Den gigantiske, lyserøde panter, gammelmor i klokkerne og de gamle grækere

Læreren fra lærerens verden er udfordret. Hun har på det seneste indset, at hun alt for ofte slutter sig til det store kor af brokkehoveder, og det har hun faktisk lovet sig selv aldrig at gøre! Dermed ikke sagt, at det er uberettiget brok (- noget af det er nok lidt). Tværtimod. 

Rigtig meget af brokkeriet er helt reelt - men man kan have sin tvivl om hvorvidt det når ud til de rigtige.

Uanset - læreren fra lærerens verden skal tage sig sammen og melde sig ud af det brokkehovedkor! Mest fordi at brokkeriet afføder vrede, frustration og ondt i maven. Det bliver selvforstærkende og er i sidste ende medvirkende til, at hun glemmer at nyde tiden sammen med børnene. I værste tilfælde bliver hun en sur, dårlig og bitter lærer og så kan det hele jo være lige meget.

Så altså - læreren fra lærerens verden kæmper videre imod sit brokkeri. Blandt andet med dette indlæg. Hun håber dog, at det er til at regne ud at det, der får hende til at synge med på brokkehovedkorets sange, selvfølgelig er den skolereform, der ikke nævnes yderligere på denne blog.

Nok om brok. Det har lige været fastelavn. Når man er lærer i indskolingen forventes det selvfølgelig at man er klædt ud. Man vækker faktisk nærmest mere opsigt, hvis man ikke er det. Så der var selvfølgelig ingen vej udenom - og når nu der ikke var det, så kan man ligeså godt gøre det ordentligt...

Når det er fastelavn er børn lidt på samme måde, som hvis de har fået for meget sukker. Der er derfor ind i mellem behov for, at være helt klar i mælet og tale alvorligt, måske endda med store bogstaver. Det var virkelig ikke nemt for den gigantiske lyserøde panter fra lærerens verden.

I indskolingen fejrer man fastelavn fra 8-14. (Det er meget længe at være panter!) Det indebærer selvfølgelig tøndeslagning. Spørger man den gigantiske lyserøde panter er det helt klart det mest ubehagelige ved at holde fastelavn (udover at være panter). 100-vis af udklædte, overgearede børn, der smadrer løs på tønder med køller, råber og skriger og bliver uvenner, fordi der er meget få vindere og uendeligt mange tabere! Lidt komisk var det derfor også, at det var en voksen, der blev kattekonge for den ene klasse, fordi han skulle løsne det sidste bræt lidt med et enkelt slag. Han var oprigtigt ked af, at brættet var røget af, fortalte han børnene iført en lang, lys paryk. Børnene kunne ikke helt finde ud af om de skulle være sure og skuffede eller om de skulle synes det var sejt, at han var så stærk?

To børn formåede i kampens hede, at ramme sig selv i hovedet i stedet for at ramme tønden. De fik dog trøst af voksen-munken, der sad nede i hjørnet og passede på de børn, der syntes det var lidt for voldsomt. Panteren havde helt klart foretrukket også at sidde hos hende.

I spisepausen var der mange voksne, der smed udklædningen. Panteren skulle være i en anden klasse efter frokost og nænnede ikke at skuffe dem, så hun åd en ekstra fastelavnsbolle og holdt ud. Det var dejligt, da klokken blev 14. 

Godt, det først er fastelavn igen om et år!

I samtlige 5 musikklasser er vintersangen "Sneflokke kommer vrimlende" blevet sunget flittigt. Det er en sjov sang at synge, ikke mindst pga. den første linje i vers tre: "Og gammelmor i klokkerne..."

Der opstod unden, blev hvisket og selvfølgelig grinet, når vi læste det op.

"Er det ikke sådan lidt, øh....", spurgte en dreng undrende og næsten rødmende, mens han pegede ned på det, han opfatter som "klokkerne". "Altså... klokkerne?"

Læreren formåede de første mange gange at binde børnene den historie på ærmet, at det var en gammelmor, der arbejdede i en kirke og skulle ringe med klokkerne, man sang om. På et tidspunkt fik hun så øje på de mange ordforklaringer nederst på siden... 

Alle fem klasser har siden fået den rigtige forklaring. 

Læreren fra lærerens verden har en stor passion for oldtidens Grækenland. Det fik børnene på 2. årgang lov til at mærke da vi i sidste uge havde tema om netop det. 

