Jeg tror, at min yndlingskunde er hende, den meget nøjsomme, som altid enten skal have en solita appelsinjuice, et glas hvidvin eller en cappucino. Hun bruger aldrig specielt lang tid hos os, men sidder altid bare og kigger frem for sig. På en måde med et rart udtryk, men alligevel også lidt ensomt. Når hun betaler, har hun altid lige penge og skal have kvitteringen.
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.
Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.
Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.
Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.
Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.
Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?
Tuesday, August 25, 2009
Wednesday, June 10, 2009
What's on your mind...
Der er nogle ting, man tænker over i visse perioder. Der er også ting, man måske holder op med at tænke over, eller man kan komme til at tænke en hel masse lige pludselig, og andre gange tænker man næsten ikke.
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...
Sunday, May 17, 2009
En sang om vigtige årstal og folk
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009
1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen
3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol
4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion
6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009
1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen
3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol
4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion
6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
Monday, May 11, 2009
Et statement
Jeg er på det seneste blevet opmærksom på, hvor meget jeg rent faktisk synger når jeg cykler eller går rundt i det offentlige. Det har jeg tænkt lidt over, og følgende er gået op for mig:
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.
Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...
Det er ikke nødvendigvis mig.
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.
Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...
Det er ikke nødvendigvis mig.
Saturday, May 2, 2009
Små lege
Jeg går ind i mellem og tænker over oplevelser fra min barndom. Lege man legede, personer, situationer.
Fx legede min søster og jeg altid en leg med nogle store puder, vi havde. De var, på daværende tidspunkt,næsten lige så høje som os.
Legen gik ud på, at man stod oprejst og holdt puden foran sig, sådan ind til kroppen. Man skulle så lade sig falde mod gulvet men med puden som "bouncer" mens man skulle nå at sige sætningen: "Mor, det begynder at regne", inden man nåede gulvet.
Hensigten, oprindelsen, udbyttet af denne leg har jeg ingen forklaring på eller erindring om overhovedet.
Men ligegyldigt hvor hurtigt man sagde sætningen, nåede man, og jeg understreger, aldrig at sige længere end: "Mor, det begynder at re..."
Jeg havde også en gang i mellem en leg med mig selv, når jeg kørte i bus. Jeg sad og kiggede på mennesker og forestillede mig, hvad de tænkte. Det bemærkelsesværdige ved denne leg, som jeg nok ikke rigtig tænkte over dengang, er, at jeg typisk kiggede så indgående på de personer, hvis tanker jeg gengav inde i mit hovede, at de begyndte og kigge mærkeligt på mig. Det indgik selvfølgelig i de tanker jeg lod dem have, og på den måde blev jeg ofte selv en central genstand for det tankespind jeg gav dem. Måske også i virkeligheden.
Jeg havde også en leg, jeg brugte, når jeg sad til kedelige møder eller gudstjenester. Så tog jeg et blad eller en bog og forsøgte at læse lodret i stedet for vandret. Det vil sige 1. bogstav i hver linje var et ord, 2. bogstav i hver linje, osv. Det gav oftest ikke mening overhovedet, men det "sjove" var så, hvis der dannede sig et ord. Legen var utrolig kedelig, men jeg håbede nok lidt, at jeg pludselig fandt en eller anden hemmelig kode eller besked. Og det kunne da have været sjovt!
Åh ja, det var nu tider... Lad mig aldrig glemme disse lege. Måske jeg hellere skulle begynde at lege dem igen?
Fx legede min søster og jeg altid en leg med nogle store puder, vi havde. De var, på daværende tidspunkt,næsten lige så høje som os.
Legen gik ud på, at man stod oprejst og holdt puden foran sig, sådan ind til kroppen. Man skulle så lade sig falde mod gulvet men med puden som "bouncer" mens man skulle nå at sige sætningen: "Mor, det begynder at regne", inden man nåede gulvet.
Hensigten, oprindelsen, udbyttet af denne leg har jeg ingen forklaring på eller erindring om overhovedet.
Men ligegyldigt hvor hurtigt man sagde sætningen, nåede man, og jeg understreger, aldrig at sige længere end: "Mor, det begynder at re..."
Jeg havde også en gang i mellem en leg med mig selv, når jeg kørte i bus. Jeg sad og kiggede på mennesker og forestillede mig, hvad de tænkte. Det bemærkelsesværdige ved denne leg, som jeg nok ikke rigtig tænkte over dengang, er, at jeg typisk kiggede så indgående på de personer, hvis tanker jeg gengav inde i mit hovede, at de begyndte og kigge mærkeligt på mig. Det indgik selvfølgelig i de tanker jeg lod dem have, og på den måde blev jeg ofte selv en central genstand for det tankespind jeg gav dem. Måske også i virkeligheden.
