Looking back

"Looking back" er ifølge den ungarske matematiker George Pólya det sidste, men vigtigste trin i matematisk problemløsning. Jeg giver ham ret, og vil endda tilføje, at det er væsentligt at gøre i mange sammenhænge.

Eksempelvis nu - det er d. 30. juni 2014, og jeg har sommerferie. Jeg har været igennem mit første år som lærer. Jeg har været nødt til at sige det til mig selv og folk omkring mig mange gange, for det er faktisk ret vildt.

Tænk, at der er gået et helt år? (Det føles i virkeligheden som flere. Og så alligevel slet ikke.)

Det er mærkeligt - bedst, som jeg lige har vænnet mig til at undervise i 1. klasse, er de blevet til 2. klasse. De vokser garanteret helt vildt meget i løbet af sommerferien. Og kommer til at se helt anderledes ud. Og glemmer alt det de har lært, alt det der var så svært (- det har vi i hvert fald sunget om mange gange!)

Jeg er spændt på, hvor meget jeg selv glemmer. Sikkert en del. 

Så lad mig da lige opsummere, nogle af de væsentlige ting, jeg har lært i løbet af mit første år som lærer (før jeg tager på festival og hamrer det hele ud af knolden uden at se mig tilbage).

- Jeg ved først og fremmest hvad edderkoppegyngen er, og hvad man gør, hvis den går i stykker. Jeg ved også hvad banangyngen er for en, og lur mig om man ikke gør det samme, hvis den går i stykker. Kvalmegyngen er kommet til efter mig, så den har jeg helt styr på. 

- Jeg ved at tydelig pædagogik er meget væsentlig i 1. klasse. At man ikke kommer nogen vegne ved at bede børnene om at tage matematikbogen frem og lave en side, hvis man ikke også har husket at bede dem tage penalhuset frem.

- Jeg har erfaret at bevægelse (læs: dans) er meget væsentlig for mine musiktimers succeskriterier i 1. klasse. Og at 1. klasse desuden gider danse til alt - lige fra Mek Pek's "3 små fisk" til "The ketchup song" af Las Ketchup. Det er jeg vild med.
- Jeg har erfaret at december er noget mere kaotisk end andre måneder. Sandsynligvis på grund af det høje sukkerindtag, de mange arrangementer og de indtil flere julekalendre, der gør, at børnene overskrider deres normale sengetid.

- Jeg har også erfaret at skolelærere holder utrolig mange møder. (lærermøder, fagudvalgsmøder, forældremøder, pr-møder, teammøder, og mange flere. Og så alt det, der slet ikke hedder noget med møder, men som i høj grad er det: Store K, Lille K, mus-samtaler, skole-hjem-samtaler, faglig klub, osv.) Jeg har også erfaret, at det kan være svært at holde koncentrationen til disse møder,

- Så har jeg fundet ud af at mine krøller, "den ørering jeg har i næsten", min civile status (især den), min alder og min tatovering er meget ombejlede emner at diskutere med mig. Og det er netop igennem samtaler om nogle af ovenstående, at jeg har erfaret, hvor vild jeg er med børn i 1. klasse's umiddelbarhed, ærlighed og direkte fremtoning. Jeg får ind i mellem et hint om hvad deres forældre synes også, og det er egentlig også interessant.

"- Ane, min far synes du er sej", "- Ane, min mor synes du ser meget ældre ud end 29" eller "Ane, skal du ikke snart finde en kæreste?" (Sidstnævnte kom fra en elev, og var ikke som sådan forbundet med et forældreudsagn. Jeg mistænker dog en eller anden form for voksenindblanding.)

... Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg følte mig ny i lang tid, og vil nok også gøre det lang tid endnu, men jeg er svært begejstrede for mine kolleger og min arbejdsplads. Og mest af alt børnene. 

Der har været masser af dårlige oplevelser - en følelse af afmagt, af at noget mislykkedes eller en situation, hvor jeg gjorde eller sagde noget andet, end jeg egentlig skulle havde gjort. Eller helt overordnet en følelse af frustration over noget i systemet, et barn, en forælder, et møde(!) eller folkeskolen sådan helt generelt.