Vi holdt OL som i oldtiden. Cirka. Dengang aflagde alle deltagere ed på, at de ikke ville snyde. Vi aflagde derfor ed om, at vi ikke ville snyde og at vi ville være gode vindere og gode tabere. Dengang fik vinderen en olivenbladskrans, retten til at få lavet en statue af sig selv og et hyldestdigt (egenbetaling) og så blev de hædret på rådhuset og måtte spise gratis der resten af deres liv.

Vinderne hos os fik en lamineret olivenbladskrans (ok, det var faktisk laurbær, for de var simpelthen flottest), de blev hyldet og så fik de lov til at spise gratis i kantinen den følgende dag. Ok stort, når man går i 2. klasse!

Læreren fik lov at holde oplæg om de gamle grækere. Ca. 75 børn sad musestille stuvet sammen i et klasselokale i næsten en time, mens de lærte om Sokrates, Platon og Pythagoras. Sokrates var ham, der var helt vildt grim, men ham med samtalerne, der var god til at stille spørgsmål. Hans kone var en rappenskralde og han døde af at drikke gift, fordi han var dømt til døden for at gøre så mange mennesker sure.

Platon var ham med idelæren. Ok, det var ret svært, men det var da i hvert fald noget med en hule og to verdener. Og nogle fanger. Hvorfor mon de var blevet taget til fange? Det var også Platon, der skrev alt det ned, som ham den første snakkede om. Og han lavede en skole for voksne.

Den sidste var ham med det svære navn. Det var ham, der elskede musik og matematik. Præcis som læreren fra lærerens verden. 

Filosoffer, det er dem, der godt kan lide filosofi. Og filosofi betyder kærlighed til visdom. (Det er altid lidt ulækkert, når der bliver sagt noget med kærlighed). Grækerne var gode til demokrati og demokrati er det med, at det er folket der bestemmer.

I slutningen af dagen, var der en quiz om alt det, der var blevet fortalt om både OL og de gamle grækere. Det var virkelig heldigt, at vi havde aflagt ed på, at vi ville være gode vindere og gode tabere.

Lærerens verden er heldigvis stadig fuld af de gode historier og de sjove kommentarer. Og så er der i øvrigt de mange underfundige øjeblikke, der umuligt kan gengives, men som giver den der følelse af, at det er sjovt, godt og rørende at være menneske. Det er svært og lidt kedeligt at være voksen, og det er så nemt at brokke sig og så svært at lade være. 

Men man kan godt klare det, hvis man ind i mellem sørger for at se livet gennem børneøjne. Eller klæder sig ud som gigantisk, lyserød panter... 

Tak for hjælpen, Sofie!!

Følgende har intet med lærergerningen at gøre. Det er weekend og læreren er lige lidt mere glad og taknemlig end normalt. Her skal I høre hvorfor:

Lørdag eftermiddag. Jeg havde endelig fået slæbt mig ned for at træne. Må med skam erkende, at det var første gang i 2015. På høje tid.
I Fitness World på Nordre Fasanvej er receptionen ubemandet om lørdagen. Det skulle senere komme til at volde mig en god del bekymring.

Det kørte med træningen og jeg var godt tilfreds med mig selv. Aftenen skulle stå på VM-håndbold, og der var intet at klage over.

Træningen veloverstået. Jeg så frem til badet, da jeg stod foran skabet i omklædningsrummet. Og så var det, at jeg stødte på et problem. Jeg stak nøglen i min lille, smarte (troede jeg) hængelås og drejede den om. Den drejede, men den lille kliklyd kom ikke. Jeg undrede mig og prøvede igen. Og igen. Tog musikken ud af ørene. Drejede og drejede, men ingenting skete.

Jeg indså langsomt uoverskueligheden af min situation. I skabet var jo alt det jeg skulle bruge. Min taske, min trøje, min jakke, mine sko og mest ubelejligt: Nøglerne til min lejlighed.
Jeg overværede engang en situation hvor en anden pige i omklædningsrummet stod i samme uheldige situation som mig. Man skulle derfor dække sig til, så receptionisten kunne komme ind og klippe hendes hængelås op.
Her var problem nummer to. Der var ingen receptionist. Jeg gik ud i receptionen for at kigge efter hjælp i form af et telefonnummer eller måske fordi jeg håbede, at der i mellemtiden var kommet en receptionist. Det var der ikke. Telefonnummer var der heller ikke.
Nummeret til Fitness World fandt jeg på nettet, men der stod, at åbningstiden for at ringe var mellem 10 og 13 om lørdagen. Klokken var ca. 16.30. Jeg ringede alligevel op i håb om at telefonsvareren kunne være behjælpelig med et akutnummer. Det var den ikke.

