Tudelæreren og de største ballader

Som barn havde læreren altid svært ved at udtrykke, når hun var rørt. Hun græd, når hun havde slået sig, eller når storesøsteren drillede, men fældede aldrig tårer til sørgelige film, begravelser og lignende. Det irriterede hende grænseløst og hun husker særligt, da hun sad i biografen og så Titanic og spændte i hele kroppen for at presse bare en enkelt tåre ud. Storesøsteren sad og hulkede ved siden af - det gjorde det ikke ligefrem bedre.

At hun med alderen og erfaringen er blevet mere rørstrømsk, ser hun derfor som en stor fordel. Ofte føles det godt at få tudet lidt og læreren er nærmest lidt stolt af sig selv, når det sker...
Eller det vil sige... Til tider er det begyndt at ske lidt for meget. Det har nok noget med lærerens alder at gøre.
Men det kan være lidt problematisk, når læreren i hendes temmelig mange musiktimer, bliver rørt hver eneste gang børnene synger en stille sang. 
Veninderne ved også godt, at når læreren er lidt bedugget, rinder der nemt en lind strøm af tårer over små, mindre væsentlige ting. De rummer det flot og det hænder også, at de selv får lidt våde kinder. 

De sidste par måneder er læreren ofte blevet ramt af rørstrømskheden. Det er sket, når hun kom i tanker om, at hun skal slippe de kære 3. klasser, som hun har haft de sidste tre år. At det samtidig er de børn, hun har haft de første tre år af hendes lærerliv, gør det ikke mindre svært at skulle give dem videre.
Læreren er derfor ikke det mindste overrasket over reaktionen. Dog må hun erkende, at det ikke er så smart sådan at gå rundt og småtude i tide og utide, når man nu prøver at være voksen og alting.
Hun har derfor været nødt til at udvikle et par tricks for at få det til at gå væk. Som regel virker det at tage en dyb indånding ind gennem næsen, synke og rømme sig. Hvis det er slemt, giver hun lige sig selv en lille peptalk. "Tag dig nu sammen, Ane".

I dag blev hun udfordret, for i dag skulle hun fortælle børnene, at hun ikke skulle være deres lærer næste år. Det var lidt som om, at uanset hvor mange af tricksene hun gentog, steg mængden af vand i hendes lærerøjne.
Måske børnene ikke opdagede det helt... Lidt kunne de helt sikkert fornemme. Men læreren fik sagt de vigtige beskeder med lidt af en kartoffelstemme og så frem imod, at der i dag tilfældigvis lå en ekstralang cykeltur foran hende.

Her var hun ikke i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Der er nemlig en ting, der virker helt perfekt, hvis hun er i tudehumør og alene. Det erfarede hun, da hendes nære veninde for nyligt flyttede fra hende, hvor hun også tudede i stor stil: Store, fede ballader!
Celine Dion, Ed Sheeran, Toni Braxton. Alt med strygere, moll-riffs eller sørgelige duetter. Uanset hvad temaet i balladerne er, kan det overføres til noget aktuelt. Det er det gode ved ballader. Spotify har en optimal playliste: "De største ballader".

Og på den måde får læreren tudet igennem, og så går det hele fint.
Måske andre derude har det på samme måde. Derfor følger nedenfor et par udvalgte ballader af de allermest tudevenlige.

Celine Dion: Think Twice
https://www.youtube.com/watch?v=roF9B_rJKhs

Paul McCartney: Let it be
https://www.youtube.com/watch?v=fyaKumcg050

Beverley Craven: Promise me
https://www.youtube.com/watch?v=EmTBKbyaEjU

Rasmus Seebach: Flyv Fugl
https://www.youtube.com/watch?v=yyF1gr1zf9g

LeAnn Rimes: How Do I live without you
https://www.youtube.com/watch?v=1Olo8gzgpC4

Fortsæt selv... Eller find "De største ballader" på Spotify.  Glædelig tudetirsdag. Alt er godt.

Liv og Ane på øerne igen

Den er god nok! Liv og Ane har været tilbage på de smukke, fjerne øer. Derfor afviger læreren i dette indlæg fra sin lærerverden, så hun kan give dem der måtte have lyst et lille indblik i, hvad hun oplevede på rejsen tilbage til Færøerne. 

