Lærerens verden vendt op og ned

Det er ikke bare lærerens verden, der er vendt op og ned for tiden. Det er alles verden. Hele verden, faktisk. Men læreren plejer jo primært at berette om sin egen verden. Den har bare været lidt svær at få hold på de seneste par måneder. Ligesom resten af verden.

Hun rejste tilbage til øen i det blå vand i starten af februar og studsede da godt over, at man i flyet skulle udfylde et ark med spørgsmål om, hvorvidt man havde rejst i Kina de seneste tre uger eller om man havde nogen som helst form for sygdomssymptomer? Det var på grund af den der virus. Men læreren var ikke bekymret. Zanzibar ligger langt fra Kina.
Hun nød virkelig at være tilbage på øen og at få lov til at være musiklærer for endnu en flok lovende unge mennesker - 68 styks denne gang. Og hun nød at være tilbage i sandet, under solen i det simple liv tæt på det blå, blå vand.

Som ugerne gik hørte de mere og mere om virussen og selvom den bredte sig til flere og flere lande, var det stadig ikke noget læreren gik og bekymrede sig over.

Hun brugte i stedet tiden på at gå rundt i bare tæer og uden makeup. Uret havde hun lagt fra sig for længst, for på Zanzibar går tiden helt stille og roligt af sig selv, uden at man behøver at holde øje med den i tide og utide. Lærerens dag gik ofte med at spille musik - både med de lovende, unge mennesker og med de lokale, der arbejdede på skolen. De havde faktisk lavet et band sammen, læreren og de lokale på skolen - de planlagte øvere var der ikke mange af, men hvis læreren sad og spillede guitar eller klaver, kom der som regel nogen, der gerne ville være med. Sådan opstod Simbaband, og det vil altid have en helt særlig plads i lærerens hjerte.

Der var også dage, der gik med forskellige slags møder. Ikke den slags online-møder, som læreren går til nu, men møder, hvor man sad sammen - ofte et eller andet udendørs sted, der var overdækket, så solen ikke brændte, men med udsyn til palmer. Der var altid en fane, der kørte i en fast, ujævn, larmende rytme, og som oftest et firben, man kunne betragte, mens man lyttede til dagsordenen. Og jo, den er god nok - læreren er blevet overraskende glad for firbenene. Hun kalder de fleste af dem Misaki Doi efter yndlingstennisspilleren og udover at de er flotte, spiser de edderkopper og andre insekter, hvilket for læreren er en kæmpe kvalitet.

(Det hører til sjældenhederne at læreren på ovenstående vis tager Misaki'erne i hænderne - måske er det derfor, at det blev foreviget denne gang. Og bare rolig - den slags kunne hun selvfølgelig aldrig finde på, imens hun sad til møde.)

Når læreren ikke arbejdede, gik hun ofte tur på stranden. Selvom det for det meste var den samme tur hun gik hver gang, så det altid forskelligt ud på grund af tidevandet og himlen. På gåturene mødte hun altid en masse masaier og andre folk, og de ville altid gerne snakke. Det var, med ganske få undtagelser, altid det samme, man snakkede med dem om. De spurgte hvordan man havde det. Så hvad man hed. Hvor man kom fra. Om man kunne tale swahili. Og så kommenterede de for det meste også lærerens højde og hendes tatoveringer. Den slags samtaler kunne man snildt have en håndfuld af på sådan en gåtur. Det kunne læreren godt lide. 

Ofte gik hun også til yndlingskaffestedet for at få en americano, flankeret af en bitter lemon sodavand. Når hun bestilte americanoen lavede hun altid samme joke - med de samme baristaer. Og de grinede altid lige meget. 

Læreren var også svært glad for en eftermiddagsøl på en af strandens mange barer. I selskab med en eller flere kollegaer. Sidst på eftermiddagen, når solen ikke var helt så varm, blev der altid spillet fodboldkampe på stranden. Der kunne være imponerende mange på hvert hold og målene var altid bittesmå, så det var altid underholdende at se på.

Og ellers kunne man altid kigge på det blå vand og masaiernes jagt på de forbipasserende turister. Eller på manden, der solgte kokosnødder. Hans kokosnøddesang var ikke til at tage fejl af og hørtes på lang afstand: 

"Cooooconuuuut... Coooconuuuut Juiiiiisss..."

  

Ja, og så var der køerne. De kom også spadserende de fleste dage. Hvorfra og hvortil ved læreren ikke. Læreren kunne godt lide at betragte dem. Forestille sig hvor de skulle hen. Grine af alle turisterne, der altid stimlede sammen for at tage billeder af dem.

