Liv og Ane på øerne igen

Den er god nok! Liv og Ane har været tilbage på de smukke, fjerne øer. Derfor afviger læreren i dette indlæg fra sin lærerverden, så hun kan give dem der måtte have lyst et lille indblik i, hvad hun oplevede på rejsen tilbage til Færøerne. 

Fire overnatninger, tre forskellige steder. Til lands, til vands og i luften og fem intense dage med minder, gensyn og smukhed. 

Man ved, at det bliver godt, når der serveres sushi på flyveren, og når stewardessen selv spørger, om vi udover vin og vand, ikke lige skal have en lille en til kaffen. Sådan er atlantic airways. 

Og man ved, at man er på Færøerne, når den færøske pilot på sit modersmål siger "velkommen hjem", efter hans overbevisende landing, ned imellem fjeldene.

Og så er man i øvrigt ikke i tvivl, når man kommer ud fra lufthavnen og i det samme rammes af en stærk og kold sideregn. Regnen falder sjældent lige ned på de små øer.

Da vi var på øerne for fem år siden, var der et sted nede ved havnen i Tórshavn, hvor der altid var live musik tirsdag aften. Det var der stadig, så Cafe Hvonn var det perfekte sted at fejre vores ankomst.

Da vi var på øerne for fem år siden, havde ingen af os kørekort. Det har den ene af os imidlertid nu, så det føltes både voksent og luksuriøst at kunne leje en bil. Og utrolig rart, da regnen fortsat faldt det meste af onsdagen.

Og så gik turen sydpå. Til Suðuroy, hvor ingen af os havde været før. Man sejler i to timer og det var blæsende, barskt og betagende.

Aftenen på Suðuroy var smuk. Regnen faldt ikke, til gengæld kiggede solen frem og vi kørte nordpå.

Den følgende dag, var regnen tilbage. Når man kun har et par dage, må man trodse vejret og tage på tur alligevel. Det gjorde vi i hvert fald, og en af de gode ting ved Færøerne er, at det også er smukt i regnvejr. 

Torsdag formiddag så vi derfor den sydlige del af Suðuroy, og dermed også fyrtårnet ved Akraberg, det sydligste sted på Færøerne. 

Over middag klarede det en smule op og efter et hyggeligt besøg hos cafe Mormor, pakkede vi os ind i regntøj, tog plastikposer i skoene og gik på en lille vandretur op over bygden.

Og så gik turen mod Tórshavn igen. Vi fornemmede den opklaring, vi havde håbet på til fredagens eventyr.

Øerne viste sig fra deres smukkeste side, da vi forventningsfulde kørte mod færgen til Mykines - fugleøen, hvor vi skulle se lunter, på vandretur og det vildeste - vi skulle flyve med helikopter tilbage derfra.

Troede vi.

Men da vi kom til færgen, lød beskeden at den ikke sejlede, fordi ingen båd kunne lægge til på Mykines i det vejr.

Alle dagens planer faldt fra hinanden, for hvad så med fuglene? Vandreturen? Og ikke mindst helikopterturen?

Selvfølgelig løste det sig, for da vi skulle have refunderet helikopterbilleterne i lufthavnen, viste det sig, at helikopteren kunne flyve os til Tórshavn nærmest med det samme. 

Og jo, det var da lidt fjollet, når vi lige var kørt i bil derfra, men det føltes alligevel slet ikke fjollet. Det gjorde os bare helt kulrede, og glæden over at skulle flyve i helikopter alligevel, var umulig at skjule.

12 minutter, så var vi tilbage i Tórshavn. Men hvilke 12 minutter!!

Herefter tog vi med bus tilbage til lufthavnen i 50 minutter, og så kørte vi på eventyr. Allerførst til et glædeligt gensyn med Gásadalur - bygden med 17 indbyggere, hvor man indtil 2006 kun kunne komme dertil med helikopter eller ved at gå over fjeldet!

