Jeg har en chauffør, der henter og bringer mig til Bingham Academy hver dag. ”How are you?” er altid det første han spørger om, med sin tydelige etiopiske accent, hvor man ruller ekstra meget på r’erne, og i øjeblikket sidder han altid med et stort farvestrålende halstørklæde viklet – ikke om halsen, men om hovedet, fordi han har fået lavet et eller andet hos tandlægen, der gør ondt. Jeg kan se det farvede halstørklæde nærmest før jeg kan se hans bil, og morer mig altid lidt over det.
En morgen da vi havde kørt lidt, kiggede han pludselig på mig med et skævt smil og sagde: ”I lost my drivers license”. Jeg kiggede halvt skeptisk, halvt overrasket og en smule bekymret på ham, og forstod ikke helt hvad han lige mente. Hans udtryk var som et barn, der godt ved, det har gjort noget forkert, da han fortsatte: ”Yes, I forget in other pants. I call my wife”, hvorefter han gentagne gange med den ene hånd på rettet og den anden halv på hornet, som bruges hyppigt hernede, og halvt på telefonen, mens den ringede til den sikkert sovende kone.
Jeg smilede som en overbærende voksen og sagde: ”Well let’s hope you don’t meet the police today then”. ”Yes”, he said ”then is big problem”.
Vi fortsatte lidt i tavshed, mens jeg betragtede hans kørsel. Han kører ganske udmærket, som enhver anden etiopier, sørger han altid for at lægge midt på den tosporede vej – så er det nemt at komme forbi de andre bilister. Når man overhaler dytter man bare lige, så er det helt fint, uanset om man kører inden- eller udenom, og uanset hvor mange andre biler, der er i gang med det samme.
”Before many months ago, I again forget my drivers license, and I meet police” sagde han, nærmest lidt stolt”. “And did they give you a ticket, then”, spurgte jeg, igen som den fonuftige voksne, men han forklarede mig, at de havde stolet på, at han havde glemt det. ”Because I am honest man”, var hans begrundelse, og det var nok ment som en slags beroligelse, eller for lige at hævde sin position.
Jeg har pludselig under en uge tilbage af min tid her. Jeg har lige nået at blive så bekendt med de andre lærere og folk omkring mig generelt, at jeg føler mig som en del af deres fællesskab, og så skal jeg til at sige farvel igen. Jeg bliver særligt trist ved tanken om, at jeg skal sige farvel til Kindergarten 2, for dem kom jeg hurtigt til at holde af. I sidste uge underviste jeg dem i Math og Bible, og de er i fuld gang med at lære en dansk sang: ”Min Gud er så stor”.
Jeg bliver så fascineret af deres logik. I torsdags skulle de tegne Gud, der hvilede sig, efter han havde skabt jorden. ”This is God, lying in his bunkbed”, viste en mig stolt, og jeg så tydeligt stigen op til Guds køjeseng. Andre tegnede Gud meget stor, og for de fleste vedkommende lå han i en seng eller på skyerne og sov.
Og så er der en gennemgående godhed, hos børn, der ikke er ældre. Når de ind i mellem ikke hører efter, eller gør hvad der bliver sagt, er det oftest fordi de bare glemmer at koncentrere sig, eller har nogle kroppe, der simpelthen ikke er i stand til at sidde stille særlig længe. Det er ikke fordi de bevidst vil være på tværs. ”Look, I am concentrating today”, sagde en af pigerne stolt, med sin helt utroligt britiske accent, og hun fik lov til at tage en ”sticker” til sit hæfte som belønning.
Ellers har der på det sidste været en del praktiske opgaver at hjælpe til med, og jeg har haft mere at lave. Og så har jeg ellers udfordret min frimodighed og arrangeret en tur op på et bjerg i lørdags. En finsk pige, en hollandsk pige, jeg begge kender fra Bingham, hvor de er language assistents for nogle elever, der ikke taler så godt engelsk, og så to etiopiske venner jeg har fra forrige besøg udgjorde sammen med mig delegationen til Ntoto, et bjerg i udkanten af byen. Projektet var fra min side, udover at komme lidt ud i naturen, at pigerne og drengene skulle blive venner, så de kan hænge ud efter jeg er taget af sted. Pigerne er nemlig forholdsvis nye i byen og kender ikke så mange folk eller steder, og drengene kender mange folk og steder og er desuden sjove og nemme at snakke med. Dagen var, som jeg håbede, en stor succes og meget hyggelig, og da der ved dagens afslutning blev krammet farvel og sagt på gensyn, klappede jeg lidt stolt mig selv på skulderen.