Jeg begyndte at kontakte diverse lokale veninder for at bede om hjælp.
De var ikke at træffe. En veninde med nøgler til min lejlighed var behjælpelig med moralsk opbakning og velvillighed. Men hun var babysitter i Vanløse halvanden time endnu.
Jeg fik efter nogle forsøg fat i min søster, der også har en ekstranøgle. Mens vi snakkede var der en pige i omklædningsrummet der foreslog, at jeg ringede til Fitness World i Valby. "De lukker kl. 17 og er bemandede. Den er 16.59. Ja, det er ikke fordi jeg lytter", sagde hun smilende. (Ironien sad lige i skabet...)

Jeg aftalte med søsteren, at jeg ville undersøge muligheden for at komme i kontakt med en fitness world-medarbejder et andet sted i byen og ellers ringe tilbage.
Pigen spurgte hvad problemet var og tilbød at give det et forsøg. "Ikke fordi jeg tror jeg kan noget særligt, men måske det hjælper hvis et par andre hænder prøver". Jeg lod hende taknemligt prøve og vi undrede os sammen. Både over min hængelås og over den ubemandede reception.
Min søster ringede og sagde, at min svoger (god bless him!) var på vej ud af døren med en trøje og mine ekstranøgler.
Jeg brød mig ikke om, at han skulle ud i det dårlige vejr på min bekostning. Ville samtidig virkelig gerne ud af omklædningsrummet. Hvad jeg skulle gøre med tingene i skabet vidste jeg fortsat ikke, men så var jeg da trods alt så langt. Tænkte, at der på et eller andet tidspunkt i løbet af weekenden måtte dukke en medarbejder op, som kunne hjælpe mig.

Den hjælpsomme pige fortalte, at hun havde netop havde købt noget meget olieret makeupfjerner, og hun foreslog, at vi prøve at hælde noget af det ned i låsen. Det gjorde hun så, mens jeg taknemligt talte videre med min søster om hvordan mine ekstranøgler så ud og om hvor skørt det hele var.

Jeg lagde på og takkede den hjælpsomme pige, mens jeg fortalte at den søde og ligeså hjælpsomme svoger nu var på vej. Og netop da, lød simpelthen det længe ventede og særdeles savnede klik.

Låsen gik op. Jeg var reddet!!

Jeg skyndte mig at ringe til svogeren og afblæse hans mission og takkede igen og igen den hjælpsomme pige. Hun bad mig holde øje med hendes ting, mens hun vaskede den olierede makeupfjerner af hænderne og fandt så et visitkort som hun skrev sit navn på og gav mig.
"Nogle gange skal man lige handle, når man møder mennesker i sådan nogle mærkelige situationer. Hvis du en dag skulle mangle en frisør, er du velkommen til at ringe. Jeg hedder i øvrigt Sofie."
Jeg er ikke sikker på, at jeg fik sagt mit navn, for jeg ærgrede mig sådan over, at jeg ikke havde en god flaske vin eller nogle blomster ved hånden, for det fortjente hun virkelig. Jeg ærgrede mig også over, at jeg ikke står og mangler en frisør, men jeg tror jeg fik understreget min taknemlighed.

Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har været så glad og lettet i badet. Det var jo ikke fordi det handlede om liv eller død. (Jeg kom dog i tanker om en væsentlig detalje som havde gjort situationen lidt mere akut, hvis Sofie ikke havde fået den hængelås op. Jeg er nemlig diabetiker og min insulinpumpe lå inde i skabet. Det er frygtelig besværligt og omfattende at undvære den i mere end et par timer.)

Så kære, søde Sofie - tak for hjælpen!! Hvis jeg en dag kommer til at mangle en frisør, så ringer jeg helt sikkert! (Er der nogen derude, der mangler en frisør, giver jeg hermed Sofie mine varmeste anbefalinger!!)
Kæmpe stort og taknemligt tak også, til svogeren, søsteren og veninden, der babysittede!!

Og til alle jer andre - god karma og fortsat glædelig lørdag derude!

Jul i lærerens verden

"Det er faktisk ret sindssygt, det nissen har gjort hjemme hos mig", kom en af mine 8-årige elever og sagde den anden dag. "Den har lagt nogle ting til mig, et sted, hvor det faktisk er helt vildt svært at komme ind, så det burde egentlig være helt umuligt for den?!"

Han forklarede lidt mere om det sted, nissen havde lagt noget og lød oprigtigt imponeret. Og det lyder da også ret sindssygt.