Til gengæld er der ikke gået en dag, uden at jeg er blevet rørt, glad og blød om hjertet, fordi jeg er helt ovenud, vanvittigt vild med de der børn. Og det, der helt sikkert har gjort størst indtryk på mig, er førnævnte børn, med deres skarpe kommentarer og direkte spørgsmål. Meget af det er vel egentlig ret ligegyldigt eller uvæsentligt. Og så alligevel.

"Ane, tænk hvis alt i hele verden var regnbuefarvet - ville det ikke være vildt?"

"Ane, du er godt nok klog, siden du ved hvad man skal i alle opgaverne i matematikbogen."
"Ane, jeg har spillet yatzy med min far derhjemme!"
"Ane, ved du hvad - min  far har fødselsdag i dag, så vi har fået kage til morgenmad."
"Ane, jeg savner min mor."
"Ane, jeg har en dårlig nyhed. Min morfar er død!"
"Ane, må jeg gerne gå sammen med dig ned til bussen?"
"Ane, du er godt nok høj!"

Læreren i Lærerens Verden kom hermed igennem første år. I August går det løs igen. Læreren er til den tid ikke helt så ny - men efter al sandsynlighed bliver der masser at skrive om alligevel.

God sommer :)

Filosofi, Søren Kierkegaard og stadielære i 1. klasse

Søren Kierkegaard. De fleste støder på ham på et tidspunkt. Hvorfor ikke bare få ham og hans filosofi på banen allerede i 1. klasse?

Vi har i den forgangne uge haft et tredages tema om Søren Kierkegaard, og her er nogenlunde hvad jeg fortalte 1. klasse om Søren Kierkegaards stadielære: 
(Jeg har tilegnet mig viden gennem internettet og min helt egen kloge, dejlige, akademiker-SAK-fan-søster. Men jeg indrømmer og understreger. at der muligvis i forsimplingsprocessen er smuttet nogle vigtige og væsentlige pointer. Det synes jeg er ok.) 

Filosofi betyder helt præcist "kærlighed til viden". Det vil altså sige, at man er helt vild med at lære noget og at man elsker blive klogere. En filosof er en person der helt vildt godt kan lide at gøre sig klog på noget. 

Søren Kierkegaard var en filosof, og en af de ting, han gjorde sig rigtig klog på, var mennesker. Hans filosofi om mennesker hedder "Stadielære" og den handler om hvordan mennesker er forskellige, hvilke typer mennesker, der findes og om at finde ud af hvem man er.
Der findes jo rigtig mange forskellige mennesker, men helt overordnet siger Søren Kierkegaard, at der findes 4 forskellige slags mennesker.

Den første type er Spidsborgeren. Man kan sammenligne Spidsborgeren med Gaston fra Skønheden og Udyret's lille væbner. Han gør ligesom bare, som alle de andre gør og følger strømmen. Han er sådan en kammerat, som ikke rigtigt kommer med nogle ideer til legen, men bare altid hopper med på de andres forslag.

Den anden type hedder Æstetikeren. Og ham kan man godt sige minder om Gaston. Han nyder livet og elsker at tale om sig selv. Han er bange for at kede sig, så der skal hele tiden ske noget. Han er faktisk ikke en særlig god kammerat, fordi han er sådan en, som går ud af legeaftalen helt vildt hurtigt, fordi han vil lege noget nyt med nogle andre - selvom man havde aftalt at lege hele frikvarteret.
Og så er han sådan en, som ikke lytter særlig godt efter når man fortæller ham noget, fordi han bare står og tænker på sig selv.
(Her så vi et lille klip fra Skønheden og Udyret: https://www.youtube.com/watch?v=VYMo3PjHmFw) 

Så er der etikeren. Det er sådan en, der bare elsker at gøre alt det rigtige og gode. Det er sådan en, der får rigtig mange PALS-kort (på Søborg Skole kan man få sådan nogle kort, når man gør noget godt (jf. billedet)). Etikeren elsker at leve og elsker at følge reglerne. Måske er han ind i mellem en lidt kedelig kammerat, fordi han taler så meget om alle reglerne som han elsker at følge, men han er altid flink og hjælpsom.

