Fem års jubilæum i lærerens verden

Den er god nok. Det er nu lidt over fem år siden, at lærerens verden begyndte! Ikke bloggen af samme navn - men livet som lærer, for læreren.

Læreren husker, som var det igår, da hun rædselsslagen stod ude på legepladsen og panikkede over alle de måder, de mange børn hun skulle holde styr på, kunne komme til skade. 

Og da et barn kom løbende og råbte, at edderkoppegyngen var gået i stykker, og læreren febrilsk prøvede at regne ud, hvad edderkoppegyngen var. Og herefter, hvad man skulle gøre, når den gik i stykker. "Jeg tror, vi skal hente en voksen", sagde en af børnene. Læreren var enig, men tænkte bekymret, om det her lærerliv mon ville fungere?

Der er sket meget siden da. Nu ved læreren godt, hvad man gør, når edderkoppegyngen går i stykker. At man i 1. klasse skal huske at sige, at man BÅDE skal tage penalhus og matematikbog op af tasken. Ellers sidder der bare en hel spørgende klasse og kigger, når man har forklaret side 1 i matematikbogen og bedt dem om at gå i gang. 

Hun ved også hvor kopimaskinen er, og hvordan man printer trådløst. Hun ved faktisk ganske meget om printere og den slags, for hun er blevet autodidakt it-vejleder (læs: google-søgningsekspert).

Hun ved, at hun altid skal medbringe sin egen kaffe, for lærerværelseskaffe er præcis ligeså tyndt og usmageligt, som det lyder.

Hun ved lidt om lærerlivet før skolereformen, og en hel del om det efter skolereformen. Hun ved bl.a., at det kan være utrolig frustrerende, at dem, der tager de vigtigste beslutninger for folkeskolen ikke er dem, der rent faktisk opholder sig i den. Og når de nu ikke er tilstede, kan det være rigtig svært at få dem fortalt, når det ikke er nogle gode beslutninger, de har taget.

Hun har faktisk prøvet med et brev på et tidspunkt. Til selveste skolechefen. Det handlede om afviklingen af de omdiskuterede nationale tests i de tidlige klasser. Hvad læreren mener om de nationale tests, findes der et andet og meget frustreret blogindlæg om. Men det regner hun ikke med, at skolechefen har læst. (Selvom hun da egentlig synes, det ville være relevant for ham?)

Så hun skrev til ham om sine oplevelser med at afvikle "matematik 3. klasse nationaltesten" i 2. klasse. Det har skolechefen nemlig besluttet, at man skal. Læreren ved godt, hvorfor skolechefen synes, det er smart. Det er for at få en mere målbar progression. 

Sagen er bare, at det - med lærerens øjne i hvert fald - bliver en meget usand progression, man kommer til at se. For når børnene ikke har lært det, de bliver testet i, hvordan skal de så kunne svare? Jo, de skal svare "det, de synes er mest rigtigt" - altså gætte. Det er da helt vildt uretfærdigt at bruge gættede svar i en progressionsmåling?

Nå, men læreren skrev til skolechefen og følte sig lidt modig og lidt nervøs. Hun fik et svar. Det var overraskende positivt: 

"Det lyder umiddelbart ikke hensigtsmæssigt med de tidlige test. Vi indhenter derfor flere synsvinkler i løbet af de næste uger, og herefter revurderer vi beslutningen omkring nationale test snarest. Vi vender tilbage, så snart vi har et endeligt svar."

Det var i april, at svaret kom, og læreren gik i de efterfølgende uger og glædede sig helt vildt til at få det "endelige svar".

Desværre er det ikke kommet endnu.

Det kan jo godt være, at skolechefen stadig er i gang med at indhente synsvinkler eller revurdere beslutningen. Det var nok bare det der med "snarest", der gav læreren indtryk af, at hun ville høre fra skolechefen - ja, snarest?

Det er ikke sikkert, at skolechefen lige har tænkt over det - men læreren ved, at det er rigtig dumt at sige til nogen, at man vender tilbage med noget, hvis man ikke gør det. Det går i hvert fald ikke overfor børnene. Når det sker, bliver det ført til regnskab og aldrig glemt. (Måske bliver det glemt en dag, men det føles ikke sådan, når der står et barn og kigger en i øjnene og siger: "Men du sagde, at vi skulle have nye matematikmakkere i dag?")

Nå, men læreren har ikke opgivet at høre fra skolechefen. Der er sikkert meget arbejde i at være skolechef for en hel kommune, så måske det kommer på et tidspunkt,

Man fornemmer det måske, læreren har givet sig selv en stor, solid ja-hat i 5-års jubilæumsgave. Det trængte hun til - desværre virker den ikke så godt, som hun havde håbet. Det er ikke helt så grelt, som den opvaskemaskine, hun købte i elgiganten for nogle uger siden. Den virkede slet ikke, og det var en lang og meget dårlig oplevelse at få elgiganten til at give hende en ny. Det lykkedes heldigvis til sidst.

Det fungerer bare ikke helt sådan med ja-hatte. Men læreren har opdaget et smart trick: Ind i mellem kan man være heldig at finde en kollega, hvis ja-hat er så stor (og virker), at man kan låne et lille hjørne af den. Det er ret smart.

Det er nemlig noget andet, læreren har opdaget gennem sine fem år i lærerens verden. Kolleger er helt vildt vigtige. Man ser dem jo stort set hver dag! Og så kan man jo ikke lade være med at blive en del af hinandens liv. Og derfor bliver man glad, når der sker noget godt for dem og ked af det, når der sker noget dårligt. Læreren har masser af gange prøvet at stå med noget, der var så svært, at hun ikke syntes, hun kunne klare det selv. Og så var der heldigvis nogen, der hjalp. Og sådan noget, glemmer man aldrig. (Lidt ligesom, når nogen siger, de vender tilbage med et svar, men så ikke gør det. Her er følelsen bare ikke så god.) 