December i indskolingen er noget helt særligt. Der er julehyggen, stearinlysene og julemusikken. Der er risengrøden, pebernødderne og julehistorierne. Så er der pakkekalendrene. Og julekalendrene i fjernsynet, der gør, at børnene sover alt for sent. Der er de store mængder søde sager og sukker, de indtager, så de er helt speedede. Og så er der alle de julearrangementer, de render til, som gør dem helt kulrede. Mest af alt, er der tanken om juleaften og alle gaverne - de tænker så meget på det, at de unægteligt har sværere ved at koncentrere sig om matematikopgaverne. Og så tuder de hele tiden.

Samtidig er deres lærere - inklusiv hende fra lærerens verden, så klar til ferie, som de sjældent har været før. Sådan virker det i hvert fald. (Jeg tror desværre, at det har noget at gøre med den reform, der ikke benævnes yderligere på denne side.)
Der tælles dage, timer, næsten minutter. Hos voksne, så vel som børn.

Børnene er heldigvis stadig søde. For det meste. Ofte. I hvert fald ind i mellem. Men vi glæder os til december er færdig.

Vi sad i musiktimen den anden dag og øvede julesalmen "Et barn er født i Betlehem". I den forbindelse talte vi om de tre vise mænd og hvad det var for gaver, de havde med.
"Var det ikke...." begyndte en dreng tøvende... "Guld, ragelse og så et eller andet?"
Jeg måtte tage en dyb indånding for ikke at grine og vi fik en fin snak om forskellen på ragelse og røgelse.
I dag talte vi om julegaver. Samme 8-årige dreng, som var imponeret over nissens evner til at gemme ting, fortalte, at hos ham gav de ikke hinanden julegaver. Julemanden kom simpelthen og lagde gaverne under træet om natten!? Han lød igen temmelig imponeret.
Nogle fortalte at de prøvede at finde julegaverne hjemme hos dem, så de kunne åbne dem før det blev jul. En sagde, at hans far havde sagt at de ikke fik julegaverne, hvis de fandt dem.
"Det er garanteret løgn", svarede en anden hurtigt - "forældre lyver altid - især når det er jul!"
Vi snakkede lidt om, hvorfor forældre mon havde en tendens til at lyve op til jul - og om at det på nogle områder gav mening - i forhold til det med julegaverne. Alligevel blev jeg inden i lidt trist ved tanken om, at et barn havde en opfattelse af at forældre altid lyver. Jeg tror i allerhøjeste grad, at han har ret. Det er det, der er lidt trist.

En dreng kom hen til mig for nogle dage siden og bad om et plaster til hans finger. Han havde dagen før været i gang med en julegave til hans mor og havde skåret sig. Det havde gjort ret ondt.
"Men jeg kunne jo ikke sige til min mor, at jeg havde skåret mig, for gaven skal jo være en overraskelse, så jeg sad bare derhjemme og havde ondt i fingeren hele dagen i går."
Det var et meget lille sår, men han fik et stort plaster, og jeg forsikrede ham om at hans mor helt sikkert bliver meget glad for gaven.

Tag ikke fejl. Børnene er megasøde!
Og læreren fra lærerens verden har ferie om 3 arbejdsdage og en weekend. Glædelig jul!

"Find dig en kæreste og tag til stranden!"

Den er god nok. Læreren fra lærerens verden er blevet 30 år, og det viser sig, at det simpelthen kræver et blogindlæg. Det skal ikke handle om den festlige og meget fantastiske weekend, som Læreren netop har haft eller om alle de skønne, særlige mennesker, der på den ene eller den anden måde gjorde, at lørdag d. 29. november var en helt perfekt dag for den 30-årige lærer. Det er simpelthen bare "Rund fødselsdag i Lærerens verden".

Jeg var vist selv ude om, at jeg fik forholdsvis meget opmærksomhed fra børnene i forbindelse med min nyligt overståede fødselsdag, da jeg de sidste par måneder har udtalt mig ret meget om, hvor lidt jeg glædede mig til at fylde rundt.
"Ej, bliver du 30? Jeg troede du var meget ældre?", sagde en elev i 2. klasse til mig i fredags. Jeg klistrede et ikke helt oprigtigt smil på, mens hendes veninde sendte hende et forarget blik og skyndte sig at sige til mig: "Jeg synes ikke du ser gammel ud, jeg synes du ligner en på 25." Det var tydeligt, at hun havde stiftet bekendtskab med "damer-der-ikke-bryder-sig-om-at-blive-vurderet-til-at-være-ældre-end-de-er-syndromet" før.
I en af 2. klasserne havde de planlagt at overraske mig med roser, sang og søde fødselsdagskort fredag inden min fødselsdag. Det kom ikke helt bag på mig, da børnene det meste af ugen har kigget mærkeligt og meget smilende på mig og sagt ting som: "Du bliver 30 om 3 dage!" og "Jeg tror du har fødselsdag snart!"
"Jeg må ikke sige til dig, hvad du får!", var der også en der ubekymret og lidt uforstående bemærkede, da han gik forbi mig i kantinen kort tid inden det gik løs.
Det gjorde det nu ikke mindre rørende, da jeg kom ind i klassen og fik roser, fødselsdagssange og et flot banner med teksten "Tillykke med de 30 år Ane".
Jeg fik også en masse søde kort. Her er et af dem:

