Stillehavet, positionssystemet og andre interessante perspektiver

I Natur/Teknik har vi om andre lande og verden og den anden dag, fandt vi Danmark på Google Maps. Vi kunne zoome helt ind og finde Søborg Skole og så, med et overskueligt antal klik (17 for at være helt nøjagtig), zoome ud og se hele verden! Det var et ret vildt perspektiv at se sin egen skole i forhold til hele verden.

Det der med, at jorden er rund, ved man godt, når man går i 1. klasse. Men hvordan man så kan se hele verden på et fladt kort, er en lille smule forvirrende - der må da være noget på den anden side?

Og hvorfor hedder det der kæmpe hav Stillehavet? Vi kom frem til, at det må være fordi, at der er så stille og roligt derovre, hvor det ligger.

Det er lige pludselig midten af Januar og jeg har snart været lærer i et halvt år(?)! December fløj afsted, godt hjulpet på vej af julen. Med jul i skolen følger det, nogle kalder hygge, andre stress og andre igen kuller. Jeg vil ikke gå nærmere ind i hvad jeg kalder det, men lige understrege, at det er fint for mig, at Januar er sådan helt almindelig og højtidsløs.
Vi skal have noget fra hånden i matematik og det første emne i det nye år er "tal" - nærmere forstået tallenes placering i positionssystemet. Et meget vigtigt emne, lærte jeg på seminariet, og jeg har derfor brugt en del tid på at forklare, hvad de enkelte cifre i større tal beskriver. Det giver god mening for de fleste, og jo større tallene, vi kigger på er, jo sejere er det!
Noget andet sejt, vi har lært er, hvordan man afgør om et tal er lige eller ulige. Tænk, at man bare skal kigge på det bageste tal, og hvis man ved om det er lige eller ulige, så ved man også at hele det store tal er det samme!?
I en opgave i bogen, skulle man farve de lige tal blå og de ulige røde på en ganske almindelig talrække fra 0-10. En af børnene sidder og farver og kigger så pludselig overrasket op på mig og udbryder "Ej Ane?! Hvorfor har du gjort det sådan, at det er skiftevis??!"
Idet hun spurgte, blev jeg revet ud af min voksne tilværelse og i stedet gjort til herre over både matematikbogen og de lige og ulige tal. Jeg tænkte ved mig selv: "ja, hvorfor gjorde jeg det egentlig sådan at tallene er skiftevis lige og ulige?", og begyndte at overveje, hvad jeg ellers kunne have gjort. Hvordan jeg kunne have organiseret positionssystemet anderledes. Og hvorfor jeg egentlig ikke havde afskaffet brøker og division - hvordan ville verden se ud uden brøker og division?
De mange svimlende tanker var ikke til at stoppe, så det var nok meget fint, at klokken ringede lige i det samme.

i musik i 1. klasse har vi i forbindelse med et tema om sorg og glæde hørt forskelligt slags musik og talt om, hvilken stemning det udtrykte - glad eller trist.
En af de sange, jeg afspillede for dem, var Hymns from Ninevehs "A Kid On The Beach". De fleste var enige om, at det var en glad sang, selvom det godt kunne give en lidt sørgelig stemning, at en mand sang så lyst. Der var enighed om, at blandt andet trommerne var med til at give den glade stemning. Vi gik videre til Beethovens Måneskinssonate og da vi var i fuld gang med at snakke om den, er der pludselig en, der rækker hånden op og siger: "Jeg synes altså at ham, der sang før lød som Kim Larsen".
Han mente ham, der sang i "A Kid On The Beach", og jeg måtte trække på smilebåndet - dels fordi denne parallel ikke lige var så tydelig for mig, men mest fordi at netop ham, der synger "A Kid On The Beach" er min kære svoger.
Jeg spurgte lidt ind til, hvad det var der gjorde, at han lød som Kim Larsen, men der var ikke rigtig nogen forklaring, så jeg afspillede lidt af "Langebro" for lige at være sikker på, at vi var enige om, hvem Kim Larsen er. Det var vi, og påstanden blev fastholdt uden at blink. Det har jeg smilet af mange gange siden.