Kolleger og børn - det er det, der fylder i lærerens verden efter fem år. 

Og nu vi er ved børnene - ligesom læreren ikke kan undvære kollegerne, kan hun heller ikke undvære børnene. Af mange grunde. Bl.a. at de er de første til at bemærke den nye frisure, den nye tatovering, de nye øreringe eller når læreren har briller på.

Og så siger de præcis hvad de synes. Både hvis det er: "Ej, hvor er det nogle pæne øreringe. Og noget pænt tøj. Og en pæn tatovering (men gør det ikke ondt?)", og når det er: "Ane, har du fået briller? Du er godt nok pænere uden!"

(Kolleger er faktisk også gode til at lægge mærke til, når man ser anderledes ud i tøjet, frisuren eller lignende. De siger det bare på en anden måde: "Det er pænt til dig med det lange hår, Ane. Det skal du beholde". Så ved man godt, hvad de syntes, om det korte hår. Det er lidt sødt.)

For fem år siden stod læreren nervøst og spekulerede på, om lærerlivet ville fungere. Det synes hun, det gør. Trods kampene med ja-hatten, manglen på det "endelige svar", og det, at hun stadigvæk efter fem år, ofte står i situationer, hvor hun febrilsk prøver at regne ud, hvad det er meningen, hun skal gøre.

Det kan være frustrerende. Men så har hun heldigvis kollegerne. Og så må man prøve sig frem. Sammen. I virkeligheden tænker læreren nok, at den dag, hun aldrig "ikke ved, hvad hun skal gøre", ja - så er der nok noget først for alvor noget galt og så skal hun nok se at komme ud af lærerens verden, så hurtigt, hun kan.

Bare rolig. Det sker ikke foreløbig.

[Indsæt dybt citat om det menneskelige i at fejle, at vi lærer hele livet, at det er godt nok, når man gør sit bedste eller sådan noget. Peter Plys og Pippi har fx masser af den slags]

PS. Hvis nogen kender eller render ind i skolechefen, så mind ham gerne om det "endelige svar".

Læreren i GIF's

I løbet af en skoledag gennemgår man som lærer mange forskellige følelser og situationer. Her følger en ganske almindelig arbejdsdag i lærerens verden, illustreret med GIF's. 

(Ironi og sarkasme vil forekomme. Det er kærligt ment.)

Læreren forsøger altid at komme i god tid, men har så svært ved at stå tidligt op. Hun når det altid inden 8. Men også kun lige inden.

Læreren har lige gennemgået dagens stof og opgaver i matematik og slutter af med at sige: "Jeg vil gerne have, at I sidder på jeres pladser. I må arbejde alene eller arbejde sammen med nogle af dem fra jeres bord."

To elever, rækker prompte hånden op og spørger:

"Må man arbejde sammen?"  "Må man sidde hvor man vil?"

Det er næsten frikvarter, og børnene spiser 10-mad. En af dem kommer op med en snackpølse i den her slags plastik, der kan være lidt svær at åbne og beder om hjælp:

I musiktimen sidder læreren og spiller en sang ved klaveret, mens børnene står omkring hende. Midt i det hele begynder en af dem at lave kaninører på ham ved siden af. Læreren stopper op, beder ham om at stoppe og går hurtigt videre. I næste sekund er der pludselig fem børn, der laver kaninører på hinanden. 

I indskolingens frokostpause går snakken højt og muntert. Bedst som læreren tager en bid af sin mad drejes snakken pludselig over i børneorm, herefter berøres opkast og lort, og til sidst en gammel kending: fødsler!

Børnene har luftepause og læreren har lige taget en tår af sin kaffe, da to piger kommer over. De ser ikke glade ud. 

"Det er bare fordi..... Og så sagde hun.... Og så gjorde jeg... Men så sagde jeg, og så gjorde hun bare.... Og det er megastrengt...., osv., osv., osv."

En lærerstuderende spørger lærerens elever, hvornår de sidst havde lært noget, de ikke vidste i forvejen. En af børnene rækker hånden op og fortæller om matematiktimen i sidste uge, hvor læreren havde spurgt hvor mange sekunder, der går på en time, og de efterfølgende havde regnet det ud: 3600 sekunder.

Klokken er 14 og læreren er færdig med at undervise. Hun vil sætte sig til at forberede undervisning og går på skoleportalen - den virker ikke. Hun læser en forældremail omkring trivselsmåling og anonymitet, hun sender et skema til print - printeren virker ikke. En mail tikker ind: "Om hun vil på kursus i solotaksonomi?" En ny mail tikker ind: "Husk at lave din læringsmølle, så du kan være nysgerrig på din egen praksis". 

Læreren vil besvare en email. Internettet virker ikke.

Osv., osv., osv.

Læreren er færdig for i dag, og opdager, at det er blevet påskeferie.

GOD FERIE!

"Nu med anciennitet!"

Et nyt skoleår er skudt i gang og læreren påbegynder hermed sit femte år i lærergerningen. 
Det er ret utroligt. Hun tænker tilbage på sit første år og mærker tydeligt, at der er sket meget. Både med skolen, med børnene og med hende selv. 
I år stiger hun et løntrin og det føles ret overlegent. 

"Den forvirrede lærer fra Lærerens Verden: Nu med anciennitet!" 

