Tað var tað...

Nú, eg halti eg kanska skuldi skriva hesa sídsta bloggurin á tað føroyskti málið. Tíverri dugi eg tað ikki so væl, so tað veri nokk eitt sindur trubult baði at skilji og at skriva.... So eg byrja á danskun nú...





"Har I så lært noget af at være her?", er der mange der har spurgt os.
Og ja, det har vi helt bestemt!

Jeg har bl.a. lært:
- at strikke
(- at det er dumt at det første man strikker, er noget, der skal være to af, for man er blevet bedre, når man starter på nummer to, og så bliver de jo ikke ens...)
- hvad en varde er
- hvorfor nogle får har store plastre på bagen
- at finde rundt i Tórshavn (jeg skød endda en genvej på et tidspunkt - alene!)
- hvordan grindefangsten fordeles på Øerne
- hvordan man vandrer til Kyrkjubøur og fra Hvalvík til Vestmanna
- at spille casino (men Liv vinder altid - jeg er lidt i tvivl, om hun selv finder på reglerne...)
- at snakke havnamál (det vil sige færøsk, med tórshavnsk accent)
- alt muligt om First price
- at lave sushi

Jeg har selvfølgelig også lært en masse af at være i praktik, og så har jeg været i en rigtig fin, symbiotisk balance med Liv, som bliver lidt svær at skulle vænne sig fra så pludseligt.

Vi står op ca. samtidig og mens Liv finder morgenmad, gør jeg mig klar. Hun tjekker lige, om jeg har husket de vigtige ting - nogle gange har jeg, nogle gange har jeg ikke. Hun ifører sig alt sit tjekkede frilufts-gear - jakke, sko, bluser, undertrøjer, sokker, lange underbukser, osv. Og jeg hopper i min jakke, der taber knapperne, og alt, hvad der ellers kan varme eller skærme lidt for blæst og regn, men som bestemt ikke er lavet til det på den måde, som Livs er, og så går vi af sted.
Liv sørger for, vi kommer det rigtige sted hen, og jeg forsøger at hjælpe til, men det er svært.
Og så kan dagen ellers byde på lidt af hvert. Nogle gange skal vi undervise, så går Liv til Snið- og stilbreyt og jeg til Tónleikabreyt. Vi mødes i pauserne og udveksler blikke, nogle gange også ord, men ellers taler vi mere om det hele derhjemme.
Nogle gange tager vi en tur til sport. Liv svømmer og jeg løber eller svømmer. Der er masser af svigerfamilie at besøge, og det har vi nydt - hos dem redder vi os god mad, kaffe, et spil yatzy eller kort eller bare en lille snak om får med mere. Jeg har den færøske telefon og kontakten til svigerfamilie og lærere.
Når vi kommer hjem, er der både strikning og yatzydyst at passe. Vi ser ofte en strikkefilm, hvilket betegner en film, vi synes er god, men har set før, og som vi derfor godt kan strikke til. Eller vi siger, at vi tager ét spil yatzy, men tager så minimum 3. Det er Liv, der vinder mest, og det er hende, der har highscoren og mig, der har lowscoren.
Vi hører en del musik - Teiturs nye cd og hans færøske cd og Faroe 5, Færøernes svar på spice girls, er især populære på playlisten. Og så er der en cafe/bar, der hedder hvónn, som vi har besøgt ofte - de har livemusik hver torsdag, og kan også regne med at se os i aften.
Og sådan går dagene, og imorgen, skal vi åbenbart hjem(?)!
Hvis flyene altså flyver - det blæser så meget heroppe for tiden, at nogle færinger udtaler sig skeptisk om dette - men det forholder vi os ikke lige videre til endnu. Der loves orkanstyrke nogle steder i nat...
Vi håber, at vi på vej til lufthavnen kan komme et smut forbi Gásadalur - en lille bitte bygd, der er mit yndlingssted på Færøerne, fordi at man indtil 2007 kun kunne kommer dertil via helikopter eller ved at gå over fjeldet.
Jeg har i øvrigt mødt en mand fra Gásadalur - det var ret stort for mig, men det tror jeg ikke lige han opfattede.











Der er stadig masser at undre sig over, der er meget at glæde sig over, meget, man kommer til at savne, men bestemt også meget, man glæder sig til at komme hjem til.