Jeg havde også en leg, jeg brugte, når jeg sad til kedelige møder eller gudstjenester. Så tog jeg et blad eller en bog og forsøgte at læse lodret i stedet for vandret. Det vil sige 1. bogstav i hver linje var et ord, 2. bogstav i hver linje, osv. Det gav oftest ikke mening overhovedet, men det "sjove" var så, hvis der dannede sig et ord. Legen var utrolig kedelig, men jeg håbede nok lidt, at jeg pludselig fandt en eller anden hemmelig kode eller besked. Og det kunne da have været sjovt!
Åh ja, det var nu tider... Lad mig aldrig glemme disse lege. Måske jeg hellere skulle begynde at lege dem igen?
Monday, April 6, 2009
Forår
Når det er forår, må man godt være lidt simpel. Man må nærmest alt når det er forår.
Solen blændede mig idag, igennem mine solbriller, så meget, at noget af min makeup røg af. Den skulle lige vise hvad den kan, nu den har været væk så længe. Jeg cyklede, og når jeg holdt stille kunne jeg mærke, at den varmede.
Gad vide hvordan verden ville være, hvis det altid var forår? Ville alle så altid være lidt gladere? Lidt mere forelskede? Lidt mere nydende?
Færre ville gå ned med stress, have brug for terapi og psykologhjælp? Flere ville blive kærester? Alle ville gå rundt og nynne og småsynge hele tiden - (Eller det er måske bare mig? - i sidste uge cyklede jeg syngende forbi en dame, der hyldede mig stort for min sang. Nogle dage senere nærmest skrålede jeg(måske tilskyndet af damen), i det jeg kørte forbi en gruppe teenagepiger, der højlydt fnisede en ekstra omgang på min bekostning. Ellers kigger folk bare lidt, men nu har jeg også dæmpet mig lidt igen).
Eller ville man blive træt af foråret og solen? Blive forårsdepressiv? Slå op med hinanden? Og ville man så blive gladere igen hvis det alligevel blev vinter? Kan man blive træt af anemoner? Er der mon nogen, der er træt af forår?
Det tror jeg faktisk ikke... Gad vide om der findes et land, hvor det altid er forår?
Hvis der er, finder jeg det en dag.
(Med mindre nogen piller den idealistiske forårskuller af mig... Men det synes jeg nu ikke man skal... Men gad vide om man kan?)
Solen blændede mig idag, igennem mine solbriller, så meget, at noget af min makeup røg af. Den skulle lige vise hvad den kan, nu den har været væk så længe. Jeg cyklede, og når jeg holdt stille kunne jeg mærke, at den varmede.
Gad vide hvordan verden ville være, hvis det altid var forår? Ville alle så altid være lidt gladere? Lidt mere forelskede? Lidt mere nydende?
Færre ville gå ned med stress, have brug for terapi og psykologhjælp? Flere ville blive kærester? Alle ville gå rundt og nynne og småsynge hele tiden - (Eller det er måske bare mig? - i sidste uge cyklede jeg syngende forbi en dame, der hyldede mig stort for min sang. Nogle dage senere nærmest skrålede jeg(måske tilskyndet af damen), i det jeg kørte forbi en gruppe teenagepiger, der højlydt fnisede en ekstra omgang på min bekostning. Ellers kigger folk bare lidt, men nu har jeg også dæmpet mig lidt igen).
Eller ville man blive træt af foråret og solen? Blive forårsdepressiv? Slå op med hinanden? Og ville man så blive gladere igen hvis det alligevel blev vinter? Kan man blive træt af anemoner? Er der mon nogen, der er træt af forår?
Det tror jeg faktisk ikke... Gad vide om der findes et land, hvor det altid er forår?
Hvis der er, finder jeg det en dag.
(Med mindre nogen piller den idealistiske forårskuller af mig... Men det synes jeg nu ikke man skal... Men gad vide om man kan?)
Monday, March 23, 2009
Det lille møde
Jeg gik på en gang på et plejehjem. Jeg skulle til fødselsdag hos en ven, en ung fyr, der boede ovenpå. Der var helt tomt på gangen, bortset fra en mand, der langsomt trissede afsted et stykke foran mig. Han hældte lidt til den ene side når han gik og tøflerne slæbte henad gulvet. Han nåede enden af gangen og vendte om og i det vi krydsede hinanden, stoppede han et øjeblik, kiggede på mig og sagde: "Nå, er du også ude at gå din eftermiddagstur?"
"Ja", svarede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, men jeg smiler altid lidt, når jeg tænker tilbage på det.