Det er også en smule angstprovokerende. Kan man mon tillade sig at være i tvivl om noget og prøve sig frem og ikke vide alt, når man er på løntrin 2?
Læreren ved det ikke helt. Hun ved bare, at hun stadig ofte er i tvivl om noget og prøver sig frem. Og er der noget, hun ved, så er det, at hun ikke ved alt. 

Så må det gå, som det går. Anciennitet eller ej.

Det nye år er startet, som nye år ofte gør: Med planlægning, møder, stress og kaos og den generelle "løben rundt om sig selv", mens man prøver at regne ud, hvordan man bedst prioriterer sin tid og bliver klar til det hele. 

Børnene startede for tre dage siden. På syv uger kan sådan nogle størrelser nå at vokse en hel del, og når de så ovenikøbet pludselig går i 2. klasse i stedet for 1., synes læreren næsten, at det er for meget af det gode.
Heldigvis er de meget store børn i 2. klasse stadig meget søde og meget sjove.

I ferien havde børnene fået en sommerferiebog med hjem med forskellige slags opgaver, de kunne hygge sig med i den lange sommerferie. En af dem var en grublegåde om Ræven, Hønen og Majskolben: 

Læreren tog grublegåden op med børnene i første matematiktime. Flere havde løst den hjemmefra i samarbejde med nogle voksne, men da læreren spurgte om der var nogen, der havde et bud på, hvordan landmanden skulle bære sig ad med at få dem alle tre over floden uden at ræven spiste hønen og uden at hønen spiste majskolben, var der flere overbevisende svar:

"Det kan ikke lade sig gøre!", var der en, der prompte og meget sikkert udbrød.

"Hvis nu landmanden bandt hønen og majskolben fast til en snor og trak dem efter båden, kunne de alle tre komme over", foreslog en anden. 
Desværre havde landmanden ikke noget snor.

"Kunne han ikke bare tage majskolben op i sin hat?" 
Jo, måske - hvis bare hans hat havde været stor nok.

"Hvis nu hønen spiste majskolben og ræven derefter spiste hønen, så kunne landmanden bare sejle ræven over, og så var de alle sammen ovre på den anden side." 
Logikken kunne læreren godt se. 

Læreren viste teknisk overskud ved at have en flytbar ræv, høne, majskolbe og landmand på smartboardet, med en fastlåst flod i baggrunden. Alt imens børnene til sidst fik forklaret den rigtige løsning, flyttede hun efter bedste evne rundt på landmanden og hans medpassagerer indtil det var lykkedes at få alle sikkert over - i uspist tilstand vel at mærke.

I den opsamlende snak, var der flere skeptiske børn, der syntes, det var lidt mærkeligt, at landmanden ikke bare kunne have majskolben ved siden af ræven i båden, fordi den jo fylder så lidt. Flere undrede sig også over, at han ikke bare kastede majskolben og hønen over på den anden side af floden, og så sejlede derover med ræven. 
Og hvor skulle han egentlig hen med dem, når alt kom til alt?

Den sidste kommentar gav dog alligevel stof til eftertanke:
"Jeg synes faktisk, at det er lidt mærkeligt, at han ikke bare sagde til ræven og hønen, at de skulle opføre sig ordentligt og være gode, når han sejlede fra dem, selvom de var sultne."

Læreren var helt enig. For et øjeblik glemte hun grublegåden, og tænkte på alle dem rundt omkring i verden, der i virkeligheden bare skulle tage og opføre sig ordentligt og være gode.

Anciennitet eller ej. Ræv, høne, statsleder, skolechef eller menigt menneske i dagens samfund. Man kan godt opføre sig ordentligt og være god, selvom man er sulten, og har lyst til at spise ham/hende eller den, der står ved siden af. 
(Det er måske unødvendigt at nævne, at der for de tre sidstnævnte tales i overført betydning?)
(Eller måske er det slet ikke så unødvendigt?)
(Eller måske er det i grunden slet ikke så overført?)

Jojo, det må gå som det går, men læreren har masser af anciennitet: Hele fire år med børnenes visdomsord, skarpe analyser og geniale løsningsforslag!

Læreren, lillebroren og didaktikopgaven

En omlagt uge ved læreren aldrig helt om hun skal elske eller hade. Man gør ofte lidt begge dele. I år var emnet "Tidsrejsen" og læreren skulle være med til at planlægge et forløb om bronze- og jernalderen for ca. 50 børn fra 0.-2. klasse.

Læreren syntes selv, at det var spændende at dykke ned i bronze- og jernalderen. Og så havde hun ovenikøbet fået tiltusket sig fire morgner sammen med de 50 børn, hvor de skulle synge og danse. Takket være Sigurd Barretts "Danmarkshistorie", findes der både sangen om Solvognen, Grauballemandens sang og sangen om Guldhornene. Det var alletiders.

At finde på en dans, der passede til bronze- og jernalderen var lidt sværere, men efter lidt research fandt læreren alligevel på et koncept, der i hvert fald overbeviste hende selv:
I bund og grund handlede det hele dengang jo om at overleve. Derfor fandt læreren på en masse dansemoves, der understøttede, hvad man i bronze- og jernalderen gjorde for at overleve. Disse satte hun sammen til en halvavanceret dans til Bee Gees "Stayin' alive". For at tage dansen op på metaniveau sluttede den med, at de allesammen døde. (Og fordi det passede til sangens lange outro.)

