At finde mig selv med et strikketøj mellem hænderne aften efter aften, har været en mærkelig oplevelse, og indvendigt griner jeg lidt af mig selv... Udvendigt bliver jeg nemt utålmodig, og håber, at strikketøjet strikker lidt videre på sig selv i løbet af natten... Det er desværre endnu ikke oplevet...
Det skal blive til to benvarmere og Liv har sørget for at lære mig den nemmeste og mest simple, umønstrede, uvarierende måde, man kan strikke på - det er klogt af hende - hun er generelt klog, og jeg har fået en tendens til at spørge hende om alle de ting, jeg ikke ved, når jeg løbende spekulerer over dem... - som regel har hun et svar, der er klogere, end hvad jeg selv kunne have tænkt mig frem til, og derfor bliver jeg ved med at spørge. Det er en ret fin ordning - for mig i hvert fald.
Hun er iøvrigt allerede klar med den første benvarmer, og springer nu til at lave en hue med mønster. Det er sådanne situationer, der gør, at når Liv siger "Vi skal også strikke sådan og sådan....", gør jeg det tydeligt for hende, at her, er der altså er "du" og et "jeg"!
Og jeg har strikket en halv benvarmer, og synes, der er lang vej til målet... Jeg har ondt i fingrene, og fotograferer mange gange undervejs, for det er den eneste måde, jeg ligesom kan se, at jeg er kommet længere...
Når det så er sagt, så er jeg meget, meget stolt af at være på strikkevognen!
Og så har vi været på ture! Jeg har jo fortalt Liv, at der er 70.000 får på øerne, og det har hun haft svært ved at tro på, fordi vi mest har befundet os i Tórshavn, og der er ikke lige så mange.
I onsdags gik vi derfor af sted, dels for at se nogle får og dels for at komme op i noget fjeld. Det er godt at have et mål for sådan en tur udover får og fjeld, så målet var at gå til to bygder, Kyrkjebøur og Velbastaður. Førstnævnte er et hyggeligt lille sted, der er værd at se, sidstnævnte ligger ikke så langt derfra, og skulle i følge et blad, vi læste i flyet, være der, hvor Teitur bor.
Der var flot i fjeldet, vi afveg lidt fra stien for at komme lidt højere op, og for så at have længere ned. Liv førte an, det er generelt bedst sådan, men jeg prøver dog at udvikle en stedsans og hjælpe lidt til med vejfindingen. På et tidspunkt i fjeldet, var jeg lidt bange, men så tog jeg mig sammen og huskede, at Liv jo er klog og desuden erfaren i fjeld - hun er jo halvt norsk.
Vi mødte mange får, heldigvis. Vi lagde mærke til, at nogle af fårene var plastret helt til på bagen - og undrede os, men kan nu oplyse, at det var såkaldt prævention. Man lukker simpelthen af. :)
Vi havde et stort ønske om at møde Teitur, men kunne ikke huske hans adresse og han må have holdt sig indendøre i det tidsrum, vi var i bygden. Vi nåede dog at gå forbi stort set alle huse, så vi må have været tæt på ham. Og når vi nu hører hans musik, ser vi den fine udsigt fra hans bygd, og føler, vi forstår ham lidt bedre...
Lørdag tog vi til Kálsoy med mine svigerforældre, der har venner der. Kálsoy er aflang, og har 4 bygder med tilsammen 109 beboere. Der er en masse tunneller, flotte dale og fjelde og meget, meget smuk udsigt.
Hos vennerne var der mad og kaffe i lange baner, til middag kogt grindehval, hvilket var en ny, men god oplevelse for både Liv og jeg.
Det er fascinerende at køre rundt på denne ø. Det er ikke mere end 6-7 år siden, at man ikke kunne have sin bil med færgen derover, og familien, vi besøgte har i mange år, været den eneste fastboende familie i den bygd, de bor i. Skolen, der huser elever fra to af de 4 bygder, har på sit højeste haft 17 elever mens familien har boet der, fordelt på ind- og mellemskoling.
Man vil så gerne tage den gode udsigt og de smukke, smukke vidder med sig, om ikke andet så i kameraet, men det er simpelthen ikke muligt at få det rigtigt med.
Det er heller ikke noget, der kan forklares ordentligt. Man bliver tavs og får en underlig fornemmelse indeni. Fornemmelsen tror jeg, er fordi man ikke helt forstår, at man står midt i det, man kigger på. Når man prøver at forstå det, kommer den underlige fornemmelse, og den bliver der, til man glemmer den, fordi man bare kigger og kigger - og så kommer den igen, og man forstår den stadig ikke, osv...
Når man så ikke længere står midt i det, kan man godt blive lidt i tvivl om, om man mon var der i virkeligheden... Men når man mærker godt efter, så er den underlige fornemmelse, der stadigvæk en lille smule, og den er så ligesom den bedste indikation på, at man faktisk var der...
Og sådan bliver en lørdag eftermiddag på en ø, pludselig en meget særlig oplevelse. Jeg var glad for at være der sammen med Liv.
I denne uge har vi ikke undervist, men kigget lidt på i de mindre klasser, og udover turene og strikning, har vi set håndbold, hørt lidt livemusik, været på flere hyggelige familiebesøg og spillet yatzy. Vi er også blevet glade for at gå i svømmehallen, og så har vi forberedt os til næste uge, hvor vi underviser igen.
Nogle lærere har en fredagstradition, hvor de bader i havnen - de har inviteret os med, og jeg håber vi gør det.
Vores First Price collage er blevet rigtig flot. Vi har fået information om, at de ikke er tyskere, men jyder, og så er det efterhånden en sjældenhed, at vi støder på nogen, vi ikke allerede kender på de små portrætter.
No comments:
Post a Comment