The Tales of Teacher Ane, 1

Det er efterhånden en måneds tid siden, at læreren tog et gigantisk stort skridt i hendes ellers lille og forholdsvis normale lærerverden. Hun sagde op på sit højtelskede arbejde med verdens bedste kollegaer, tømte hendes højtelskede lejlighed og sagde farvel (nej, på gensyn, selvfølgelig!) til sin højtelskede familie og sine højtelskede venner.

Og flyttede tilbage til sit højtelskede Zanzibar. Til øen med det blå vand, det simple liv med bare tæer og sand imellem tæerne.

Læreren konstaterede for længe siden noget, der på samme tid er både meget fortvivlende og meget fantastisk: At når hun er i Danmark, så savner hun Zanzibar så meget, så det gør helt ondt indvendig. Hver dag. Og når hun er på Zanzibar, så savner hun Danmark helt ind i hjertet. Nej, ikke Danmark. Men alle de højtelskede i Danmark.

Det er i virkeligheden meget privilegeret. At savne, altså. Selvom det gør ondt.

Læreren har egentlig ikke haft så meget tid til at savne. Eller det passer ikke helt. For læreren har haft travlt, men det er som om, at det med at savne presser sig ind helt uafhængigt af travlheden.

Men uanset, så HAR læreren haft travlt. Det føles som mange måneder siden, at hun sagde farvel til sine danske elever. Hun stod på scenen i skolegården og skulle synge ”Ferie-sangen” sammen med resten af skolen (opdelt, corona, bevares.) Der blev sunget ekstra højt og endda råbt et stort velment, måske også lidt malplaceret ”HURRA”, fordi hun skulle flytte til Afrika. (Men velment var det.) Læreren tog mange dybe indåndinger den dag. Mest husker hun den hulkende elev fra 1. klasse nede blandt de mange andre børn. Hendes lærer skulle flytte til Afrika, og det kunne hun ikke rigtig bære. Hendes lærer kunne heller ikke bære det. Men tog en dyb indånding. Hun husker de mange kram fra børnene. Især et kram mærker hun nærmest stadig. Børn er gode til det med kram. Gaverne - lige fra sudoku til chokolade, smykker, solcreme, klipklappere, en hjemmelavet nøglering (som er taget i brug i den nye verden), og de mange, søde breve. Læreren læste de fleste af dem flere gange, men det krævede virkelig mange dybe indåndinger.

En halv uge senere tog læreren så afsked med de førnævnte verdens bedste kolleger. Det var endnu en overvældende omgang med taler, sange, musik, gaver, breve og meget mere end læreren nogensinde havde forestillet sig. De dybe indåndinger slog ikke til den dag og hun hylede en del. Ikke mindst da hun selv meget insisterende fik holdt sin tale og sagt alt det, hun havde tænkt, hun ville sige, siden hun en del måneder inden havde lagt sin opsigelse. Brevene hun fik den dag, læste hun samme aften og hylede endnu mere. Hun pakkede brevene ned og tog dem med, men kan ikke helt genlæse dem endnu. Så pt ligger de et synligt sted, så hun ser dem hver dag og bliver glad og rørt, så hun må tage en af de dybe indåndinger.

Afskeden med den 2-årige niece kan læreren ikke sætte ord på endnu. Det kræver mere end dybe indåndinger. Men turen i Zoologisk Have i regnvejr inden afskeden var meget særlig. Og læreren genser ofte - næsten dagligt - videoer derfra og glæder sig over, at hun har sådan en fantastisk niece. Der er også en noget nyere nevø - ja, snart er der faktisk to. Og de to, snart tre små mennesker er det altså bare allersværest for læreren at undvære. Men så er det godt, der findes rigelige mængder billed- og videomateriale. Og facetime.

Op til lærerens gigantisk store skridt var det egentlig bare utrolig meget afsked, med dertilhørende mange dybe indåndinger og/eller decideret hyleri.