Geniale sko og gode tandplejeråd

Tre og en halv måned som lærer er passeret og pludselig er det snart jul. Hvordan det lige skete, kan jeg ikke helt forklare, men lærerens verden flyver åbenbart af sted. Lad mig med det følgende understrege, at jeg lærer nye ting hver eneste dag, og at jeg er kommet frem til at voksne tænker for meget. 

Derudover synes jeg, at det er interessant at være voksen. Især på grund af børnene.

I en musiktime var der en femteklasseselev, der rakte hånden op, dels for at kommentere på dagens program og dels for at fortælle mig, at jeg havde nogle geniale sko. Jeg kiggede stolt ned på mit tilsyneladende geniale fodtøj, men forstod ikke hvad han mente. Han forklarede mig, at der var smileys på mine sko og at det var genialt, hvorefter jeg længe stod og betragtede dem. Jeg fik ikke rigtigt øje på de smileys, men fortalte ham, at mine sko var glade, fordi det var fredag. Senere fandt jeg ud af, at de smileys, der ganske rigtigt er på mine sko, er væsentligt mere synlige, når man ikke selv har dem på.
Egentlig bare endnu et eksempel på, at børn åbner op for nye perspektiver, som man som voksen aldrig selv havde opdaget.

En anden samtale der, hvis den har sin rigtighed, også åbner op for nye perspektiver, er denne: En af børnene i 1. klasse fortæller, at han måske skal have bøjle. Vi snakker lidt om hvad bøjle er, da en anden elev blander sig og siger: "Men i stedet for at få bøjle, kan man også bare bruge tandtråd"!

Som barn ønskede jeg selv at få bøjle, fordi min søster havde det - men ellers er det ikke min fornemmelse, at det er noget folk er specielt begejstrede for at gå rundt med. Tænk, om de bare kunne have brugt tandtråd...!?

Når man går i 1. klasse, er det klassisk at indlede med: "Jeg skal sige to ting!", når man har rakt hånden op og bliver spurgt. (Eller tre ting. Eller fem.) Det er ofte, at man som 1. klasses elev faktisk når at glemme nummer to ting på den tid, det tager at fortælle den første ting. Det kan sagtens hænde, at man kommer i tanker om det igen, hvorefter man så kan komme til at glemme at række hånden op og bare skynde sig at få det sagt midt i det hele. Det giver god mening - ellers risikerer man jo at glemme det igen.

Det er så her, man bliver irettesat af den voksne. "Husk at række hånden op, hvis du vil sige noget, og at vente til det bliver din tur." Protesterer man, behøves den voksne bare at referere til det rollespil, man for nyligt lavede i klassen, hvor man skulle vise hvad der sker, hvis der ikke er nogen, der husker at række hånden op. Jaja, så taler vi alle sammen i munden på hinanden, og så er der ingen, der kan høre hvad nogen siger overhovedet.... (Det var faktisk ret sjovt!)

At vente på sin tur, er bare lettere sagt end gjort i en klasse med 25 børn, når der er så meget, man alle sammen gerne vil sige. Man har fået nye sko, man har en legeaftale senere samme dag, ens mor har fødselsdag på lørdag, man mødte sin lærer på cyklen samme morgen!! (det er af en eller anden grund ret vildt, når det sker!) - Osv.! Og når så en af de andre fortæller, at deres kat har brækket benet i weekenden, kommer man i tanker om at ens bedstemor også havde slået sin finger i weekenden.. Eller måske var det i sidste weekend? Og at ens nabo i øvrigt har fået en kat på et eller andet tidspunkt. Og at man har en figenstang med til ti-mad.

- Og det er man jo også nødt til at fortælle!

Interessant er det, skønt er det og sundt tror jeg egentlig også, det er. 

Når man er voksen, kan man godt undre sig over, hvornår man mon holdt op med at have så meget at fortælle, at man bare ikke kunne holde det inde. 