Alt sammen var blevet en del af lærerens rutiner og det var med til at gøre hendes liv helt perfekt, simpelt. Hun levede sin drøm og sit eventyr og alt var godt.

Og langsomt, mens læreren så godt som intetanende gik rundt og nød det simple liv, arbejdet med kollegerne, de lovende unge mennesker og Simbaband, bredte virussen sig mere og mere. Og med den panikken.

Panikken ramte Danmark væsentligt før, den ramte Zanzibar. Læreren ramte den ikke. 

Det eneste, der ramte læreren, var en frygt for at blive sendt hjem til Danmark før tid. I starten var den lille, men med virussen og panikken, voksede frygten også.

Danmark lukkede ned og lærerens frygt voksede i bølger, og bedst som hun troede at katastrofen var afværget, blev den en realitet. 

Og pludselig sad læreren i karantæne hjemme i sin lejlighed og fattede ingenting. 

Hun vidste godt, at der ikke var noget at gøre. At det ikke bare var hendes verden, der var ramt. Det var hele verden. Det er hele verden.

Fra læreren fik beskeden om, at de skulle hjem og til hun sad i sin lejlighed, gik der lige nøjagtigt tre døgn. Det var nogle uforglemmelige og fantastiske døgn, hvor hvert eneste minut blev udnyttet maksimalt og de mennesker, hun delte dem med, vil nok altid betyde noget særligt for hende. 

Nu er der gået en måned og læreren har fået lov til at komme tilbage til sit arbejde som lærer i 1. klasse. Det er hun helt ubeskriveligt glad for.

Heller ikke i den verden er tingene som de plejer. Læreren har nu en lille gruppe børn, som hun skal lave nødundervisning for. De må være i skole i fire timer og en god del af disse fire timer bruges på at vaske hænder. De holder afstand. Afspritter terninger, centicubes, stikbolde og hvad der ellers er nødvendigt. Leger zoneopdelt på legepladsen i bestemte tidsintervaller. 

Alle de nye tiltag skal man selvfølgelig vænne sig til. Men en af de mange gode ting ved børn er, at de tilpasser sig utrolig hurtigt. Og når de kan, så kan læreren vel også. Hun skal bare bruge lidt længere tid.
Derudover er børn heldigvis børn, virus eller ej. Og børn er, og har altid været nogle af dem, som  læreren har det allerbedst med.

I nødundervisningsdansktimen var en dreng gået helt i stå i opgaven. Han skulle ud fra en historie om et røveri i læsebogen beskrive "den lille røver". Læreren måtte hjælpe ham på vej. Hun viste ham, hvor i teksten, der stod noget om den lille røver, og drengen gik i gang med at skrive. Da han havde skrevet de tre første bogstaver i ordet "røver", kunne læreren ikke dy sig for at spørge ham, om han vidste hvad der stod, hvis han bare stoppede med at skrive der. Han læste ordet og lyste op i stort smil. De havde en lille snak om det sjove i, hvis man nu bare glemte de sidste to bogstaver. Drengen skrev lidt videre, gik i stå en masse gange, men nåede så heldigvis til at skulle beskrive "den store røver". Historien gentog sig, men denne gang var det drengen, der fortalte læreren, hvad der ville stå, hvis man glemte de sidste to bogstaver. De grinede. Og på en eller anden måde, var læreren kortvarigt tilbage på yndlingskaffestedet på stranden, hvor den samme americano-joke kørte om og om igen.

På samme måde kan den danske forårssol en gang i mellem sende læreren tilbage til livet på øen i bare tæer og uden ur. Eller en gåtur ved søerne.

Virussen vendte op og ned på lærerens verden - ligesom den gjorde på alle andres verdener - hele verden, faktisk. 

Ikke fordi læreren har fået virussen (endnu i hvert fald). Men fordi den tvang resten af verden til at tage nogle beslutninger, som vendte op og ned på lærerens verden på det helt forkerte tidspunkt. Lige midt i eventyret. På den måde føles det som om, at virussen er i gang med at vinde en meget uretfærdig kamp over læreren.

- For i øjeblikket kan hun ikke lade være med at ærgre sig over alt det, hun på grund af virussen ikke nåede. Ikke oplevede. Alle de planer, virussen ødelagde.

Men hvis hun tænker sig godt om - som hun ind i mellem drister sig til - kan hun heldigvis heller ikke lade være med at tænke på alt det hun rent faktisk nåede at opleve. Alt det, hun heldigvis i små glimt bliver mindet om ret ofte. Det kan virussen aldrig tage fra hende, og på den måde kan hun måske i sidste ende vinde over virussen alligevel. 