Til sidst kunne hun faktisk ikke trække flere dybe indåndinger ind eller hyle mere. Så hun fik købt sig en lille flaske hvidvin i lufthavnen og gik derefter direkte til gaten. I flyene supplerede hun med mere hvidvin og ”A star is born”. Den film ser læreren ofte i fly på vej til Zanzibar, selvom den forudsigeligt nok medfører mere hyleri. Men det er ok, for man kan lade som om, at man hyler på grund af filmen. Hvilket man også gør, for det er så trist. Men man hyler også over afskeden, man lige har taget. Og over, at man snart lander på Zanzibar og genser det blå vand, det hvide sand, indånder den varme luft, der lugter - nej dufter brændt og krydret. Og så fører Lady Gaga pegefingeren fra sin pande ned over næsen, munden og hagen og smiler til Bradley inden hun smutter og han sender hende det blik, hvorefter man ved, at det går helt galt. Vræl! Danmark. Zanzibar. Niece. Blå vand. Hvidt sand. Brevene. Hulkende pige. Osv. Stewardessen kommer på det helt rigtige tidspunkt: ”Can I have some more white wine, please?”

Og pludselig var læreren på Zanzibar. Det kendte, elskede Zanzibar. Men på en helt ny og anderledes måde. For læreren er blevet Teacher på en International skole. Hvor hun nu underviser Year 1 i stort set hele det britiske curriculum.

Så her begynder The Tales of Teacher Ane. (Det var en meget lang intro med utrolig meget afsked. Men en nødvendig intro for ligesom at få konteksten med. Nødvendig for læreren i hvert fald. Og denne blog er jo i bund og grund bare lærerens tanker, fældet ned for hendes egen skyld. Lagt ud helt offentligt, så dem, der skulle have lyst kan læse med. Der er stor forståelse for, hvis man er faldet fra i løbet af den lange intro. Hvis man fortsat hænger på: Godt gået og here we go!)

”I dag ved jeg lidt mere, end jeg vidste i går!”

Læreren er blevet til Teacher Ane. Og det er hun i Year 1, det vil sige de 5-6-årige, hvor hun har 14 elever og en Teacher Assistant. Hun underviser sine 14 elever i stort set alle fag i det britiske curriculum. Hendes elever er meget søde og meget små, og kommer fra mange forskellige steder i verden. De fleste af dem har, ligesom læreren, ikke engelsk som førstesprog. Den første uge var virkelig forvirrende. Læreren gik rundt med meget løftede øjenbryn hele tiden og forstod meget lidt af alt det nye. Hendes nye søde og meget velmenende kolleger blev ved med at sige, at hun bare skulle spørge, hvis der var noget, hun var i tvivl om. Og læreren stod med sine meget løftede øjenbryn og smilede stift og tænkte over, hvordan hun skulle forklare dem, at hun vidste så lidt, at hun simpelthen ikke anede hvilke spørgsmål, hun skulle stille.

Det er mærkeligt at føle sig så ny i et arbejde, når man er 8 år fra at være nyuddannet. Så synes man lidt, at man bør vide hvad det vil sige at være lærer.

Men her var der altså ikke noget at gøre. Andet end at sige til sig selv: ”I dag ved jeg lidt mere, end jeg vidste i går.” Og sådan kom læreren igennem de første dage. Og de næste dage.

Det var rart, da den første uge var overstået. Så var det som om, at mandagen føltes lidt velkendt. Lidt.

Nu har læreren været igennem 3 mandage og selvfølgelig også de efterfølgende ugedage. En enkelt onsdag udgik på grund af en muslimsk helligdag. Og så startede hun reelt set en torsdag, så torsdag og fredag er hun særligt trænet i.