Jeg tror, det var dengang man begyndte at tænke for meget over det hele. Og det er det, jeg synes, man skulle overveje at stoppe med igen.

Lærerens hverdag...

Pausen er ved at være slut, og jeg kalder min 1. klasse ind. To af dem kommer stormende hen i mod mig og råber panisk, at edderkoppegyngen er gået i stykker.
"Nå, lad os gå hen og kigge på den", siger jeg voksent til dem, mens jeg indvendigt panikker en lille smule og prøver at forestille mig, hvad en edderkoppegynge er.
Vi når hen til edderkoppegyngen, en flad, rund, stor gynge, der ganske rigtigt er gået løs fra det reb, der holdt den.
"Hvad plejer man at gøre, når edderkoppegyngen går i stykker?", spørger jeg og forsøger at bevare den voksne mine. Børnene siger, at man finder pedellerne, så de kan lave den.
"Godt", siger jeg, "... og hvor finder man så pedellerne?"
Det er der ikke helt nogen, der lige kan huske, og mens jeg står og tænker over den videre handleplan for edderkoppegyngen, er der en af børnene, der kigger på mig og siger:
"Jeg tror, vi skal finde en voksen!"

Her var det for alvor svært at bevare den voksne mine. "Teknisk set, er jeg jo voksen", forsøgte jeg ydmygt at forklare ham, hvorefter vi gik ind og fandt en anden voksen, som forklarede os, at man kan ringe til pedellerne, hvis der er noget, der er i stykker.

Det var en af de første uger, at edderkoppegyngen gik i stykker - jeg er blevet meget klogere siden og min voksne autoritet bliver ikke på samme måde betvivlet - i det åbne i hvert fald.
Der er mange lignende pudsige episoder i løbet af en arbejdsdag. Hvor gammel jeg er, er eksempelvist også meget interessant at tale om. I én klasse lå gættene mellem 16 og 40 år, mens der i en af de andre klasser var en, der uden at blinke gættede på først 13, så 14 og så 90 år! Jeg siger til mig selv, at det er min højde, der narrer dem lidt.
De spørger også om, hvorfor jeg har en ørering i næsen, hvor mange krøller jeg har og hvordan "det der på mine negle" kan skifte farve fra den ene dag til den anden.

Jeg har været skolelærer i ti uger og det betyder, at jeg nu er godt plantet midt i første store milepæl: Efterårsferien! Det var temmelig tiltrængt, og min tålmodighed var især prøvet i dagene op til ferien. Da det så midt i det hele gik op for mig, at jeg lige pludselig ikke skulle se børnene en hel uge, var jeg lige ved at tude. Vi ses jo hver dag, bortset fra weekenderne!

Lærerens verden er blevet hverdag. Jeg har stadig ikke helt forstået, at det er mig, er læreren - men jeg gør som de kloge siger, og går til de mange søde "andre voksne" hvis edderkoppegyngen går i stykker, eller hvis andre kriser lige pludselig indtræder.

Jeg er ikke blevet god til at stå tidligt op, men jeg har affundet mig med at gøre det. Mit lille voksne hoved er stadig godt fyldt op, men knap så forvirret, som det var i starten. Jeg kæmper det bedste jeg kan for at være en god lærer og en god voksen hver eneste dag. Nogle dage synes jeg, det lykkes bedre end andre - men sådan er det måske bare.
Børnene er i hvert fald gode børn og jeg kan deres navne, kender mit skema og mine gårdvagter, og da en ny vikar den anden dag spurgte mig, hvor papiret lå, pegede jeg uden tøven over mod kopirummet, og var ikke til at skyde i gennem.

Lærerens verden?!

August 2013: Ane Haahr Andersen. 28. Skolelærer på tredje dag. 