Læreren håber også, at resten af verden kommer sig og vinder over virussen. Hun er klar over, at det for hele verdens vedkommende slet ikke kan stilles så simpelt op, som det kan i lærerens verden. Hun er klar over, at det i den verden handler om økonomi, om sundhedssystemer og sygdomsnetværk og om samfund, som virussen er i gang med at banke helt i bund på alle mulige afgørende parametre. Om ensomhed, hudsult og i sidste ende liv og død. 

Det skal man ikke negligere - det ville være naivt. Og nok er læreren naiv og idealistisk, men med alderen har realismen også meldt sig. Læreren kan godt være realistisk, hvis hun virkelig skal.

Heldigvis har læreren ikke det forkromede ansvar for hele verden. Det har hun primært for sin egen verden, Lærerens verden. Og den får hun ligeså langsom vendt rigtigt igen, blandt andet ved hjælp af de små glimt, de gode minder og glæden over de mange gode oplevelser, som hun nåede at have med kollegerne, de lovende unge mennesker og Simbaband. Dem står virussen magtesløs overfor, og det fryder læreren sig over.

I dagens nødmatematikundervisning skulle der spilles et spil. I et makkerpar vandt en dreng over en pige, og han begyndte straks at hovere. Læreren måtte derfor spørge om han huskede, hvordan man var en god vinder. Drengen tænkte sig længe om, men svarede så, at man jo kunne sige "god kamp" til sin modstander og tilføjede efter yderligere betænkningstid med et anerkendende blik mod pigen: "..Det var faktisk også en ret tæt kamp". 

For det meste, er det ikke så godt at fryde sig og være hoverende, når man vinder over nogen. Men i tilfælde af at kampen er mod en virus, så må man gerne fryde sig og være hoverende. Og det gør læreren ved at skyde med fantastiske, uforglemmelige minder og oplevelser imod virussen - i tykke stråler og med spredehagl!

Det simple liv. Dykkerturene. Americano-jokes. Simbaband. Kollegerne. De lovende, unge mennesker. Gåturene. Dans under palmerne i bare tæer. Alle Misaki'erne. Moon-rise, stjerner og stjerneskud i tusindvis. Solopgang af vandet og solnedgang i palmesilhouetterne. 

Det blå vand i alle dets uendelige afskygninger. 

Virussen skal nok komme godt og grundigt ned med nakken i lærerens verden. Og så håber læreren, at dem, der har det forkromede ansvar for den rigtige verden formår at finde de rigtige skyts frem, så virussen også i virkeligheden kommer ned med nakken og bliver spillet helt og aldeles ud af banen. 

Og så må der ellers hoveres.

Læreren på eventyr 2

August 2019. Læreren flyttede til Zanzibar og blev højskolelærer. En drøm gennem mange år blev virkelig.

September 2019. Hverdagen på Zanzibar var for alvor i gang. Læreren ELSKEDE det.

Oktober 2019. Læreren begyndte at mærke suget i maven ved tanken om, at eventyret allerede sluttede til Januar. Hun var IKKE færdig.

November 2019. Læreren satte alt ind på at få lov til at forlænge opholdet på Zanzibar. Der var MANGE ting, der skulle gå op i en højere enhed.

December 2019. Fortsat MANGE ting, der skulle gå op i en højere enhed, men drømmen levede.

Læreren holdt derudover jul og nytår på Zanzibar, stoppede med at være stresset under vandet, når hun dykkede og dansede rundt i bare tæer i sandet - alt sammen med den dejligste veninde.

Januar 2020. Fortsat MANGE ting, der skulle gå op i en højere enhed, men drømmen levede. 

Læreren kom hjem til Danmark og havde aftaler i lange baner med skønne, dejlige, savnede mennesker. 

Læreren frøs.

Februar 2020. De sidste ting gik endelig op i enheden og læreren fik lov til at tage afsted igen! DET LYKKEDES! 

Læreren er meget taknemlig - for hendes arbejdsgivere i Danmark, der forlængede hendes orlov. For hendes arbejdsgivere på Zanzibar, der forlængede hendes arbejde på Højskolen. For de nye lejere, der sørger for at holde hendes lejlighed varm, mens hun er væk. For hjælp til diverse praktiske ting og for de mange glædelige gensyn januar bød på. Og for, at de bedste kollegaer, man kan forestille sig, både findes i Søborg og på Zanzibar!

Men nu skal hun afsted igen. Og hun kunne hun ikke være mere klar. Taskerne er pakket. Lejligheden er klar til overlevering, køleskabet er så godt som tømt og alt vintertøjet er lagt på loftet.