Den følelse, man får i maven af at være sådan et sted, er uforklarlig, men vild. Og så er der ovenikøbet udsigt til Mykines.

Efter Gásadalur kørte vi til steder, vi ikke havde været før. Til det største fos, Fossá, til surferparadiset Tjørnuvík og tilbage til Tórshavn af den gamle, betagende vej over fjeldet.

For sidste gang, gik turen tilbage til Tórshavn. Den lille røde bil skulle afleveres, og vi markerede den sidste aften med yatzy, vin og færøsk sushi.

Lørdag mødtes vi med gamle venner, tjekkede fiskemarkedet i Tórshavn ud og sagde farvel og tak til de fantastiske øer.

Kære øer, vi ses igen om fem år!

Det, man kalder "dårlig karma" og det, man kalder "win-win"

Det var morgen, og det var hverdag. Læreren var kommet lidt sent ud af døren og på vej over mod hendes egen cykel, lå en nabos cykel pludselig og spærrede vejen. Læreren havde travlt og skyndte sig og skræve over nabocyklen. Netop da, blev hendes høretelefoner viklet ind i styret på den væltede cykel, og lærerens telefon, der sad fast til høretelefonerne, blev revet op af lærerens lomme og faldt ned på den hårde asfalt.
Læreren taber ofte sin telefon, men denne gang, gik det altså udover skærmen. Uden tid til at ærgre sig måtte læreren haste på arbejde. Intet går hendes kvikke elevers næse forbi, og da de gang på gang spurgte, hvad der var sket med lærerens telefon, måtte hun med skam bekende, at det vist var fordi hun havde undladt at rejse en væltet cykel op....
"Det er vist det, man kalder dårlig karma", konstaterede en af pigerne, og læreren gav hende ret. Man skal altid rejse en væltet cykel op.

Revnet skærm eller ej - lærerens hverdag fortsætter, og hun øver sig i synlig læring, i ikke at brokke sig for meget og i at møde uforudsete udfordringer med et smil. Det er svært og det går ikke altid som det skal.
Læreren synes især, at de uforudsete udfordringer er ... nå ja, en udfordring. Og så bliver hun i dårligt humør og kommer til at brokke sig. Hun er i fuld gang med at prøve at oppe sig og håber, at det bliver bedre.

Som nævnt tidligere, lader børnene intet gå deres næse forbi. Det betyder også, at læreren de sidste par dage flere gange har startet sin seriøse undervisning, for så at blive afbrudt af et barn med spørgsmålet: "Har du fået nye sko?"
Og ja, det har læreren. Og de er virkelig også flotte. Hvad de koster og hvor de er købt er ikke uvæsentligt for børnene, og læreren har derfor flere gange forklaret, at det er mærket "Toms", og at de er ret seje, fordi hver gang nogen køber et par sko hos dem, så giver de et par sko til en, der er fattig.
Det syntes børnene alligevel var vildt. "Det er vist det, man kalder win-win" konkluderede selv samme pige, som et par uger forinden havde kategoriseret den væltede cykel og telefonen med dårlig karma.
Denne gang kunne læreren nikke med en noget mere oprejst pande.

Og win-win er der heldigvis mere af. I en pause kom to fnisende piger og spurgte læreren, hvorfor hun ikke var blevet sanger.
Læreren forklarede, at hun sådan set mente, at hun sang ret meget i løbet af en arbejdsuge.
"Nå ja, men sådan professionelt?", fortsatte de to fnisende piger.
Den var nem: "Det er fordi, jeg hellere ville være skolelærer", sagde læreren dydigt, men meget oprigtigt - velvidende, at der nok også skulle lidt mere til.
Pigerne tænkte lidt og spurgte så: "Så du kan bedre lide børn end penge?"
Læreren svarede et overbevist ja, hvorefter de to piger kiggede på hinanden og fnisede endnu mere.
Og ja, det er vel det, man kalder win-win.