Det tenderer over i et "jeg-skriver-det-jeg-ved-læreren-gerne-vil-høre-brev", men det er ok med mig. Det er jo det, jeg gerne vil høre!
Udover at kortene var pyntede med flotte farver, flag og søde ord, var der selvfølgelig også masser af regnestykker. Og så var der en pige der kom hen og gav mig et ternet papir med en kæmpestor figur hun havde tegnet og fundet arealet af. Vi har lige lært om areal, men da vi ikke har lært at gange endnu, har hun simpelthen talt antallet af firkanter inden i ved at sætte en streg. Som I kan se, var arealet 2078 små firkanter:

Det var uden tvivl den bedste gave hun kunne forestille sig at give mig, og jeg må tilstå, at jeg virkelig også er svært glad for den. Jeg er især vild med de noterede mellemregninger øverst på papiret.

I en af mine andre klasser var det lidt af en overraskelse for en af pigerne, at jeg havde fødselsdag. Så kort efter, at jeg stoppede matematiktimen for at dele flødeboller ud, kom hun op til mig med et af de meget populære elastikarmbånd, som hitter i indskolingen i øjeblikket, pakket ind i en krøllet serviet: "Jeg havde egentlig lavet det til mig selv, men du skal have det, fordi du har fødselsdag. Der er glimmer på de lilla elastikker", sagde hun til mig, imens jeg langsomt smeltede indeni.

Jeg spurgte børnene om de havde nogle gode råd til mig, nu hvor jeg blev 30. Det havde de. En af mine favoritter er:
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor vi lige skulle tage på stranden. Drengen, som rådet var kommet fra kiggede på mig, som om det var det dummeste spørgsmål, jeg kunne have stillet og sagde uden tøven: "altså...for at bade?!"
Det var da også et dumt spørgsmål, jeg stillede.
Det med, at jeg skulle få en kæreste, var der mange der var inde på. Jeg spurgte hvorfor de syntes at lige netop det med en kæreste var så vigtigt, og her kan man også undre sig over, at jeg var i tvivl:
"Fordi så kunne han tage opvasken for dig. Og hjælpe dig med alle mulige forskellige ting."

I den forgangne uge har jeg også fået sagt til nogle børn, at de gerne måtte spørge deres forældre, hvordan de syntes det var at blive 30. En pige kom hen til mig og sagde, at hun havde spurgt sin far og han havde sagt, at det gjorde meget ondt. "Men han fjollede bare, Ane" - skyndte hun sig at understrege, "han sagde, det var meget værre at blive 40!"

Der er ingen tvivl om, at skal man runde en skarp alder, som man har det lidt svært med hvis man skal være helt ærlig, så er indskolingen altså i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig.
Det er som nævnt i starten bestemt ikke kun børnene, der har hjulpet mig godt rundt om det skarpe hjørne. Men børnene kan bare noget helt særligt uden overhovedet at være klar over det.

Og blandt andet derfor - er den 30-årige lærer indtil videre glad og helt ok med det nye årti.

IPads, traner, drømme og diverse andet.

Tiden flyver. Lærerens verden er fyldt op af små og store ting. Skolereformen berøres fortsat ikke yderligere i denne blog. Man kunne sagtens, men jeg tror det er bedst at lade være. For den gode stemnings skyld.

Jeg er blevet indehaver af en iPad. Det samme er sket for 5599 andre lærere, pædagoger og elever i Gladsaxe kommune. Det har noget at gøre med en ambitiøs IT-satsning og det skal nok blive rigtig godt for os alle sammen på et tidspunkt. Min far har også fået en iPad. Det har ikke noget med Gladsaxe kommune at gøre og er generelt en helt anden slags satsning, som min mor har ansvaret for. Han tager det nu meget seriøst og har blandt andet lovet at være på facebook minimum 1 gang om måneden. Det er ret flot for en, der i så høj grad som ham påskønner en gammel nokia-telefons mangler. 