Morgenerne med dans og sang var uundgåeligt noget kaotiske. Blandt andet fordi læreren kun kendte 1/3 af de 50 børn. Som i musiktimerne giver dans og hyppige skift ofte anledning til ekstra meget uro. Læreren måtte derfor give alt, hvad hun overhovedet havde i sig for at skabe ro, holde fokus og nå det ambitiøse program. Hun fandt sig selv hamre løs på klaveret, mens hun skrålede om grauballemanden af sine lungers fulde kraft. Hun stod på gulvet og fægtede med arme og ben, mens hun råbte sine huskeremser, så børnene vidste hvad de skulle danse:
"Lede efter rav og finde rav", "Samle korn og høste korn", "væve og væve og sejle og sejle"
Børnene hang på så godt de kunne og der er da også en lille sandsynlighed for at nogle af dem rent faktisk kunne koble deres syngen og dansen til det, ugen ellers bød på, om bronze- og jernalderen. (Se nedenstående video, og sæt eventuelt Bee Gees på for at få den fulde oplevelse - grin gerne ligesom lærerens søster, for det er da jævnt fjollet!)

Om tirsdagen i den omlagte uge, fik læreren en lidt pludselig forespørgsel fra hendes lillebror. Han læser også til lærer og skulle skrive en didaktikopgave på baggrund af observation af en undervisning. Mere specifikt skulle det handle om:

"Hvordan lærerens didaktiske valg får betydning for undervisningen og elevernes deltagelse, deres læreprocesser og udvikling af kompetencer."

Lillebroren ville gerne komme fredag i den omlagte uge i det tidsrum, hvor læreren dansede og sang med de 50 børn. Lige præcis om fredagen skulle de afslutte ugen ved at optræde for nogle forældre med de to sange og dansen og dette skulle filmes, så resten af skolens elever også kunne se det senere på dagen. Læreren vidste, at var der tale om kaos de andre morgener (og det var der), så kunne hun slet ikke finde ord for, hvad det ville blive denne fredag morgen.
Hun kunne på stående fod heller ikke lige gøre rede for hvilke didaktiske valg hun ville træffe den morgen og endnu mindre hvilken betydning disse valg kunne have for det hele.
Det ville i bund og grund handle om at overleve - ligesom i bronze- og jernalderen (og metalalderdansen.)

Læreren huskede tydeligt hvordan det var at skulle skrive didaktikopgave, og var derfor aldrig i tvivl om, at det selvfølgelig var i orden, at lillebroren kom og observerede. (Og så ville hun jo også gerne virke som den overskudsagtige storesøster, der altid lige står til rådighed...)

Læreren vidste, at lillebroren er meget bedre til at skrive opgaver, end hun nogensinde har været, og var egentlig også noget nysgerrig efter, hvad han kunne få ud af at observere hende. 
Lillebroren er også meget bedre til at spille klaver, end læreren nogensinde har været eller bliver - og det var sådan set det, hun var mest nervøs over, at han skulle overvære. Nu var det heldigvis ikke det, han skulle observere på, så læreren blev enig med sig selv om, at det nok skulle gå.

Og det gik også. Det var sjovt at have sin lillebror med på arbejde og det var i bund og grund også en vildt sjov, omend kaotisk morgentime med børnene. Alle overlevede i hvert fald, og læreren kunne forpustet konkludere, at de også var nået i mål med det planlagte program.

Noget tid efter modtog læreren lillebrorens didaktikopgave. Han mente selv, at den var kedelig. Hvordan læreren skulle tolke det, vidste hun ikke helt, da den jo handlede om hende. Hun tænkte tilbage på sin egen studietid og tog det ikke personligt.
19.344 tegn inklusiv mellemrum havde lillebroren griflet ned omkring lærerens didaktiske valg den fredag morgen. Imponerende.

I det følgende kunne læreren bl.a. læse om, hvordan hun ifølge lillebroren fx fik skabt en såkaldt "tyk, narrativ fortælling ved at italesætte den ønskede adfærd istedet for den uønskede". Læreren huskede godt, at hun havde rost en af drengene fra 2. klasse fordi han for første gang sad på sin plads fra morgenen af, i stedet for at tumle rundt i sofaen. Hendes didaktiske overvejelser i forbindelse med dette, havde hun ingen erindring om. Var det mon godt eller skidt?

Hun læste spændt videre og forstod, at hun (åbenbart) også havde brugt "sproget som konstituerende for fællesskabet":
Hun havde simpelthen brugt sproget til at gøre dét at skulle optræde til noget ufarligt ved at sige: 
“Husk nu, at hvis vi synger noget forkert, så er det kun os, der ved, at det var forkert - det gør ikke noget!”
Tydeligst blev det ifølge lillebroren i følgende udsagn: “Vi skal være klar til at optræde for vores forældre, men selvom vi ikke er helt klar, skal det nok gå. Forældre er nemlig det bedste publikum”. 
Med dette fik læreren med lillebrorens ord "konstrueret en virkelighed, hvor hun og klassen var i samme båd", og det kan (åbenbart) kobles på grundtanken i den narrative psykologi.

Læreren blev da helt stolt af sig selv. Igen huskede hun ikke selv så meget andet end, at hun mange gange i løbet af morgenen havde beroliget sig selv med at "forældre er det bedste publikum". For det er de - og gudskelov for det!
Endelig konkluderede lillebroren i sin perspektivering, at han ved at observere og analysere på læreren havde fået "skærpet det analytiske blik, han får brug for i sin kommende lærerpraksis". Også dette var læreren stolt af at have medvirket til. Mest af alt var hun dog stolt af sin lillebror. 
Han bliver blændende i sin kommende lærerpraksis. Ikke fordi han har observeret på læreren eller fordi han er eminent til at skrive didaktiske opgaver (for det er han) eller spille klaver (for det er han virkelig).
Heller ikke fordi han er lærerens lillebror, selvom man måske godt kunne tro det. (Ja, lidt kæk er læreren da blevet, af alle de fine ord om hendes didaktiske overvejelser). 
Nej, lillebroren bliver en fantastisk lærer en dag, fordi han er et så ærligt, godhjertet, intelligent og varmt menneske, som uden tvivl vil skabe læssevis af tykke, narrative fortællinger og konstituere masser af fællesskaber med sproget, med sine blændende musikalske evner og med sin oprigtige interesse for børns ve og vel.