Til sidst en beretning fra den netop overståede arbejdsdag. Læreren var efter endt undervisning og lidt forskellige ærinder endt i forberedelsesrummet. Her opdagede hun, at hendes telefon ikke var i baglommen, som den plejede.
Hun gik tilbage og ledte de sidste steder hun havde været - men uden held. Mange børn og voksne blev hurtigt inddraget i eftersøgningen og mere end en gang, måtte læreren forklare, at hun havde været så "smart" at have funktionen "forstyr ikke" slået til, hvorfor man ikke bare kunne ringe til den.
Læreren fattede ingenting og mærkede igen og igen efter i alle tænkelige lommer, tjekkede alle klasselokaler, tasken, sofaen, kontoret, og alle tænkelige steder. Børn kom løbende og fortalte at de også havde gennemsøgt flere klasselokaler og 10-12 børn på en sofa blev pænt bedt om at rejse sig, så man kunne tjekke om de sad på den savnede telefon.
Det hele var meget mystisk.
Til sidst lånte læreren en kollegas telefon og gik på "find my Iphone". Nu blev det spændende, for lærerens telefon var ifølge appen ca. 0,1 km væk!!?
Så var der skattejagt! Læreren gik forvirret gennem skolen efter den lille blå prik med tre børn i hælene. De nærmede sig forberedelsesrummet, men fortsatte forbi? De var ikke i indskolingsområdet længere. I det de gik forbi lærerværelset passerede den blå prik den savnede telefon. Og ganske rigtigt - da læreren kiggede ind på lærerværelset lå den lyserøde telefon med den revnede skærm lige der på bordet. Sjovt nok samme sted, som læreren havde spist frokost nogle timer forinden.
Børnene kiggede skeptisk på læreren, der var meget glad for at se den revnede skærm.
Efterfølgende måtte læreren konkludere, at hun simpelthen havde brugt så meget tid på at lede efter sin telefon, at hun ikke kunne nå den planlagte eftermiddagstræning.
Så her sidder hun i stedet og evaluerer sin eftermiddag og beretter om sin verden.

Læreren ved ikke om det er det, man kalder det ene eller det andet... Men det er nok mest det ene...
Læreren opper sig snarest, og håber, at det hele går alligevel.
Glædelig tirsdag derude.

Små mennesker, store tanker

December. Læreren gennemlever i øjeblikket juletid i folkeskolen for tredje gang. Som lærer, selvfølgelig. 
Som de to foregående år tælles dagene i december med en begejstring og utålmodighed, som ingen af de andre måneder præsterer. Børnene tæller ned til juleaften og de voksne til den forestående juleferie. Ingen kan vente længere nu.
December er hyggelig, men den voldsomme trængsel og alarm er også tydelig hos børnene. Julearrangementer, alt for meget sukker, overstimulerede af kalendergaver og pakkekalendre. Og julekalendre. Både dem i tv og dem med lågerne.
"Min bror er rigtig tæt på at vinde 1 million kroner, for han har skrabet 9 juletræer og der er 8 dage tilbage", fortalte en pige stolt og spændt i dag. "Og hvis han vinder, så køber han en iPhone 6 til mig og til vores anden bror. Men ikke nogen til vores forældre".
Læreren skyndte sig videre i dagens program, mens hun overvejede om hun skulle gennemgå lidt spontan sandsynlighedsregning. Hun lod være og bakkede op om forventningens glæde.

Følelserne sidder også lidt udvendigt i december. Både hos børnene og læreren. I udmattelsen over at gå og glæde sig, kommer man lidt lettere til at græde. Hos børnene ses det i frikvartererne, hvor det hele bare er lidt mere uretfærdigt eller gør lidt mere ondt. Hos læreren sås det bl.a. under 5. klassernes nyligt overståede Luciaoptog. Man kan da ikke andet end at fælde et par skjulte tårer, når sådan en flok syngende preteenagere går så flot i takt, med levende lys og hvide kjoler. Læreren kender ikke børnene på 5. årgang, men holder fast i, at det er december, der er skyld i de våde øjne.

