Jeg holder lidt igen med blogindlæggene herinde, fordi jeg for en tid vil koncentrere mig om at undre mig over diabetes. På diabetesblog.dk.
Så følg med der, hvis I vil, der er også nok af ting at undre sig over der. Men det er måske en anelse internt...
Dog interessant alligevel.
Vi undres ved igen :)
Tuesday, March 9, 2010
Wednesday, January 13, 2010
"Du lugter af hvidløg, vil du have et tyggegummi?"
Der kom en dame gående mod mig, endnu langt væk. Jeg gik på en hospitalsgang, og der var kun hende at se. Hun hulkede mens hun gik, højt, og jeg blev straks lidt nervøs ved at skulle passere hende.
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.
Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.
Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.
Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.
Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.
Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.
Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?
Monday, December 28, 2009
Fredag d. 28. december 2001, kl. 11...
Det er præcis 8 år siden i dag. Fredag d. 28. december 2001, kl. 11. Jeg var blevet sendt til lægen af min mor. Hun troede jeg havde mundherbes. Jeg var 17 år og 1 måned, og syntes, det var pinligt.
Lægen kiggede skarpt på mig, da jeg kom ind. Han har senere fortalt mig, at han troede, at jeg havde anoreksi, fordi jeg var blevet så tynd.
Han kiggede mig i munden. Stillede mig nogle spørgsmål, og så meget alvorlig ud. Så fandt han en maskine frem, der målte blodsukker, og tog bagefter en urinprøve.
Jeg fattede ikke mistanke til noget som helst, før han pludselig sagde til mig, at jeg højst sandsynligt havde sukkersyge. Mit blodsukker var så højt, at hans maskine ikke kunne måle det, og der var også en masse andre symptomer, der passede.
Jeg fik en lidt underlig fornemmelse i maven, men fattede stadig ikke så meget. Så sagde han, at jeg skulle på hospitalet, og jeg sagde ok, men spurgte hvor lang tid det tog, for jeg havde en aftale kl. 13. Så blev mavefornemmelsen ubehagelig: "Ane, du har sukkersyge, du skal indlægges med det samme!"
Han ringede efter en taxi, og derefter til hospitalet og meldte min ankomst. "Om det er akut?", hørte jeg ham sige, "det er en livsfarlig sygdom, hun skal behandles med det samme, ellers kan hun dø af det".
Jeg blev bange, ville ikke græde men gjorde det lidt alligevel. Han gav mig et akavet kram, der skulle trøste, men det trøstede ikke.
På hospitalet mødte jeg en masse forskellige fagfolk. Drop i hånden, stik i armen, hvidt tøj på. "Dit blodsukker er 43,4" fortalte de søde damer mig. Det sagde mig ingenting, men jeg kunne forstå på deres øjne, at det var meget. Jeg smilede høfligt. Min vægt var 55 kg, og med de 1,81 m de var fordelt på, kan jeg godt forstå, min læge tænkte på anoreksi... Min viden om sukkersyge var 0.
Da min far kom med de bekymrede, løftede øjenbryn på, begyndte jeg at græde lidt. Ellers var det hele egentlig også lidt spændende. Jeg havde aldrig så meget som brækket min arm, og har altid gerne villet prøve at være indlagt.
Idag er min viden om sukkersyge ret stor, blodsukkeret er ikke så højt, mens vægten er noget højere. Højden er den samme.
Jeg mindes fredag d. 28. december 2001 med et smil og en lille underlig følelse i maven... Den vil nok altid være der. Smilet har ikke altid været der, og får mig lige nu til at føle mig meget voksen og fornuftig. Og gammel.
Alligevel var jeg så optaget af at skrive dette her, at der brændte en hel sløjfe og en god del gran af min adventskrans bag mig, før jeg opdagede noget...
Helt voksen og fornuftig er jeg heldigvis ikke endnu.
Jeg undrer mig over mange ting. Noget af det, jeg undrer mig allermest over startede den dag - fredag d. 28. december 2001.
Lægen kiggede skarpt på mig, da jeg kom ind. Han har senere fortalt mig, at han troede, at jeg havde anoreksi, fordi jeg var blevet så tynd.
