Tað var tað...

Nú, eg halti eg kanska skuldi skriva hesa sídsta bloggurin á tað føroyskti málið. Tíverri dugi eg tað ikki so væl, so tað veri nokk eitt sindur trubult baði at skilji og at skriva.... So eg byrja á danskun nú...





"Har I så lært noget af at være her?", er der mange der har spurgt os.
Og ja, det har vi helt bestemt!

Jeg har bl.a. lært:
- at strikke
(- at det er dumt at det første man strikker, er noget, der skal være to af, for man er blevet bedre, når man starter på nummer to, og så bliver de jo ikke ens...)
- hvad en varde er
- hvorfor nogle får har store plastre på bagen
- at finde rundt i Tórshavn (jeg skød endda en genvej på et tidspunkt - alene!)
- hvordan grindefangsten fordeles på Øerne
- hvordan man vandrer til Kyrkjubøur og fra Hvalvík til Vestmanna
- at spille casino (men Liv vinder altid - jeg er lidt i tvivl, om hun selv finder på reglerne...)
- at snakke havnamál (det vil sige færøsk, med tórshavnsk accent)
- alt muligt om First price
- at lave sushi

Jeg har selvfølgelig også lært en masse af at være i praktik, og så har jeg været i en rigtig fin, symbiotisk balance med Liv, som bliver lidt svær at skulle vænne sig fra så pludseligt.

Vi står op ca. samtidig og mens Liv finder morgenmad, gør jeg mig klar. Hun tjekker lige, om jeg har husket de vigtige ting - nogle gange har jeg, nogle gange har jeg ikke. Hun ifører sig alt sit tjekkede frilufts-gear - jakke, sko, bluser, undertrøjer, sokker, lange underbukser, osv. Og jeg hopper i min jakke, der taber knapperne, og alt, hvad der ellers kan varme eller skærme lidt for blæst og regn, men som bestemt ikke er lavet til det på den måde, som Livs er, og så går vi af sted.
Liv sørger for, vi kommer det rigtige sted hen, og jeg forsøger at hjælpe til, men det er svært.
Og så kan dagen ellers byde på lidt af hvert. Nogle gange skal vi undervise, så går Liv til Snið- og stilbreyt og jeg til Tónleikabreyt. Vi mødes i pauserne og udveksler blikke, nogle gange også ord, men ellers taler vi mere om det hele derhjemme.
Nogle gange tager vi en tur til sport. Liv svømmer og jeg løber eller svømmer. Der er masser af svigerfamilie at besøge, og det har vi nydt - hos dem redder vi os god mad, kaffe, et spil yatzy eller kort eller bare en lille snak om får med mere. Jeg har den færøske telefon og kontakten til svigerfamilie og lærere.
Når vi kommer hjem, er der både strikning og yatzydyst at passe. Vi ser ofte en strikkefilm, hvilket betegner en film, vi synes er god, men har set før, og som vi derfor godt kan strikke til. Eller vi siger, at vi tager ét spil yatzy, men tager så minimum 3. Det er Liv, der vinder mest, og det er hende, der har highscoren og mig, der har lowscoren.
Vi hører en del musik - Teiturs nye cd og hans færøske cd og Faroe 5, Færøernes svar på spice girls, er især populære på playlisten. Og så er der en cafe/bar, der hedder hvónn, som vi har besøgt ofte - de har livemusik hver torsdag, og kan også regne med at se os i aften.
Og sådan går dagene, og imorgen, skal vi åbenbart hjem(?)!
Hvis flyene altså flyver - det blæser så meget heroppe for tiden, at nogle færinger udtaler sig skeptisk om dette - men det forholder vi os ikke lige videre til endnu. Der loves orkanstyrke nogle steder i nat...
Vi håber, at vi på vej til lufthavnen kan komme et smut forbi Gásadalur - en lille bitte bygd, der er mit yndlingssted på Færøerne, fordi at man indtil 2007 kun kunne kommer dertil via helikopter eller ved at gå over fjeldet.
Jeg har i øvrigt mødt en mand fra Gásadalur - det var ret stort for mig, men det tror jeg ikke lige han opfattede.











Der er stadig masser at undre sig over, der er meget at glæde sig over, meget, man kommer til at savne, men bestemt også meget, man glæder sig til at komme hjem til.

Vejen til Vestmanna

Her følger beretningen om to pigers vandretur fra Hvalvík til Vestmanna.