 Jeg er ikke vant til at stå tidligt op. Måske som følge af, at jeg heller ikke plejer at gå tidligt i seng. Uret er sjældent på den gode side af midnat, for sådan har det bare altid passet bedst. Eller... det vil sige, indtil for ganske nylig! Siden i mandags har jeg nemlig været skolelærer(en skolelærer møder som oftest kl. 08.00 om morgenen). Vaskeægte og voksen skolelærer i rigtige skolefag, for fire 1. klasser og to 5. klasser. Nærmere betegnet for 133 børn. Og så har jeg fået ca. 80 kolleger. Heldigvis er jeg god til navne!

Jeg er ikke god til at finde rundt. Jeg har dog lokaliseret 1A, B, C og D's klasselokaler, musiklokalet, lærerværelset og biblioteket. Jeg ved også hvor kontoret er, hvor jeg der er kaffe (lærerværelset og SFO'en) og jeg har netop i dag fundet ud af hvor jeg må stille min cykel og opdaget, at der er et sted på lærerværelset, hvor jeg kan hænge mit overtøj. Så behøves jeg ikke slæbe rundt på det længere, det er meget rart.

Der er til gengæld flere andre ting, der er lidt forvirrende. Fx spiser vi 10-mad kl. 9.30 i 1. klasse. Nogle elever får skolefrugt og skolemælk, men kun hvis de har bestilt det - det skal hentes et endnu ikke lokaliseret sted. Men den klarer duksene - så skal man bare lige have lokaliseret dem. Begrebet årsplan, har jeg hørt om, men ikke beskæftiget mig yderligere med i de fem år, jeg læste. Så er der ugeplaner, aktivitetsplaner, temauger, teammøder og personaleintra(vi kalder det bare "intra"). Det mindes jeg ikke at have lært noget om før nu. Der er også et gårdvagtskema - jeg har fundet mig selv(mine initialer er AA), men hvad mine opgaver helt præcist er på de angivne tidspunkter, er jeg ikke helt klar over. Jo, vi skal selvfølgelig være søde ved hinanden og lade være med at lave ballade. Men der er også nogle steder, der skal låses op og andre, der skal låses af. Og så er der nogle elever, der har lov til noget, og nogle elever, der har lov til noget andet. Ude i gården er der efter min mening foruroligende mange ting, der kan gå galt, når man slipper så mange børn løs på samme tid i samme skolegård - efter de har siddet stille meget længe. Men det er nok bare mig.

 Det lyder måske som om, at jeg ikke får noget som helst at vide. Det er overhovedet ikke tilfældet. Jeg får utrolig mange brugbare informationer og oplysninger hver eneste dag fra alle mine søde og velmenende kolleger og jeg prøver virkelig at huske det hele. Det vanskelige er de ting, man ikke rigtig opdager, at man skulle have spurgt om, før man står og mangler svaret. Om stolene fx allerede skal sættes op efter spisning, de dage eleverne har tidligt fri? Det gav i situationen mening for mig, at de skulle, så det bad jeg en 1. klasse om at gøre. Jeg fandt desværre ud af, at der var SFO-tid I KLASSEN efter frikvarteret, netop fordi de havde tidligt fri (Det betyder, at eleverne skal samles i klasselokalet efter frikvarteret). Det var lidt synd for de to dukse, der skulle tørre bordene af, mens der var stole ovenpå. Jeg hjalp dem, og de er heldigvis søde til at bære over med mig.

 Jeg går lidt kold ind i mellem, og det lykkes ikke altid at skjule det, selvom jeg virkelig prøver. De 133 børn og de 80 kolleger er søde ved mig i de situationer - her skal jeg lige lære også at være lidt sød ved mig selv, når det sker. Bære lidt over her i starten. Jeg kan på en dårlig dag godt bilde mig selv ind, at det aldrig kommer til at gå, at jeg aldrig lærer de 133 + 80 navne og at jeg aldrig bliver god til min nye, voksne tilværelse. Jeg prøver dog at overbevise mig selv om, at de postulater er fejltolkninger som følge af for meget information på for kort tid (og i et for lille hoved). Lad os da i hvert fald håbe på det bedste indtil videre.