På 3. årgang har man over de sidste uger afholdt elevsamtaler forud for elevplaner og skole-/hjemsamtaler. Det er en god anledning til at blive lidt klogere, både på hvad børnene tænker og på hvordan, de tænker. Som altid fascineres læreren dybt.
En af de ting, der tales om i samtalen er, hvordan det går med børnenes læring. For mange børn er det svært at svare på (Det ville det i øvrigt også være for mange voksne). For andre er det simpelt: "Jeg ved, at jeg lærer noget, fordi jeg får noget at vide, som jeg ikke ved i forvejen." 
Andre igen kommer med små, nærmest eksistentielle refleksioner: "Hvis man fx ikke går i skole, så ved man jo ikke engang hvad 1 + 1 er - eller andre regnestykker. Jeg er også blevet bedre til at tegne. Jeg er også blevet bedre til at læse."
Og så er dem, der bare er ærlige: "Jeg kan ikke helt huske hvad det er, jeg har lært, men jeg ved, jeg har lært noget."

Nogle bruger samtalen til høfligt at komme med små hentydninger: "Jeg synes måske, at vi skulle bruge lidt mindre tid på at få forklaret opgaverne i matematik." 
Hos andre, er hentydningen lidt mere henvendt til dem selv: "Jeg vil gerne række fingeren lidt mere op og lade være med at snakke, når læreren forklarer."

Andre igen reflekterer på hele klassens vegne:

"Vi bander næsten hele tiden til hinanden og det er der jo ikke rigtig nogen grund til at man gør. Jeg ved ikke hvorfor, men de fleste lytter bare lidt mere, når man siger det sådan." 

Samtalen drejes efterfølgende til en snak om sproget i klassen og de snakker om, hvorvidt det var noget, der måske skulle tages op i "klassens tid". Den pågældende elev tør måske at tage det op, men synes ikke helt, at han kan tillade sig at klage over det, da han selv er en af dem, der bander. 

"Jeg ville egentlig gerne bare tale lidt pænere."

Læreren prøver selv at tale pænt, når der er børn tilstede. Det lykkes ikke altid, og læreren tænker efterfølgende over, hvorfor det er, at de fleste bare lytter bedre efter, når man bander?

Et generelt spørgsmål i løbet af samtalerne er også om børnene helt overordnet er glade for deres skoledag. Standardsvaret er: "Ja, fordi jeg har mange venner." eller "Ja, fordi det er sjovt at gå i skole."

Et svar skilte sig alligevel ud og satte sig fast hos læreren. Især fordi det kom fra en af dem, hun egentlig troede bare ville svare kort og få samtalen overstået. Men han havde gjort sig mange tanker om, hvorvidt han var glad for sine skoledage:

"Altså nogle gange. Fx om torsdagen, når vi har UUV, hvor vi leger rigtig meget. Mandagen er ikke så sjov, for der skal man lige vænne sig lidt til skolen, fordi det var to dage siden, man sidst var der. Onsdag er den dag, hvor man har mest lyst til at være i skole fordi man har vænnet sig til det, og fredag glæder man sig bare til weekenden. Tirsdag er hverken den dårligste eller den bedste dag - den er bare fin nok."

Læreren var meget begejstret for drengens fine kortlægning af ugedagene. Hun har det selv lige sådan med mandag og fredag i hendes arbejdsuge, men vil gerne øve sig i at tænke tirsdag, onsdag og torsdag ligesom drengen. Ind i mellem kan man som voksen bare gå og glæde sig til weekend hele ugen. Og det er da alligevel lidt spild af arbejdsuge. Ikke mindst, hvis man oven i købet bare går og taler grimt hele tiden. Så hellere have en fin nok tirsdag, en perfekt onsdag og en sjov torsdag.

