Om ikke før, så imorgen...?

Læreren fra lærerens verden har sommerferie om sådan ca. seks og en halv uge. Det er slet ikke til at forstå! Og så alligevel føles det som meget længe siden at lærerens andet år, som samtidig var skolereformens første år, startede. Læreren fra lærerens verden har jo aftalt med sig selv, at hun ikke skal være et brokkehoved. Det går desværre ikke altid så godt. I hvert fald ikke når det handler om den reform. Men det gør det jo heldigvis ikke her.

Børnene får mig ofte til at grine - uden de selv ved hvorfor. Men ind i mellem er det altså også omvendt.
Jeg stod foran 2. klasse og forklarede et chancespil, hvor man skulle bruge tisidede terninger. Jeg er altid grundig i min forklaring, så det var mange gange på kort tid, jeg fik brugt ordene: "tisidede terninger". Det gik pludselig op for mig, at flere af børnene fnisede hver gang jeg snakkede om de tisidede terninger. Jeg var lige ved at tage den alvorlige mine på og sige den voksne standardsætning med, at de ikke skulle sidde og fjolle, men i stedet sidde pænt og lytte efter.
(Jeg bryder mig ikke om den, men bruger den desværre tit).
Da er det, at det går op for mig, at med mindre man virkelig artikulerer ordet "tisidede", så lyder det altså utrolig meget som "tissede"... Jeg hører nu mig selv med børnenes ører og forstår godt, at de fniser over at høre deres lærer sige "tissede terninger" så mange gange. Jeg begynder selv at fnise med og forklarer, at det altså er "ti-si-de-de terninger", det handler om, selvom det lyder som noget andet. (Til mit forsvar, vil jeg sige, at det nu er ret svært at sige "tisidede terninger" uden at det lyder som det andet... Prøv selv!)

Børnene får mig også ofte til at tænke. Som fx den anden dag, da to piger fra 1. klasse gik forbi mig på gangen, med mælketasken i mellem dem. Den ene stoppede op, da hun så mig, med ordene:

"Men Ane...?"

Jeg fornemmede, at det var vigtigt. At det var noget, hun havde tænkt over. Noget, hun måtte få sagt til mig med det samme hun så mig.
Jeg kunne faktisk virkelig godt lide, at hun startede vores samtale sådan. Det har man da i virkeligheden ofte meget mere lyst til, hvis man har noget vigtigt på hjerte. "Men'et", har ifølge enhver dansklærer vist slet ikke noget at gøre i starten af en sætning.
Men (!) det gik op for mig, at jeg faktisk ofte selv har lyst til at starte samtaler sådan... Hvis der er noget, man undrer sig over, kan man vel ligeså godt bringe sin undren frem med det samme? Og det gør et "men" altså noget bedre end diverse minutters samtaleindledning eller ligegyldig smalltalk.
Nå, pigen fortsatte:

"... når vi har haft musik, slutter vi altid af med at synge "Tak for i dag"-sangen og den slutter jo med, at man siger: "vi ses igen - om ikke før, så i morgen..." Hvorfor synger vi det, når der går en hel uge, før vi har musik igen?"

"Men'et" er berettiget - det er et godt spørgsmål. Og hun er bestemt ikke den eneste, der undrer sig. Der er ofte et kvikt barn, der kommenterer på netop det, når vi uge efter uge synger omkvædet fra Bamses venners: "Tak for i dag":

"Tak for i dag
Og tak for det, du gav
Vi ses igen - om ikke før, så i morgen"
(Bamses venner: "Tak for i dag")

De har helt ret, børnene (- men det er nu ikke noget nyt). Jeg forklarede pigen noget i retningen af, at det var jo sådan sangen var og at jeg ikke lige havde kunnet finde på noget, der rimede, hvor man sang det, som det var: At vi først ses igen om 1 uge.

I virkeligheden handler det vist om, at jeg er helt vild med den sang. Og så, at jeg nok bare synes, at tanken om, at vi ses igen i morgen alle sammen, er meget rar og betryggende.