 Jeg er i øvrigt blevet rigtig god til at gå tidligt i seng (Ikke at jeg på nogen måde synes, at jeg er friskere den følgende morgen af den grund - men det føles som den korrekte, fornuftige, voksne beslutning).

Tað var tað...

Nú, eg halti eg kanska skuldi skriva hesa sídsta bloggurin á tað føroyskti málið. Tíverri dugi eg tað ikki so væl, so tað veri nokk eitt sindur trubult baði at skilji og at skriva.... So eg byrja á danskun nú...





"Har I så lært noget af at være her?", er der mange der har spurgt os.
Og ja, det har vi helt bestemt!

Jeg har bl.a. lært:
- at strikke
(- at det er dumt at det første man strikker, er noget, der skal være to af, for man er blevet bedre, når man starter på nummer to, og så bliver de jo ikke ens...)
- hvad en varde er
- hvorfor nogle får har store plastre på bagen
- at finde rundt i Tórshavn (jeg skød endda en genvej på et tidspunkt - alene!)
- hvordan grindefangsten fordeles på Øerne
- hvordan man vandrer til Kyrkjubøur og fra Hvalvík til Vestmanna
- at spille casino (men Liv vinder altid - jeg er lidt i tvivl, om hun selv finder på reglerne...)
- at snakke havnamál (det vil sige færøsk, med tórshavnsk accent)
- alt muligt om First price
- at lave sushi

Jeg har selvfølgelig også lært en masse af at være i praktik, og så har jeg været i en rigtig fin, symbiotisk balance med Liv, som bliver lidt svær at skulle vænne sig fra så pludseligt.

Vi står op ca. samtidig og mens Liv finder morgenmad, gør jeg mig klar. Hun tjekker lige, om jeg har husket de vigtige ting - nogle gange har jeg, nogle gange har jeg ikke. Hun ifører sig alt sit tjekkede frilufts-gear - jakke, sko, bluser, undertrøjer, sokker, lange underbukser, osv. Og jeg hopper i min jakke, der taber knapperne, og alt, hvad der ellers kan varme eller skærme lidt for blæst og regn, men som bestemt ikke er lavet til det på den måde, som Livs er, og så går vi af sted.
Liv sørger for, vi kommer det rigtige sted hen, og jeg forsøger at hjælpe til, men det er svært.
Og så kan dagen ellers byde på lidt af hvert. Nogle gange skal vi undervise, så går Liv til Snið- og stilbreyt og jeg til Tónleikabreyt. Vi mødes i pauserne og udveksler blikke, nogle gange også ord, men ellers taler vi mere om det hele derhjemme.
Nogle gange tager vi en tur til sport. Liv svømmer og jeg løber eller svømmer. Der er masser af svigerfamilie at besøge, og det har vi nydt - hos dem redder vi os god mad, kaffe, et spil yatzy eller kort eller bare en lille snak om får med mere. Jeg har den færøske telefon og kontakten til svigerfamilie og lærere.
Når vi kommer hjem, er der både strikning og yatzydyst at passe. Vi ser ofte en strikkefilm, hvilket betegner en film, vi synes er god, men har set før, og som vi derfor godt kan strikke til. Eller vi siger, at vi tager ét spil yatzy, men tager så minimum 3. Det er Liv, der vinder mest, og det er hende, der har highscoren og mig, der har lowscoren.
Vi hører en del musik - Teiturs nye cd og hans færøske cd og Faroe 5, Færøernes svar på spice girls, er især populære på playlisten. Og så er der en cafe/bar, der hedder hvónn, som vi har besøgt ofte - de har livemusik hver torsdag, og kan også regne med at se os i aften.
Og sådan går dagene, og imorgen, skal vi åbenbart hjem(?)!
Hvis flyene altså flyver - det blæser så meget heroppe for tiden, at nogle færinger udtaler sig skeptisk om dette - men det forholder vi os ikke lige videre til endnu. Der loves orkanstyrke nogle steder i nat...
Vi håber, at vi på vej til lufthavnen kan komme et smut forbi Gásadalur - en lille bitte bygd, der er mit yndlingssted på Færøerne, fordi at man indtil 2007 kun kunne kommer dertil via helikopter eller ved at gå over fjeldet.
Jeg har i øvrigt mødt en mand fra Gásadalur - det var ret stort for mig, men det tror jeg ikke lige han opfattede.











