"Det er faktisk ret sindssygt, det nissen har gjort hjemme hos mig", kom en af mine 8-årige elever og sagde den anden dag. "Den har lagt nogle ting til mig, et sted, hvor det faktisk er helt vildt svært at komme ind, så det burde egentlig være helt umuligt for den?!"
Han forklarede lidt mere om det sted, nissen havde lagt noget og lød oprigtigt imponeret. Og det lyder da også ret sindssygt.
December i indskolingen er noget helt særligt. Der er julehyggen, stearinlysene og julemusikken. Der er risengrøden, pebernødderne og julehistorierne. Så er der pakkekalendrene. Og julekalendrene i fjernsynet, der gør, at børnene sover alt for sent. Der er de store mængder søde sager og sukker, de indtager, så de er helt speedede. Og så er der alle de julearrangementer, de render til, som gør dem helt kulrede. Mest af alt, er der tanken om juleaften og alle gaverne - de tænker så meget på det, at de unægteligt har sværere ved at koncentrere sig om matematikopgaverne. Og så tuder de hele tiden.
Samtidig er deres lærere - inklusiv hende fra lærerens verden, så klar til ferie, som de sjældent har været før. Sådan virker det i hvert fald. (Jeg tror desværre, at det har noget at gøre med den reform, der ikke benævnes yderligere på denne side.)
Der tælles dage, timer, næsten minutter. Hos voksne, så vel som børn.
Børnene er heldigvis stadig søde. For det meste. Ofte. I hvert fald ind i mellem. Men vi glæder os til december er færdig.
Vi sad i musiktimen den anden dag og øvede julesalmen "Et barn er født i Betlehem". I den forbindelse talte vi om de tre vise mænd og hvad det var for gaver, de havde med.
"Var det ikke...." begyndte en dreng tøvende... "Guld, ragelse og så et eller andet?"
Jeg måtte tage en dyb indånding for ikke at grine og vi fik en fin snak om forskellen på ragelse og røgelse.
I dag talte vi om julegaver. Samme 8-årige dreng, som var imponeret over nissens evner til at gemme ting, fortalte, at hos ham gav de ikke hinanden julegaver. Julemanden kom simpelthen og lagde gaverne under træet om natten!? Han lød igen temmelig imponeret.
Nogle fortalte at de prøvede at finde julegaverne hjemme hos dem, så de kunne åbne dem før det blev jul. En sagde, at hans far havde sagt at de ikke fik julegaverne, hvis de fandt dem.
"Det er garanteret løgn", svarede en anden hurtigt - "forældre lyver altid - især når det er jul!"
Vi snakkede lidt om, hvorfor forældre mon havde en tendens til at lyve op til jul - og om at det på nogle områder gav mening - i forhold til det med julegaverne. Alligevel blev jeg inden i lidt trist ved tanken om, at et barn havde en opfattelse af at forældre altid lyver. Jeg tror i allerhøjeste grad, at han har ret. Det er det, der er lidt trist.
En dreng kom hen til mig for nogle dage siden og bad om et plaster til hans finger. Han havde dagen før været i gang med en julegave til hans mor og havde skåret sig. Det havde gjort ret ondt.
"Men jeg kunne jo ikke sige til min mor, at jeg havde skåret mig, for gaven skal jo være en overraskelse, så jeg sad bare derhjemme og havde ondt i fingeren hele dagen i går."
Det var et meget lille sår, men han fik et stort plaster, og jeg forsikrede ham om at hans mor helt sikkert bliver meget glad for gaven.
Tag ikke fejl. Børnene er megasøde!
Og læreren fra lærerens verden har ferie om 3 arbejdsdage og en weekend. Glædelig jul!
Wednesday, December 17, 2014
Monday, December 1, 2014
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Den er god nok. Læreren fra lærerens verden er blevet 30 år, og det viser sig, at det simpelthen kræver et blogindlæg. Det skal ikke handle om den festlige og meget fantastiske weekend, som Læreren netop har haft eller om alle de skønne, særlige mennesker, der på den ene eller den anden måde gjorde, at lørdag d. 29. november var en helt perfekt dag for den 30-årige lærer. Det er simpelthen bare "Rund fødselsdag i Lærerens verden".
Jeg var vist selv ude om, at jeg fik forholdsvis meget opmærksomhed fra børnene i forbindelse med min nyligt overståede fødselsdag, da jeg de sidste par måneder har udtalt mig ret meget om, hvor lidt jeg glædede mig til at fylde rundt.