De havde tjekket vejrudsigten hver dag hele ugen op til. Den varierede meget fra dag til dag, men sagde lørdag morgen, dagen for turen, at det ville blive skyet, regne 0,2 mm og blæse 8 m/s. Det ville være 7 grader, men føles som 0.
De to piger godkendte denne prognose, velvidende at den ikke nødvendigvis var til at regne med.
Bussen til Hvalvík gik 9.20 nede fra havnen. De kom lidt sent af sted og skyndte sig meget - for nåede de den ikke, måtte de vente over to timer på den næste. Der var heldigvis ingen grund til panik, og da de forlod Tórshavn i bussen, var solen lige stået op, og de begejstredes ved tanken om, hvor flot dagen så ud til at blive.



"Måske kommer det slet ikke til at regne" sagde den ene pige, men knap havde hun sagt det, før skyerne begyndte at trække sammen og kort efter faldt regnen.

De to piger blev en smule betænkelige, men forholdt sig afventende. Som regnen slog mod bussens rude, så de Hvalvík nærme sig.
"Nu har regnen lige 500 meter til at stoppe", sagde den anden pige optimistisk, og da de stod af, var det til begges overraskelse, faktisk næsten det, der var tilfældet.
Solen var ikke fremme længere, men det var tørvejr igen.





I følge pigernes vejledning, begyndte vandreturen ved elven "Myllá", som løber nord for missionshuset i Hvalvík. Herfra skulle de gå langs åen ind gennem lågen og op ad den gamle fæsti.
De kiggede efter elv, å, låge, fæsti og missionshus, og her var de første udfordringer. Der viste sig at være mange vandløb, der i større eller mindre grad, i pigernes øjne, kunne kaldes både elv og å. Til gengæld fandt de intet hus, der indikerede mission, der var masser af låger, men de anede ikke hvad en fæsti var, og så generelt ikke noget tegn på nogen som helst sti op ad fjeldet.
En lille pige med en barnevogn, udpegede missionshuset for dem, og herefter besluttede de, at en af de mange vandløb, var den omtalte elv, og det, ved siden af, kunne så være å. Fæstien, besluttede de, var et andet ord for en vej, man selv bestemmer, der hvor der ikke findes en sti, og de fandt også en låge at gå ind af.





Det blev hurtigt stejlt op ad fjeldet, men det skulle det også, i følge vejledningen. De måtte tage et par chokoladepauser undervejs, og hver gang de krydsede et vandløb, hvilket var meget ofte, diskuterede de, om det mon var elven eller åen?
Og så begyndte de at spejde efter den første varde. En varde, havde de erfaret fra deres sidste gåtur, er en bunke sten sat op som en lille pyramide, og der blev stor glæde, da den ene af pigerne pludselig skimtede en lille trekant langt væk.
"Var der virkelig en varde?" spurgte den ene pige.
"Ja, det var-der!", svarede den anden.
"Det var-der dejligt", sagde den ene pige, og sådan fortsatte de opad den sidste stejle stigning, indtil de endelig nåede varden.







Herfra skulle stien følge højspændingslinjen helt til Vestmanna. Stien fandt de ikke, men højspændingen og varderne ledte dem videre.
Vejret var smukt og humøret var højt. Undervejs kunne de i deres vejledning læse historier og sagn om små piger, der var blevet væk i fjeldene, men fundet igen, hvordan Hvalvíks første gravko, hvalvíkskoen, var blevet lånt til Vestmanna og fragtet ad den sti, de gik på. De havde efterhånden udviklet en lille skepsis til deres vejledning, men historierne var gode.









To gange så de en snehare pile hen over fjeldet, og får stødte de også på.
Blæsten tog til, så frokostpausen blev en kort fornøjelse, og netop, som de havde besluttet at tage den længste ad to mulige veje til Vestmanna, begyndte det at sne. Pigerne var modige, men ikke dumdristige, og da deres fødder var temmelig våde, og da de ikke havde noget regntøj, ændrede de mening, og valgte den korteste vej.
Kort efter stoppede det med at sne og solen kiggede frem. De to piger holdt dog fast i deres beslutning, men nød at se, hvordan solen fik det bedste frem i fjeldene omkring dem.