Og det er godt. For Zanzibar har kaldt på hende, siden hun tog derfra den 10. januar. Det blå vand, det hvide sand, den særlige duft og varmen, der rammer på den der måde som er alt for svær at genkalde, når man står hjemme i kulden. Tanken om alle de gode mennesker, der venter på hende dernede. Tanken om at prøve det hele en gang til - bare uden at være helt så ny. Læreren glæder sig til at være den, der ved hvor man kan printe. Den, der kan fortælle om rutinerne og forklare hvordan og hvorledes med opvask og måltider. Den der kan vise vej til stranden og fortælle hvor det bedste sted at købe kaffe er. Måske endda smide rundt med et par swahiligloser. 

Det er ikke fordi det er nemt at sige farvel til alle de gode mennesker hjemme i Danmark. 

Men det gode er, at de heldigvis stadig er der til sommer, når læreren vender hjem igen. 

Der er dog nogle børn, der har en særlig plads i lærerens hjerte, og som det derfor er ekstra svært at sige farvel til. 

En på 7 måneder. Hun kan måske gå, når læreren er hjemme igen? To på 2,5 år, der kan sige alle mulige ord, og som garanteret begynder at snakke helt vildt meget i løbet af de næste 5 måneder. En på 5 år, der kommer til at være startet i skole, når læreren er tilbage! Og så en lille trold på 4 måneder, der jo kommer til at være mere end dobbelt så gammel næste gang læreren ser ham. Lige præcis de børn, kommer læreren til at savne på en anden måde end de voksne. På dem er det tydeligt på en anden måde, at tiden går. De er der heldigvis også, når hun kommer tilbage, og så skal der leges for alle pengene. I mellemtiden har børnenes forældre heldigvis lovet at sende billeder. Og i virkeligheden er det jo rart at savne nogen, selvom det ikke føles rart - for det betyder jo på en eller anden måde, at man har lukket nogen så langt ind, at de har fået en vigtig plads et sted indvendig. Læreren synes, det er en god ting, at der er nogen - faktisk mange, der fylder de vigtige pladser ud.

Tilbage til Zanzibar. Den lille ø syd for ækvator udfylder også en vigtig plads indeni læreren. Det er over 10 år siden, hun var der første gang. Og det er nærmest lige så lang tid siden, at hun begyndte at drømme om at bo der. Og nu bor hun der. Hun har en hverdag på Zanzibar. Et arbejde - endda et rigtig blæret et af slagsen. (Som en fyr på stranden sagde til hende, da hun fortalte, at hun var musiklærer: "Oh my god, you're so cool!" Cool er måske lige til den gode side - men læreren er bestemt stolt af sit job.)

Hun har et sted, hun altid går hen og bestiller kaffe. En americano. Og hver gang, hun bestiller den, beder hun om at få den med et flot mønster, ligesom når baristaerne laver hjerter i en cappuccino. Og hver gang griner alle baristaerne lige meget, for man kan jo ikke lave mønstre i en americano. 

Læreren har vist nævnt et par gange, at hun bor 3 minutter fra stranden. Har hun mon også sagt, at hun kan se solen stå op af havet hver morgen (hvis hun står tidligt op) og se den synke ned i palmerne hver aften? Hun kan bade i det blå vand, nyde solen og gå rundt i bare tæer i sandet. Og snakke med folk. For på Zanzibar har man altid tid til at snakke. Hvis det er på swahili, er det ret simple samtaler, læreren fører. Men det gør hende ikke noget. Det er faktisk en af de ting, hun sætter stor pris på. 

Simple samtaler, livet på stranden, hverdagen syd for ækvator. Det blå vand - som ja, er så blåt, at man har det som om, at det er første gang, man ser det, hver gang man ser det. Også selvom det er hver dag, man ser det.

Livet på øen

Tiden, dagene, ugerne forsvinder hurtigere, end læreren når at opdage det. Det er egentlig ikke fordi, hun ikke har tiden til at sætte sig og skrive om livet på øen. Hun har masser af tid. Hun er bare blevet alt for god til at være tilstede lige præcis her og nu i den simple hverdag på øen. Planer er der masser af, men overordnet set må man tage det, som det kommer, for måske var tidevandet højt, bedst som man ville gå en tur på stranden. Eller lavt, bedst som man ville bade. Måske forsvandt strømmen lige da man skulle til at se en film. Eller der kom et kæmpe regnskyl bedst som man ville gå en tur.

Det er ikke nødvendigvis så anderledes fra Danmark – men så alligevel er det. For i Danmark finder man altid en løsning eller en anden plan lige med det samme. Så man får udnyttet tiden. For tænk nu, hvis man kom til at spilde den..?