Den fjerde og sidste type er den religiøse. (Præsten på billedet er Stina, som er præst i Søborg Kirke. Hende har vi været ovre at besøge flere gange og hun er rigtig flink.)
Den religiøse kan man sammenligne med en præst, for det er en, der tror på Gud. I virkeligheden minder den religiøse ret meget om etikeren, men hun tror, at der er en Gud og beder til Gud, når hun har brug for hjælp.

Og det er faktisk kort sagt Søren Kierkegaards stadielære. De fleste mennesker er lidt en blanding af alle typerne, og så handler det om at finde ud af hvem man selv er og så være sig selv. Der findes nemlig kun 1 af os selv og det er meget godt at være klar over, hvem man egentlig selv er.

Efterfølgende har vi repeteret en del og det svære var at huske hvad de 4 typer hed - hvad de var for nogle, har 1. klasse ret godt styr på nu. De ved også en masse andet om Kierkegaard. Fx at han blev 42 år og skrev 40 bøger, at han blev kaldt "gaflen" i skolen fordi han ikke var særlig sød ved sine kammerater. Han syntes at matematik og dansk var kedeligt, men latin var sjovt. Og så var han rigtig forelsket i en pige, men han kunne ikke rigtig finde ud af at være kærester med hende. Hans mor hed Ane eller Anne (vi tror, hun hed Ane.), og det var først da hun var død, at han opdagede hvor glad han faktisk var for hende og han ville ønske at han havde været sødere ved hende, mens hun levede. Han var rig og så var han lidt sort indeni. Det vil sige, at han var ked af det og at han havde nogle triste tanker inden i sig. Det havde hans far også. Men de gik mange ture sammen og snakkede om alt muligt. Han levede samtidig med H.C. Andersen og måske var de venner. 
H. C. Andersen, det er ham, der har skrevet rigtig mange eventyr. Fx "Den standhaftige tandsoldat" og "Den lille pige med tandstikkerne" eller sådan noget.

Vi har besøgt hans gravsted og også H. C. Andersens. (Og Natasjas fordi vi lige kom forbi). Og vi har tegnet silhouetter af os selv og leget filosoffer for en dag. Det var rigtig sjovt.

1 - 2- 3 - 4 - 5 - 6, Ane er sød

En af grundene til, at jeg elsker 1. klasse, er tegninger som denne. Måske er det bare fordi jeg er nyuddannet, men det går lige i hjertet på mig. Denne hænger i klassen, og så har jeg fået en næsten identisk, som jeg stolt har hængt op hjemme på min egen væg. 

Jeg har også en masse tegninger med flere tal eller mennesker, der synger. Og en utrolig stor, malet trænøgle, en guirlande af piberensere (som jeg også gerne måtte bruge som armbånd), diverse perleplader og en stor tegning af en burger og en drink med sugerør. 

Jeg har været lærer i syv en halv måned nu. Jeg tager madpakke med næsten hver dag (en meget uinspirerende en, men dog en madpakke), jeg går tidligt i seng (ind i mellem) og jeg er blevet så vant til at stå tidligt op, at jeg ikke engang kan sove særlig længe i weekenderne længere (det er lidt ærgerligt). 

Jeg lyder meget voksen, hvis jeg selv skal sige det. Jeg føler mig nu ikke så voksen.

Som ny (eller måske som pige? Eller måske bare som menneske?) kan man godt hæfte sig lidt mere ved de ting, der ikke lykkes. Og det er nok derfor, at børnenes umiddelbare, banale udsagn om, at jeg er sød, er så opmuntrende. Jeg er stadig træt af, at det ikke er det hele der lykkes, at børnene ikke er lige nemme at få ro på altid, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil, osv. Men det er altid rart når nogen siger, at man er sød. Børn er gode til sådan noget. Og man tror på, at de mener det. 

Voksne burde være lidt bedre til at sige til hinanden, at de er søde. Men kun hvis de mener det.

I matematik har vi for nylig lært om årets måneder, datoer, klokken og andre målbare emner. Vi har lært knoreglen - at man kan huske hvor mange dage der er i de forskellige måneder ved hjælp af knoerne på en knyttet hånd. Der viser sig dog, at der også er andre regler vedrørende knoer, der er vigtige at huske. 