Jeg er stadig helt vild med de amerikanske lærere, og de sjove samtaler jeg har med dem, der på en gang er overfladiske, og som var vi de bedste venner. Jeg er vild med etiopierne, med børnene og de skønne, eksotiske omgivelser.
Jeg er ikke så vild med regnen, der dagligt gennembløder gaderne og til tider bringer skader med sig, og heller ikke så vild med de tiggere, der konfronterer mig, mest fordi de stikker sådan til min samvittighed. (Siden jeg var her sidst, er det blevet forbudt at tigge på gaden, hvilket er rart nok for øjet, men ellers ikke, for man har ligesom bare samlet alle tiggerne og kørt dem så langt væk fra byen, så de ikke kan komme tilbage igen. De har det nok næppe bedre der, selvom at det kan man jo naivt gå at forestille sig, hvis man ikke kan holde til andet.)
Jeg er til gengæld vild med min chauffør og hans halstørklæde (og han har fået sit kørekort med sig igen)
Sunday, September 12, 2010
Sunday, September 5, 2010
Anes Afrika, første uge...
At det kun er 1 uge siden, at min søster blev gift i København, kan jeg slet ikke lige forstå. Så har jeg jo ikke engang været i Etiopien i 1 hel uge?
Tænker jeg for meget på mine kære derhjemme, stikker det lidt, og jeg mærker, at jeg er alene af sted. At jeg er ude af min trygge kendte hverdag, og de rammer jeg normalt foretrækker at holde mig indenfor. At der sker ting derhjemme, jeg går glip af, og at jeg ikke sådan lige er i nærheden af mine kære. Men så tager jeg mig sammen og overbeviser mig selv om, at jeg er sej, og at det er sejt, at jeg er på eventyr i Afrika, og at jeg er midt i en hel masse gode oplevelser. Og så bliver jeg glad og stolt.
Tænker jeg for meget på virkeligheden for de mange etiopiere, jeg ser hernede hver dag, de kummerlige forhold de er underlagt, og den store, store forskel der er på deres udgangspunkt og mit, stikker det også, og jeg bliver på en gang lidt flov og meget taknemlig.
En af de ting, der for alvor adskiller hverdagen her fra den derhjemme er, udover at Danmark og Etiopien generelt er to meget forskellige lande, at jeg har så få på forhånd planlagte aftaler. Der er selvfølgelig praktikken, men derudover ser jeg stort set altid frem mod aftener, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal. Det kan gøre mig lidt nervøs, men samtidig spændt, og jeg udfordrer min frimodighed til at få mig vidt omkring.
I fredags, mens jeg efter endt skoledag stod og ventede på min chauffør, blev jeg inviteret på cafe sammen med nogle af de andre lærere. Jeg slog til, aflyste min hjemtransport og havde en hyggelig stund med dem, på Etiopiens svar på Starbucks coffee. Da vi så kom tilbage på Bingham Academy, hvor alle de andre bor, stod jeg og flagrede lidt, men besluttede at blive, da jeg viste om et hang-out arrangement for high school-eleverne om aftenen, hvor jeg også var velkommen.
Jeg satte mig lidt genert op i deres computerrum og skrev et par mails da en anden lærer kom forbi og inviterede mig på mad hos hende og roommaten. Min beskedenhed var ikke så meget for det, men jeg takkede ja, og havde endnu en virkelig hyggelig stund med de to amerikanske piger. Amerikanere er generelt både ret åbne og ret snaksalige, er de ikke?
Aftenen med High school-eleverne og de andre lærere var også sjovt, og jeg fik både spillet volleyball, bordfodbold og hængt ud. :)
Sådan blev en ellers tom fredag pludselig fyldt ud, og jeg har udvekslet tlf.numre med flere, til andre gode gange de næste par uger.
