lige er blevet praesenteret for, er der en dreng der kigger paa mig mens han stolt hvisker "I'm five", og viser det med den ene haand. Jeg ville gerne have vist ham, hvor gammel jeg er med fingrene, men har ikke lige 25 fingre til raadighed, saa jeg smiler bare voksent og anerkendende og foeler mig gammel...
I pauserne staar jeg ind i mellem i staff loungen og flagrer lidt, men generelt er der mange laerere, der kommer hen og byder mig velkommen, spoerger interesseret til hvem jeg er, og de synes det er cool, at jeg er fra Danmark og aergeligt, at jeg kun er her 3 uger, og saa er de fleste ioevrigt fantastisk amerikanske... (Gotta love 'em, man, everything is just cool and great and stuff like that...)
Jeg har endda faaet en kurv med en masse "Velkommen til Bingham Academy" papirer, mapper, osv., og nogle smaa gaver. Det bedste var brevet fra "The Bingham team" som byder mig varmt velkommen, og haaber, at jeg i loebet af de naeste uger vil finde mig til rette i mit nye hjem... (Her ved jeg dog ikke helt, om jeg skal foele mig helt utrolig meget velkommen, eller en smule misforstaaet, eftersom jeg jo rejser igen om 3 uger - men mon ikke jeg vaelger det foerste...)

Kaffen er stadig skoen, etioperne er stadig de smukkeste mennesker, og selv regnen som er ret voldsom i oejeblikket er til en vis grad bare dejlig.

Saa livet er godt for Miss Ann so far... It is good to be back!

The return of Miss Ann...

På den ene side, har jeg næsten glemt, hvordan det hele ser ud. Hvordan der dufter, hvordan stemningen kryber ind under huden og optager alle sanserne. Hvordan de smukke mennesker fylder vejene, sammen med køer, får, biler, boder og butikker. Maden! Kaffen! Solen! Hvordan fattigdommen roder op i den dårlige mavefornemmelse, mens den fantastiske mentalitet smitter tiltrængt af på en stresset dansk personlighed.
På den anden side husker jeg det meget, meget klart.

Det var i 2007 jeg var der for første gang. I 4 1/2 måned. Og så igen, stadig i 2007, i 2 1/2 måned.
Og nu, vi skriver 2010, tager jeg så tilbage i bare 4 uger. Og der er simpelthen ikke ord for, hvor meget jeg glæder mig. 3 uger i Etiopien i praktik på Bingham Academy, hvor jeg skal hedde Miss Ann og undervise små internationale børn. 1 uge på Zanzibar, hvor venner venter, hvis gode selskab jeg slet ikke kan vente med at skulle nyde igen.

På lørdag skal min eneste og meget kære søster giftes, og det bliver en stor dag. Måske en af de største nogensinde. Og på søndag flyver så Miss Ann af sted til Afrika. Kan I forstå, at jeg mentalt er helt skeløjet af at glæde mig, og praktisk er en lille smule stresset? :)

Jeg vil skrive lidt på bloggen her i de 4 Afrika-uger, så læs med hvis du vil, og få bare en lille fornemmelse af de dragende afrikanske himmelstrøg, jeg vil befinde mig under...

Til mine, i hvert fald 3, læsere...

Jeg holder lidt igen med blogindlæggene herinde, fordi jeg for en tid vil koncentrere mig om at undre mig over diabetes. På diabetesblog.dk.
Så følg med der, hvis I vil, der er også nok af ting at undre sig over der. Men det er måske en anelse internt...
Dog interessant alligevel.

Vi undres ved igen :)

"Du lugter af hvidløg, vil du have et tyggegummi?"

Der kom en dame gående mod mig, endnu langt væk. Jeg gik på en hospitalsgang, og der var kun hende at se. Hun hulkede mens hun gik, højt, og jeg blev straks lidt nervøs ved at skulle passere hende.
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.

Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.

Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.

Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?

Fredag d. 28. december 2001, kl. 11...

Det er præcis 8 år siden i dag. Fredag d. 28. december 2001, kl. 11. Jeg var blevet sendt til lægen af min mor. Hun troede jeg havde mundherbes. Jeg var 17 år og 1 måned, og syntes, det var pinligt.
Lægen kiggede skarpt på mig, da jeg kom ind. Han har senere fortalt mig, at han troede, at jeg havde anoreksi, fordi jeg var blevet så tynd.
Han kiggede mig i munden. Stillede mig nogle spørgsmål, og så meget alvorlig ud. Så fandt han en maskine frem, der målte blodsukker, og tog bagefter en urinprøve.
Jeg fattede ikke mistanke til noget som helst, før han pludselig sagde til mig, at jeg højst sandsynligt havde sukkersyge. Mit blodsukker var så højt, at hans maskine ikke kunne måle det, og der var også en masse andre symptomer, der passede.
Jeg fik en lidt underlig fornemmelse i maven, men fattede stadig ikke så meget. Så sagde han, at jeg skulle på hospitalet, og jeg sagde ok, men spurgte hvor lang tid det tog, for jeg havde en aftale kl. 13. Så blev mavefornemmelsen ubehagelig: "Ane, du har sukkersyge, du skal indlægges med det samme!"
Han ringede efter en taxi, og derefter til hospitalet og meldte min ankomst. "Om det er akut?", hørte jeg ham sige, "det er en livsfarlig sygdom, hun skal behandles med det samme, ellers kan hun dø af det".
Jeg blev bange, ville ikke græde men gjorde det lidt alligevel. Han gav mig et akavet kram, der skulle trøste, men det trøstede ikke.

På hospitalet mødte jeg en masse forskellige fagfolk. Drop i hånden, stik i armen, hvidt tøj på. "Dit blodsukker er 43,4" fortalte de søde damer mig. Det sagde mig ingenting, men jeg kunne forstå på deres øjne, at det var meget. Jeg smilede høfligt. Min vægt var 55 kg, og med de 1,81 m de var fordelt på, kan jeg godt forstå, min læge tænkte på anoreksi... Min viden om sukkersyge var 0.
Da min far kom med de bekymrede, løftede øjenbryn på, begyndte jeg at græde lidt. Ellers var det hele egentlig også lidt spændende. Jeg havde aldrig så meget som brækket min arm, og har altid gerne villet prøve at være indlagt.

Idag er min viden om sukkersyge ret stor, blodsukkeret er ikke så højt, mens vægten er noget højere. Højden er den samme.
Jeg mindes fredag d. 28. december 2001 med et smil og en lille underlig følelse i maven... Den vil nok altid være der. Smilet har ikke altid været der, og får mig lige nu til at føle mig meget voksen og fornuftig. Og gammel.
Alligevel var jeg så optaget af at skrive dette her, at der brændte en hel sløjfe og en god del gran af min adventskrans bag mig, før jeg opdagede noget...
Helt voksen og fornuftig er jeg heldigvis ikke endnu.

Jeg undrer mig over mange ting. Noget af det, jeg undrer mig allermest over startede den dag - fredag d. 28. december 2001.

Mine kunder

Jeg tror, at min yndlingskunde er hende, den meget nøjsomme, som altid enten skal have en solita appelsinjuice, et glas hvidvin eller en cappucino. Hun bruger aldrig specielt lang tid hos os, men sidder altid bare og kigger frem for sig. På en måde med et rart udtryk, men alligevel også lidt ensomt. Når hun betaler, har hun altid lige penge og skal have kvitteringen.
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.

Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.

Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.

Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.

Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.


Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?

What's on your mind...

Der er nogle ting, man tænker over i visse perioder. Der er også ting, man måske holder op med at tænke over, eller man kan komme til at tænke en hel masse lige pludselig, og andre gange tænker man næsten ikke.
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...