Det, man ikke har opdaget i Danmark er, at man ikke nødvendigvis spilder tiden, bare fordi man bliver tvunget til at bruge den anderledes. Måske man bliver tvunget til at snakke sammen? Måske man bliver tvunget til at sætte sig ned og kigge sig omkring. Mest af alt finder man ud af, at det ikke nytter noget at man, når planerne ændres – eksempelvis på grund af et regnskyl eller et strømsvigt, giver sig til at forsøge at regne ud, hvornår regnen mon stopper eller strømmen er tilbage. For det kan man ikke regne ud. Og man kan slet ikke gøre til eller fra. Man må bare acceptere, at det er ude af ens hænder, og så må man vente og se. Og det er faktisk bare helt vildt rart.

Måske blev man fanget af regnen under et halvtag på stranden og derfor tvunget til at snakke længe med en, man ellers aldrig havde mødt før.

Måske man blev nødt til at sidde i stearinlysenes skær og spille et spil og konstatere, at man egentlig også havde set den film, det egentlig var meningen man skulle have set.

Måske de afrikanske musikere, der skulle afholde trommeworkshop for musikholdet blev forsinkede – uden at man vidste, hvornår de så ville dukke op. Måske man stressede meget over det, for man var jo musiklæreren, og man ville ikke tabe ansigt. Og man havde desuden betalt penge for, at de skulle komme. Måske man begyndte at beklage og vride sig i hænderne. Men måske eleverne fra musikholdet bare begyndte at foreslå sange, de gerne ville synge. Måske nød de faktisk at synge så meget, at de var helt ærgerlige, da de afrikanske trommeslagere så nåede frem. Indtil de fandt ud af, at det også var virkelig sjovt at tromme og synge sammen med dem.

Det er jo ikke fordi, at man aldrig må blive irriteret over, at noget ikke går som planlagt. Læreren kan bare konstatere, at det er virkelig rart, når det lykkes ikke at lade sig gå på af det, men i stedet vente og se, hvad der så kan lade sig gøre.

Læreren skulle på et tidspunkt hente nogle penge hos den økonomiansvarlige, så hun kunne købe nogle trommer til musiktimerne. Hun spurgte i skolens reception, hvornår den økonomiansvarlige kom og svaret var: Kl. 10.30.

Læreren stod derfor selvfølgelig kl. 10.30 sharp og ventede på den økonomiansvarlige. Da han et par minutter efter stadig ikke var kommet, spurgte hun undrende ind til, hvor han mon blev af. Svaret lød: ”Mwalimu (lærer), du må forstå, at når vi siger kl. 10.30 hernede, så er det ikke 10.30, som det er for dig. Den økonomiansvarlige er på vej, men når han siger han er her 10.30, så er det fordi, han tager en daladala (minibus), så han kan være her omkring 10.30. Men daladalaen kører først når den er fyldt, og så stopper den hver gang, der er nogen, der skal af. Derfor ved man ikke præcist hvornår man kommer frem. Men jeg skal nok sige til, når han er her.”

Læreren blev lidt flov – hun skulle først bruge pengene ud på eftermiddagen - gik ind til sig selv og 15-20 minutter efter ankom den økonomiansvarlige, så hun kunne få sine trommepenge.

Efterfølgende stoppede læreren med at gå med sit armbåndsur. For det er egentlig meget rart, når man ikke hele tiden skal forholde sig til hvad klokken er.

Ja, udover at læreren har konstateret at hun elsker at leve et liv, hvor hun bare skal tage det hele som det kommer, har hun også konstateret, at man bare bliver glad i låget af at være i omgivelser, der er så smukke. Solopgangen kan ses fra den lokale strand. Solnedgangen kan ses fra en rooftop-bar eller en nærliggende strand. Det blå vand arter sig forskelligt hver dag, og læreren er endnu ikke blevet træt af at se på det. Og det hvide sand, der blænder så det gør ondt, lyser også op. Den lille regntid huserer, hvilket betyder, at himlen er lidt flottere end normalt, fordi den ikke bare er blå. Den pyntes ind i mellem af regnbuer eller skyformationer, der ændrer sig stort set hvert minut. Og så hælder den ind i mellem en masse vand udover øen, så palmer, planter og buske forbliver grønne og friske.

Derudover nyder læreren fortsat sine fantastiske kolleger og livet som højskolelærer. Både når hun arbejder, og når hun holder fri.