Ruth, missionæren hernede, sørger også godt for mig på alle tænkelige måder, og det er virkelig rart! Jeg nyder dog også de få gange, hvor jeg så er ude for mig selv, som i dag, hvor jeg skulle have købt et telefonkort. De købes i de fleste små butikker, så jeg gik mig en tur, og udover at det er lidt underligt sådan at blive set efter og tilråbt på gaden, kan jeg godt lide at gå der. I den lille butik sad et par damer og et par børn, og da jeg på amharisk sagde noget i retningen af: "Har I telefonkort?", lyste de alle op i smil og roste mit amhariske helt utroligt meget. Det fortsatte, da jeg hilste dem som man gør hernede, og selvom jeg i resten af samtalen bare kom med korte svar som "ja", "ok", "tak", "godt", "100birr?", ”Etiopien godt og smukt” og lignende, var der ingen grænser for jublen over, hvor dygtig jeg var til deres sprog, og jeg måtte uundgåeligt smile lidt stolt hele vejen hjem.
Mere følger i løbet af næste uge. Håber I har det godt derhjemme?!
Tænker jeg for meget på mine kære derhjemme, stikker det lidt, og jeg mærker, at jeg er alene af sted. At jeg er ude af min trygge kendte hverdag, og de rammer jeg normalt foretrækker at holde mig indenfor. At der sker ting derhjemme, jeg går glip af, og at jeg ikke sådan lige er i nærheden af mine kære. Men så tager jeg mig sammen og overbeviser mig selv om, at jeg er sej, og at det er sejt, at jeg er på eventyr i Afrika, og at jeg er midt i en hel masse gode oplevelser. Og så bliver jeg glad og stolt.
Tænker jeg for meget på virkeligheden for de mange etiopiere, jeg ser hernede hver dag, de kummerlige forhold de er underlagt, og den store, store forskel der er på deres udgangspunkt og mit, stikker det også, og jeg bliver på en gang lidt flov og meget taknemlig.
En af de ting, der for alvor adskiller hverdagen her fra den derhjemme er, udover at Danmark og Etiopien generelt er to meget forskellige lande, at jeg har så få på forhånd planlagte aftaler. Der er selvfølgelig praktikken, men derudover ser jeg stort set altid frem mod aftener, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal. Det kan gøre mig lidt nervøs, men samtidig spændt, og jeg udfordrer min frimodighed til at få mig vidt omkring.
I fredags, mens jeg efter endt skoledag stod og ventede på min chauffør, blev jeg inviteret på cafe sammen med nogle af de andre lærere. Jeg slog til, aflyste min hjemtransport og havde en hyggelig stund med dem, på Etiopiens svar på Starbucks coffee. Da vi så kom tilbage på Bingham Academy, hvor alle de andre bor, stod jeg og flagrede lidt, men besluttede at blive, da jeg viste om et hang-out arrangement for high school-eleverne om aftenen, hvor jeg også var velkommen.
Jeg satte mig lidt genert op i deres computerrum og skrev et par mails da en anden lærer kom forbi og inviterede mig på mad hos hende og roommaten. Min beskedenhed var ikke så meget for det, men jeg takkede ja, og havde endnu en virkelig hyggelig stund med de to amerikanske piger. Amerikanere er generelt både ret åbne og ret snaksalige, er de ikke?
Aftenen med High school-eleverne og de andre lærere var også sjovt, og jeg fik både spillet volleyball, bordfodbold og hængt ud. :)
Sådan blev en ellers tom fredag pludselig fyldt ud, og jeg har udvekslet tlf.numre med flere, til andre gode gange de næste par uger.
Ruth, missionæren hernede, sørger også godt for mig på alle tænkelige måder, og det er virkelig rart! Jeg nyder dog også de få gange, hvor jeg så er ude for mig selv, som i dag, hvor jeg skulle have købt et telefonkort. De købes i de fleste små butikker, så jeg gik mig en tur, og udover at det er lidt underligt sådan at blive set efter og tilråbt på gaden, kan jeg godt lide at gå der. I den lille butik sad et par damer og et par børn, og da jeg på amharisk sagde noget i retningen af: "Har I telefonkort?", lyste de alle op i smil og roste mit amhariske helt utroligt meget. Det fortsatte, da jeg hilste dem som man gør hernede, og selvom jeg i resten af samtalen bare kom med korte svar som "ja", "ok", "tak", "godt", "100birr?", ”Etiopien godt og smukt” og lignende, var der ingen grænser for jublen over, hvor dygtig jeg var til deres sprog, og jeg måtte uundgåeligt smile lidt stolt hele vejen hjem.
