En sang om vigtige årstal og folk
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009

1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned

Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden

2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen

3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol

4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”

Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden

5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion

6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om

Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden

Et statement

Jeg er på det seneste blevet opmærksom på, hvor meget jeg rent faktisk synger når jeg cykler eller går rundt i det offentlige. Det har jeg tænkt lidt over, og følgende er gået op for mig:
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.

Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...

Det er ikke nødvendigvis mig.

Små lege

Jeg går ind i mellem og tænker over oplevelser fra min barndom. Lege man legede, personer, situationer.

Fx legede min søster og jeg altid en leg med nogle store puder, vi havde. De var, på daværende tidspunkt,næsten lige så høje som os.
Legen gik ud på, at man stod oprejst og holdt puden foran sig, sådan ind til kroppen. Man skulle så lade sig falde mod gulvet men med puden som "bouncer" mens man skulle nå at sige sætningen: "Mor, det begynder at regne", inden man nåede gulvet.
Hensigten, oprindelsen, udbyttet af denne leg har jeg ingen forklaring på eller erindring om overhovedet.
Men ligegyldigt hvor hurtigt man sagde sætningen, nåede man, og jeg understreger, aldrig at sige længere end: "Mor, det begynder at re..."

Jeg havde også en gang i mellem en leg med mig selv, når jeg kørte i bus. Jeg sad og kiggede på mennesker og forestillede mig, hvad de tænkte. Det bemærkelsesværdige ved denne leg, som jeg nok ikke rigtig tænkte over dengang, er, at jeg typisk kiggede så indgående på de personer, hvis tanker jeg gengav inde i mit hovede, at de begyndte og kigge mærkeligt på mig. Det indgik selvfølgelig i de tanker jeg lod dem have, og på den måde blev jeg ofte selv en central genstand for det tankespind jeg gav dem. Måske også i virkeligheden.

Jeg havde også en leg, jeg brugte, når jeg sad til kedelige møder eller gudstjenester. Så tog jeg et blad eller en bog og forsøgte at læse lodret i stedet for vandret. Det vil sige 1. bogstav i hver linje var et ord, 2. bogstav i hver linje, osv. Det gav oftest ikke mening overhovedet, men det "sjove" var så, hvis der dannede sig et ord. Legen var utrolig kedelig, men jeg håbede nok lidt, at jeg pludselig fandt en eller anden hemmelig kode eller besked. Og det kunne da have været sjovt!

Åh ja, det var nu tider... Lad mig aldrig glemme disse lege. Måske jeg hellere skulle begynde at lege dem igen?

Forår

Når det er forår, må man godt være lidt simpel. Man må nærmest alt når det er forår.

Solen blændede mig idag, igennem mine solbriller, så meget, at noget af min makeup røg af. Den skulle lige vise hvad den kan, nu den har været væk så længe. Jeg cyklede, og når jeg holdt stille kunne jeg mærke, at den varmede.
Gad vide hvordan verden ville være, hvis det altid var forår? Ville alle så altid være lidt gladere? Lidt mere forelskede? Lidt mere nydende?
Færre ville gå ned med stress, have brug for terapi og psykologhjælp? Flere ville blive kærester? Alle ville gå rundt og nynne og småsynge hele tiden - (Eller det er måske bare mig? - i sidste uge cyklede jeg syngende forbi en dame, der hyldede mig stort for min sang. Nogle dage senere nærmest skrålede jeg(måske tilskyndet af damen), i det jeg kørte forbi en gruppe teenagepiger, der højlydt fnisede en ekstra omgang på min bekostning. Ellers kigger folk bare lidt, men nu har jeg også dæmpet mig lidt igen).
Eller ville man blive træt af foråret og solen? Blive forårsdepressiv? Slå op med hinanden? Og ville man så blive gladere igen hvis det alligevel blev vinter? Kan man blive træt af anemoner? Er der mon nogen, der er træt af forår?
Det tror jeg faktisk ikke... Gad vide om der findes et land, hvor det altid er forår?

Hvis der er, finder jeg det en dag.

(Med mindre nogen piller den idealistiske forårskuller af mig... Men det synes jeg nu ikke man skal... Men gad vide om man kan?)