Hun er i blandt andet i gang med at etablere et band – alle er velkomne, men indtil videre er de mest stabile et par vagter og et par gartnere. Som noget nyt er et par af de kvindelige receptionister hoppet med som sangere, og det gør kun bandet endnu bedre. De kalder sig Simbaband og øver aldrig på faste tidspunkter, men når det lige passer. Nogle gange er de to og nogle gange ti – men det er hyggeligt hver gang.

Ja, og det hele lyder vel i bund og grund for godt til at være sandt – men oveni hatten har læreren altså ferie de næste 10 dage. I morgen kommer hendes veninde fra Danmark og så skal de ud og opleve øen. 

Læreren og det blå vand

Farven på vandet er så blå, at man har det som om, at det er første gang, man ser det, hver gang man ser det. Også selvom det er hver dag, man ser det.

 

Og læreren ser det vandet hver dag. Bader i det hver dag. Går ture ved det hver dag. Betragter det indgående hver dag. Prøver at forstå, hvordan det kan se så blåt ud hver dag.

Håber, at det vil føles som om hun ser det for første gang, hver eneste dag.

Det er nu helt præcist 1 måned siden, at læreren ankom til Zanzibar. 1 måned siden, at hun steg ud af flyveren i Zanzibars lufthavn, og den der genkendelige duft af bål eller røg eller noget, der bliver brændt ramte hende. Varmen, palmerne, menneskerne. Afrika.

Og ikke bare Afrika. Zanzibar – øen, hvor man konstant går rundt i det hvide sand med bare tæer. Øen, der er omgivet af vandet, der er så blåt, I ved….

Øen, hvor der findes et ukendt antal af hilsner, som man helt automatisk kaster rundt med, hver gang man møder nogen – om man kender dem eller ej – gerne lige efter hinanden.

”Mambo vipi?”

”Poa. Freshi?”

”Freshi sana. Mzima?”

”Mzima kama chuma”

Osv. Læreren kan efterhånden mange af dem.

Ja, for nu bor hun på Zanzibar Adventure School i byen Paje. På skolen har hun sit eget værelse, men der bor også 6 andre lærere, 54 elever og en masse staff – de lokalt ansatte på skolens. Skolen ligger et par minutter fra stranden og det blå vand, og fra læreren forlader sit værelse, til hun rammer sandet, går der bare et par sekunder.

Nu sagde læreren godt nok, at hun bor alene på sit værelse. Det passer ikke helt. Hun deler det nemlig med en lille husgekko. Det var hun ikke så begejstret for til at begynde med, men en af hendes kolleger, miljøkendskabslæreren, fortalte hende (efter et mislykket forsøg på at likvidere en af de større edderkopper, der havde sat sig til at glo på læreren lige udenfor hendes dør), at husgekkoer spiser edderkopper og andre insekter.

Siden da har læreren affundet sig med husgekkoen. Hun er faktisk gået hen og blevet glad for den, så nu har hun navngivet hende efter sin yndlingstennisspiller: Misaki Doi.

Misaki kommer og går lidt som det passer hende, men det gør ikke så meget, for hun er smidig behøves ikke nøgle for at komme ind. Hun opholder sig mest på væggen, så på den måde føler læreren egentlig også, at de får udnyttet værelset fint. Sidst hun så Misaki var godt nok på hendes tøjhylde og afhængig af hvordan det udvikler sig, bør de måske lige lave en forventningsafstemning. Læreren ville i hvert fald ikke bryde sig om at iføre sig et stykke tøj og så pludselig have Misaki siddende i nakken. Det ville helt sikkert heller ikke være rart for Misaki.

De første uger brugte læreren bl.a. på at tage et intensivt swahilikursus. Kombineret med duolingo, som hun nu har brugt næsten hver dag de seneste 202 dage, kan hun begå sig mere og mere på swahili. Hun prøver i hvert fald, og ofte bliver der grinet lidt, men de lokale forstår godt hvad hun mener. I øjeblikket er det ord som ”i stedet for”, ”derefter”, ”altid” og ”heldigvis” hun prøver at inkorporere i de små samtaler. Det bliver lidt mekanisk, men de blev da glade i køkkenet, da hun den anden dag sagde: ”Tak for lækker mad. Maden er altid lækker”. Hun kan også snildt fortælle en af dem i receptionen at ”hun går til stranden for at svømme, derefter går hun hjem”.

Mange af de lokale er gode til engelsk, og dem, der ikke er, vil virkelig gerne være det. Man møder derfor flere, der ligesom læreren er ”undervejs” med sit swahili, er ”undervejs” med det engelske.

”You are pretty much welcome”, var der eksempelvis en, der sagde, da læreren og hendes kolleger hilste på ham på stranden. Sjældent har læreren følt sig mere velkommen.