I hvert fald var der en, der eftertænksomt kigge på sin knyttede næve og knoerne, da jeg spurgte om nogen kunne huske hvad det var knoreglen var. 

"Man må ikke slå med den", sagde han. 

Den knoregel er på en eller anden måde meget mere væsentlig end den anden. Indrømmet - det har ikke så meget med matematik at gøre, men til gengæld vil jeg sige, at vi her - ganske integreret i undervisningen - berører den der almene dannelse, som folkeskolen også skal give børnene. Det er i hvert fald godt at få slået fast.

Ane er sød og man må ikke slå. Så langt så godt.

Stillehavet, positionssystemet og andre interessante perspektiver

I Natur/Teknik har vi om andre lande og verden og den anden dag, fandt vi Danmark på Google Maps. Vi kunne zoome helt ind og finde Søborg Skole og så, med et overskueligt antal klik (17 for at være helt nøjagtig), zoome ud og se hele verden! Det var et ret vildt perspektiv at se sin egen skole i forhold til hele verden.

Det der med, at jorden er rund, ved man godt, når man går i 1. klasse. Men hvordan man så kan se hele verden på et fladt kort, er en lille smule forvirrende - der må da være noget på den anden side?

Og hvorfor hedder det der kæmpe hav Stillehavet? Vi kom frem til, at det må være fordi, at der er så stille og roligt derovre, hvor det ligger.

Det er lige pludselig midten af Januar og jeg har snart været lærer i et halvt år(?)! December fløj afsted, godt hjulpet på vej af julen. Med jul i skolen følger det, nogle kalder hygge, andre stress og andre igen kuller. Jeg vil ikke gå nærmere ind i hvad jeg kalder det, men lige understrege, at det er fint for mig, at Januar er sådan helt almindelig og højtidsløs.
Vi skal have noget fra hånden i matematik og det første emne i det nye år er "tal" - nærmere forstået tallenes placering i positionssystemet. Et meget vigtigt emne, lærte jeg på seminariet, og jeg har derfor brugt en del tid på at forklare, hvad de enkelte cifre i større tal beskriver. Det giver god mening for de fleste, og jo større tallene, vi kigger på er, jo sejere er det!
Noget andet sejt, vi har lært er, hvordan man afgør om et tal er lige eller ulige. Tænk, at man bare skal kigge på det bageste tal, og hvis man ved om det er lige eller ulige, så ved man også at hele det store tal er det samme!?
I en opgave i bogen, skulle man farve de lige tal blå og de ulige røde på en ganske almindelig talrække fra 0-10. En af børnene sidder og farver og kigger så pludselig overrasket op på mig og udbryder "Ej Ane?! Hvorfor har du gjort det sådan, at det er skiftevis??!"
Idet hun spurgte, blev jeg revet ud af min voksne tilværelse og i stedet gjort til herre over både matematikbogen og de lige og ulige tal. Jeg tænkte ved mig selv: "ja, hvorfor gjorde jeg det egentlig sådan at tallene er skiftevis lige og ulige?", og begyndte at overveje, hvad jeg ellers kunne have gjort. Hvordan jeg kunne have organiseret positionssystemet anderledes. Og hvorfor jeg egentlig ikke havde afskaffet brøker og division - hvordan ville verden se ud uden brøker og division?
De mange svimlende tanker var ikke til at stoppe, så det var nok meget fint, at klokken ringede lige i det samme.

i musik i 1. klasse har vi i forbindelse med et tema om sorg og glæde hørt forskelligt slags musik og talt om, hvilken stemning det udtrykte - glad eller trist.
En af de sange, jeg afspillede for dem, var Hymns from Ninevehs "A Kid On The Beach". De fleste var enige om, at det var en glad sang, selvom det godt kunne give en lidt sørgelig stemning, at en mand sang så lyst. Der var enighed om, at blandt andet trommerne var med til at give den glade stemning. Vi gik videre til Beethovens Måneskinssonate og da vi var i fuld gang med at snakke om den, er der pludselig en, der rækker hånden op og siger: "Jeg synes altså at ham, der sang før lød som Kim Larsen".
Han mente ham, der sang i "A Kid On The Beach", og jeg måtte trække på smilebåndet - dels fordi denne parallel ikke lige var så tydelig for mig, men mest fordi at netop ham, der synger "A Kid On The Beach" er min kære svoger.
Jeg spurgte lidt ind til, hvad det var der gjorde, at han lød som Kim Larsen, men der var ikke rigtig nogen forklaring, så jeg afspillede lidt af "Langebro" for lige at være sikker på, at vi var enige om, hvem Kim Larsen er. Det var vi, og påstanden blev fastholdt uden at blink. Det har jeg smilet af mange gange siden.