Og ok, lad os da bare være lidt selvfede her til sidst og sige, at de 19.344 tegn inklusiv mellemrum omkring lærerens didaktiske overvejelser, også har medvirket lidt til, at lærerens lillebror en dag bliver en blændende lærer. Og hvem ved - så kan læreren måske få lov til at komme ud og observere lidt på ham. Ikke for at skrive didaktikopgave (forhåbentligt!) - men for at få skærpet sit analytiske blik til sin lærerpraksis. 

Og for at beundre sin dygtige lillebror.

Læreren, Skolevæsnet og de Nationale Tests

Dette indlæg kan blive farligt. Det er læreren klar over. Hun har normalt en intention om ikke at være politisk i hendes skriverier. Det duer hun slet ikke til. Det her er egentlig heller ikke et forsøg på at være politisk. Det er et behov for at udtrykke en frustration, der er skabt af politikerne. Det er som sådan heller ikke et forsøg på at starte en diskussion. Det findes der andre, der er meget bedre til. 

Farligt eller ej - her kommer lærererens blik på noget, der frustrerer, men i den grad også undrer hende. 
I folkeskolen findes noget, der hedder National Test. Det er med undervisningsministeriets egne ord: 

"...Et værktøj til den løbende evaluering i folkeskolen og et pædagogisk redskab til lærerne, og de kan bidrage til den videre tilrettelæggelse af undervisningen."

Normalt tages de nationale tests i dansk i 2., 4., 6. og 8. klasse og matematik i 3. og 6. klasse. Og så i en masse andre fag i de større klasser.
Som noget nyt, har skolevæsnet, der huserer omkring lærerens arbejdsplads besluttet, at de danskfaglige tests skal tages hvert år fra 1. til 9. klasse og de matematikfaglige tests hvert år fra 2. til 7. klasse.

Det betyder, at lærerens 1. klasser på 7-8 år, er blevet testet i dansk og læsning. De har taget en test, som siger noget om, hvad man skal kunne, når man er færdig med at gå i 2. klasse. Det vender vi lige tilbage til.

Nogen vil måske, som læreren, undre sig over hvad i alverden det skal gøre godt for. Men det handler selvfølgelig om progressionen, fortæller skolevæsnet. Det er lettere at måle progressionen, hvis man tager testene hvert år. Er der mon progression at spore om et år, når de nuværende 1. klasser skal igennem testen igen og rent faktisk går i 2. klasse? Det hypotetiske svar vil læreren overlade til læseren selv. Men det ser da godt ud på papiret.

Og nu tilbage til testene. Læreren har primært to kæpheste i denne sag. To ting, hun så at sige undrer sig over: 
For det første: Hvem er det, der laver de nationale tests? Og hvad har de egentlig tænkt på?

I den nationale test for dansk og læsning i 2. klasse skal man kende ord som palindrom eller kumquat og kende talemåder som "at løbe sig en staver i livet" eller "med brask og bram".*
(*Jeg har ikke skrevet de direkte spørgsmål, da det ikke er tilladt at kopiere direkte fra testen.)

Man skal også identificere blomster og fugle:

Hvilke af disse blomster er en viol?

**

Og hvilke af disse fugle er en vibe?

**

(**Der er lagt en smule censur, da det ikke er tilladt at kopiere direkte fra testen)

Man skal også læse lange tekster og kunne svare på spørgsmål og man skal dele ord op ved at sætte streger:

Sæt fx to streger her: 

stramtandettantettandsættet***

Eller her: 

helhestblamerebladre***

(***der er byttet lidt rundt på ordene, så det ikke er direkte taget fra testen)

Læreren er ikke dansklærer, og går i hvert fald slet ikke i 2. klasse. Men hun har store problemer med at svare på flere af ovenstående. (Hvad er eksempelvis en helhest?)

Hvordan mon så børn i 2. klasse har det? Hvordan mon børn i 1. klasse har det? Læreren vil igen lade læseren konkludere svaret.

Men hvorfor er det vigtigt, at man i 1. og 2. klasse ved hvordan en viol ser ud og hvad det vil sige at løbe sig en staver i livet? Det ved læreren simpelthen ikke, men efter hendes mening er det helt ude i hampen (som i øvrigt også nemt kunne have været et spørgsmål!), at udsætte børn i den alder for at skulle svare på disse spørgsmål.

Og nu kommer vi til den anden kæphest. Har skolevæsnet mon tænkt over, hvordan det er for børn på 7-8 år at skulle igennem sådan en test? Her kender læreren svaret: Nej! For så ville de simpelthen have taget en anderledes beslutning. 

For nogle børn er det helt fint. Dem, der har det fint med at gætte, når de er i tvivl. Dem, der begejstres over, at der i løbet af testen bliver delt vingummibamser ud, og at man efter testen får "fri ipad"-tid.

For andre børn, er det overhovedet ikke fint. Hvis man ikke kan lide at gætte, er den nationale test en lang og pinefuld falliterklæring. Hvis man er bange for at svare forkert, kan man have ondt i maven i dagevis op til testen. Eller hvis man bare er lidt usikker på sig selv. Så kan man sidde og græde midt i det hele.

Læreren har tænkt og tænkt, og hun kan simpelthen ikke forstå det der Skolevæsen. Er det mon et slags uhyrligt væsen lidt á la nogle af monstrene fra Monster's Inc. Det ville give mening.

