Læreren og det blå vand

Farven på vandet er så blå, at man har det som om, at det er første gang, man ser det, hver gang man ser det. Også selvom det er hver dag, man ser det.

 

Og læreren ser det vandet hver dag. Bader i det hver dag. Går ture ved det hver dag. Betragter det indgående hver dag. Prøver at forstå, hvordan det kan se så blåt ud hver dag.

Håber, at det vil føles som om hun ser det for første gang, hver eneste dag.

Det er nu helt præcist 1 måned siden, at læreren ankom til Zanzibar. 1 måned siden, at hun steg ud af flyveren i Zanzibars lufthavn, og den der genkendelige duft af bål eller røg eller noget, der bliver brændt ramte hende. Varmen, palmerne, menneskerne. Afrika.

Og ikke bare Afrika. Zanzibar – øen, hvor man konstant går rundt i det hvide sand med bare tæer. Øen, der er omgivet af vandet, der er så blåt, I ved….

Øen, hvor der findes et ukendt antal af hilsner, som man helt automatisk kaster rundt med, hver gang man møder nogen – om man kender dem eller ej – gerne lige efter hinanden.

”Mambo vipi?”

”Poa. Freshi?”

”Freshi sana. Mzima?”

”Mzima kama chuma”

Osv. Læreren kan efterhånden mange af dem.

Ja, for nu bor hun på Zanzibar Adventure School i byen Paje. På skolen har hun sit eget værelse, men der bor også 6 andre lærere, 54 elever og en masse staff – de lokalt ansatte på skolens. Skolen ligger et par minutter fra stranden og det blå vand, og fra læreren forlader sit værelse, til hun rammer sandet, går der bare et par sekunder.

Nu sagde læreren godt nok, at hun bor alene på sit værelse. Det passer ikke helt. Hun deler det nemlig med en lille husgekko. Det var hun ikke så begejstret for til at begynde med, men en af hendes kolleger, miljøkendskabslæreren, fortalte hende (efter et mislykket forsøg på at likvidere en af de større edderkopper, der havde sat sig til at glo på læreren lige udenfor hendes dør), at husgekkoer spiser edderkopper og andre insekter.

Siden da har læreren affundet sig med husgekkoen. Hun er faktisk gået hen og blevet glad for den, så nu har hun navngivet hende efter sin yndlingstennisspiller: Misaki Doi.

Misaki kommer og går lidt som det passer hende, men det gør ikke så meget, for hun er smidig behøves ikke nøgle for at komme ind. Hun opholder sig mest på væggen, så på den måde føler læreren egentlig også, at de får udnyttet værelset fint. Sidst hun så Misaki var godt nok på hendes tøjhylde og afhængig af hvordan det udvikler sig, bør de måske lige lave en forventningsafstemning. Læreren ville i hvert fald ikke bryde sig om at iføre sig et stykke tøj og så pludselig have Misaki siddende i nakken. Det ville helt sikkert heller ikke være rart for Misaki.

De første uger brugte læreren bl.a. på at tage et intensivt swahilikursus. Kombineret med duolingo, som hun nu har brugt næsten hver dag de seneste 202 dage, kan hun begå sig mere og mere på swahili. Hun prøver i hvert fald, og ofte bliver der grinet lidt, men de lokale forstår godt hvad hun mener. I øjeblikket er det ord som ”i stedet for”, ”derefter”, ”altid” og ”heldigvis” hun prøver at inkorporere i de små samtaler. Det bliver lidt mekanisk, men de blev da glade i køkkenet, da hun den anden dag sagde: ”Tak for lækker mad. Maden er altid lækker”. Hun kan også snildt fortælle en af dem i receptionen at ”hun går til stranden for at svømme, derefter går hun hjem”.

Mange af de lokale er gode til engelsk, og dem, der ikke er, vil virkelig gerne være det. Man møder derfor flere, der ligesom læreren er ”undervejs” med sit swahili, er ”undervejs” med det engelske.

”You are pretty much welcome”, var der eksempelvis en, der sagde, da læreren og hendes kolleger hilste på ham på stranden. Sjældent har læreren følt sig mere velkommen.

En anden gang, også på stranden, kom en mand gående med 4 små børn – han var vel en slags pædagog. Børnene havde fine blomster i hænderne og da vinden pludselig tog en af børnenes blomster satte læreren i løb efter den, for hun kunne ikke bære tanken om, at en af børnene skulle komme hjem, uden blomster.