De begyndte at kunne se Vestmanna længere fremme, og skulle nu overveje endnu en beslutning. Man kunne tage en bus tilbage til Tórshavn 14.25 eller 18.50. Der var en lille time, til den var 14.25, og de havde ikke lyst til at forlade Vestmanna så hurtigt. Fire en halv time, er dog også en del, når vejret kan byde på nærmest hvad som helst, og når den eneste cafe i byen først åbner kl. 17.00
Det endte med, at pigerne besluttede sig for at blive, og få en oplevelse ud af de fire en halv time. Vestmanna var en meget, meget smuk bygd og da de nåede helt frem, var der fortsat sol.
Der var så smukt og idyllisk, at de faktisk vedtog, at solen nok altid skinnede i Vestmanna. Det erfarede de dog hurtigt, at den ikke gjorde. Men det gjorde ikke så meget. De fik set det meste af bygden, var inde i hver eneste åbne butik, de fandt, og spillede et enkelt spil yatzy til lunken kaffe, lakrids og kiks på et offentligt toilet.
Den ene pige blev en smule betænkelig ved tanken om, at der måske ville komme nogen, mens de sad der med alle deres ting og deres yatzy. Den anden pige kunne ikke lade være med at håbe lidt på, at nogen kom. Det gjorde der dog ikke.









Da klokken blev 17, gik de ind på den tomme cafe/pub og bestilte to øl og to pitabrød. Over en halv time efter, kom den lille tjener og sagde på færøsk, noget i retningen af: "Hun får desværre ikke pitabrødene til at fungere, så er der noget andet I kunne tænke jer?" De to piger undrede sig over, hvad det betød, at pitabrødene ikke kunne fungere, bestilte noget nyt mad, som de fik billigere, og spillede kort i så lang tid før maden kom, at de næsten var i tvivl om, om de kunne nå at spise det før de skulle med bussen. Alternativt skulle de blive til næste morgen, og selvom cafeen de sad på, havde åbent til kl. 04.00, og de egentlig var nysgerrige efter at se, hvem og hvor mange der kom der, på sådan en lørdag aften i Vestmanna, var det nu rart nok at komme ind i bussen mod Tórshavn.

De var trætte, havde ondt i fødder, ben, ryg og krop, men havde røde kinder og vidste, at de ville sove ekstragodt den nat.



Og her slutter beretningen. De to piger havde en dejlig dag, men overvejer kraftigt at lave en ny vejledning til vandreturen.

Just because it's SO beautiful today..!

Dagen i dag har simpelthen været så smuk, at han får sit helt eget blogindlæg!
(På færøsk ville man sige han om dagen, derfor gør jeg det også lige - når nu han er lidt særlig i dag, må han gerne blive lidt personliggjort, ikke :) )

Sådan så han ud, da vi gik til skole imorges:





Da vi var færdige med at undervise, var han så flot og klar og ikke kold, at vi gik en tur, og så ud over byen.






Og spiste et æble. :)



Nu er solen så ved at forsvinde, vi er ved at lave varm kakao, og dagen - ja, han er stadig smuk. :) Tak for i dag, dag!



Imorgen er sidste praktik-dag, weekenden byder på udendørs badetur(måske!), håndbold, gåture, strikning, vinterjazz - og mere endnu... :)

På strik og på tur

To ting har præget denne uge... Det startede i mandags.

At finde mig selv med et strikketøj mellem hænderne aften efter aften, har været en mærkelig oplevelse, og indvendigt griner jeg lidt af mig selv... Udvendigt bliver jeg nemt utålmodig, og håber, at strikketøjet strikker lidt videre på sig selv i løbet af natten... Det er desværre endnu ikke oplevet...
Det skal blive til to benvarmere og Liv har sørget for at lære mig den nemmeste og mest simple, umønstrede, uvarierende måde, man kan strikke på - det er klogt af hende - hun er generelt klog, og jeg har fået en tendens til at spørge hende om alle de ting, jeg ikke ved, når jeg løbende spekulerer over dem... - som regel har hun et svar, der er klogere, end hvad jeg selv kunne have tænkt mig frem til, og derfor bliver jeg ved med at spørge. Det er en ret fin ordning - for mig i hvert fald.
Hun er iøvrigt allerede klar med den første benvarmer, og springer nu til at lave en hue med mønster. Det er sådanne situationer, der gør, at når Liv siger "Vi skal også strikke sådan og sådan....", gør jeg det tydeligt for hende, at her, er der altså er "du" og et "jeg"!
Og jeg har strikket en halv benvarmer, og synes, der er lang vej til målet... Jeg har ondt i fingrene, og fotograferer mange gange undervejs, for det er den eneste måde, jeg ligesom kan se, at jeg er kommet længere...
Når det så er sagt, så er jeg meget, meget stolt af at være på strikkevognen!