Det lille møde

Jeg gik på en gang på et plejehjem. Jeg skulle til fødselsdag hos en ven, en ung fyr, der boede ovenpå. Der var helt tomt på gangen, bortset fra en mand, der langsomt trissede afsted et stykke foran mig. Han hældte lidt til den ene side når han gik og tøflerne slæbte henad gulvet. Han nåede enden af gangen og vendte om og i det vi krydsede hinanden, stoppede han et øjeblik, kiggede på mig og sagde: "Nå, er du også ude at gå din eftermiddagstur?"
"Ja", svarede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, men jeg smiler altid lidt, når jeg tænker tilbage på det.

Jeg var engang på arbejde på en bar. Han var en af de fire gæster, og han var kommet fordi han den aften havde valgt at tage 18'eren hjem fra billardaften, og den stoppede lige rundt om hjørnet. Han havde en gammel bolsjedåse, som han havde fyldt med mønter, tiere og tyvere, som han brugte, når han spillede billard. Han brugte dem også til at betale sine øller. Tuborg Classic på flaske. I toppen af dåsen havde han lagt halvdelen af en gammel gul karklud. Den var lidt beskidt, men foldet sirligt sammen mange gange. "Så rasler mønterne ikke, når jeg går med dem", sagde han med et stort smil. Hver gang han havde købt en øl, lagde han pænt karkluden ned igen, lukkede låget og kiggede selvtilfreds på den smarte løsning.

Jeg var punkteret for anden gang samme dag, alt for langt væk hjemmefra, var forsinket til flere aftaler, og det var en af januars koldeste dage. I den tro, at S-togsstationen var tæt på, havde jeg gået i næsten 40 minutter, humøret havde nået bunden forlængst og stationen var ingen steder. "Hvis jeg så i det mindste bare kunne praje en taxa", gik jeg og tænkte i noget tid, rasende over ikke at kunne se nogen taxa. Jeg havde raset over mange ting den dag.
Jeg sukkede sammenbidt og opgivende og kiggede op. "Taxa Hvidovre, hovedkontor" stod der ovenover et telefonnummer.
Jeg var i et øjeblik i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, fordi noget for en gangs skyld den dag ikke var til at rase over. Jeg ringede, snakkede med en mand, der pludselig stak hovedet ud af døren under taxaskiltet og viste mig om bagved. Her stod en ældre mand og nynnede mens han pudsede sidespejlene på sin taxa. Han lignede lidt en god gammel mand fra en film, og var lidt svær at være rasende på, men han havde dog ikke travlt, og det havde jeg, så jeg forblev lidt rasende. Jeg var ikke snaksalig. Han fortalte mig, hvor smart det er, at have punkterfri dæk på sin cykel. Og at han selv havde en sammenklappelig cykel. Den kunne være i en nettopose og var utrolig nem at have med i toget, fx til jylland. Og så var det simpelthen så smart at have en cykel med sig rundt i landet. Sådan en har jeg aldrig før eller siden hørt om.
Jeg var lidt mindre rasende da jeg stod ud af hans taxa. Sidenhen har jeg fået punkterfri dæk på min cykel.

Min allerførste praktik

Her er en lang en. Det er egentlig en artikel til en avis, men prøver den lige herinde. Men der er mange undrende tanker, som også snart kommer. Kan snart ikke holde dem inde længere, men de vil kun komme ud, når jeg ikke er stresset. Så kan jeg lære det.
Jeg er iøvrigt meget stolt af mine to faste læsere. Sikke et ansvar.



