Sunday, January 23, 2011

På strik og på tur

To ting har præget denne uge... Det startede i mandags.

At finde mig selv med et strikketøj mellem hænderne aften efter aften, har været en mærkelig oplevelse, og indvendigt griner jeg lidt af mig selv... Udvendigt bliver jeg nemt utålmodig, og håber, at strikketøjet strikker lidt videre på sig selv i løbet af natten... Det er desværre endnu ikke oplevet...
Det skal blive til to benvarmere og Liv har sørget for at lære mig den nemmeste og mest simple, umønstrede, uvarierende måde, man kan strikke på - det er klogt af hende - hun er generelt klog, og jeg har fået en tendens til at spørge hende om alle de ting, jeg ikke ved, når jeg løbende spekulerer over dem... - som regel har hun et svar, der er klogere, end hvad jeg selv kunne have tænkt mig frem til, og derfor bliver jeg ved med at spørge. Det er en ret fin ordning - for mig i hvert fald.
Hun er iøvrigt allerede klar med den første benvarmer, og springer nu til at lave en hue med mønster. Det er sådanne situationer, der gør, at når Liv siger "Vi skal også strikke sådan og sådan....", gør jeg det tydeligt for hende, at her, er der altså er "du" og et "jeg"!
Og jeg har strikket en halv benvarmer, og synes, der er lang vej til målet... Jeg har ondt i fingrene, og fotograferer mange gange undervejs, for det er den eneste måde, jeg ligesom kan se, at jeg er kommet længere...
Når det så er sagt, så er jeg meget, meget stolt af at være på strikkevognen!






Og så har vi været på ture! Jeg har jo fortalt Liv, at der er 70.000 får på øerne, og det har hun haft svært ved at tro på, fordi vi mest har befundet os i Tórshavn, og der er ikke lige så mange.
I onsdags gik vi derfor af sted, dels for at se nogle får og dels for at komme op i noget fjeld. Det er godt at have et mål for sådan en tur udover får og fjeld, så målet var at gå til to bygder, Kyrkjebøur og Velbastaður. Førstnævnte er et hyggeligt lille sted, der er værd at se, sidstnævnte ligger ikke så langt derfra, og skulle i følge et blad, vi læste i flyet, være der, hvor Teitur bor.

Der var flot i fjeldet, vi afveg lidt fra stien for at komme lidt højere op, og for så at have længere ned. Liv førte an, det er generelt bedst sådan, men jeg prøver dog at udvikle en stedsans og hjælpe lidt til med vejfindingen. På et tidspunkt i fjeldet, var jeg lidt bange, men så tog jeg mig sammen og huskede, at Liv jo er klog og desuden erfaren i fjeld - hun er jo halvt norsk.
Vi mødte mange får, heldigvis. Vi lagde mærke til, at nogle af fårene var plastret helt til på bagen - og undrede os, men kan nu oplyse, at det var såkaldt prævention. Man lukker simpelthen af. :)

Vi havde et stort ønske om at møde Teitur, men kunne ikke huske hans adresse og han må have holdt sig indendøre i det tidsrum, vi var i bygden. Vi nåede dog at gå forbi stort set alle huse, så vi må have været tæt på ham. Og når vi nu hører hans musik, ser vi den fine udsigt fra hans bygd, og føler, vi forstår ham lidt bedre...