Gangestykker, tekstanalyse og lejrskole

Det går stærkt i Lærerens verden, og læreren kan ikke helt følge med. Der er for mange udfordringer af den slags, der ikke skrives om her på siden og selvom læreren er på sit tredje år som lærer, og derfor snart gerne vil kunne kalde sig rolig og erfaren, synes hun hele tiden der dukker nye, ukendte ting op. Ting, hun ikke lærte hvordan man skulle tackle på læreruddannelsen. Og så er det svært at være rolig og erfaren.

Hun er jo snart 31, og forestiller sig også, at det på et eller andet tidspunkt kommer med alderen... Roen og erfaringen, altså... Indtil det kommer, prøver hun at gøre ligesom dem, der virker rolige og erfarne, mens hun lader som om, hun selv er det. 

Og så lever læreren og lærerens verden fortsat videre i hverdagen med børnene og deres skoledag. Godt, der stadig findes børn i den nye skolereform!

Når børnene krydses af om morgenen, får de som regel lov til at sige et regnestykke. Det har de gjort siden 1. klasse, og det er efterhånden nogle store flotte tal, de kan regne med.

De får tre tal at vælge i mellem, som resultat. Et tal under 100, et mellem 100 og 1000 og et over 1000. Det kunne fx se sådan ud:

Dette er et fint morgenritual, og har derudover hjulpet både med at huske 10'er-venner, med forståelsen af at "noget +/- 0 = noget" og at "noget x 1 = noget", af hvad der sker, når man ganger et tal med 10, osv. Ikke mindst, har det hjulpet med forståelsen af positionssystemet.

I 1. og 2. klasse var det nemt nok at være den overlegne lærer, der kunne sige om svaret var rigtigt på nul komma fem. I 3. klasse er det blevet sværere. Eller også er det bare børnene, der overhaler lærerens hovedregningsevner.

I hvert fald kom læreren til kort en morgen, hvor tavlen så nogenlunde ud som eksemplet ovenfor, og en dreng, da det blev hans tur sagde: "Ok, 187 x 50 - det er bare noget, jeg slynger ud". Han så så forvirret og undskyldende ud, at læreren desværre fik sagt noget i retningen af, at det vist ikke kunne passe. Da hun alligevel fik regnet efter, var det hende, der så forvirret og undskyldende ud, og regner den kloge læser efter, forstås at 187 x 50 netop er lig med 9350!

Læreren spurgte forbløffet, hvordan drengen havde fundet frem til det regnestykke, hvortil han forvirret svarede: "Jeg tog bare det dobbelte af 3,5 og det er 7 og så tog jeg det dobbelte af 9 og det er 18 og så ganger man bare det, altså 187 med 50. Men jeg troede ikke, det var rigtigt."

Det var rigtigt, og læreren var i den grad sat på plads. Ikke fordi hun er overrasket over, at der findes smarte systemer, men fordi systemet var regnet ud af en dreng på 9 år... 

I musik er vi i 3. klasse begyndt på noget, der hedder Dagens sang. Børnene har på skift en sang med, som vi lytter til, og de fortæller lidt om den:

1) Hvorfor de har valgt sangen

2) Hvem, der har lavet sangen og hvad den handler om

3) Hvilke instrumenter, de kan høre i sangen

Det er sjovt at høre deres sangvalg, men det er ofte ligeså sjovt at høre hvilke ting, de har fundet ud af, og hvad de vælger at fremhæve.

I dag, havde en pige valgt, at vi skulle høre Joey Moes aktuelle pophit: "Hvis det ik' skal være os". Hun kunne høre både trommer, guitar og klaver, men det var hendes tekstanalyse, der gik rent ind hos læreren.

Joey Moe synger følelsesladet og falsetfyldt fraser som: 

"Min hverdag er ude af takt."

"Hvis det ikke skal være os, hvorfor føltes det så forkert? Når du ikke er her, når du ikke er her"

"Nu mit hjerte gjort af glas. Jeg føler der bliver kastet med sten."