Jeg glæder mig til at følge både Gladsaxe kommunes og min mors iPad-satsning. Det er slet ikke umuligt, at der kan finde sparring sted.

Big Muzzy har været en stor succes i 2. klasse. Det har været skønt at gense Bob, Sylvia, Corvax og alle de andre, og de har hjulpet os med at lære tallene, månederne, bogstaverne og meget mere. Faktisk har vi øvet det engelske alfabet så meget, at en af børnene for et par uger siden fortalte mig, at hun har glemt det danske alfabet, fordi vi har sunget det engelske så meget. "Den var værre", sagde jeg til hende - men jeg synes nu egentlig, at det er meget sejt. Jeg har ikke fortalt noget om det til dansklæreren, men jeg tænker, at det går.

I 2. klasse har vi også brugt noget tid på at skrive et bud på en tekst til Danmarks skolesang 2014. Den måtte handle om alt muligt og de tre klasser har lavet hver deres vers og omkvæd. Det er nogle alsidige tekster, der er sendt ind. En klasse har fokus på hvor skønt det er at gå i skole, hvor sjovt det er at lave lektier og hvor dejligt det er at lege med sine venner. En anden klasse berører de nye bevægelseskrav, mens den tredje klasse har et lidt mere nøgternt og drømmende syn på skolen:

Vers: 

Skolen den kan være kedelig

Vi har mange lektier for

Og den starter rimelig tidligt

så vi er lidt trætte når

timen star-ter men vi bli’r klar

når vi får lidt luft

Omkvæd:

Bare skolen den var lav’t af slik – og kage

For så ku’ vi spise mat’matik – og dansk

Bare slik, var sundt så at vi ikk’ blev tykke

Bare der var mere tid til hygge og til leg

Hvis I spørger mig, så er man altså ikke helt tabt bag en vogn, når man drømmer om at skolen er lavet af slik - men lige husker at reflektere over, at slik i så fald hellere må være sundt.

Til vores store overraskelse var der ingen af vores tekster, der blev udvalgt til at være med i den nye skolesang.

I 1. klasse har vi sunget min yndlingssang om Sørøverkongen Jonathan. Da vi nåede til den del, hvor alle folk i byen lige pludselig opdager at den farlige og blodtørstige pirat synger som en dejlig smørtenor, spurgte jeg, hvad en smørtenor egentlig var for noget? 

De fleste vidste det ikke, men interessante bud som "en, der synger om smør" eller "en, der sender smør til nord" var oppe at vende. Jeg bad dem spørge deres forældre og vi fik ugen efter en spændende snak om, hvad en smørtenor egentlig er - og ikke er. 

Vi har også sunget en sang, der hedder Tranedans, og i den forbindelse undret os over om Traner og Tranebær egentlig har noget med hinanden at gøre? Og vi har talt om, hvordan i alverden tranerne ved, hvornår de skal flyve sydpå. Den reference, der gik klarest igennem var, at en trane er den samme slags fugl, som den fra Kung Fu Panda.

Som det måske kan regnes ud, har jeg ind i mellem en tendens til at fortabe mig i snak og spørgsmål i timerne. Tidsplanen kan godt skride, fordi vi falder i snak om hvad "De smukke unge mennesker" handler om, hvad positionssystemet er for noget, hvad "Fun City" egentlig betyder, hvordan det var at være slave i Amerika og hvem Wafande er. Jeg tror det er en god ting, og derudover bliver jeg helt sikkert et klogere menneske af det. Vi taler både om store og små ting. Men det er næsten altid de små ting, der leder os hen til de større emner. Og lige pludselig er der en, der beskriver hvordan han godt kan blive ked af det, af at se andre være kede af det. Men så hjælper det at være sammen med andre mennesker - fx familien.

Det er i sådan en situation, at det går op for mig, hvor godt det er at høre disse simple, klare formuleringer om ting, man altid har vidst. Især når de kommer fra en dreng på 8 år. Måske er det bare mig, der er simpelt anlagt - men jeg tror det er sundt.

Det der med at drømme kan også anbefales... For helt ærligt - tænk lige, hvis skolen virkelig var lavet af slik?!

Lærerens verden, vol. 2. year 2, grade 2

Læreren er startet på sit andet år. Og hvilket år. Jeg vil forsøge at undlade at kommentere på skolereformen, da politik simpelthen er for voksent til denne blog. Det kan være det kommer en dag. Det eneste jeg vil sige er, at der er et stykke vej endnu, og at det i perioder er meget svært at holde på ja-hatten.