Læreren er meget glad for rutiner. Så her er et lille indblik i hendes daglige rutiner:

6.30. Læreren står op og laver de 5 tibetanere. Det er cirka 10-12 minutters meget mild træning, hvor man gentager 5 forskellige øvelser 21 gange. Det er en af lærerens tidligere kollegaer, som har fortalt, at han laver dem hver morgen, og han er rimelig rock’n’roll, så det håber læreren lidt på, at hun med tiden også bliver. Derudover går første øvelse i bund og grund ud på, at man drejer rundt om sig selv (21 gange!), og denne øvelse laver læreren særligt med henblik på at kurere sig selv for søsyge. Hun skal faktisk på et feriedyk i morgen, og kan herefter be- eller afkræfte om det har en effekt. De 5 tibetanere skulle derudover give evig ungdom, og efter den første uge med de alt for løftede øjenbryn tænkte læreren, at det var det, der skulle til. Så langt så godt.

Efter de 5 tibetanere indbefatter lærerens morgenrutiner blandt andet at spise en portion eksotiske frugter til morgenmad, at smøre sig en madpakke bestående af surdejsbrød (ja, der findes en bager på øen, der bager surdejsbrød, som kan købes i flere supermarkeder mandag, onsdag og fredag.) Der er selvfølgelig også en kop kaffe involveret.

7.45. Læreren bliver hentet af en bodaboda-driver. Det er en såkaldt scooter-taxi, som for knap 9 kroner kører læreren de knap 5 kilometer, hun har på arbejde. Det tager ret præcist 10 minutter, og læreren nyder turen hver morgen. Om mandagen har hun musik på skemaet og derfor har hun sin guitar i favnen, så der tænker hun mest over at holde godt fast på den, men ellers er det en perfekt måde at lade vinden tømme hovedet for tanker.

(Her kører læreren med bodaboda hver morgen.)

8.00. Læreren møder ind på arbejde, tjekker sin temperatur og skriver sig ind i kontorbogen.

8.15. De første elever kan komme og læreren har en ”Morning Activity” klar.

8.30. Line-Up. Hele skolen samles og man står på rækker sammen med sin klasse. Skolens Head Teacher siger godmorgen og så synger man Tanzanias nationalsang. Den ene hånd er på hjertet, den anden holdes i vejret. Nationalsangen kender læreren ret godt, så hun står stolt og skråler med bag hendes elever. Hvis der ikke er meddelelser eller fødselsdage, får man lov at gå tilbage til sin klasse - hvis man står pænt. Det er Year 1 ret god til.

Tilbage i klassen bruges en del tid på at få vasket hænder, drukker vand, tisset af, osv. Herefter er der ”Registration” og i forbindelse med det en ”Morning Motivator” inden skoledagen for alvor går i gang.

10.00-10.30 er der Fruit og Break og 12.00-13.00 er der Lunch og Break. Tirsdag og fredag har læreren duty fra 12.30-13.00, hvor hun står og lader som om, hun ved, hvad hun skal gøre når nogen henvender sig. Nogle gange i forlængelse af Fruit og Break er der særlige Assemblys - fx var det International Friendship Day i fredags, og her havde læreren vovet pelsen og spurgt om hun måtte lære de større elever en sang, de kunne synge. Det var en vældig succes og læreren nød at føle sig en lille smule hjemme i noget, for det med at synge med børn, det kender hun.

Ellers byder skoledagen på en masse forskellige fag, herunder Literacy, Spelling, Phonics, Reading, Math, Science, Topic, Music, Art, P.E. og Swahili. De tre sidstnævnte underviser læreren ikke i, men derudover er det hende, der er den. Især Phonics har været en stor mundfuld. Det britiske alfabet gemmer tilsyneladende på 42 lyde, som hver har en tilhørende bevægelse og en lille sang. Læreren har youtubet en del, men der er et stykke vej endnu til de sidder på rygraden.