Lørdag tog vi til Kálsoy med mine svigerforældre, der har venner der. Kálsoy er aflang, og har 4 bygder med tilsammen 109 beboere. Der er en masse tunneller, flotte dale og fjelde og meget, meget smuk udsigt.
Hos vennerne var der mad og kaffe i lange baner, til middag kogt grindehval, hvilket var en ny, men god oplevelse for både Liv og jeg.
Det er fascinerende at køre rundt på denne ø. Det er ikke mere end 6-7 år siden, at man ikke kunne have sin bil med færgen derover, og familien, vi besøgte har i mange år, været den eneste fastboende familie i den bygd, de bor i. Skolen, der huser elever fra to af de 4 bygder, har på sit højeste haft 17 elever mens familien har boet der, fordelt på ind- og mellemskoling.
Man vil så gerne tage den gode udsigt og de smukke, smukke vidder med sig, om ikke andet så i kameraet, men det er simpelthen ikke muligt at få det rigtigt med.
Det er heller ikke noget, der kan forklares ordentligt. Man bliver tavs og får en underlig fornemmelse indeni. Fornemmelsen tror jeg, er fordi man ikke helt forstår, at man står midt i det, man kigger på. Når man prøver at forstå det, kommer den underlige fornemmelse, og den bliver der, til man glemmer den, fordi man bare kigger og kigger - og så kommer den igen, og man forstår den stadig ikke, osv...
Når man så ikke længere står midt i det, kan man godt blive lidt i tvivl om, om man mon var der i virkeligheden... Men når man mærker godt efter, så er den underlige fornemmelse, der stadigvæk en lille smule, og den er så ligesom den bedste indikation på, at man faktisk var der...
Og sådan bliver en lørdag eftermiddag på en ø, pludselig en meget særlig oplevelse. Jeg var glad for at være der sammen med Liv.















I denne uge har vi ikke undervist, men kigget lidt på i de mindre klasser, og udover turene og strikning, har vi set håndbold, hørt lidt livemusik, været på flere hyggelige familiebesøg og spillet yatzy. Vi er også blevet glade for at gå i svømmehallen, og så har vi forberedt os til næste uge, hvor vi underviser igen.
Nogle lærere har en fredagstradition, hvor de bader i havnen - de har inviteret os med, og jeg håber vi gør det.
Vores First Price collage er blevet rigtig flot. Vi har fået information om, at de ikke er tyskere, men jyder, og så er det efterhånden en sjældenhed, at vi støder på nogen, vi ikke allerede kender på de små portrætter.





Saturday, January 15, 2011

Dagene på øerne

Vi har fundet mange gode koncepter siden sidste blogindlæg. Nogen skaber vi selv, nogen støder vi tilfældigt på, og nogen bliver arrangeret for os. Og sådan flyver dagene faktisk af sted heroppe, og lige pludselig er det åbenbart midten af Januar...
Konceptet med praktik på Færøerne, som jo er hovedkonceptet for turen her, er vi nærmest allerede halvvejs igennem. Vores undervisning har nemlig lagt sig sådan at den primært foregår i uge 2 og 4, fordi vores 10. klasser har skriftlige prøver og projektuge i uge 3 og 5, hvor vi så får en mere observerende funktion.
Og således har vi altså hver undervist 10 timer i hhv. musik og håndarbejde, og så har Liv undervist i 4 matematiktimer, hvor jeg observerede.







Jeg må tilstå, at jeg mandag morgen var meget nervøs, da jeg så de første 4 musiktimer i 10. klasse i øjnene. Jeg havde ikke sovet helt godt natten inden, og en stor del af mig, havde meget mere lyst til at blive liggende i den rare seng - hvor man af en eller anden grund lå endnu bedre end man plejede, den mandag morgen...
Det var nok meget godt, at vi stod op og kløede på. Både de 4 timer mandag og de 6 torsdag har været spændende og lærerige. Vi er enige om, at det er lang tid i træk at undervise teenagere i ét fag i, men det giver helt sikkert nogle gode muligheder. På hver vores måde forsøger vi, i hver vores fag, at udfordre de unge menneskers kreativitet og evner til at skabe noget selv. Og vi møder hver vores udfordringer. Inde hos mig, kan de bedst lide at lave så meget lyd, som de overhovedet kan, så ofte som de kan, mens de hos Liv har en tendens til at begynde at strikke, så snart de kan komme af sted med det... (Det har iøvrigt smittet Liv lidt - til tider kan hun slet ikke lægge det garn fra sig...!)

I matematikundervisningen har vi haft en rigtig god oplevelse af at vende op og ned på deres normale, traditionelle matematikundervisning, til fordel for værkstedsundervisning og medansvar. De synes, det er sjovt, når Liv forsøger at udtale deres navne, men vi tror også, at de synes, det er ret sjovt at have matematik med os.