Jeg var engang på arbejde på en bar. Han var en af de fire gæster, og han var kommet fordi han den aften havde valgt at tage 18'eren hjem fra billardaften, og den stoppede lige rundt om hjørnet. Han havde en gammel bolsjedåse, som han havde fyldt med mønter, tiere og tyvere, som han brugte, når han spillede billard. Han brugte dem også til at betale sine øller. Tuborg Classic på flaske. I toppen af dåsen havde han lagt halvdelen af en gammel gul karklud. Den var lidt beskidt, men foldet sirligt sammen mange gange. "Så rasler mønterne ikke, når jeg går med dem", sagde han med et stort smil. Hver gang han havde købt en øl, lagde han pænt karkluden ned igen, lukkede låget og kiggede selvtilfreds på den smarte løsning.
Jeg var punkteret for anden gang samme dag, alt for langt væk hjemmefra, var forsinket til flere aftaler, og det var en af januars koldeste dage. I den tro, at S-togsstationen var tæt på, havde jeg gået i næsten 40 minutter, humøret havde nået bunden forlængst og stationen var ingen steder. "Hvis jeg så i det mindste bare kunne praje en taxa", gik jeg og tænkte i noget tid, rasende over ikke at kunne se nogen taxa. Jeg havde raset over mange ting den dag.
Jeg sukkede sammenbidt og opgivende og kiggede op. "Taxa Hvidovre, hovedkontor" stod der ovenover et telefonnummer.
Jeg var i et øjeblik i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, fordi noget for en gangs skyld den dag ikke var til at rase over. Jeg ringede, snakkede med en mand, der pludselig stak hovedet ud af døren under taxaskiltet og viste mig om bagved. Her stod en ældre mand og nynnede mens han pudsede sidespejlene på sin taxa. Han lignede lidt en god gammel mand fra en film, og var lidt svær at være rasende på, men han havde dog ikke travlt, og det havde jeg, så jeg forblev lidt rasende. Jeg var ikke snaksalig. Han fortalte mig, hvor smart det er, at have punkterfri dæk på sin cykel. Og at han selv havde en sammenklappelig cykel. Den kunne være i en nettopose og var utrolig nem at have med i toget, fx til jylland. Og så var det simpelthen så smart at have en cykel med sig rundt i landet. Sådan en har jeg aldrig før eller siden hørt om.
Jeg var lidt mindre rasende da jeg stod ud af hans taxa. Sidenhen har jeg fået punkterfri dæk på min cykel.
"Ja", svarede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, men jeg smiler altid lidt, når jeg tænker tilbage på det.
Jeg var engang på arbejde på en bar. Han var en af de fire gæster, og han var kommet fordi han den aften havde valgt at tage 18'eren hjem fra billardaften, og den stoppede lige rundt om hjørnet. Han havde en gammel bolsjedåse, som han havde fyldt med mønter, tiere og tyvere, som han brugte, når han spillede billard. Han brugte dem også til at betale sine øller. Tuborg Classic på flaske. I toppen af dåsen havde han lagt halvdelen af en gammel gul karklud. Den var lidt beskidt, men foldet sirligt sammen mange gange. "Så rasler mønterne ikke, når jeg går med dem", sagde han med et stort smil. Hver gang han havde købt en øl, lagde han pænt karkluden ned igen, lukkede låget og kiggede selvtilfreds på den smarte løsning.
Jeg var punkteret for anden gang samme dag, alt for langt væk hjemmefra, var forsinket til flere aftaler, og det var en af januars koldeste dage. I den tro, at S-togsstationen var tæt på, havde jeg gået i næsten 40 minutter, humøret havde nået bunden forlængst og stationen var ingen steder. "Hvis jeg så i det mindste bare kunne praje en taxa", gik jeg og tænkte i noget tid, rasende over ikke at kunne se nogen taxa. Jeg havde raset over mange ting den dag.
Jeg sukkede sammenbidt og opgivende og kiggede op. "Taxa Hvidovre, hovedkontor" stod der ovenover et telefonnummer.
Jeg var i et øjeblik i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, fordi noget for en gangs skyld den dag ikke var til at rase over. Jeg ringede, snakkede med en mand, der pludselig stak hovedet ud af døren under taxaskiltet og viste mig om bagved. Her stod en ældre mand og nynnede mens han pudsede sidespejlene på sin taxa. Han lignede lidt en god gammel mand fra en film, og var lidt svær at være rasende på, men han havde dog ikke travlt, og det havde jeg, så jeg forblev lidt rasende. Jeg var ikke snaksalig. Han fortalte mig, hvor smart det er, at have punkterfri dæk på sin cykel. Og at han selv havde en sammenklappelig cykel. Den kunne være i en nettopose og var utrolig nem at have med i toget, fx til jylland. Og så var det simpelthen så smart at have en cykel med sig rundt i landet. Sådan en har jeg aldrig før eller siden hørt om.
Jeg var lidt mindre rasende da jeg stod ud af hans taxa. Sidenhen har jeg fået punkterfri dæk på min cykel.
Subscribe to:
Posts (Atom)