Han kiggede mig i munden. Stillede mig nogle spørgsmål, og så meget alvorlig ud. Så fandt han en maskine frem, der målte blodsukker, og tog bagefter en urinprøve.
Jeg fattede ikke mistanke til noget som helst, før han pludselig sagde til mig, at jeg højst sandsynligt havde sukkersyge. Mit blodsukker var så højt, at hans maskine ikke kunne måle det, og der var også en masse andre symptomer, der passede.
Jeg fik en lidt underlig fornemmelse i maven, men fattede stadig ikke så meget. Så sagde han, at jeg skulle på hospitalet, og jeg sagde ok, men spurgte hvor lang tid det tog, for jeg havde en aftale kl. 13. Så blev mavefornemmelsen ubehagelig: "Ane, du har sukkersyge, du skal indlægges med det samme!"
Han ringede efter en taxi, og derefter til hospitalet og meldte min ankomst. "Om det er akut?", hørte jeg ham sige, "det er en livsfarlig sygdom, hun skal behandles med det samme, ellers kan hun dø af det".
Jeg blev bange, ville ikke græde men gjorde det lidt alligevel. Han gav mig et akavet kram, der skulle trøste, men det trøstede ikke.
På hospitalet mødte jeg en masse forskellige fagfolk. Drop i hånden, stik i armen, hvidt tøj på. "Dit blodsukker er 43,4" fortalte de søde damer mig. Det sagde mig ingenting, men jeg kunne forstå på deres øjne, at det var meget. Jeg smilede høfligt. Min vægt var 55 kg, og med de 1,81 m de var fordelt på, kan jeg godt forstå, min læge tænkte på anoreksi... Min viden om sukkersyge var 0.
Da min far kom med de bekymrede, løftede øjenbryn på, begyndte jeg at græde lidt. Ellers var det hele egentlig også lidt spændende. Jeg havde aldrig så meget som brækket min arm, og har altid gerne villet prøve at være indlagt.
Idag er min viden om sukkersyge ret stor, blodsukkeret er ikke så højt, mens vægten er noget højere. Højden er den samme.
Jeg mindes fredag d. 28. december 2001 med et smil og en lille underlig følelse i maven... Den vil nok altid være der. Smilet har ikke altid været der, og får mig lige nu til at føle mig meget voksen og fornuftig. Og gammel.
Alligevel var jeg så optaget af at skrive dette her, at der brændte en hel sløjfe og en god del gran af min adventskrans bag mig, før jeg opdagede noget...
Helt voksen og fornuftig er jeg heldigvis ikke endnu.
Jeg undrer mig over mange ting. Noget af det, jeg undrer mig allermest over startede den dag - fredag d. 28. december 2001.
Tuesday, August 25, 2009
Mine kunder
Jeg tror, at min yndlingskunde er hende, den meget nøjsomme, som altid enten skal have en solita appelsinjuice, et glas hvidvin eller en cappucino. Hun bruger aldrig specielt lang tid hos os, men sidder altid bare og kigger frem for sig. På en måde med et rart udtryk, men alligevel også lidt ensomt. Når hun betaler, har hun altid lige penge og skal have kvitteringen.
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.
Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.
Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.
Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.
Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.
Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.
Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.
Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.
Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.
Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.
Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?
Wednesday, June 10, 2009
What's on your mind...
Der er nogle ting, man tænker over i visse perioder. Der er også ting, man måske holder op med at tænke over, eller man kan komme til at tænke en hel masse lige pludselig, og andre gange tænker man næsten ikke.
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...
Sunday, May 17, 2009
En sang om vigtige årstal og folk
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009
1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen
3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol
4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion
6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009
1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen
3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol
4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion
6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
Monday, May 11, 2009
Et statement
Jeg er på det seneste blevet opmærksom på, hvor meget jeg rent faktisk synger når jeg cykler eller går rundt i det offentlige. Det har jeg tænkt lidt over, og følgende er gået op for mig:
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.
Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...
Det er ikke nødvendigvis mig.
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.
Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...
Det er ikke nødvendigvis mig.
Subscribe to:
Posts (Atom)