Mere følger i løbet af næste uge. Håber I har det godt derhjemme?!
Tuesday, August 31, 2010
Greetings from Miss Ann
"You may go aboard the plane, but your baggage wont make it. They will follow in 24-48 hours. Are you prepared to travel like that?"
Jeg var overhovedet ikke klar "til at rejse paa den maade", nej, saa denne meddelelse i Heathrow airport, slog mig lidt ud. Jeg var stadig paa den boelge af nervoesitet, der havde ramt mig paa vej til Kastrup lufthavn. I London rendte jeg forvildet rundt i de forkerte terminaler og havde ikke lang tid til skiftet, hvorfor jeg altsaa var forsinket og noedt til at acceptere min bagages skaebne.
Flyveturen videre til Afrika var derfor ikke den bedste. Men jeg faldt i soevn, og naaede godt frem. Kludrede lidt rundt for at faa lavet mig et visa til mit ophold, og tog derefter en dyb indaanding for at gaa hen og se bagage-situationen i oejnene... Jeg gjoerde et hurtigt stop, der hvor bagagen rullede - og saa til min overraskelse som det foerste - mit eget store, tunge stykke bagage komme rullende.
Og pludselig var alt godt igen... Jeg blev hentet af min gode, gamle ven Ruth, fik morgenmad og kaffe, pakkede ud - og et par timer efter, er jeg paa vej til Bingham Academy, for at starte min praktik.
Resten af dagen bliver en god blanding af moedet med det nye og det kendte. Der er laerere jeg husker fra sidst jeg var der, i 2007, steder, vagter, lugte, maden, kaffen, osv. Og saa er der alle de nye ansigter, forandrede bybilleder, og ikke mindst, savnede ansigter, der ikke laengere er at finde.
Jeg skal vaere "student teacher" i Kindergarten 2, som er boern paa 5-6 aar. De er meget smaa og meget soede, og jeg blev hurtigt gode venner med dem.
I det jeg saetter mig ned paa gulvet hos boernene, jeg lige er blevet praesenteret for, er der en dreng der kigger paa mig mens han stolt hvisker "I'm five", og viser det med den ene haand. Jeg ville gerne have vist ham, hvor gammel jeg er med fingrene, men har ikke lige 25 fingre til raadighed, saa jeg smiler bare voksent og anerkendende og foeler mig gammel...
I pauserne staar jeg ind i mellem i staff loungen og flagrer lidt, men generelt er der mange laerere, der kommer hen og byder mig velkommen, spoerger interesseret til hvem jeg er, og de synes det er cool, at jeg er fra Danmark og aergeligt, at jeg kun er her 3 uger, og saa er de fleste ioevrigt fantastisk amerikanske... (Gotta love 'em, man, everything is just cool and great and stuff like that...)
Jeg har endda faaet en kurv med en masse "Velkommen til Bingham Academy" papirer, mapper, osv., og nogle smaa gaver. Det bedste var brevet fra "The Bingham team" som byder mig varmt velkommen, og haaber, at jeg i loebet af de naeste uger vil finde mig til rette i mit nye hjem... (Her ved jeg dog ikke helt, om jeg skal foele mig helt utrolig meget velkommen, eller en smule misforstaaet, eftersom jeg jo rejser igen om 3 uger - men mon ikke jeg vaelger det foerste...)
Kaffen er stadig skoen, etioperne er stadig de smukkeste mennesker, og selv regnen som er ret voldsom i oejeblikket er til en vis grad bare dejlig.
Saa livet er godt for Miss Ann so far... It is good to be back!
Jeg var overhovedet ikke klar "til at rejse paa den maade", nej, saa denne meddelelse i Heathrow airport, slog mig lidt ud. Jeg var stadig paa den boelge af nervoesitet, der havde ramt mig paa vej til Kastrup lufthavn. I London rendte jeg forvildet rundt i de forkerte terminaler og havde ikke lang tid til skiftet, hvorfor jeg altsaa var forsinket og noedt til at acceptere min bagages skaebne.