Forskellen på væsnerne fra Monsters Inc og Skolevæsnet er, at dem fra Monsters Inc ser flinke og venlige ud. Det burde et Skolevæsen i allerhøjeste grad også være.

Skolevæsnet burde komme på besøg i 1. klasse og se og mærke hvordan alle dets tiltag påvirker børn og voksne. Det burde tænke over hvor vigtig den progression egentlig er - i forhold til livet, hverdagen og skolegangen for de rigtige, ægte børn, der findes i skolen. 

Det burde have været med, da læreren og hendes kolleger i sidste uge satte deres to 1. klasser i gang med en test, som de på papiret først burde kunne svare på om 1 år og 4 måneder. I praksis, synes læreren, at der er masser af ting, de slet ikke burde vide overhovedet. 

Efter lærerens egen ydmyge mening, har hun indtil videre klaret sig ganske fint selv uden at vide hvad det vil sige at gøre noget "med brask og bram".

Skolevæsnet burde selv føle den knugende fornemmelse, som mange af de 7-8 årige børn sad med under testen. Og som læreren og hendes kolleger i øvrigt selv sad med.

Læreren ved ikke hvad hun skal gøre udover at undre sig. Jo, hun brokker sig - hvilket hun hader. Men hvad skal hun ellers gøre? 

Hun tænker, at Skolevæsnet må minde om nogle af de skræmmende uhyrer, hun som barn drømte lå under hendes seng - klar til angreb hvert øjeblik. 

Nu, hvor hun på en måde er blevet voksen, kunne det være, at hun skulle drømme sig et rigtig grumt mareridt for at finde frem til Skolevæsnet og så tage kampen op? Tvinge Skolevæsnet til at løbe sig en staver i livet med så meget brask og bram, at det glemte alt om de åndssvage tests. 

Herefter kunne hun så tæmme det og gøre det til verdens flinkeste Skolevæsen, som altid var med i skolen, som sådan et slags sejt legevæsen, der også kunne forklare opgaver, lege fangeleg og give verdens bedste krammere til dem, der havde haft en dårlig morgen.

Dette indlæg blev farligt. Og alt imens læreren opruster og gør klar til den farefulde kamp mod det grufulde Skolevæsen i hendes Lærerverden og ellers tager sig af børnene i 1. klasse, så godt som hun kan, håber hun, at der er nogle andre, der vil tage kampen mod det rigtige Skolevæsen i Politikernes Verden.

"Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!"

Omlagt uge. De der uger i skoleåret, som de fleste lærere både hader og elsker. Nyt skema, masser af planlægning, ambitiøst program, kulrede børn. Men også fordybelse og fornyelse, gennemførte temaer og masser af mulighed for at gøre noget af det, man normalt ikke har tid til.

På 1. årgang var emnet "Astrid Lindgren" og ugen bød på både Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe. Der skulle laves handlingsbro og personkarakteristikker, løses tingfinderopgave og tegnes Pippi- og Ronjaportrætter. En lidt fremmed verden for læreren, der føler sig mest hjemme i matematik og musik.

En morgen skulle børnene lave en personkarakteristik af Ronja Røverdatter. I lærerens time. "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert", burde læreren sige til sig selv. Ligesom Pippi. Men det var lidt svært.
Læreren vidste, at det var godt at komme med eksempler, så hun spurgte børnene, hvad de ville sige, hvis de skulle beskrive hende.
"Høj", sagde de. "Matematiklærer". "God til musik". "God til matematik". Og så gik de lidt i stå og læreren fik en underlig følelse af at have iscenesat noget kunstigt, der ikke rigtig førte derhen, hvor de gerne skulle ende.
De kom nogenlunde i mål, men læreren går stadig lidt og venter på, at en af dansklærerne tjekker børnenes personkarakteristikker og klager.
"Hun kan være glad". "Hun kan være ked af det". Hun kan være modig". "Hun kan være bange". Sådan skrev de.  Det lyder som de fleste af os?
"Hun har et brunt bælte på". "Hun har kjole på". Det var vist helt galt - for det skulle være en indre personkarakteristik. Læreren kunne ikke nænne at få børnene til at hviske det ud, så hun roste dem i stedet og sagde noget i retningen af: "Det kan jeg godt forstå, at du har skrevet".
Det kunne hun godt. Og det er vel næppe den sidste personkarakteristik, de har lavet inden de går ud af 9. klasse.

Hver dag mellem 10 og 11 skulle der danses og synges. Her følte læreren sig hjemme, og det var da også hende, der var primus motor i den time.
Eller sagt på en anden måde. De stakkels børn var i en times tid underlagt lærerens vanvittige fantasi og påfund. Tvunget ind i lærerens verden, så at sige.
Læreren havde besluttet, at de skulle fordybe sig i rumpenisserne fra Ronja Røverdatter. De varmede derfor op med nogle rumpenisseøvelser, før de begyndte at øve rumpenissedansen. For skulle nogen være i tvivl om hvad der sker, når menneskene ikke er i skoven, så blev det altså slået fast med syvtommersøm på 1. årgang: Så er der rumpenissefest, hvor man danser rumpenissedans!!! (Hvad ellers?)
Læreren har altid syntes godt om Sebastians Ronja Røverdatter-sange, men lige præcis til en rumpenissedans, var det som om, at de ikke egnede sig så godt. Hun havde derfor valgt at bruge en sang, hun stødte på under en charterferie til Tunesien.
Balada Boa. Nogle af de rumpenissemoves, hun brugte i dansen, havde hun faktisk stjålet fra nedenstående Zumba-flashmob-video.

Børnene stillede aldrig spørgsmål til hverken dansetrin eller sang. De begyndte kun at spørge hvad den hed, så de kunne øve videre derhjemme. 