Der er stadig masser at undre sig over, der er meget at glæde sig over, meget, man kommer til at savne, men bestemt også meget, man glæder sig til at komme hjem til.

Vejen til Vestmanna

Her følger beretningen om to pigers vandretur fra Hvalvík til Vestmanna.

De havde tjekket vejrudsigten hver dag hele ugen op til. Den varierede meget fra dag til dag, men sagde lørdag morgen, dagen for turen, at det ville blive skyet, regne 0,2 mm og blæse 8 m/s. Det ville være 7 grader, men føles som 0.
De to piger godkendte denne prognose, velvidende at den ikke nødvendigvis var til at regne med.
Bussen til Hvalvík gik 9.20 nede fra havnen. De kom lidt sent af sted og skyndte sig meget - for nåede de den ikke, måtte de vente over to timer på den næste. Der var heldigvis ingen grund til panik, og da de forlod Tórshavn i bussen, var solen lige stået op, og de begejstredes ved tanken om, hvor flot dagen så ud til at blive.



"Måske kommer det slet ikke til at regne" sagde den ene pige, men knap havde hun sagt det, før skyerne begyndte at trække sammen og kort efter faldt regnen.

De to piger blev en smule betænkelige, men forholdt sig afventende. Som regnen slog mod bussens rude, så de Hvalvík nærme sig.
"Nu har regnen lige 500 meter til at stoppe", sagde den anden pige optimistisk, og da de stod af, var det til begges overraskelse, faktisk næsten det, der var tilfældet.
Solen var ikke fremme længere, men det var tørvejr igen.





I følge pigernes vejledning, begyndte vandreturen ved elven "Myllá", som løber nord for missionshuset i Hvalvík. Herfra skulle de gå langs åen ind gennem lågen og op ad den gamle fæsti.
De kiggede efter elv, å, låge, fæsti og missionshus, og her var de første udfordringer. Der viste sig at være mange vandløb, der i større eller mindre grad, i pigernes øjne, kunne kaldes både elv og å. Til gengæld fandt de intet hus, der indikerede mission, der var masser af låger, men de anede ikke hvad en fæsti var, og så generelt ikke noget tegn på nogen som helst sti op ad fjeldet.
En lille pige med en barnevogn, udpegede missionshuset for dem, og herefter besluttede de, at en af de mange vandløb, var den omtalte elv, og det, ved siden af, kunne så være å. Fæstien, besluttede de, var et andet ord for en vej, man selv bestemmer, der hvor der ikke findes en sti, og de fandt også en låge at gå ind af.





Det blev hurtigt stejlt op ad fjeldet, men det skulle det også, i følge vejledningen. De måtte tage et par chokoladepauser undervejs, og hver gang de krydsede et vandløb, hvilket var meget ofte, diskuterede de, om det mon var elven eller åen?
Og så begyndte de at spejde efter den første varde. En varde, havde de erfaret fra deres sidste gåtur, er en bunke sten sat op som en lille pyramide, og der blev stor glæde, da den ene af pigerne pludselig skimtede en lille trekant langt væk.
"Var der virkelig en varde?" spurgte den ene pige.
"Ja, det var-der!", svarede den anden.
"Det var-der dejligt", sagde den ene pige, og sådan fortsatte de opad den sidste stejle stigning, indtil de endelig nåede varden.







Herfra skulle stien følge højspændingslinjen helt til Vestmanna. Stien fandt de ikke, men højspændingen og varderne ledte dem videre.
Vejret var smukt og humøret var højt. Undervejs kunne de i deres vejledning læse historier og sagn om små piger, der var blevet væk i fjeldene, men fundet igen, hvordan Hvalvíks første gravko, hvalvíkskoen, var blevet lånt til Vestmanna og fragtet ad den sti, de gik på. De havde efterhånden udviklet en lille skepsis til deres vejledning, men historierne var gode.