Geniale sko og gode tandplejeråd

Tre og en halv måned som lærer er passeret og pludselig er det snart jul. Hvordan det lige skete, kan jeg ikke helt forklare, men lærerens verden flyver åbenbart af sted. Lad mig med det følgende understrege, at jeg lærer nye ting hver eneste dag, og at jeg er kommet frem til at voksne tænker for meget. 

Derudover synes jeg, at det er interessant at være voksen. Især på grund af børnene.

I en musiktime var der en femteklasseselev, der rakte hånden op, dels for at kommentere på dagens program og dels for at fortælle mig, at jeg havde nogle geniale sko. Jeg kiggede stolt ned på mit tilsyneladende geniale fodtøj, men forstod ikke hvad han mente. Han forklarede mig, at der var smileys på mine sko og at det var genialt, hvorefter jeg længe stod og betragtede dem. Jeg fik ikke rigtigt øje på de smileys, men fortalte ham, at mine sko var glade, fordi det var fredag. Senere fandt jeg ud af, at de smileys, der ganske rigtigt er på mine sko, er væsentligt mere synlige, når man ikke selv har dem på.
Egentlig bare endnu et eksempel på, at børn åbner op for nye perspektiver, som man som voksen aldrig selv havde opdaget.

En anden samtale der, hvis den har sin rigtighed, også åbner op for nye perspektiver, er denne: En af børnene i 1. klasse fortæller, at han måske skal have bøjle. Vi snakker lidt om hvad bøjle er, da en anden elev blander sig og siger: "Men i stedet for at få bøjle, kan man også bare bruge tandtråd"!

Som barn ønskede jeg selv at få bøjle, fordi min søster havde det - men ellers er det ikke min fornemmelse, at det er noget folk er specielt begejstrede for at gå rundt med. Tænk, om de bare kunne have brugt tandtråd...!?

Når man går i 1. klasse, er det klassisk at indlede med: "Jeg skal sige to ting!", når man har rakt hånden op og bliver spurgt. (Eller tre ting. Eller fem.) Det er ofte, at man som 1. klasses elev faktisk når at glemme nummer to ting på den tid, det tager at fortælle den første ting. Det kan sagtens hænde, at man kommer i tanker om det igen, hvorefter man så kan komme til at glemme at række hånden op og bare skynde sig at få det sagt midt i det hele. Det giver god mening - ellers risikerer man jo at glemme det igen.

Det er så her, man bliver irettesat af den voksne. "Husk at række hånden op, hvis du vil sige noget, og at vente til det bliver din tur." Protesterer man, behøves den voksne bare at referere til det rollespil, man for nyligt lavede i klassen, hvor man skulle vise hvad der sker, hvis der ikke er nogen, der husker at række hånden op. Jaja, så taler vi alle sammen i munden på hinanden, og så er der ingen, der kan høre hvad nogen siger overhovedet.... (Det var faktisk ret sjovt!)

At vente på sin tur, er bare lettere sagt end gjort i en klasse med 25 børn, når der er så meget, man alle sammen gerne vil sige. Man har fået nye sko, man har en legeaftale senere samme dag, ens mor har fødselsdag på lørdag, man mødte sin lærer på cyklen samme morgen!! (det er af en eller anden grund ret vildt, når det sker!) - Osv.! Og når så en af de andre fortæller, at deres kat har brækket benet i weekenden, kommer man i tanker om at ens bedstemor også havde slået sin finger i weekenden.. Eller måske var det i sidste weekend? Og at ens nabo i øvrigt har fået en kat på et eller andet tidspunkt. Og at man har en figenstang med til ti-mad.

- Og det er man jo også nødt til at fortælle!

