Konceptet med praktik på Færøerne, som jo er hovedkonceptet for turen her, er vi nærmest allerede halvvejs igennem. Vores undervisning har nemlig lagt sig sådan at den primært foregår i uge 2 og 4, fordi vores 10. klasser har skriftlige prøver og projektuge i uge 3 og 5, hvor vi så får en mere observerende funktion.
Og således har vi altså hver undervist 10 timer i hhv. musik og håndarbejde, og så har Liv undervist i 4 matematiktimer, hvor jeg observerede.
Jeg må tilstå, at jeg mandag morgen var meget nervøs, da jeg så de første 4 musiktimer i 10. klasse i øjnene. Jeg havde ikke sovet helt godt natten inden, og en stor del af mig, havde meget mere lyst til at blive liggende i den rare seng - hvor man af en eller anden grund lå endnu bedre end man plejede, den mandag morgen...
Det var nok meget godt, at vi stod op og kløede på. Både de 4 timer mandag og de 6 torsdag har været spændende og lærerige. Vi er enige om, at det er lang tid i træk at undervise teenagere i ét fag i, men det giver helt sikkert nogle gode muligheder. På hver vores måde forsøger vi, i hver vores fag, at udfordre de unge menneskers kreativitet og evner til at skabe noget selv. Og vi møder hver vores udfordringer. Inde hos mig, kan de bedst lide at lave så meget lyd, som de overhovedet kan, så ofte som de kan, mens de hos Liv har en tendens til at begynde at strikke, så snart de kan komme af sted med det... (Det har iøvrigt smittet Liv lidt - til tider kan hun slet ikke lægge det garn fra sig...!)
I matematikundervisningen har vi haft en rigtig god oplevelse af at vende op og ned på deres normale, traditionelle matematikundervisning, til fordel for værkstedsundervisning og medansvar. De synes, det er sjovt, når Liv forsøger at udtale deres navne, men vi tror også, at de synes, det er ret sjovt at have matematik med os.
Ja, hovedkonceptet har i denne uge taget det meste af vores tid. Dog har vi også afprøvet konceptet, færøsk kædedans. I anledning af, at julen har været slut i 13 dage, er der tradition for, at færingerne mødes og ønsker hinanden godt nytår, mens de danser og synger. Vi fik anbefalet dette, og gik sidste lørdag aften af sted i vores allermest afslappede bukser. Da vi kommer ind, er noget af det første vi ser, en mand, der står med et glas og en hel flaske snaps. Vi er imponerede, men før vi ved af det, har han tilbudt os begge en sjus - og det er så simpelthen det, der er konceptet med lige præcis ham. Konceptet med alle de andre viser sig at være, at de fleste går rundt i en lang kæde - 2 skridt til venstre og 1 til højre, og synger og synger. En fungerer som forsanger og begynder på nye vers, som alle de andre så stemmer med på. En sang har gerne en 50-100 vers, og så snart den slutter, er der en ny forsanger, der begynder på en ny sang. Man kan så gå til og fra, som man vil, købe noget at drikke i baren og ønske hinanden godt nytår.
Som aftenen skrider frem, bemærker vi hvordan valget af de afslappede bukser, måske ikke var det bedste, i forhold til at forholde sig anonym, som vi egentlig havde foretrukket. Manges øjne falder i hvert fald på dem, og manden med snapsen kommer på et tidspunkt hen og spørger, sikkert på manges vegne, om vi er søstre.
Ellers har vi gang i en Yatzy-dyst, som Liv i øjeblikket fører temmelig stort, vi går lange ture, har været i svømmehallen, besøger svigerfamilie og nyder dagene. Anna Faroe har sunget for os på cafe hvónn, men vi kan nu begge bedre lide når teitur synger for os fra hans nyeste cd, som vi netop har købt os.
I dag skal vi have hjemmelavet sushi, og så har vi begge købt et stykke tøj, der kaldes "the unlimited dress" - som navnet beskriver, er der ikke grænser for, hvor mange forskellige måder man kan have det på.
Jeg har købt mig en dyr hue af færøsk uld, der kradser, men er rigtig flot, og så har vi netop købt et kortspil og dermed åbnet op for en unlimited mængde af andre dyster.
Ja, og så er der first price-konceptet, som er discountudgaven af de fleste varer - havregryn, sveskegrød, you name it..! Vi køber disse mærker, fordi de er billigst og fordi vi klipper dem ud og hænger dem op. Denne hobby, som egentlig startede fordi de ser så sjove og underlige ud, har medført en opdagelse, som har forarget os meget: Damen, der spiser sour cream & onion chips, er den samme, som drikker pulverkakao!! Den unge mand, der spiser peanuts på, måske den mest gustne måde man kan spise peanuts på, er den samme, som spiser cornflakes!! ... Osv! Vi tror nu, at der måske kun er en 12-15 forskellige mennesker i alt, og at de garanteret er i familie alle sammen! Og at de må være tyskere! Vi har set os nødsaget til at indrette vores menu og indkøbsliste efter first price, for at komme til bunds i sagen...
Øerne imponerer os både med og uden sne. Jeg har, som den bypige jeg er indset, at sne ikke nødvendigvis bliver brun så snart den er faldet, men faktisk kan forblive flot utrolig længe. Nu er sneen væk, og det er også dejligt, for så håber vi på snart at kunne gå over nogle fjelde og se nogle flere får.
Det er flot, ikk'?? :)
Det ser ud som om I hygger jer mega meget. Glæder mig til at høre om det når I kommer hjem:-)
ReplyDeleteDet lyder rigtig dejligt :) og du skriver rigtig levende og spændende.
ReplyDeleteGlæder mig til at se jer når I kommer til København igen.
Meget interessant ang. First Price. Jeg studsede nemlig lidt, da jeg så hele to af mine tidligere kolleger fra Århus på billeder på First Price-varerne. Den ene, Helga, har jeg kun set på den lyse pålægschokolade, men den anden, Steffen, er set på Flåede tomater, bolcherne Junglestykker, Vaskepulver til kulørt tøj, WC rens og bage- og fryseforme.
ReplyDeleteJeg kan således afvise at de allesammen er tyskere.
KH Maria Rasmus
LB og Mary - oh yeah, det er hyggeligt og dejligt, håber jeres praktik er god og at livet også er! Vi ses snart!
ReplyDeleteMaria! Det var interessant - når de nu ikk er tyskere, er jyder næsten den eneste anden mulighed..! Og du kender simpelthen "flåede-tomater"? Vi er opmærksomme på, at han optræder på de nævnte varer. Det er jeg helt sikker på, at hende du kalder Helga også gør... Måske er det "æblejuice"?
Det er muligt, vi vender tilbage med uddybende spørgsmål - du kender ikke "peanuts"? Ham vil vi virkelig gerne vide mere om.