Og så har vi været på ture! Jeg har jo fortalt Liv, at der er 70.000 får på øerne, og det har hun haft svært ved at tro på, fordi vi mest har befundet os i Tórshavn, og der er ikke lige så mange.
I onsdags gik vi derfor af sted, dels for at se nogle får og dels for at komme op i noget fjeld. Det er godt at have et mål for sådan en tur udover får og fjeld, så målet var at gå til to bygder, Kyrkjebøur og Velbastaður. Førstnævnte er et hyggeligt lille sted, der er værd at se, sidstnævnte ligger ikke så langt derfra, og skulle i følge et blad, vi læste i flyet, være der, hvor Teitur bor.

Der var flot i fjeldet, vi afveg lidt fra stien for at komme lidt højere op, og for så at have længere ned. Liv førte an, det er generelt bedst sådan, men jeg prøver dog at udvikle en stedsans og hjælpe lidt til med vejfindingen. På et tidspunkt i fjeldet, var jeg lidt bange, men så tog jeg mig sammen og huskede, at Liv jo er klog og desuden erfaren i fjeld - hun er jo halvt norsk.
Vi mødte mange får, heldigvis. Vi lagde mærke til, at nogle af fårene var plastret helt til på bagen - og undrede os, men kan nu oplyse, at det var såkaldt prævention. Man lukker simpelthen af. :)

Vi havde et stort ønske om at møde Teitur, men kunne ikke huske hans adresse og han må have holdt sig indendøre i det tidsrum, vi var i bygden. Vi nåede dog at gå forbi stort set alle huse, så vi må have været tæt på ham. Og når vi nu hører hans musik, ser vi den fine udsigt fra hans bygd, og føler, vi forstår ham lidt bedre...











Lørdag tog vi til Kálsoy med mine svigerforældre, der har venner der. Kálsoy er aflang, og har 4 bygder med tilsammen 109 beboere. Der er en masse tunneller, flotte dale og fjelde og meget, meget smuk udsigt.
Hos vennerne var der mad og kaffe i lange baner, til middag kogt grindehval, hvilket var en ny, men god oplevelse for både Liv og jeg.
Det er fascinerende at køre rundt på denne ø. Det er ikke mere end 6-7 år siden, at man ikke kunne have sin bil med færgen derover, og familien, vi besøgte har i mange år, været den eneste fastboende familie i den bygd, de bor i. Skolen, der huser elever fra to af de 4 bygder, har på sit højeste haft 17 elever mens familien har boet der, fordelt på ind- og mellemskoling.
Man vil så gerne tage den gode udsigt og de smukke, smukke vidder med sig, om ikke andet så i kameraet, men det er simpelthen ikke muligt at få det rigtigt med.
Det er heller ikke noget, der kan forklares ordentligt. Man bliver tavs og får en underlig fornemmelse indeni. Fornemmelsen tror jeg, er fordi man ikke helt forstår, at man står midt i det, man kigger på. Når man prøver at forstå det, kommer den underlige fornemmelse, og den bliver der, til man glemmer den, fordi man bare kigger og kigger - og så kommer den igen, og man forstår den stadig ikke, osv...
Når man så ikke længere står midt i det, kan man godt blive lidt i tvivl om, om man mon var der i virkeligheden... Men når man mærker godt efter, så er den underlige fornemmelse, der stadigvæk en lille smule, og den er så ligesom den bedste indikation på, at man faktisk var der...
Og sådan bliver en lørdag eftermiddag på en ø, pludselig en meget særlig oplevelse. Jeg var glad for at være der sammen med Liv.















I denne uge har vi ikke undervist, men kigget lidt på i de mindre klasser, og udover turene og strikning, har vi set håndbold, hørt lidt livemusik, været på flere hyggelige familiebesøg og spillet yatzy. Vi er også blevet glade for at gå i svømmehallen, og så har vi forberedt os til næste uge, hvor vi underviser igen.
Nogle lærere har en fredagstradition, hvor de bader i havnen - de har inviteret os med, og jeg håber vi gør det.
Vores First Price collage er blevet rigtig flot. Vi har fået information om, at de ikke er tyskere, men jyder, og så er det efterhånden en sjældenhed, at vi støder på nogen, vi ikke allerede kender på de små portrætter.