En anden gang, også på stranden, kom en mand gående med 4 små børn – han var vel en slags pædagog. Børnene havde fine blomster i hænderne og da vinden pludselig tog en af børnenes blomster satte læreren i løb efter den, for hun kunne ikke bære tanken om, at en af børnene skulle komme hjem, uden blomster.

”Thank you for everything”, sagde manden taknemligt, da læreren helt forpustet rakte det forskræmte barn blomsterne. ”Årh, det var da ingenting”, ville læreren gerne have svaret, men hun havde ikke lige pusten til det.

Når man går tur på stranden, kan det være en god ide at have tid til kortere eller længere snakke med jævne mellemrum. Der er nemlig altid mange masaier, der gerne vil snakke. Eller sælge ting. Eller spørge hvor man kommer fra, så de kan sige den ene sætning, de kender på dansk: ”Gårdan-går-det?”

Eller spørge om man er gift. ”Hello giraffe-lady” siger de. Eller: ”Hello nice-tattoo”. Eller bare ”Teacher teacher”, fordi man har mødt dem før og fortalt dem, at man er lærer. ”You remember me?”, spørger de også ofte, og læreren må indrømme, at hun ofte ikke helt kan huske dem eller skelne dem fra hinanden. Ikke endnu i hvert fald.

Den anden dag gik læreren og optog en lille film til sin niece. Det var der en meget insisterende masai, der gerne ville være med til, og hvorfor skulle han da ikke også have lov til det? Hvis man ikke lige orker at snakke med dem, kan man sige ”Tak” på en afvisende måde, og hvis det ikke virker, kan man jo altid tage en dyb indånding, kigge ud på det blå vand, og så kan man lidt igen.

 

Der er også sket noget andet: Læreren har taget dykkercertifikat, og det var en vild oplevelse. Der var en dykkermanual, der skulle læses inden kurset, og jo mere læreren fik læst i den, jo mere ængstelig blev hun for, om hun mon ville kunne gennemføre, for der var virkelig mange ting, man skulle holde styr på. Læreren var nervøs i dagevis og natten inden det første dyk, vågnede hun mindst tyve gange og hver gang forestillede hun sig en ny ting, der kunne gå galt.

Da hun så dagen efter stod i en pool på halvanden meters dybde i fuldt dykkerudstyr, og fik at vide, at hun til en start bare kunne stikke hovedet under vand og stå og kigge lidt rundt mens hun trak vejret, stod hun da og undrede sig lidt over, hvad det egentlig var, hun havde været så bekymret for. 

Men sådan er nogle mennesker bare. Læreren er i hvert fald. For efter pooldykket, stod den på to dage i havet. Og natten inden første havdyk, vågnede læreren igen mindst tyve gange. Hun var kommet til at kigge på en plakat på miljøkendskabslærerens værelse, hvor man kunne se alle de fisk og levende væsner, der findes ud for Zanzibar. Der var hajer. Både hvidtippede revhajer og sorttippede revhajer. Miljøkendskabslæreren havde overbevisende forklaret hende, at de er vegetarer. Men hvad nu hvis læreren kom til at støde ind i en ufarlig haj? Så ville den vel blive sur. Vegetar eller ej, læreren følte sig overbevist om, at den ville kunne gøre skade. Derudover forestillede læreren sig, at hun ville synke til bunds og dø. Hun skulle 12 meter ned den første dag og 18 meter ned den anden dag. Men hvad nu hvis de sejlede hende ud til et sted, hvor der var 30 meter ned, og så hun bare sank? Eller hvis hun ikke kunne trykudligne og døde af sprængte trommehinder. Eller at hun steg for hurtigt op og døde af forhøjet nitrogenindhold i kroppen, samt sprængte lunger? Ja, og så er der i øvrigt også noget, der hedder dykkersyge? Det er livsfarligt.

Læreren havde ikke et specielt godt første havdyk. Det var dog hverken fordi hun druknede, fik dykkersyge, manglende trykudligning eller sprængte lunger. Og der var ikke skyggen af hajer. Hun blev bare godt gammeldags søsyg. Temmelig ueksotisk. 

Så var det andet havdyk bedre. Læreren erfarede på havdykkene, at de kun dykkede steder, hvor dybden passede med så langt ned de måtte gå. Smart. Læreren erfarede også, at hun godt kunne trykudligne og at hun i øvrigt selv kunne styre nogenlunde hvornår hun sank og hvornår hun steg. 

Og nu hvor hun ikke var søsyg huskede hun også at kigge sig omkring. Der var virkelig mange flotte fisk og mange flotte koraler. Og der var søheste. Og stingrays. Og masser af små Nemo'er og Dory'er der svømmede rundt og så søde ud.