Fire overnatninger, tre forskellige steder. Til lands, til vands og i luften og fem intense dage med minder, gensyn og smukhed. 

Man ved, at det bliver godt, når der serveres sushi på flyveren, og når stewardessen selv spørger, om vi udover vin og vand, ikke lige skal have en lille en til kaffen. Sådan er atlantic airways. 

Og man ved, at man er på Færøerne, når den færøske pilot på sit modersmål siger "velkommen hjem", efter hans overbevisende landing, ned imellem fjeldene.

Og så er man i øvrigt ikke i tvivl, når man kommer ud fra lufthavnen og i det samme rammes af en stærk og kold sideregn. Regnen falder sjældent lige ned på de små øer.

Da vi var på øerne for fem år siden, var der et sted nede ved havnen i Tórshavn, hvor der altid var live musik tirsdag aften. Det var der stadig, så Cafe Hvonn var det perfekte sted at fejre vores ankomst.

Da vi var på øerne for fem år siden, havde ingen af os kørekort. Det har den ene af os imidlertid nu, så det føltes både voksent og luksuriøst at kunne leje en bil. Og utrolig rart, da regnen fortsat faldt det meste af onsdagen.

Og så gik turen sydpå. Til Suðuroy, hvor ingen af os havde været før. Man sejler i to timer og det var blæsende, barskt og betagende.

Aftenen på Suðuroy var smuk. Regnen faldt ikke, til gengæld kiggede solen frem og vi kørte nordpå.

Den følgende dag, var regnen tilbage. Når man kun har et par dage, må man trodse vejret og tage på tur alligevel. Det gjorde vi i hvert fald, og en af de gode ting ved Færøerne er, at det også er smukt i regnvejr. 

Torsdag formiddag så vi derfor den sydlige del af Suðuroy, og dermed også fyrtårnet ved Akraberg, det sydligste sted på Færøerne. 

Over middag klarede det en smule op og efter et hyggeligt besøg hos cafe Mormor, pakkede vi os ind i regntøj, tog plastikposer i skoene og gik på en lille vandretur op over bygden.

Og så gik turen mod Tórshavn igen. Vi fornemmede den opklaring, vi havde håbet på til fredagens eventyr.

Øerne viste sig fra deres smukkeste side, da vi forventningsfulde kørte mod færgen til Mykines - fugleøen, hvor vi skulle se lunter, på vandretur og det vildeste - vi skulle flyve med helikopter tilbage derfra.

Troede vi.

Men da vi kom til færgen, lød beskeden at den ikke sejlede, fordi ingen båd kunne lægge til på Mykines i det vejr.

Alle dagens planer faldt fra hinanden, for hvad så med fuglene? Vandreturen? Og ikke mindst helikopterturen?

Selvfølgelig løste det sig, for da vi skulle have refunderet helikopterbilleterne i lufthavnen, viste det sig, at helikopteren kunne flyve os til Tórshavn nærmest med det samme. 

Og jo, det var da lidt fjollet, når vi lige var kørt i bil derfra, men det føltes alligevel slet ikke fjollet. Det gjorde os bare helt kulrede, og glæden over at skulle flyve i helikopter alligevel, var umulig at skjule.

12 minutter, så var vi tilbage i Tórshavn. Men hvilke 12 minutter!!

Herefter tog vi med bus tilbage til lufthavnen i 50 minutter, og så kørte vi på eventyr. Allerførst til et glædeligt gensyn med Gásadalur - bygden med 17 indbyggere, hvor man indtil 2006 kun kunne komme dertil med helikopter eller ved at gå over fjeldet!

Den følelse, man får i maven af at være sådan et sted, er uforklarlig, men vild. Og så er der ovenikøbet udsigt til Mykines.

Efter Gásadalur kørte vi til steder, vi ikke havde været før. Til det største fos, Fossá, til surferparadiset Tjørnuvík og tilbage til Tórshavn af den gamle, betagende vej over fjeldet.

For sidste gang, gik turen tilbage til Tórshavn. Den lille røde bil skulle afleveres, og vi markerede den sidste aften med yatzy, vin og færøsk sushi.

Lørdag mødtes vi med gamle venner, tjekkede fiskemarkedet i Tórshavn ud og sagde farvel og tak til de fantastiske øer.

Kære øer, vi ses igen om fem år!