Apropos Pippis modige citat omkring at klare noget, man aldrig har prøvet før, så er læreren i dette skoleår blevet IT-vejleder. Det var sådan set hendes eget forslag, fordi hun syntes, at der manglede hænder i dette felt. Hun havde dog forestillet sig, at der forud for titlen, lå en eller anden form for kursus, som kunne kvalificere hende til opgaven.
Det mente man ikke var så oplagt oppefra. Så fra den ene dag til den anden stod hun der og var IT-vejleder. Det er et meget bredt felt, og der kommer mange forskellige forespørgsler på IT-vejleder-fronten. 

"Hvorfor gør min computer sådan, når jeg starter den op?"
"Hvordan tager jeg et skærmbillede?"
"Hvorfor er min internetbrowser lige pludselig fyldt med reklamebannere?"
"Hvorfor har jeg ikke kamera-app'en på min iPad?"
"Kender du et godt antivirus-program?"

Osv., osv., osv.

Nogle af spørgsmålene kan læreren godt svare på. Mange af dem ved hun ikke så meget om, men hun er blevet rigtig god til at google. Eller til at ringe til kommunens digitaliseringsstyrelse, eller folkene bag en online portal eller hvem man nu forestiller sig ved noget.

Læreren husker godt hvordan hun selv, hver gang hun så IT-vejlederen før i tiden, altid lige skulle spørge ham om et eller andet. Dengang tænkte hun ikke over, at han måske ikke nødvendigvis vidste alt om alting.
Hun synes, at det er lidt mærkeligt, at folk nu tænker noget lignende, når de ser hende. Det må de gøre, for de spørger i hvert fald om mange ting. Det kan føles som om, der står "IT-ekspert - altid til tjeneste" i panden af hende. 
Det gør egentlig ikke noget, for hvis hun kan hjælpe dem, vil hun gerne. Det er en god følelse at kunne løse et problem for nogen. 
Det er dog en knap så god følelse, når hun ikke kan løse problemet. Hvad ville Pippi have gjort?

Nogle gange er det simpelt - andre gange er det mere omstændeligt. Som den anden dag, hvor en sød pige fra 3. klasse ikke kunne hente word-appen på sin iPad. Den problematik havde læreren prøvet før - det kunne klares med en synkronisering. Troede hun, men ak, uanset hvor mange gange hun synkroniserede, var der ingen word-app.
Læreren bemærkede pigens hånd:

Hun tog en dyb indånding. Det er VIGTIGT det her, tænkte hun og følte sig netop meget vigtig. Hun ringede fluks til digitaliseringsstyrelsen og bad selvsikkert om at tale med samme fyr som sidst, hun ringede. Han var kvik. Først mente ham i røret, at fyren ikke havde tid, men at han måske selv kunne hjælpe. Læreren præsenterede problemet og blev straks sendt videre til ham fyren alligevel: "Jeg hører lige, om han ikke har tid alligevel".
I fællesskab fandt fyren og læreren ud af, at pigens iPad slet ikke var koblet til hendes UNI-login, men til en dreng fra 2. klasse? Hvordan det var sket kunne fyren ikke forklare, men der var ikke andet for end at gendanne iPad'en, altså starte den helt forfra. Dette kunne man imidlertid ikke gøre før iPad'en var opdateret. Og iPad'en kunne ikke opdateres, fordi der ikke var plads til det styresystem, den skulle opdateres til. 
Så er der pludselig lidt lang vej hen til den word-app. Men der arbejdes på sagen. Det skal løses. Det er VIGTIGT!

I lærerens verden er der meget, der er VIGTIGT!! Og mange ting, hun aldrig har prøvet før. Hun må øve sig i at sige som Pippi. Og google endnu mere. Måske få etableret en direkte linje til den kvikke IT-fyr fra digitaliseringsstyrelsen? 

Og så skal hun huske, at hun ikke altid kan løse alle problemer. Langtfra altid faktisk. Eller gøre alle glade. Det ville bare være så rart, hvis hun kunne. Idealisten, der var stærkt stående, da hun fuld af drømme startede på lærerseminariet, lever under andre og mere trange kår i lærerens verden i dag. Ofte overgået af realisten. Pessimisten. Eller bare brokkehovedet.
Idealisten får aldrig lov til helt at dø. Det er VIGTIGT! 
Læreren er sikker på, at Pippi er enig i den sag.

Julehilsen fra Lærerens verden

Så kom den, juleferien. Læreren har ikke helt forstået det, men når man lige er vågnet, og uret viser 12.33, er der et eller andet, der ikke er som det plejer.

Tiden flyver - særligt i december. Det er både godt og skidt i lærerens verden. 7-årige børn i december er sådan lidt kronisk overgearede og overstimulerede. De spiser for meget sukker, går til julearrangementer i et væk og kommer for sent i seng, fordi de skal se julekalender. Og så kan det altså være svært at koncentrere sig om matematikken. Læreren forsøger altid at være benhård og køre det planlagte program igennem, men enkelte gange i december har selv hun måttet give efter og lade julehyggen overtage. (Godt, at det er januar, når vi starter igen!)

Julen giver ofte anledning til at se tilbage på året, der er gået. Når læreren ser tilbage, har det været et specielt efterår. Udover den tidligere omtalte mormor, der gik bort i slutningen af august, har der også været flere andre tragiske og barske begivenheder, der har fyldt i lærerens hverdag. Flere end normalt, synes læreren. Det regnskab kan man på den anden side ikke rigtigt forsvare, men man kan vel godt have lov at ønske om nogle ting, at de ikke var sket. Det gør læreren, og hun håber at naivt, at 2017 bliver lyst, simpelt og ukompliceret.