Flyveturen videre til Afrika var derfor ikke den bedste. Men jeg faldt i soevn, og naaede godt frem. Kludrede lidt rundt for at faa lavet mig et visa til mit ophold, og tog derefter en dyb indaanding for at gaa hen og se bagage-situationen i oejnene... Jeg gjoerde et hurtigt stop, der hvor bagagen rullede - og saa til min overraskelse som det foerste - mit eget store, tunge stykke bagage komme rullende.
Og pludselig var alt godt igen... Jeg blev hentet af min gode, gamle ven Ruth, fik morgenmad og kaffe, pakkede ud - og et par timer efter, er jeg paa vej til Bingham Academy, for at starte min praktik.
Resten af dagen bliver en god blanding af moedet med det nye og det kendte. Der er laerere jeg husker fra sidst jeg var der, i 2007, steder, vagter, lugte, maden, kaffen, osv. Og saa er der alle de nye ansigter, forandrede bybilleder, og ikke mindst, savnede ansigter, der ikke laengere er at finde.
Jeg skal vaere "student teacher" i Kindergarten 2, som er boern paa 5-6 aar. De er meget smaa og meget soede, og jeg blev hurtigt gode venner med dem.
I det jeg saetter mig ned paa gulvet hos boernene, jeg lige er blevet praesenteret for, er der en dreng der kigger paa mig mens han stolt hvisker "I'm five", og viser det med den ene haand. Jeg ville gerne have vist ham, hvor gammel jeg er med fingrene, men har ikke lige 25 fingre til raadighed, saa jeg smiler bare voksent og anerkendende og foeler mig gammel...
I pauserne staar jeg ind i mellem i staff loungen og flagrer lidt, men generelt er der mange laerere, der kommer hen og byder mig velkommen, spoerger interesseret til hvem jeg er, og de synes det er cool, at jeg er fra Danmark og aergeligt, at jeg kun er her 3 uger, og saa er de fleste ioevrigt fantastisk amerikanske... (Gotta love 'em, man, everything is just cool and great and stuff like that...)
Jeg har endda faaet en kurv med en masse "Velkommen til Bingham Academy" papirer, mapper, osv., og nogle smaa gaver. Det bedste var brevet fra "The Bingham team" som byder mig varmt velkommen, og haaber, at jeg i loebet af de naeste uger vil finde mig til rette i mit nye hjem... (Her ved jeg dog ikke helt, om jeg skal foele mig helt utrolig meget velkommen, eller en smule misforstaaet, eftersom jeg jo rejser igen om 3 uger - men mon ikke jeg vaelger det foerste...)
Kaffen er stadig skoen, etioperne er stadig de smukkeste mennesker, og selv regnen som er ret voldsom i oejeblikket er til en vis grad bare dejlig.
Saa livet er godt for Miss Ann so far... It is good to be back!
Sunday, August 22, 2010
The return of Miss Ann...
På den ene side, har jeg næsten glemt, hvordan det hele ser ud. Hvordan der dufter, hvordan stemningen kryber ind under huden og optager alle sanserne. Hvordan de smukke mennesker fylder vejene, sammen med køer, får, biler, boder og butikker. Maden! Kaffen! Solen! Hvordan fattigdommen roder op i den dårlige mavefornemmelse, mens den fantastiske mentalitet smitter tiltrængt af på en stresset dansk personlighed.
På den anden side husker jeg det meget, meget klart.
Det var i 2007 jeg var der for første gang. I 4 1/2 måned. Og så igen, stadig i 2007, i 2 1/2 måned.
Og nu, vi skriver 2010, tager jeg så tilbage i bare 4 uger. Og der er simpelthen ikke ord for, hvor meget jeg glæder mig. 3 uger i Etiopien i praktik på Bingham Academy, hvor jeg skal hedde Miss Ann og undervise små internationale børn. 1 uge på Zanzibar, hvor venner venter, hvis gode selskab jeg slet ikke kan vente med at skulle nyde igen.
På lørdag skal min eneste og meget kære søster giftes, og det bliver en stor dag. Måske en af de største nogensinde. Og på søndag flyver så Miss Ann af sted til Afrika. Kan I forstå, at jeg mentalt er helt skeløjet af at glæde mig, og praktisk er en lille smule stresset? :)
Jeg vil skrive lidt på bloggen her i de 4 Afrika-uger, så læs med hvis du vil, og få bare en lille fornemmelse af de dragende afrikanske himmelstrøg, jeg vil befinde mig under...