Interessant er det, skønt er det og sundt tror jeg egentlig også, det er. 

Når man er voksen, kan man godt undre sig over, hvornår man mon holdt op med at have så meget at fortælle, at man bare ikke kunne holde det inde. 

Jeg tror, det var dengang man begyndte at tænke for meget over det hele. Og det er det, jeg synes, man skulle overveje at stoppe med igen.

Lærerens hverdag...

Pausen er ved at være slut, og jeg kalder min 1. klasse ind. To af dem kommer stormende hen i mod mig og råber panisk, at edderkoppegyngen er gået i stykker.
"Nå, lad os gå hen og kigge på den", siger jeg voksent til dem, mens jeg indvendigt panikker en lille smule og prøver at forestille mig, hvad en edderkoppegynge er.
Vi når hen til edderkoppegyngen, en flad, rund, stor gynge, der ganske rigtigt er gået løs fra det reb, der holdt den.
"Hvad plejer man at gøre, når edderkoppegyngen går i stykker?", spørger jeg og forsøger at bevare den voksne mine. Børnene siger, at man finder pedellerne, så de kan lave den.
"Godt", siger jeg, "... og hvor finder man så pedellerne?"
Det er der ikke helt nogen, der lige kan huske, og mens jeg står og tænker over den videre handleplan for edderkoppegyngen, er der en af børnene, der kigger på mig og siger:
"Jeg tror, vi skal finde en voksen!"

Her var det for alvor svært at bevare den voksne mine. "Teknisk set, er jeg jo voksen", forsøgte jeg ydmygt at forklare ham, hvorefter vi gik ind og fandt en anden voksen, som forklarede os, at man kan ringe til pedellerne, hvis der er noget, der er i stykker.

Det var en af de første uger, at edderkoppegyngen gik i stykker - jeg er blevet meget klogere siden og min voksne autoritet bliver ikke på samme måde betvivlet - i det åbne i hvert fald.
Der er mange lignende pudsige episoder i løbet af en arbejdsdag. Hvor gammel jeg er, er eksempelvist også meget interessant at tale om. I én klasse lå gættene mellem 16 og 40 år, mens der i en af de andre klasser var en, der uden at blinke gættede på først 13, så 14 og så 90 år! Jeg siger til mig selv, at det er min højde, der narrer dem lidt.
De spørger også om, hvorfor jeg har en ørering i næsen, hvor mange krøller jeg har og hvordan "det der på mine negle" kan skifte farve fra den ene dag til den anden.

Jeg har været skolelærer i ti uger og det betyder, at jeg nu er godt plantet midt i første store milepæl: Efterårsferien! Det var temmelig tiltrængt, og min tålmodighed var især prøvet i dagene op til ferien. Da det så midt i det hele gik op for mig, at jeg lige pludselig ikke skulle se børnene en hel uge, var jeg lige ved at tude. Vi ses jo hver dag, bortset fra weekenderne!

Lærerens verden er blevet hverdag. Jeg har stadig ikke helt forstået, at det er mig, er læreren - men jeg gør som de kloge siger, og går til de mange søde "andre voksne" hvis edderkoppegyngen går i stykker, eller hvis andre kriser lige pludselig indtræder.

Jeg er ikke blevet god til at stå tidligt op, men jeg har affundet mig med at gøre det. Mit lille voksne hoved er stadig godt fyldt op, men knap så forvirret, som det var i starten. Jeg kæmper det bedste jeg kan for at være en god lærer og en god voksen hver eneste dag. Nogle dage synes jeg, det lykkes bedre end andre - men sådan er det måske bare.
Børnene er i hvert fald gode børn og jeg kan deres navne, kender mit skema og mine gårdvagter, og da en ny vikar den anden dag spurgte mig, hvor papiret lå, pegede jeg uden tøven over mod kopirummet, og var ikke til at skyde i gennem.

Lærerens verden?!

August 2013: Ane Haahr Andersen. 28. Skolelærer på tredje dag. 