Heldigvis er der også masser af stjernestunder at se tilbage på. Læreren kan godt lide, når hendes elever afslører lidt om, hvordan de ser hende. Hun har eksempelvis grinet meget af det portræt en af hendes elever en dag havde lavet af hende i plusplus'er.

Læreren kan på mange måder sagtens se ligheden. Højden og de farvestrålende trøjer passer i hvert fald.

Den anden dag mødte læreren en elev fra 3. klasse ude på legepladsen. Han klagede over, at han havde fået hikke for 3. gang på samme dag. Læreren kendte det godt og besluttede sig for, at udnytte sin position som bedrevidende voksen overfor ham. Hun fortalte ham derfor, at han jo havde hikke, fordi der var en, der tænkte på ham og når han gættede hvem det var, ville det stoppe.
Drengen kiggede skeptisk på læreren og sagde, at sådan var det jo ikke. Læreren sagde, at det var det. 
"Ok", sagde han så - stadig meget skeptisk. "Er det min mor". 
Han stod spændt og ventede, men kort tid efter kom der et hik. 
"Se, det passer jo ikke", sagde han, men læreren overbeviste ham om, at det jo bare var fordi, det ikke lige var hans mor, der tænkte på ham.
"Er det så min far?", spurgte han og ventede igen på hikket. Denne gang kom det - til både hans egen og lærerens store forbløffelse - ikke. 
Drengen vidste ikke hvad han skulle sige. 
"Hvordan kunne du gøre det?", spurgte han meget overrasket, men læreren holdt bare fast i forklaringen om, at det jo ikke var noget, hun gjorde, men bare at sådan havde det altid været. 
Resten af pausen på legepladsen, så hun drengen gå rundt og undre sig og flere gange kom han hen til hende igen og spurgte ind til, hvordan hun kunne gøre det med hans hikke. Jo mere hun overbeviste ham om, at det bare var sådan det var, jo mere troede han, at det var noget hun kunne gøre. 
Læreren havde kun lidt dårlig samvittighed.

Det er ikke så længe siden, at læreren havde fødselsdag. Her kommer det med alderen ofte til at fylde meget. Det er lærerens egen skyld, for hun kan ikke lade være med at spørge børnene, hvor gamle de tror, at hun er. Derfor var det også helt perfekt, at det første gæt, der kom i 1.B, var 27.
"Ja", svarede læreren, "det er en god alder, lad os sige, at jeg er 27!"
"Men ... Er du 27?", spurgte de forvirrede børn, og læreren insisterede på, at det var hun.
"Og vil I høre noget sjovt?", kunne hun alligevel ikke dy sig for at sige, "min lillebror er også lige blevet 27 år!"
Nu var forvirringen total og kun ganske få af de søde børn sad og grinede smørret, mens alle andre kiggede rundt på hinanden og snakkede om, hvordan man kunne være ligeså gammel som sin lillebror... Var de så tvillinger? 
Lærerens tidligere elever, der nu går i 4. klasse, havde forstået det hele. De skubbede et meget sødt brev ind under døren i musiktimen og skrev bl.a. følgende:

Det tænkte læreren så på. I pausen havde hun meget voksent stillet lidt sødt frem til kollegerne, og under frokosten var der en, der udbrød: "Jamen Ane, har du fødselsdag? Det synes jeg da du hele tiden har, kan det virkelig passe?"
Læreren måtte verificere, at den var god nok - det var hendes fødselsdag i dag. Men pludselig gav det mening, at hun pludselig sad og var så gammel... Det er da klart, hvis man har fødselsdag hele tiden? 
Nå ja, men så længe man altid er 28 år for nogen, eller kan overbevise nogle andre om, at man er ligeså gammel som sin 5 år yngre lillebror, så går det nok.
Vigtigst af alt, håbede læreren også, som 4. klasserne skrev, at hun bliver ved med at være en god lærer.

For nyligt var læreren på tur med 1. klasserne. Snakken gik lystigt hos bagtroppen og på et tidspunkt blev en sød og meget snakkende lille pige, som læreren holdt i den ene hånd spurgt om, hvad hun egentlig drømmer om at blive.
"Det kan man ikke sige noget om endnu", svarede hun prompte, og fortsatte: "Jeg håber bare, at jeg får en uddannelse, jeg kan bruge til noget. Når man er 12 år, kan man gå med aviser og når man er 15 år kan man arbejde i netto og når man er 18 år kan man...."
Læreren var stoppet med at lytte efter og prøvede i stedet at huske hvad hun selv drømte om at blive, da hun gik i 1. klasse. Hun var helt sikkert ikke så reflekteret, som den lille pige, hun holdt i hånden. Læreren var ikke bekymret for, hvorvidt den lille pige nok skulle blive til noget, hun kunne bruge. Burde hun være lidt bekymret over det meget voksne svar alligevel?
På hjemvejen gik læreren med en ligeså snakkelysten dreng i hånden. Han havde et spejderbælte uden på jakken og snakkede om, hvor smart det var med sådan et bælte. På et tidspunkt besluttede han sig for, at flytte bæltet ind, så det holdt på bukserne. 
"Ellers falder de måske ned, og så kan alle på gaden bare se min diller".
Læreren gav ham ret i, at det var fornuftigt at flytte bæltet og tænkte over, at der nu er stor forskel på børn og deres refleksioner på sådan en tur.

God jul fra læreren og Lærerens Verden. Læreren håber, som nævnt, naivt på at 2017 bliver lyst, simpelt og ukompliceret. Hun ved godt, hvad mange mener om at være naiv. Men man må godt have lov at være lidt naiv, når man håber. 

I hvert fald, når man er lærer, i Lærerens Verden.