”Thank you for everything”, sagde manden taknemligt, da læreren helt forpustet rakte det forskræmte barn blomsterne. ”Årh, det var da ingenting”, ville læreren gerne have svaret, men hun havde ikke lige pusten til det.

Når man går tur på stranden, kan det være en god ide at have tid til kortere eller længere snakke med jævne mellemrum. Der er nemlig altid mange masaier, der gerne vil snakke. Eller sælge ting. Eller spørge hvor man kommer fra, så de kan sige den ene sætning, de kender på dansk: ”Gårdan-går-det?”

Eller spørge om man er gift. ”Hello giraffe-lady” siger de. Eller: ”Hello nice-tattoo”. Eller bare ”Teacher teacher”, fordi man har mødt dem før og fortalt dem, at man er lærer. ”You remember me?”, spørger de også ofte, og læreren må indrømme, at hun ofte ikke helt kan huske dem eller skelne dem fra hinanden. Ikke endnu i hvert fald.

Den anden dag gik læreren og optog en lille film til sin niece. Det var der en meget insisterende masai, der gerne ville være med til, og hvorfor skulle han da ikke også have lov til det? Hvis man ikke lige orker at snakke med dem, kan man sige ”Tak” på en afvisende måde, og hvis det ikke virker, kan man jo altid tage en dyb indånding, kigge ud på det blå vand, og så kan man lidt igen.

 

Der er også sket noget andet: Læreren har taget dykkercertifikat, og det var en vild oplevelse. Der var en dykkermanual, der skulle læses inden kurset, og jo mere læreren fik læst i den, jo mere ængstelig blev hun for, om hun mon ville kunne gennemføre, for der var virkelig mange ting, man skulle holde styr på. Læreren var nervøs i dagevis og natten inden det første dyk, vågnede hun mindst tyve gange og hver gang forestillede hun sig en ny ting, der kunne gå galt.

Da hun så dagen efter stod i en pool på halvanden meters dybde i fuldt dykkerudstyr, og fik at vide, at hun til en start bare kunne stikke hovedet under vand og stå og kigge lidt rundt mens hun trak vejret, stod hun da og undrede sig lidt over, hvad det egentlig var, hun havde været så bekymret for. 

Men sådan er nogle mennesker bare. Læreren er i hvert fald. For efter pooldykket, stod den på to dage i havet. Og natten inden første havdyk, vågnede læreren igen mindst tyve gange. Hun var kommet til at kigge på en plakat på miljøkendskabslærerens værelse, hvor man kunne se alle de fisk og levende væsner, der findes ud for Zanzibar. Der var hajer. Både hvidtippede revhajer og sorttippede revhajer. Miljøkendskabslæreren havde overbevisende forklaret hende, at de er vegetarer. Men hvad nu hvis læreren kom til at støde ind i en ufarlig haj? Så ville den vel blive sur. Vegetar eller ej, læreren følte sig overbevist om, at den ville kunne gøre skade. Derudover forestillede læreren sig, at hun ville synke til bunds og dø. Hun skulle 12 meter ned den første dag og 18 meter ned den anden dag. Men hvad nu hvis de sejlede hende ud til et sted, hvor der var 30 meter ned, og så hun bare sank? Eller hvis hun ikke kunne trykudligne og døde af sprængte trommehinder. Eller at hun steg for hurtigt op og døde af forhøjet nitrogenindhold i kroppen, samt sprængte lunger? Ja, og så er der i øvrigt også noget, der hedder dykkersyge? Det er livsfarligt.

Læreren havde ikke et specielt godt første havdyk. Det var dog hverken fordi hun druknede, fik dykkersyge, manglende trykudligning eller sprængte lunger. Og der var ikke skyggen af hajer. Hun blev bare godt gammeldags søsyg. Temmelig ueksotisk. 

Så var det andet havdyk bedre. Læreren erfarede på havdykkene, at de kun dykkede steder, hvor dybden passede med så langt ned de måtte gå. Smart. Læreren erfarede også, at hun godt kunne trykudligne og at hun i øvrigt selv kunne styre nogenlunde hvornår hun sank og hvornår hun steg. 

Og nu hvor hun ikke var søsyg huskede hun også at kigge sig omkring. Der var virkelig mange flotte fisk og mange flotte koraler. Og der var søheste. Og stingrays. Og masser af små Nemo'er og Dory'er der svømmede rundt og så søde ud.