 Jeg er ikke vant til at stå tidligt op. Måske som følge af, at jeg heller ikke plejer at gå tidligt i seng. Uret er sjældent på den gode side af midnat, for sådan har det bare altid passet bedst. Eller... det vil sige, indtil for ganske nylig! Siden i mandags har jeg nemlig været skolelærer(en skolelærer møder som oftest kl. 08.00 om morgenen). Vaskeægte og voksen skolelærer i rigtige skolefag, for fire 1. klasser og to 5. klasser. Nærmere betegnet for 133 børn. Og så har jeg fået ca. 80 kolleger. Heldigvis er jeg god til navne!

Jeg er ikke god til at finde rundt. Jeg har dog lokaliseret 1A, B, C og D's klasselokaler, musiklokalet, lærerværelset og biblioteket. Jeg ved også hvor kontoret er, hvor jeg der er kaffe (lærerværelset og SFO'en) og jeg har netop i dag fundet ud af hvor jeg må stille min cykel og opdaget, at der er et sted på lærerværelset, hvor jeg kan hænge mit overtøj. Så behøves jeg ikke slæbe rundt på det længere, det er meget rart.

Der er til gengæld flere andre ting, der er lidt forvirrende. Fx spiser vi 10-mad kl. 9.30 i 1. klasse. Nogle elever får skolefrugt og skolemælk, men kun hvis de har bestilt det - det skal hentes et endnu ikke lokaliseret sted. Men den klarer duksene - så skal man bare lige have lokaliseret dem. Begrebet årsplan, har jeg hørt om, men ikke beskæftiget mig yderligere med i de fem år, jeg læste. Så er der ugeplaner, aktivitetsplaner, temauger, teammøder og personaleintra(vi kalder det bare "intra"). Det mindes jeg ikke at have lært noget om før nu. Der er også et gårdvagtskema - jeg har fundet mig selv(mine initialer er AA), men hvad mine opgaver helt præcist er på de angivne tidspunkter, er jeg ikke helt klar over. Jo, vi skal selvfølgelig være søde ved hinanden og lade være med at lave ballade. Men der er også nogle steder, der skal låses op og andre, der skal låses af. Og så er der nogle elever, der har lov til noget, og nogle elever, der har lov til noget andet. Ude i gården er der efter min mening foruroligende mange ting, der kan gå galt, når man slipper så mange børn løs på samme tid i samme skolegård - efter de har siddet stille meget længe. Men det er nok bare mig.

 Det lyder måske som om, at jeg ikke får noget som helst at vide. Det er overhovedet ikke tilfældet. Jeg får utrolig mange brugbare informationer og oplysninger hver eneste dag fra alle mine søde og velmenende kolleger og jeg prøver virkelig at huske det hele. Det vanskelige er de ting, man ikke rigtig opdager, at man skulle have spurgt om, før man står og mangler svaret. Om stolene fx allerede skal sættes op efter spisning, de dage eleverne har tidligt fri? Det gav i situationen mening for mig, at de skulle, så det bad jeg en 1. klasse om at gøre. Jeg fandt desværre ud af, at der var SFO-tid I KLASSEN efter frikvarteret, netop fordi de havde tidligt fri (Det betyder, at eleverne skal samles i klasselokalet efter frikvarteret). Det var lidt synd for de to dukse, der skulle tørre bordene af, mens der var stole ovenpå. Jeg hjalp dem, og de er heldigvis søde til at bære over med mig.

 Jeg går lidt kold ind i mellem, og det lykkes ikke altid at skjule det, selvom jeg virkelig prøver. De 133 børn og de 80 kolleger er søde ved mig i de situationer - her skal jeg lige lære også at være lidt sød ved mig selv, når det sker. Bære lidt over her i starten. Jeg kan på en dårlig dag godt bilde mig selv ind, at det aldrig kommer til at gå, at jeg aldrig lærer de 133 + 80 navne og at jeg aldrig bliver god til min nye, voksne tilværelse. Jeg prøver dog at overbevise mig selv om, at de postulater er fejltolkninger som følge af for meget information på for kort tid (og i et for lille hoved). Lad os da i hvert fald håbe på det bedste indtil videre.

 Jeg er i øvrigt blevet rigtig god til at gå tidligt i seng (Ikke at jeg på nogen måde synes, at jeg er friskere den følgende morgen af den grund - men det føles som den korrekte, fornuftige, voksne beslutning).