På den anden side husker jeg det meget, meget klart.
Det var i 2007 jeg var der for første gang. I 4 1/2 måned. Og så igen, stadig i 2007, i 2 1/2 måned.
Og nu, vi skriver 2010, tager jeg så tilbage i bare 4 uger. Og der er simpelthen ikke ord for, hvor meget jeg glæder mig. 3 uger i Etiopien i praktik på Bingham Academy, hvor jeg skal hedde Miss Ann og undervise små internationale børn. 1 uge på Zanzibar, hvor venner venter, hvis gode selskab jeg slet ikke kan vente med at skulle nyde igen.
På lørdag skal min eneste og meget kære søster giftes, og det bliver en stor dag. Måske en af de største nogensinde. Og på søndag flyver så Miss Ann af sted til Afrika. Kan I forstå, at jeg mentalt er helt skeløjet af at glæde mig, og praktisk er en lille smule stresset? :)
Jeg vil skrive lidt på bloggen her i de 4 Afrika-uger, så læs med hvis du vil, og få bare en lille fornemmelse af de dragende afrikanske himmelstrøg, jeg vil befinde mig under...
Tuesday, March 9, 2010
Til mine, i hvert fald 3, læsere...
Jeg holder lidt igen med blogindlæggene herinde, fordi jeg for en tid vil koncentrere mig om at undre mig over diabetes. På diabetesblog.dk.
Så følg med der, hvis I vil, der er også nok af ting at undre sig over der. Men det er måske en anelse internt...
Dog interessant alligevel.
Vi undres ved igen :)
Så følg med der, hvis I vil, der er også nok af ting at undre sig over der. Men det er måske en anelse internt...
Dog interessant alligevel.
Vi undres ved igen :)
Wednesday, January 13, 2010
"Du lugter af hvidløg, vil du have et tyggegummi?"
Der kom en dame gående mod mig, endnu langt væk. Jeg gik på en hospitalsgang, og der var kun hende at se. Hun hulkede mens hun gik, højt, og jeg blev straks lidt nervøs ved at skulle passere hende.
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.
Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.
Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.
Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.
Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.
Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.
Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?
Monday, December 28, 2009
Fredag d. 28. december 2001, kl. 11...
Det er præcis 8 år siden i dag. Fredag d. 28. december 2001, kl. 11. Jeg var blevet sendt til lægen af min mor. Hun troede jeg havde mundherbes. Jeg var 17 år og 1 måned, og syntes, det var pinligt.
Lægen kiggede skarpt på mig, da jeg kom ind. Han har senere fortalt mig, at han troede, at jeg havde anoreksi, fordi jeg var blevet så tynd.
Han kiggede mig i munden. Stillede mig nogle spørgsmål, og så meget alvorlig ud. Så fandt han en maskine frem, der målte blodsukker, og tog bagefter en urinprøve.
Jeg fattede ikke mistanke til noget som helst, før han pludselig sagde til mig, at jeg højst sandsynligt havde sukkersyge. Mit blodsukker var så højt, at hans maskine ikke kunne måle det, og der var også en masse andre symptomer, der passede.
Jeg fik en lidt underlig fornemmelse i maven, men fattede stadig ikke så meget. Så sagde han, at jeg skulle på hospitalet, og jeg sagde ok, men spurgte hvor lang tid det tog, for jeg havde en aftale kl. 13. Så blev mavefornemmelsen ubehagelig: "Ane, du har sukkersyge, du skal indlægges med det samme!"
Han ringede efter en taxi, og derefter til hospitalet og meldte min ankomst. "Om det er akut?", hørte jeg ham sige, "det er en livsfarlig sygdom, hun skal behandles med det samme, ellers kan hun dø af det".
Jeg blev bange, ville ikke græde men gjorde det lidt alligevel. Han gav mig et akavet kram, der skulle trøste, men det trøstede ikke.