Øvelserne man skulle igennem under vand, var ikke ligefrem behagelige, men læreren kom igennem og kan derfor nu kalde sig "Padi Open Water Diver". Det betyder, at hun må dykke 18 meter ned med en makker, og at hun kan begå sig under vand sådan til husbehov. Man kan også blive "Advanced Diver" og få lov til at gå 30 meter ned, men det har læreren takket nej til i første omgang. Lige for nu vil hun bare gerne ned og finde nogle flere søheste.

Hun skulle faktisk have været ude at dykke i dag, men netop som hende og 3 af hendes kolleger havde vredet sig ned i våddragter og pakket alt udstyret i tasker, fik de at vide, at det var bedst at aflyse på grund af vinden. Så var der jo ikke andet for, end at drikke sig en ekstra kop kaffe på yndlingskaffestedet.

 

Efter tre og en halv uges introforløb, har læreren nu også endelig været igennem en helt almindelig uge som lærer på Zanzibar Adventure School. Her går hun til lærermøder, værelsesmødet, giver lærerbeskeder og er meget læreragtig, hvilket ikke er nyt for hende. Til gengæld er hendes elever hernede mellem 18 og 22 og ikke mellem 7 og 10, som hun er vant til. Det skal man lige huske, når man giver beskeder, forklarer ting og irettesætter. For selvom man stadig skal være en god kammerat og prøve at løse konflikten selv, før man henter en voksen, når man er elev på Zanzibar Adventure School, har læreren erfaret, at man skal formulere sig lidt anderledes, og det skal hun lige vænne sig til.

Lærerens primære opgave udover at være læreragtig sammen med de andre lærere, er at stå for morgensang og forsøge at styrke fællesskabet og højskolefølelsen med sang og musik. Det er indtil videre en meget taknemlig opgave, for eleverne er helt vilde med at synge. De kommer faktisk nogle gange helt af sig selv og spørger om læreren vil spille guitar til nogle fællessange. Og når de først går i gang med at synge, er de slet ikke til at stoppe. Og hvis de får valgt en sang, som læreren ikke er så øvet i på guitar, er de fuldstændig ligeglade – de synger bare videre. Over halvdelen af eleverne har endda meldt sig til lærerens valgfags-musik hver onsdag og selv da hun den allerførste gang kastede dem ud i at synge Johnny Madsens: ”Udenfor sæsonen”, lod de ikke til at miste interessen. Tværtimod overhørte læreren nogle af dem stå og tale om, hvor god den der Johnny Madsen-sang var, og at den helt klart skulle på deres playliste. Så bliver det vel ikke større?

Om onsdagen holder læreren  også morgensang og her forsøger hun at variere sangene, så der er lidt af hvert. Hun har de seneste uger erfaret, at der påhviler hende et stort ansvar med disse morgensange, for dem hun lægger til sidst i programmet, er simpelthen dem, der bliver nynnet efterfølgende. Nynnerierne kan vare i dagevis, så læreren ser det som en stor og vigtig opgave sådan at få lov til at være nynne-ansvarlig. Først var det Lars Lilholts: Cafe Måneskin, ugen efter var det den smukke duet Shallow (der i øvrigt ikke bliver mindre smuk, når 54 højskoleelever synger den. I duet selvfølgelig. Lige præcis denne sang, sender læreren tilbage til en helt særlig dameuge i Sverige tidligere på sommeren, hvor hun fik lov til at holde morgensang, så hun kunne øve sig, og hvor Shallow blev det tilbagevendende afslutningsnummer. Den var også smuk i Sverige, og læreren sender gode, stolte tanker til damerne hver gang de synger den. Og det er ofte i øjeblikket.)

I onsdags var det Skipper Clements Morgensang, og den har så konkurreret med Johnny Madsens Udenfor sæsonen, som valgfagsholdet også har gået og smånynnet på, som en lille bonus.

Hvilken sang, der bliver den næste ”nynner”, har læreren endnu ikke besluttet, men hun tænker, så det knager.

Ja, og sådan går dagene. Og det er nogle virkelig gode dage. For hun er sammen med nogle virkelig gode mennesker. På et virkelig dejligt sted. I et job, hun har drømt om siden 2013. 

Og når der engang i mellem er lidt langt til Danmark og til nogle af de mennesker, der kender læreren sådan rigtig godt, kigger hun en ekstra gang udover vandet, og så kan hun ikke lade være med at smile, fordi det endnu engang føles som om, at de er første gang, hun ser det.