Ja, hovedkonceptet har i denne uge taget det meste af vores tid. Dog har vi også afprøvet konceptet, færøsk kædedans. I anledning af, at julen har været slut i 13 dage, er der tradition for, at færingerne mødes og ønsker hinanden godt nytår, mens de danser og synger. Vi fik anbefalet dette, og gik sidste lørdag aften af sted i vores allermest afslappede bukser. Da vi kommer ind, er noget af det første vi ser, en mand, der står med et glas og en hel flaske snaps. Vi er imponerede, men før vi ved af det, har han tilbudt os begge en sjus - og det er så simpelthen det, der er konceptet med lige præcis ham. Konceptet med alle de andre viser sig at være, at de fleste går rundt i en lang kæde - 2 skridt til venstre og 1 til højre, og synger og synger. En fungerer som forsanger og begynder på nye vers, som alle de andre så stemmer med på. En sang har gerne en 50-100 vers, og så snart den slutter, er der en ny forsanger, der begynder på en ny sang. Man kan så gå til og fra, som man vil, købe noget at drikke i baren og ønske hinanden godt nytår.





Som aftenen skrider frem, bemærker vi hvordan valget af de afslappede bukser, måske ikke var det bedste, i forhold til at forholde sig anonym, som vi egentlig havde foretrukket. Manges øjne falder i hvert fald på dem, og manden med snapsen kommer på et tidspunkt hen og spørger, sikkert på manges vegne, om vi er søstre.

Ellers har vi gang i en Yatzy-dyst, som Liv i øjeblikket fører temmelig stort, vi går lange ture, har været i svømmehallen, besøger svigerfamilie og nyder dagene. Anna Faroe har sunget for os på cafe hvónn, men vi kan nu begge bedre lide når teitur synger for os fra hans nyeste cd, som vi netop har købt os.









I dag skal vi have hjemmelavet sushi, og så har vi begge købt et stykke tøj, der kaldes "the unlimited dress" - som navnet beskriver, er der ikke grænser for, hvor mange forskellige måder man kan have det på.
Jeg har købt mig en dyr hue af færøsk uld, der kradser, men er rigtig flot, og så har vi netop købt et kortspil og dermed åbnet op for en unlimited mængde af andre dyster.













Ja, og så er der first price-konceptet, som er discountudgaven af de fleste varer - havregryn, sveskegrød, you name it..! Vi køber disse mærker, fordi de er billigst og fordi vi klipper dem ud og hænger dem op. Denne hobby, som egentlig startede fordi de ser så sjove og underlige ud, har medført en opdagelse, som har forarget os meget: Damen, der spiser sour cream & onion chips, er den samme, som drikker pulverkakao!! Den unge mand, der spiser peanuts på, måske den mest gustne måde man kan spise peanuts på, er den samme, som spiser cornflakes!! ... Osv! Vi tror nu, at der måske kun er en 12-15 forskellige mennesker i alt, og at de garanteret er i familie alle sammen! Og at de må være tyskere! Vi har set os nødsaget til at indrette vores menu og indkøbsliste efter first price, for at komme til bunds i sagen...







Øerne imponerer os både med og uden sne. Jeg har, som den bypige jeg er indset, at sne ikke nødvendigvis bliver brun så snart den er faldet, men faktisk kan forblive flot utrolig længe. Nu er sneen væk, og det er også dejligt, for så håber vi på snart at kunne gå over nogle fjelde og se nogle flere får.

Det er flot, ikk'?? :)















Friday, January 7, 2011

Gode koncepter

"Jeg kan godt se konceptet", var Livs kommentar, da hun smagte tørfisk - en af de færøske specialiteter, som ikke glider lige let ned hos alle. Derefter, var jeg sikker på, at det ville blive en god tur.
Jeg tror også godt, at Færøerne kan forstå konceptet med Liv. (Mig kender de) Vi er i hvert fald blevet godt modtaget, og har haft nogle indtryksrige, pakkede, rigtig gode dage.