Mandag morgen. Ingen vej tilbage.
6. klasse har klasselokale på 3. sal. Der er langt op. Vi går sammen med vikaren, der virker rimelig rolig, men også lidt beklemt. Vi er noget mere anspændte. Skoletasker og råb fra en masse larmende elever flyver omkring os i et kaos, og jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det bliver fedt, at jeg glæder mig, og at det er nu, jeg rigtigt skal ud og erfare, afprøve og lære en hel masse. Det er det her, der er min egentlig uddannelse. Det bliver bare så godt?
Som vi bevæger os opad, bliver der mere øde og på en eller anden måde mere dystert. Nervøsiteten tilspidser. Der er skrevet flere steder på væggen. Mest iøjnefaldende er det blå ”motherfuckers”, og det sorte s, der er tilføjet i slutningen gør, at det nærmest skriger efter os. Jeg ser en masse 6.klasse elever for mig, sige det, igen og igen, grinende med deres seje, men afslappede, halvdovne attitude, samtidig med at jeg bilder mig ind, at jeg ikke er nervøs. Det skal nok gå?
Vi møder deres blikke med en meget usikker sikkerhed. Alle piger, på nær én mangler – de kommer langsomt dryssende, og først 14 minutter inde i timen, har de sidste fundet deres plads. Vi lader som om det ikke rører os.
Inde i mit hoved lyder en linje fra en sang, jeg egentlig ikke kender så godt. Men den lyder igen og igen. Den skriger nærmest: The show must go on!
Den paniske rolighed, jeg har indhyllet mig i, er fuldstændig falsk, men jeg anstrenger mig på det yderste for at holde fast i den.
Mens en af de andre er på, har jeg placeret mig lige ved siden af en dreng, der snakker hele tiden. Jeg tysser på ham hver gang. Han snakker. Jeg tysser. Han snakker, jeg tysser, han griner. Hvem af os er autoriteten? Jeg vil have hans overskud! Han er alt og jeg er intet. Jeg ville også snakke, hvis jeg var min elev. Nej jeg ville ej. Jeg er dobbelt så gammel som ham og jeg er en god lærer. Jeg bliver en god lærer. Han snakker, jeg tysser. The show must go on.
Jeg slår ned på en anden elev. Han sidder og tegner i en bog. Jeg beder ham om, at lægge kuglepennen. Han gør det modvilligt men tager den igen, så snart jeg kigger væk. Jeg må bede ham om, at lægge bogen ned i tasken.
”Nej, vindueskarmen er ikke din taske, den skal helt ned i din taske”, hører jeg mig selv sige, som var jeg glanseksemplet på den stereotype, typiske, lærer, jeg ikke kunne fordrage i min egen skoletid.
Timen går, vi får præsenteret vores anderledes, spændende og kreative oplæg til gruppearbejde, og trods den anspændthed og usikre tone, som de må have fornemmet, uanset hvor godt vi troede vi camouflerede den, hører de efter, og de arbejder endda rigtig godt?
Da timen er slut, jubler vi faktisk nærmest og den følgende morgen, er der ikke helt så lang vej derop og ikke helt så dystert. Råber elevere mon mindre om tirsdagen? Alle i 6. klasse, er der til tiden og der er stille, når vi beder om ro. De fortsætter gruppearbejdet og jeg må næsten knibe en lille tåre, da jeg overværer en af de meget snakkende elever aktivere gårsdagens ”tegner”, (ham der skulle lægge bogen helt ned i sin taske), ved at få ham til at tegne en forside til det, de skulle aflevere. ”For du er jo god til at tegne”, argumenterer han. Vikar, praktikanter, det hele til trods – de har styr på det selv.
Timen slutter. Der er god stemning og ægte ro og overskud fra vores side. Jeg hanker op i tasken, går ned mod lærerværelset og den ventende kop kaffe, og en af eleverne på vej ned, går forbi og smiler og hilser - ja, han kunne ligeså godt have rakt mig et æble.
De følgende uger passerer jeg ofte den velkendte ”motherfuckers”-væg, men teksten virker forsvindende lille nu – og mindre og mindre for hver gang. Til sidst er den helt forsvundet.

Døre.

Min hoveddør er lyserød. Min bagdør er gul. Min skabsdør er blå. Jeg har også en skabsdør, der åbnes oppe fra og ned. Men den sidder helt oppe i loftet. Og så er der min toiletdør, som lige er lidt mindre end alle mine andre døre. Jeg har også nogen af de der helt almindelige hvide døre. Men jeg har ingen køkkendør. Gad vide hvorfor? Mon der er nogen, der har tænkt over det? Jeg har ikke tænkt over det så længe. Er det med vilje? Det er egentlig meget sjovt. Gad vide om jeg nogensinde får en grøn dør. Eller en lilla. Eller en køkkendør?