Øvelserne man skulle igennem under vand, var ikke ligefrem behagelige, men læreren kom igennem og kan derfor nu kalde sig "Padi Open Water Diver". Det betyder, at hun må dykke 18 meter ned med en makker, og at hun kan begå sig under vand sådan til husbehov. Man kan også blive "Advanced Diver" og få lov til at gå 30 meter ned, men det har læreren takket nej til i første omgang. Lige for nu vil hun bare gerne ned og finde nogle flere søheste.

Hun skulle faktisk have været ude at dykke i dag, men netop som hende og 3 af hendes kolleger havde vredet sig ned i våddragter og pakket alt udstyret i tasker, fik de at vide, at det var bedst at aflyse på grund af vinden. Så var der jo ikke andet for, end at drikke sig en ekstra kop kaffe på yndlingskaffestedet.

 

Efter tre og en halv uges introforløb, har læreren nu også endelig været igennem en helt almindelig uge som lærer på Zanzibar Adventure School. Her går hun til lærermøder, værelsesmødet, giver lærerbeskeder og er meget læreragtig, hvilket ikke er nyt for hende. Til gengæld er hendes elever hernede mellem 18 og 22 og ikke mellem 7 og 10, som hun er vant til. Det skal man lige huske, når man giver beskeder, forklarer ting og irettesætter. For selvom man stadig skal være en god kammerat og prøve at løse konflikten selv, før man henter en voksen, når man er elev på Zanzibar Adventure School, har læreren erfaret, at man skal formulere sig lidt anderledes, og det skal hun lige vænne sig til.

Lærerens primære opgave udover at være læreragtig sammen med de andre lærere, er at stå for morgensang og forsøge at styrke fællesskabet og højskolefølelsen med sang og musik. Det er indtil videre en meget taknemlig opgave, for eleverne er helt vilde med at synge. De kommer faktisk nogle gange helt af sig selv og spørger om læreren vil spille guitar til nogle fællessange. Og når de først går i gang med at synge, er de slet ikke til at stoppe. Og hvis de får valgt en sang, som læreren ikke er så øvet i på guitar, er de fuldstændig ligeglade – de synger bare videre. Over halvdelen af eleverne har endda meldt sig til lærerens valgfags-musik hver onsdag og selv da hun den allerførste gang kastede dem ud i at synge Johnny Madsens: ”Udenfor sæsonen”, lod de ikke til at miste interessen. Tværtimod overhørte læreren nogle af dem stå og tale om, hvor god den der Johnny Madsen-sang var, og at den helt klart skulle på deres playliste. Så bliver det vel ikke større?

Om onsdagen holder læreren  også morgensang og her forsøger hun at variere sangene, så der er lidt af hvert. Hun har de seneste uger erfaret, at der påhviler hende et stort ansvar med disse morgensange, for dem hun lægger til sidst i programmet, er simpelthen dem, der bliver nynnet efterfølgende. Nynnerierne kan vare i dagevis, så læreren ser det som en stor og vigtig opgave sådan at få lov til at være nynne-ansvarlig. Først var det Lars Lilholts: Cafe Måneskin, ugen efter var det den smukke duet Shallow (der i øvrigt ikke bliver mindre smuk, når 54 højskoleelever synger den. I duet selvfølgelig. Lige præcis denne sang, sender læreren tilbage til en helt særlig dameuge i Sverige tidligere på sommeren, hvor hun fik lov til at holde morgensang, så hun kunne øve sig, og hvor Shallow blev det tilbagevendende afslutningsnummer. Den var også smuk i Sverige, og læreren sender gode, stolte tanker til damerne hver gang de synger den. Og det er ofte i øjeblikket.)

I onsdags var det Skipper Clements Morgensang, og den har så konkurreret med Johnny Madsens Udenfor sæsonen, som valgfagsholdet også har gået og smånynnet på, som en lille bonus.

Hvilken sang, der bliver den næste ”nynner”, har læreren endnu ikke besluttet, men hun tænker, så det knager.

Ja, og sådan går dagene. Og det er nogle virkelig gode dage. For hun er sammen med nogle virkelig gode mennesker. På et virkelig dejligt sted. I et job, hun har drømt om siden 2013. 

Og når der engang i mellem er lidt langt til Danmark og til nogle af de mennesker, der kender læreren sådan rigtig godt, kigger hun en ekstra gang udover vandet, og så kan hun ikke lade være med at smile, fordi det endnu engang føles som om, at de er første gang, hun ser det.