Tirsdag middag blev vi sendt godt af sted af én kæreste, og et par timer senere godt modtaget af en anden kæreste. Det er dejligt, at de lige har fordelt sig sådan. På 2 en halv dag nåede vi at besøge en svigerfamilie og en svigerfarmor i Toftir, to svigerfarbrødre + en svigerfaster ink. familier, og en svigerinde m. familie i Tórshavn, hvor vi også selv bor. Her fik vi god mad, kaffe, kage og andet sødt, mere kaffe, mere mad og mere kaffe og mere kageværk. Vi har netop bestemt, at vi laver os et motionsskema, så vi dagligt har lidt aktivitet til al den kage. Løbebanen, svømmehallen og mavebøjninger kommer bl.a. til at indgå.




Vi har også besøgt vores praktikskole to gange og overværet den undervisning, vi skal overtage de næste uger. "Er det praktikanterne", siger lærerne med deres færøske accent, og så snakker vi om, hvor spændende både de og vi synes, det er, at vi er her.
"Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med dig", var en af de første kommentarer jeg fik af en af musikeleverne, og så spillede de ellers en lang stribe numre for mig, som er noget af det, de har beskæftiget sig med indtil nu. Da de skulle øve et nyt nummer, fik jeg tildelt en lille melodika-solo i "Isn't she lovely", så da Liv kom ind fordi hun var færdig hos håndarbejdsholdet inde ved siden af, stod jeg der og blæste og blæste. :)



Vi bor fint og centralt i en kælderlejlighed hos nogle flinke mennesker. Det tager 15-20 minutter at gå til skolen og ca. det samme at komme ned i midtbyen - eller midtbygden - så stor er den heller ikke. Da vi kom i tirsdags var der intet sne, og det var faktisk meget rart. Det er der så kommet i masse massevis, men det er nu også flot.




Jeg tror, at det bliver en meget spændende måned heroppe. Jeg tror jeg kommer til at tale Havnamál - sådan lidt i hvert fald, og jeg tror, at jeg fremover altid vil kalde Liv for Lív (Luijv - det lyder så fint, ikk?). Jeg tror, at vi bliver rigtig gode til at slappe af, men også til at få lavet noget, set noget og oplevet noget. Den store del af Færøerne, der er svigermekanisme står til rådighed og så tror jeg også, at vores egen nysgerrighed kommer til at bringe os rundt omkring. :)
I weekenden skal vi primært forberede os til næste uge, måske til noget færøsk dansk i anledning af julen og så skal vi helt sikkert hygge os en masse i vores rare lille bo.
På vores store indkøbstur i dag har jeg i øvrigt købt et sushikit, en garnnøgle og nogle strikkepinde... :) Mere om det og andet kommer inden længe.

Sunday, January 2, 2011

Liv og Ane på Øerne!


Så sker det endelig, at jeg rejser til et sted langt væk for at opleve og lave ting, der er værd at berette om, men hvor internetforbindelsen burde være hurtig og let tilgængelig. Derfor, men mest fordi jeg har lyst, vil der den næste måneds tid være blogindlæg herinde om, hvordan det er at være i praktik i 10. klasse i Torshavn på Færøerne sammen med Liv.
Der kommer billeder og sandsynligvis masser af indtryk.
Dagen før afrejse er fyldt af ærinder, møder, aftaler, stress og flere ærinder. Imens flyver tanker om praktikken, rejsen, praktiske ting og forskellige udfordringer rundt i hovedet på mig. Der er så mange, at de vist også hænger et godt stykke over mit hovede og ville fylde godt, hvis man kunne se dem...
Med tankerne, også en masse undren:
Hvordan mon færøske elever er, i forhold til danske og kan de finde ud af at sige Ane og Liv? (Jeg tror, Liv kommer til at lyde sejest, når de siger det! Ane bliver desværre mere til Arne(suk)...)
Er bybusserne virkelig gratis i Torshavn, fordi man ønsker at flere skal benytte dem? Og virker det?
Hvordan er vejret? Kan vores fly overhovedet lande?
Er Pauli og Jacoba mænd eller kvinder? Og hvad med Eyðdis, Brestir, Sólva og Heðin Arne??
Kan Liv lide tørfisk, spæk, skærpekød og fiskekinder? Kan hun lide Færøerne?
Når vi at blive trætte af kaffe og kage?
Kan jeg overhovedet finde ud af at være på Færøerne uden Gerhard??