14.30 Skoledagen slutter og børnene samles igen til Line-Up. Om torsdagen har læreren ”After School Duty”, hvilket vil sige, at hun skal sikre sig at alle børn bliver hentet. Der står en anden lærer ved skolens gate og råber navnene på børnene efterhånden som forældrene kommer og så skal læreren ellers stå foran børnene og gentage navnene. Det føles nok lidt mere naturligt, når hun ved hvem, der hedder hvad. Hvis nogen ikke bliver afhentet, skal hun finde kontordamen, som har en liste med telefonnumre og ringe til de udeblevne forældre. Der er også nogle børn, der går til After School Activities, og de skal selvfølgelig sendes de rigtige steder hen og så skal de helst være afhentet inden kl. 16. Ellers gælder det samme med kontordamen. Når læreren ikke har duty, kan hun forberede sig til den kommende dag, rette opgaver eller printe diverse ting. Hvis strømmen altså ikke er gået.

I det britiske skolesystem opererer man ikke med skolebøger. Man har i stedet kladdehæfter til de pågældende fag og så kopierer man forskellige activity sheets, som man så klipper til og limer ind i hæfterne. Ja, limer med limstift. Det er ret omfattende.

Og med at ”man” gør det, mener læreren egentlig, at hun beder sin Teacher Assistent om at gøre det. Læreren har stadig til gode at se det helt smarte i dette system, men hun er meget taknemlig for sin Teacher Assistent, der er god for både kopiering, laminering, limning, klipning og meget mere.

16.00 Læreren har officielt fri. I de første 3 uger er hun ofte blevet hængende noget senere. Den forvirring, de meget løftede øjenbryn dækkede over, har ikke rigtig tilladt andet. Det ville være synd at sige, at hun har været specielt effektiv i timerne efter 16.

Når hun på et tidspunkt har snøvlet sig færdig, går hun op på hovedvejen og finder en bodabodadriver. De har en form for station, hvor de hænger ud ret tæt på skolen. Nogle gange kører de læreren helt til byen hun bor i, andre dage beder hun dem om at stoppe cirka halvvejs, hvor der er en nedgang til stranden. Og så går hun derfra. Det er altid fantastisk at se vandet efter en lang arbejdsdag. Det tager sig forskelligt ud hver eneste dag. Det samme gør stranden på grund af tidevandet. Læreren forsøger så vidt muligt at gå på stranden hver dag. Forbi vennerne på yndlingskaffebaren og bestille den daglige americano. Det er alle de knap 15 kroner værd.

Læreren går også meget rundt i landsbyen. Der er en lang hovedvej gennem hele den lille by med masser af små shops, masser af mennesker og masser af liv. Og væk fra hovedvejen er der alle de støvede, bumlede veje. Man mødet ofte høns, kyllinger, geder og køer på de små veje. Og så masser af børn. Børnene synes at sådan en hvid lærer er noget af et tilløbsstykke, og der er vist aldrig nogen, der har fortalt dem, at man skal være lidt høflig og ikke pege eller råbe for meget. Det er lidt ligesom masaierne på stranden. De har heller ikke så meget situationsfornemmelse. Men de mener det godt.

Læreren bor midlertidigt hos en meget fantastisk italiensk kvinde og hendes datter. De er meget søde ved hende og hun er blevet en midlertidig del af deres lille familie, hvilket er rart midt i alt det nye. På sigt skal hun finde sig et permanent sted og hun har kigget på et par steder i denne uge. Men til en start, er det helt genialt. Der er en Dada, der laver mad til dem hver aften og sørger for at der er rent og pænt. Den italienske dame ved stort set alt om alting på Zanzibar. Og skulle der være noget, hun ikke ved, kender hun nogen, der ved det. Det er meget nyttigt og læreren er meget taknemlig for netop denne base her i starten. Hun glæder sig til at finde sit eget sted, men er glad for, at der er en måned endnu. Den italienske dame og hendes datter er meget gæstfrie og inviterer hende med til alle mulige ting. Det er meget rart, for sidst læreren boede på Zanzibar, boede hun sammen med 50-70 danskere, der altid var klar på at hænge ud.

Det er ind i mellem lidt vildt for læreren sådan at være på Zanzibar helt på egen hånd. Men heldigvis ved hun lidt mere for hver dag, der går, og hvis man ellers husker at huske på det, så går det hele helt fint.