De små 1. klasser er blevet til 2. klasser. Det er helt vildt. Hverken de eller jeg forstår det sådan helt endnu. Som er par af drengene sagde til mig første skoledag, da jeg spurgte om de ikke synes det var ret vildt at gå i 2. klasse.
"Det er sådan lidt mærkeligt, for vi er jo stadig så små."
Jeg kan kun give dem ret. De er så små og søde. Alligevel virker de pludselig både meget høje og meget store og meget kloge. De kender nogle helt vildt store tal, kan lave svære regnestykker, huske lange, mærkelige ord som "symmetriakse" og næsten alle ved hvornår de har fødselsdag. Ok, den med symmetriakse er lidt snyd - den kunne de faktisk ikke huske, og der kom mange gode bud, før der til sidst var en, der sagde "Symmetriaksel" .. Aksel / akse - det lyder da næsten også ens!? Jeg godtog den, og jeg synes, de er kloge! Og høje! Og store! Men også helt utroligt små og søde!
I år er jeg også musiklærer for de nye 1. klasser. Her kan man virkelig tale om små. De myldrer rundt og er stolte begyndt og sige "Hej Ane", når jeg møder dem på gangene. Eller i kantinekøen. 5 minutter efter, at jeg havde haft dem første gang og havde sagt tak for nu, stod jeg netop i kantinekøen, og lidt længere fremme tittede 3 hoveder fra 1. klasse frem - så små, at deres hoveder nærmest virkede som om de var i min knæhøjde. De hilste på mig, med stolthed og begejstring, og jeg hilste tilbage, ligeså stolt og begejstret.  Og det virkede slet ikke fjollet, selvom musiktimen var sluttet, kun 5 minutter forinden. Det lyder nok lidt fjollet.

I 2. klasse vækker den nye tatovering på min arm en del opsigt. Det samme gør den nye matematikbog - kun overgået af tanken om, at vi starter på engelsktimerne i denne uge. Jeg skal være engelsklærer og går derfor og øver mig på "the abc song" og "Old McDonald had a farm". Jeg tror, jeg glæder mig ligeså meget som dem - ikke mindst fordi, at vi har skrevet "Big Muzzy" ind i årsplanen. Jeg tror måske, at det er filmene om ham, jeg husker allerbedst fra hele min skoletid. Big Muzzy, og så dengang jeg fik et kærestebrev, som overrumplede mig så meget, at jeg gik ud på toilettet og græd lidt. Jeg fik mulighederne for at sætte kryds i "Ja, det vil jeg gerne" eller "Nej, dit dumme svin." Jeg havde virkelig ikke lyst til at få en kæreste. Jeg var faktisk skrækslagen ved tanken, og havde nok været det uanset hvilken dreng, der havde spurgt. Men "nej, dit dumme svin", virkede også lige voldsomt nok. Efter mange overvejelser (eller så mange, man nu kan gøre sig på et skoletoilet, mens man tuder, og mens timen er i gang), stregede jeg "dit dumme svin" ud, men satte kryds i "nej", tørrede øjnene og åndede lettet op. Men det er jo egentlig en helt anden historie.
At gense Big Muzzy - det bliver for vildt!

Jo jo - livet som lærer går sin gang. "Om 7 timer er der 39 uger tilbage", var der en kollega der fortalte mig fredag morgen - i en stund, hvor ja-hatten var lidt svær at finde. Det hjalp nu ikke så forfærdelig meget på ja-hatten, men det gør børnene heldigvis. Dem har jeg det rigtig fint med at bruge næste 39 skoleuger med. Og så har jeg megaoptur over ikke at være (så) ny længere.
Og så er der faktisk kun et par uger, til vi skal se det første afsnit af "Big Muzzy" i 2. klasse.

Looking back

"Looking back" er ifølge den ungarske matematiker George Pólya det sidste, men vigtigste trin i matematisk problemløsning. Jeg giver ham ret, og vil endda tilføje, at det er væsentligt at gøre i mange sammenhænge.

Eksempelvis nu - det er d. 30. juni 2014, og jeg har sommerferie. Jeg har været igennem mit første år som lærer. Jeg har været nødt til at sige det til mig selv og folk omkring mig mange gange, for det er faktisk ret vildt.

Tænk, at der er gået et helt år? (Det føles i virkeligheden som flere. Og så alligevel slet ikke.)

Det er mærkeligt - bedst, som jeg lige har vænnet mig til at undervise i 1. klasse, er de blevet til 2. klasse. De vokser garanteret helt vildt meget i løbet af sommerferien. Og kommer til at se helt anderledes ud. Og glemmer alt det de har lært, alt det der var så svært (- det har vi i hvert fald sunget om mange gange!)