Vi tager afsted tirsdag formiddag, og starter praktikken i uge 2. Vi glæder os, og har udover praktikken planer om at slappe af, se naturen, spille spil, drikke kaffe og gå tidligt i seng. Og måske lære at strikke! Og så skal vi købe noget, der er af uld!
Jeg skal selvfølgelig også blive bedre til at tale færøsk og hvis jeg er heldig tillægge mig en mere torshavnsk accent(Kaldet Havnamál), selvom det ikke huer min kæreste og sproglærer(Han taler Toftamál!) - Jeg synes, det kunne være sjovt!

Saturday, September 25, 2010

Stines Zanzibar

Et helt saerligt indlaeg om Stines verden.
Vi har hoert hende fortaelle, maaske set et par billeder, og mange af os var heldige at moede Imu, da han var i Danmark i foraaret. Men Stines verden paa Zanzibar, har vaeret svaer at forestille sig - for mig, og sikkert ogsaa andre.

Men nu har jeg vaeret der!

Det at se Stine igen, var i sig selv baade fantastisk og helt uvirkeligt, og vi kunne slet ikke rigtig forstaa, at vi pludselig var i Afrika paa samme tid, og endda det samme sted. Det tog faktisk flere dage foer det rigtigt gik op for os.
Ikke desto mindre kunne jeg maerke varmen fra solen, duften af strand, og jeg maatte misse med oejnene fordi sandet var saa hvidt, himlen saa blaa og vandet saa smukt. Og lige ved siden af mig gik Stine!
Hun er ved at overtage jobbet som manager paa Imu's onkel Sheba's beach hotel Santa Maria. I oejeblikket arbejder hun baade paa Santa Maria og Queen of Sheba, hans andet hotel, der ogsaa er beach, men som snart skal lejes ud.
Stine bor paa Queen of Sheba, og her bliver jeg ogsaa indlogeret. Omgivet af palmer og bogstaveligt talt faa meter fra den hvide sandstrand bor Stine! Hver gang vi moeder en af de zanzibarianske medarbejdere stopper vi, jeg bliver introduceret, og Stine snakker et sprog med dem, jeg ikke forstaar. Men det lyder sejt!

Jeg bliver vaekket hver morgen ved at Stine banker paa min doer, og siger, at jeg kan moede hende i restauranten, naar jeg er klar.
Her bliver der serveret friskpresset juice, kaffe og frugt og jeg bliver spurgt om hvilken slags aeg, jeg kan taenke mig. Stine anbefaler den spanske omelet, og den er et hit.
Stine har som regel vaeret oppe noget tid, naar hun vaekker mig. Nogle gange har hun arbejdet, andre gange har hun set "Sex & the city" paa computeren. Som regel skal der lige ordnes noget regnskab under morgenmaden, og imens hun goer det, kan jeg sidde og vaere helt slaaet over, hvor varmt det er og hvor taet paa stranden vi er.
Og hvor dygtig Stine er til at tale det der sjove fremmede sprog, der lyder som elementer og karakterer fra "Loevernes konge".
Efter morgenmaden kan jeg saa vaelge om jeg vil ligge mig paa stranden ved Queen of Sheba, eller gaa med Stine til Santa Maria og ligge paa stranden der eller sidde i baren og nyde livet. For mig er dette de helt optimale valgmuligheder og jeg proever det hele og elsker det. Gaaturen fra Queen til Santa er gennem landsbyen og saa langs stranden, og vi bliver fulgt paa vej af hunden Poa. Naar den gaar med, generer boernene i landsbyen ikke de hvide piger. Vi goer et stop i et par lokale landsbyboder, Stine skal lige koebe toffeekarameller og chokoladekiks, der er blevet substitut for dansk lakrids.
Paa stranden begejstres jeg over at finde en lille, hvid og meget fin konkylie.. Jeg finder overrasket en til...og en til.... og opdager at hele stranden er fyldt med dem!
Paa Santa Maria vil de gerne have konkylier paa snor haengende ude foran de forskellige bandaer man kan leje sig ind i, og jeg faar mig en ny yndlingsbeskaeftigelse. Foerst samler jeg en massse konkylier paa stranden, saa vasker jeg dem, laver huller i dem ved at banke et soem forsigtigt paa dem med en stoerre konkylie og saa laver jeg lange konkyliesnore, som vi haenger op rundt omkring ved de smaa huse. Jeg er stolt, foeler mig samtidig bare lidt til nytte og nyder livet. I loebet af dagen bliver der hoejvande, og saa kan man tage sig dejlige svoemmeture.
Alt imens gaar Stines arbejdsdag - hun taler i telefon, laver mere regnskab, tager imod nyankomne gaester, sidder bag baren og uddelegerer opgaver til alle medarbejderne.
Om aftenen tager vi os gerne en kilimanjaro oel og et glas vin i baren. Eller flere. Gerne sammen med Imus onkel Sheba, der er Stines chef og en meget festlig mand.
Imu har faaet arbejde i Stonetown, og bor derfor ikke samme sted som Stine, men han besoeger os et par dage, hvor han ogsaa hjaelper til med nogle praktiske opgaver. Og jeg nyder at se dem sammen.
Det sker, at vi tager i byen ud paa aftenen, paa Stine og Shebas venner's hoteller, eller paa lokale strandbarer. Og det sker, at vi bare bliver i baren paa Santa Maria, der ligger i sandet under palmerne, og er et sted man nemt bliver haengende.