Børn i 3. klasse kender til både følelser og kærester, men pigens udlægning af sangen var alligevel imponerende nøgtern og ligefrem, stillet op overfor det følsomme pop-ikon:

"Sangen handler om, at han havde en kæreste, men så troede han ikke, at han kunne lide hende så godt, så derfor slog de op, men så da de havde slået op, fandt han ud af, at han savnede hende helt vildt meget, når hun ikke var der, så han skulle slet ikke have slået op."

Pigen virkede som om, at hun forstod hans problem, men syntes det virkede ret fjollet, hvorfor de ikke bare blev kærester igen. Læreren er enig.

I morgen tager hele 3. årgang på lejrskole. Børnene er spændte og glæder sig, for det har de aldrig prøvet før - med skolen i hvert fald. Nogle af dem er ret nervøse for hjemve og sådan noget. Deres forældre er også nervøse over alle mulige ting og henvender sig ret meget i øjeblikket.

Læreren også er nervøs. Ikke for hjemve og sådan. Jo, hun husker godt, hvordan det var at have hjemve, men hun har aldrig prøvet at være voksen på en lejrskole. Hun glæder sig helt vildt, men er også meget spændt på, om hun kan finde ud af det. Om hun ved alle de ting, hun skal vide, om hun får givet de rigtige beskeder og om hun generelt gør alt det, hun kan for at børnene får verdens bedste lejrskole. Hun skal heldigvis af sted med en masse rolige og erfarne kolleger, men derfor er der stadig sommerfugle i lærermaven.

Flere af børnene glæder sig så meget, at de allerede pakkede for en uge siden. Læreren spurgte derfor en af dem, hvad det var vigtigt at huske:

"Bukser. Masser af bukser", sagde han og tøvede. "For det er koldt. Og masser af sko."

En jakke, en varm trøje, lommelygte og tandbørsten kom også på listen og jeg spurgte ham, om han selv havde husket alle de ting. Han nikkede, men forklarede mig, at der er nogen ting, man ikke kan pakke før om morgenen. Fx tandbørsten.

"Man kan heller ikke pakke madpakken en uge før", sagde han klogt, "så det er vigtigt, at man husker de ting om morgenen".

Læreren noterede sig de vigtige pointer, og håber dermed, at hun er klar til de tre dages lejrskole. I morgen tager hun en dyb indånding, krydser fingrene og lader som om, at hun er rolig og erfaren.

Læreren og hendes aftaler

Det er flere måneder siden, at læreren gav lyd fra sig herinde. Det er ikke et godt tegn. Det er ikke børnenes skyld. Det er jo nok lærerens egen skyld, men spurgte man hende, ville hun i sit forsvar bebrejde travlhed, kaos og frustration over den der skolereform. Heldigvis taler vi ikke om den herinde. Læreren er desværre helt vildt dårlig til at overholde hendes aftale om ikke at være et brokkehoved. Det er ikke så godt. Hun burde skamme sig eller ændre sin blog til at hedde "Brokkehovedets verden". Det med at ændre navnet er en dårlig ide, så løsningen må blive, at hun skammer sig. Og det gør hun, for hun taler næsten dagligt med børnene om, hvor vigtigt det er at overholde aftaler.
Aftaler om at tie stille, om at lade være med at fjolle, om at arbejde godt, osv. Tænk hvis børnene vidste, at deres lærer prøvede at lære dem noget, hun ikke selv kunne. Gisp.

Måske ved de det godt, for de er blevet så store og kloge. Kloge, det har de nu altid været, men de er vokset og går i 3. klasse og det får dem til at virke endnu klogere.
I 3. klasse må man have telefoner med i skole (selvom de skal ligges i en kasse i klassen indtil SFO'en starter). Og man må holde pause i de stores skolegård (hvis der er en voksen, der går med derover). Og så skal man lære at dividere (i slutningen af 3. klasse).