"Ej, bliver du 30? Jeg troede du var meget ældre?", sagde en elev i 2. klasse til mig i fredags. Jeg klistrede et ikke helt oprigtigt smil på, mens hendes veninde sendte hende et forarget blik og skyndte sig at sige til mig: "Jeg synes ikke du ser gammel ud, jeg synes du ligner en på 25." Det var tydeligt, at hun havde stiftet bekendtskab med "damer-der-ikke-bryder-sig-om-at-blive-vurderet-til-at-være-ældre-end-de-er-syndromet" før.
I en af 2. klasserne havde de planlagt at overraske mig med roser, sang og søde fødselsdagskort fredag inden min fødselsdag. Det kom ikke helt bag på mig, da børnene det meste af ugen har kigget mærkeligt og meget smilende på mig og sagt ting som: "Du bliver 30 om 3 dage!" og "Jeg tror du har fødselsdag snart!"
"Jeg må ikke sige til dig, hvad du får!", var der også en der ubekymret og lidt uforstående bemærkede, da han gik forbi mig i kantinen kort tid inden det gik løs.
Det gjorde det nu ikke mindre rørende, da jeg kom ind i klassen og fik roser, fødselsdagssange og et flot banner med teksten "Tillykke med de 30 år Ane".
Jeg fik også en masse søde kort. Her er et af dem:
Det tenderer over i et "jeg-skriver-det-jeg-ved-læreren-gerne-vil-høre-brev", men det er ok med mig. Det er jo det, jeg gerne vil høre!
Udover at kortene var pyntede med flotte farver, flag og søde ord, var der selvfølgelig også masser af regnestykker. Og så var der en pige der kom hen og gav mig et ternet papir med en kæmpestor figur hun havde tegnet og fundet arealet af. Vi har lige lært om areal, men da vi ikke har lært at gange endnu, har hun simpelthen talt antallet af firkanter inden i ved at sætte en streg. Som I kan se, var arealet 2078 små firkanter:
Det var uden tvivl den bedste gave hun kunne forestille sig at give mig, og jeg må tilstå, at jeg virkelig også er svært glad for den. Jeg er især vild med de noterede mellemregninger øverst på papiret.
I en af mine andre klasser var det lidt af en overraskelse for en af pigerne, at jeg havde fødselsdag. Så kort efter, at jeg stoppede matematiktimen for at dele flødeboller ud, kom hun op til mig med et af de meget populære elastikarmbånd, som hitter i indskolingen i øjeblikket, pakket ind i en krøllet serviet: "Jeg havde egentlig lavet det til mig selv, men du skal have det, fordi du har fødselsdag. Der er glimmer på de lilla elastikker", sagde hun til mig, imens jeg langsomt smeltede indeni.
Jeg spurgte børnene om de havde nogle gode råd til mig, nu hvor jeg blev 30. Det havde de. En af mine favoritter er:
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor vi lige skulle tage på stranden. Drengen, som rådet var kommet fra kiggede på mig, som om det var det dummeste spørgsmål, jeg kunne have stillet og sagde uden tøven: "altså...for at bade?!"
Det var da også et dumt spørgsmål, jeg stillede.
Det med, at jeg skulle få en kæreste, var der mange der var inde på. Jeg spurgte hvorfor de syntes at lige netop det med en kæreste var så vigtigt, og her kan man også undre sig over, at jeg var i tvivl:
"Fordi så kunne han tage opvasken for dig. Og hjælpe dig med alle mulige forskellige ting."
I den forgangne uge har jeg også fået sagt til nogle børn, at de gerne måtte spørge deres forældre, hvordan de syntes det var at blive 30. En pige kom hen til mig og sagde, at hun havde spurgt sin far og han havde sagt, at det gjorde meget ondt. "Men han fjollede bare, Ane" - skyndte hun sig at understrege, "han sagde, det var meget værre at blive 40!"
Der er ingen tvivl om, at skal man runde en skarp alder, som man har det lidt svært med hvis man skal være helt ærlig, så er indskolingen altså i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig.
Det er som nævnt i starten bestemt ikke kun børnene, der har hjulpet mig godt rundt om det skarpe hjørne. Men børnene kan bare noget helt særligt uden overhovedet at være klar over det.
Og blandt andet derfor - er den 30-årige lærer indtil videre glad og helt ok med det nye årti.
Jeg var vist selv ude om, at jeg fik forholdsvis meget opmærksomhed fra børnene i forbindelse med min nyligt overståede fødselsdag, da jeg de sidste par måneder har udtalt mig ret meget om, hvor lidt jeg glædede mig til at fylde rundt.