På hospitalet mødte jeg en masse forskellige fagfolk. Drop i hånden, stik i armen, hvidt tøj på. "Dit blodsukker er 43,4" fortalte de søde damer mig. Det sagde mig ingenting, men jeg kunne forstå på deres øjne, at det var meget. Jeg smilede høfligt. Min vægt var 55 kg, og med de 1,81 m de var fordelt på, kan jeg godt forstå, min læge tænkte på anoreksi... Min viden om sukkersyge var 0.
Da min far kom med de bekymrede, løftede øjenbryn på, begyndte jeg at græde lidt. Ellers var det hele egentlig også lidt spændende. Jeg havde aldrig så meget som brækket min arm, og har altid gerne villet prøve at være indlagt.
Idag er min viden om sukkersyge ret stor, blodsukkeret er ikke så højt, mens vægten er noget højere. Højden er den samme.
Jeg mindes fredag d. 28. december 2001 med et smil og en lille underlig følelse i maven... Den vil nok altid være der. Smilet har ikke altid været der, og får mig lige nu til at føle mig meget voksen og fornuftig. Og gammel.
Alligevel var jeg så optaget af at skrive dette her, at der brændte en hel sløjfe og en god del gran af min adventskrans bag mig, før jeg opdagede noget...
Helt voksen og fornuftig er jeg heldigvis ikke endnu.
Jeg undrer mig over mange ting. Noget af det, jeg undrer mig allermest over startede den dag - fredag d. 28. december 2001.
Lægen kiggede skarpt på mig, da jeg kom ind. Han har senere fortalt mig, at han troede, at jeg havde anoreksi, fordi jeg var blevet så tynd.
Han kiggede mig i munden. Stillede mig nogle spørgsmål, og så meget alvorlig ud. Så fandt han en maskine frem, der målte blodsukker, og tog bagefter en urinprøve.
Jeg fattede ikke mistanke til noget som helst, før han pludselig sagde til mig, at jeg højst sandsynligt havde sukkersyge. Mit blodsukker var så højt, at hans maskine ikke kunne måle det, og der var også en masse andre symptomer, der passede.
Jeg fik en lidt underlig fornemmelse i maven, men fattede stadig ikke så meget. Så sagde han, at jeg skulle på hospitalet, og jeg sagde ok, men spurgte hvor lang tid det tog, for jeg havde en aftale kl. 13. Så blev mavefornemmelsen ubehagelig: "Ane, du har sukkersyge, du skal indlægges med det samme!"
Han ringede efter en taxi, og derefter til hospitalet og meldte min ankomst. "Om det er akut?", hørte jeg ham sige, "det er en livsfarlig sygdom, hun skal behandles med det samme, ellers kan hun dø af det".
Jeg blev bange, ville ikke græde men gjorde det lidt alligevel. Han gav mig et akavet kram, der skulle trøste, men det trøstede ikke.
På hospitalet mødte jeg en masse forskellige fagfolk. Drop i hånden, stik i armen, hvidt tøj på. "Dit blodsukker er 43,4" fortalte de søde damer mig. Det sagde mig ingenting, men jeg kunne forstå på deres øjne, at det var meget. Jeg smilede høfligt. Min vægt var 55 kg, og med de 1,81 m de var fordelt på, kan jeg godt forstå, min læge tænkte på anoreksi... Min viden om sukkersyge var 0.
Da min far kom med de bekymrede, løftede øjenbryn på, begyndte jeg at græde lidt. Ellers var det hele egentlig også lidt spændende. Jeg havde aldrig så meget som brækket min arm, og har altid gerne villet prøve at være indlagt.
Idag er min viden om sukkersyge ret stor, blodsukkeret er ikke så højt, mens vægten er noget højere. Højden er den samme.
Jeg mindes fredag d. 28. december 2001 med et smil og en lille underlig følelse i maven... Den vil nok altid være der. Smilet har ikke altid været der, og får mig lige nu til at føle mig meget voksen og fornuftig. Og gammel.
Alligevel var jeg så optaget af at skrive dette her, at der brændte en hel sløjfe og en god del gran af min adventskrans bag mig, før jeg opdagede noget...
Helt voksen og fornuftig er jeg heldigvis ikke endnu.
Jeg undrer mig over mange ting. Noget af det, jeg undrer mig allermest over startede den dag - fredag d. 28. december 2001.
Subscribe to:
Posts (Atom)