Læreren følte sig virkelig lille allerede i slutningen af 2. klasse. (Ikke bogstaveligt - det sker vist aldrig!)
Hele 2. årgang var på stranden lige inden sommerferien. Det havde været planlagt længe og tanken var, at det selvfølgelig var godt vejr d. 24. juni. Tak for lort (undskyld børn!), Danmark.
Vandet var 11-12 grader og som timerne gik blev både voksne og børn mere og mere forfrosne. Det førte til en snak blandt de voksne, hvor læreren stod og pralede med, at hendes forældre er vinterbadere - faktisk på selv samme strand. Som de voksne stod der og klaprede tænder, undrede de sig. En ting er at stille sig ud i vandet i badeshorts og tyk, ulden sweater og fremstamme: "Ikke længere ud, børn". Men decideret at betale penge for at tage en dukkert flere gange ugentligt? Det er da virkelig til at undre sig over.
Men tænk, bedst som de stod og undrede sig, kom selveste lærerens mor løbende ned på stranden. Hun havde selvfølgelig været ude at bade og set en masse børn. Gad vide om det var hendes lærerdatter, der var på tur havde hun tænkt, og det skulle selvfølgelig lige tjekkes. Læreren var ret overrasket, for hun havde ikke sagt noget til moren om, at hun var på stranden den dag. Og der findes trods alt mange skoler med mange lærere i København og omegn. Men ok - det er nok sådan noget, mødre kan.
For det var jo hendes lærerdatter og det var især spændende for børnene at se lærerens mor. "Ane, hvem er det?", spurgte de overraskede og nogle blev helt forvirrede, fjollede og kulrede, da de hørte, at det var lærerens mor.
"Ane er min matematiklærer", sagde en, "og hun er rigtig god til matematik". Det blev lærerens mor glad for at høre og hun smilede sødt til alle børnene.
Og så var det, at der kom en pige hen og hilste på lærerens mor, efterfulgt af ordene: "Det er en sød datter, du har". "
Det ved jeg godt", sagde moren, meget mor-agtigt, og her vidste læreren ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv.
For når ens mor og en 9-årig pige, som man er lærer for, står og har sådan en samtale om en selv, så er der noget, der føles meget omvendt. På en ret sød og smigrende måde. Og læreren kan bestemt godt lide, når hun ikke føler sig så voksen.

Hun er dog stadig 30 år. Det husker de fleste børn tydeligt og de minder gerne læreren om det ved at sige: "Ane, du er 30 år". Læreren forsøger altid at tysse på dem, men det har ofte modsat effekt.
En af pigerne kom dog efter sommerferien forvirret hen og sagde: "Ane, jeg har glemt hvor mange år, du er". Bedst som læreren lettet forsøgte at understrege, at det ikke gjorde så meget, fortsatte pigen : "Eller vent - du er 20 år, ikke?!"
Det er for det meste ikke så godt, hvis en lærer lyver, men i dette tilfælde, var det selvfølgelig det eneste rigtige at gøre.

Senere samme dag, fortalte en af de andre børn pigen, at læreren er 30 år. Snart 31,  faktisk (Puha, der skulle tysses!). I sidste uge opdagede en af børnene, at læreren bruger en facitliste når hun retter matematikopgaver. Han troede hun bare regnede det hele i hovedet på nul komma fem.
På samme måde finder børnene selvfølgelig en eller anden dag ud af, at læreren nogle gange laver aftaler, hun ikke kan holde. Og at hun til tider laver alt mulig lort (undskyld igen, børn). Og at hun synes, at statistik og sandsynlighed er svært. Og at hun er dårlig til at spille på bas og guitar (hun øver sig dog ind i mellem). Og at hun ryger. Og drikker. Og så videre.
Måske ved de det allerede.
Med hensyn til aftalerne, skal de bare vide, at hun prøver.