"Ej, bliver du 30? Jeg troede du var meget ældre?", sagde en elev i 2. klasse til mig i fredags. Jeg klistrede et ikke helt oprigtigt smil på, mens hendes veninde sendte hende et forarget blik og skyndte sig at sige til mig: "Jeg synes ikke du ser gammel ud, jeg synes du ligner en på 25." Det var tydeligt, at hun havde stiftet bekendtskab med "damer-der-ikke-bryder-sig-om-at-blive-vurderet-til-at-være-ældre-end-de-er-syndromet" før.
I en af 2. klasserne havde de planlagt at overraske mig med roser, sang og søde fødselsdagskort fredag inden min fødselsdag. Det kom ikke helt bag på mig, da børnene det meste af ugen har kigget mærkeligt og meget smilende på mig og sagt ting som: "Du bliver 30 om 3 dage!" og "Jeg tror du har fødselsdag snart!"
"Jeg må ikke sige til dig, hvad du får!", var der også en der ubekymret og lidt uforstående bemærkede, da han gik forbi mig i kantinen kort tid inden det gik løs.
Det gjorde det nu ikke mindre rørende, da jeg kom ind i klassen og fik roser, fødselsdagssange og et flot banner med teksten "Tillykke med de 30 år Ane".
Jeg fik også en masse søde kort. Her er et af dem:
Det tenderer over i et "jeg-skriver-det-jeg-ved-læreren-gerne-vil-høre-brev", men det er ok med mig. Det er jo det, jeg gerne vil høre!
Udover at kortene var pyntede med flotte farver, flag og søde ord, var der selvfølgelig også masser af regnestykker. Og så var der en pige der kom hen og gav mig et ternet papir med en kæmpestor figur hun havde tegnet og fundet arealet af. Vi har lige lært om areal, men da vi ikke har lært at gange endnu, har hun simpelthen talt antallet af firkanter inden i ved at sætte en streg. Som I kan se, var arealet 2078 små firkanter:
Det var uden tvivl den bedste gave hun kunne forestille sig at give mig, og jeg må tilstå, at jeg virkelig også er svært glad for den. Jeg er især vild med de noterede mellemregninger øverst på papiret.
I en af mine andre klasser var det lidt af en overraskelse for en af pigerne, at jeg havde fødselsdag. Så kort efter, at jeg stoppede matematiktimen for at dele flødeboller ud, kom hun op til mig med et af de meget populære elastikarmbånd, som hitter i indskolingen i øjeblikket, pakket ind i en krøllet serviet: "Jeg havde egentlig lavet det til mig selv, men du skal have det, fordi du har fødselsdag. Der er glimmer på de lilla elastikker", sagde hun til mig, imens jeg langsomt smeltede indeni.
Jeg spurgte børnene om de havde nogle gode råd til mig, nu hvor jeg blev 30. Det havde de. En af mine favoritter er:
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor vi lige skulle tage på stranden. Drengen, som rådet var kommet fra kiggede på mig, som om det var det dummeste spørgsmål, jeg kunne have stillet og sagde uden tøven: "altså...for at bade?!"
Det var da også et dumt spørgsmål, jeg stillede.
Det med, at jeg skulle få en kæreste, var der mange der var inde på. Jeg spurgte hvorfor de syntes at lige netop det med en kæreste var så vigtigt, og her kan man også undre sig over, at jeg var i tvivl:
"Fordi så kunne han tage opvasken for dig. Og hjælpe dig med alle mulige forskellige ting."
I den forgangne uge har jeg også fået sagt til nogle børn, at de gerne måtte spørge deres forældre, hvordan de syntes det var at blive 30. En pige kom hen til mig og sagde, at hun havde spurgt sin far og han havde sagt, at det gjorde meget ondt. "Men han fjollede bare, Ane" - skyndte hun sig at understrege, "han sagde, det var meget værre at blive 40!"
Der er ingen tvivl om, at skal man runde en skarp alder, som man har det lidt svært med hvis man skal være helt ærlig, så er indskolingen altså i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig.
Det er som nævnt i starten bestemt ikke kun børnene, der har hjulpet mig godt rundt om det skarpe hjørne. Men børnene kan bare noget helt særligt uden overhovedet at være klar over det.
Og blandt andet derfor - er den 30-årige lærer indtil videre glad og helt ok med det nye årti.
Subscribe to:
Posts (Atom)