Jeg er spændt på, hvor meget jeg selv glemmer. Sikkert en del. 

Så lad mig da lige opsummere, nogle af de væsentlige ting, jeg har lært i løbet af mit første år som lærer (før jeg tager på festival og hamrer det hele ud af knolden uden at se mig tilbage).

- Jeg ved først og fremmest hvad edderkoppegyngen er, og hvad man gør, hvis den går i stykker. Jeg ved også hvad banangyngen er for en, og lur mig om man ikke gør det samme, hvis den går i stykker. Kvalmegyngen er kommet til efter mig, så den har jeg helt styr på. 

- Jeg ved at tydelig pædagogik er meget væsentlig i 1. klasse. At man ikke kommer nogen vegne ved at bede børnene om at tage matematikbogen frem og lave en side, hvis man ikke også har husket at bede dem tage penalhuset frem.

- Jeg har erfaret at bevægelse (læs: dans) er meget væsentlig for mine musiktimers succeskriterier i 1. klasse. Og at 1. klasse desuden gider danse til alt - lige fra Mek Pek's "3 små fisk" til "The ketchup song" af Las Ketchup. Det er jeg vild med.
- Jeg har erfaret at december er noget mere kaotisk end andre måneder. Sandsynligvis på grund af det høje sukkerindtag, de mange arrangementer og de indtil flere julekalendre, der gør, at børnene overskrider deres normale sengetid.

- Jeg har også erfaret at skolelærere holder utrolig mange møder. (lærermøder, fagudvalgsmøder, forældremøder, pr-møder, teammøder, og mange flere. Og så alt det, der slet ikke hedder noget med møder, men som i høj grad er det: Store K, Lille K, mus-samtaler, skole-hjem-samtaler, faglig klub, osv.) Jeg har også erfaret, at det kan være svært at holde koncentrationen til disse møder,

- Så har jeg fundet ud af at mine krøller, "den ørering jeg har i næsten", min civile status (især den), min alder og min tatovering er meget ombejlede emner at diskutere med mig. Og det er netop igennem samtaler om nogle af ovenstående, at jeg har erfaret, hvor vild jeg er med børn i 1. klasse's umiddelbarhed, ærlighed og direkte fremtoning. Jeg får ind i mellem et hint om hvad deres forældre synes også, og det er egentlig også interessant.

"- Ane, min far synes du er sej", "- Ane, min mor synes du ser meget ældre ud end 29" eller "Ane, skal du ikke snart finde en kæreste?" (Sidstnævnte kom fra en elev, og var ikke som sådan forbundet med et forældreudsagn. Jeg mistænker dog en eller anden form for voksenindblanding.)

... Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg følte mig ny i lang tid, og vil nok også gøre det lang tid endnu, men jeg er svært begejstrede for mine kolleger og min arbejdsplads. Og mest af alt børnene. 

Der har været masser af dårlige oplevelser - en følelse af afmagt, af at noget mislykkedes eller en situation, hvor jeg gjorde eller sagde noget andet, end jeg egentlig skulle havde gjort. Eller helt overordnet en følelse af frustration over noget i systemet, et barn, en forælder, et møde(!) eller folkeskolen sådan helt generelt.

Til gengæld er der ikke gået en dag, uden at jeg er blevet rørt, glad og blød om hjertet, fordi jeg er helt ovenud, vanvittigt vild med de der børn. Og det, der helt sikkert har gjort størst indtryk på mig, er førnævnte børn, med deres skarpe kommentarer og direkte spørgsmål. Meget af det er vel egentlig ret ligegyldigt eller uvæsentligt. Og så alligevel.

"Ane, tænk hvis alt i hele verden var regnbuefarvet - ville det ikke være vildt?"

"Ane, du er godt nok klog, siden du ved hvad man skal i alle opgaverne i matematikbogen."
"Ane, jeg har spillet yatzy med min far derhjemme!"
"Ane, ved du hvad - min  far har fødselsdag i dag, så vi har fået kage til morgenmad."
"Ane, jeg savner min mor."
"Ane, jeg har en dårlig nyhed. Min morfar er død!"
"Ane, må jeg gerne gå sammen med dig ned til bussen?"
"Ane, du er godt nok høj!"

Læreren i Lærerens Verden kom hermed igennem første år. I August går det løs igen. Læreren er til den tid ikke helt så ny - men efter al sandsynlighed bliver der masser at skrive om alligevel.

God sommer :)