To gange så de en snehare pile hen over fjeldet, og får stødte de også på.
Blæsten tog til, så frokostpausen blev en kort fornøjelse, og netop, som de havde besluttet at tage den længste ad to mulige veje til Vestmanna, begyndte det at sne. Pigerne var modige, men ikke dumdristige, og da deres fødder var temmelig våde, og da de ikke havde noget regntøj, ændrede de mening, og valgte den korteste vej.
Kort efter stoppede det med at sne og solen kiggede frem. De to piger holdt dog fast i deres beslutning, men nød at se, hvordan solen fik det bedste frem i fjeldene omkring dem.











De begyndte at kunne se Vestmanna længere fremme, og skulle nu overveje endnu en beslutning. Man kunne tage en bus tilbage til Tórshavn 14.25 eller 18.50. Der var en lille time, til den var 14.25, og de havde ikke lyst til at forlade Vestmanna så hurtigt. Fire en halv time, er dog også en del, når vejret kan byde på nærmest hvad som helst, og når den eneste cafe i byen først åbner kl. 17.00
Det endte med, at pigerne besluttede sig for at blive, og få en oplevelse ud af de fire en halv time. Vestmanna var en meget, meget smuk bygd og da de nåede helt frem, var der fortsat sol.
Der var så smukt og idyllisk, at de faktisk vedtog, at solen nok altid skinnede i Vestmanna. Det erfarede de dog hurtigt, at den ikke gjorde. Men det gjorde ikke så meget. De fik set det meste af bygden, var inde i hver eneste åbne butik, de fandt, og spillede et enkelt spil yatzy til lunken kaffe, lakrids og kiks på et offentligt toilet.
Den ene pige blev en smule betænkelig ved tanken om, at der måske ville komme nogen, mens de sad der med alle deres ting og deres yatzy. Den anden pige kunne ikke lade være med at håbe lidt på, at nogen kom. Det gjorde der dog ikke.









Da klokken blev 17, gik de ind på den tomme cafe/pub og bestilte to øl og to pitabrød. Over en halv time efter, kom den lille tjener og sagde på færøsk, noget i retningen af: "Hun får desværre ikke pitabrødene til at fungere, så er der noget andet I kunne tænke jer?" De to piger undrede sig over, hvad det betød, at pitabrødene ikke kunne fungere, bestilte noget nyt mad, som de fik billigere, og spillede kort i så lang tid før maden kom, at de næsten var i tvivl om, om de kunne nå at spise det før de skulle med bussen. Alternativt skulle de blive til næste morgen, og selvom cafeen de sad på, havde åbent til kl. 04.00, og de egentlig var nysgerrige efter at se, hvem og hvor mange der kom der, på sådan en lørdag aften i Vestmanna, var det nu rart nok at komme ind i bussen mod Tórshavn.

De var trætte, havde ondt i fødder, ben, ryg og krop, men havde røde kinder og vidste, at de ville sove ekstragodt den nat.



Og her slutter beretningen. De to piger havde en dejlig dag, men overvejer kraftigt at lave en ny vejledning til vandreturen.

Just because it's SO beautiful today..!

Dagen i dag har simpelthen været så smuk, at han får sit helt eget blogindlæg!
(På færøsk ville man sige han om dagen, derfor gør jeg det også lige - når nu han er lidt særlig i dag, må han gerne blive lidt personliggjort, ikke :) )

Sådan så han ud, da vi gik til skole imorges:





Da vi var færdige med at undervise, var han så flot og klar og ikke kold, at vi gik en tur, og så ud over byen.






Og spiste et æble. :)



Nu er solen så ved at forsvinde, vi er ved at lave varm kakao, og dagen - ja, han er stadig smuk. :) Tak for i dag, dag!



Imorgen er sidste praktik-dag, weekenden byder på udendørs badetur(måske!), håndbold, gåture, strikning, vinterjazz - og mere endnu... :)