Vi naar ogsaa at besoege Imu i hans og Stines lejlighed i Stonetown. Han har advaret mig om, at den er meget ussel, og samtidig har han i ugevis knoklet efter arbejde, saa den er slet ikke ussel. Lidt primitiv, men placeret taet paa centrum og med potentiale til at blive et dejligt hjem for et dejligt par.
I Stonetown ser jeg Stines lokale handlesteder, cafeer, ruter og jeg fornemmer stemningen i de smaa gader, hvor vi ikke kan gaa laenge uden at moede nogen Stine kender. Flere gange var det endda nogen jeg ogsaa har moedt foer, og jeg foeler mig en lille smule hjemme. De faa gloser jeg har tilegnet mig paa swahili, falder lidt til jorden ved siden af Stines flydende samtaler, men jeg kan ogsaa bedst lide bare at lytte paa hende. Vi spiser orudhju og zanzibarpizza og drikker sugarcane-juice, og vi shopper og nyder, at Stine har et par fridage.
Ogsaa i Stonetown er der lokale barer og gaa-i-byen steder, som det er vigtigt jeg oplever, og jeg er stolt af at vaere ude med et af Zanzibars hotteste og uden tvivl skoenneste par. Vi spiller pool og danser og hele tiden, er der venner der stoeder til og hilser paa. Jeg fornemmer, hvordan flere af Imu's venner droemmer om at faa en Stine, og de forsoeger sig lidt hos veninden fra Danmark, der dog ikke er naer saa god til deres sprog, og desuden "taken" ligesom Stine. Men soede er de.

Det, der er vigtigt for Stine og efter denne uge ogsaa for mig, er at understrege og bevidne, at Stine har det helt fantastisk godt paa Zanzibar. Hun nyder det, er omgivet af gode mennesker, er god til og glad for sit arbejde og for at vaere taet paa sin Imu.
Fremover skal hun vaere manager paa Santa Maria og bo der, mens Imu bor og arbejder i Stonetown, men de har begge et par off-days om ugen og kan besoege hinanden, saa det skal nok gaa.
Alt det, de har gjort for mig i denne uge, kan slet ikke optaelles og heller ikke rigtig beskrives, selvom jeg nu har proevet lidt, men det har vaeret meget overvaeldende og det var svaert at sige farvel.
Og der er svaert at taenke paa, at der nu gaar meget lang tid, foer jeg ser Stine igen, samtidig med, at det er saa dejligt at vide, at hun har det godt, og har en fantastisk verden paa Zanzibar.
Jeg tror, det lyder lidt for godt til at vaere sandt... Men det er virkelig baade godt og sandt, og jeg kan ogsaa bevidne med billeder.
Maisha marefu to Stine and Imu and a sante sana! Hakuna Matata!