Min allerførste praktik

Her er en lang en. Det er egentlig en artikel til en avis, men prøver den lige herinde. Men der er mange undrende tanker, som også snart kommer. Kan snart ikke holde dem inde længere, men de vil kun komme ud, når jeg ikke er stresset. Så kan jeg lære det.
Jeg er iøvrigt meget stolt af mine to faste læsere. Sikke et ansvar.



Mandag morgen. Ingen vej tilbage.
6. klasse har klasselokale på 3. sal. Der er langt op. Vi går sammen med vikaren, der virker rimelig rolig, men også lidt beklemt. Vi er noget mere anspændte. Skoletasker og råb fra en masse larmende elever flyver omkring os i et kaos, og jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det bliver fedt, at jeg glæder mig, og at det er nu, jeg rigtigt skal ud og erfare, afprøve og lære en hel masse. Det er det her, der er min egentlig uddannelse. Det bliver bare så godt?
Som vi bevæger os opad, bliver der mere øde og på en eller anden måde mere dystert. Nervøsiteten tilspidser. Der er skrevet flere steder på væggen. Mest iøjnefaldende er det blå ”motherfuckers”, og det sorte s, der er tilføjet i slutningen gør, at det nærmest skriger efter os. Jeg ser en masse 6.klasse elever for mig, sige det, igen og igen, grinende med deres seje, men afslappede, halvdovne attitude, samtidig med at jeg bilder mig ind, at jeg ikke er nervøs. Det skal nok gå?
Vi møder deres blikke med en meget usikker sikkerhed. Alle piger, på nær én mangler – de kommer langsomt dryssende, og først 14 minutter inde i timen, har de sidste fundet deres plads. Vi lader som om det ikke rører os.
Inde i mit hoved lyder en linje fra en sang, jeg egentlig ikke kender så godt. Men den lyder igen og igen. Den skriger nærmest: The show must go on!
Den paniske rolighed, jeg har indhyllet mig i, er fuldstændig falsk, men jeg anstrenger mig på det yderste for at holde fast i den.
Mens en af de andre er på, har jeg placeret mig lige ved siden af en dreng, der snakker hele tiden. Jeg tysser på ham hver gang. Han snakker. Jeg tysser. Han snakker, jeg tysser, han griner. Hvem af os er autoriteten? Jeg vil have hans overskud! Han er alt og jeg er intet. Jeg ville også snakke, hvis jeg var min elev. Nej jeg ville ej. Jeg er dobbelt så gammel som ham og jeg er en god lærer. Jeg bliver en god lærer. Han snakker, jeg tysser. The show must go on.
Jeg slår ned på en anden elev. Han sidder og tegner i en bog. Jeg beder ham om, at lægge kuglepennen. Han gør det modvilligt men tager den igen, så snart jeg kigger væk. Jeg må bede ham om, at lægge bogen ned i tasken.
”Nej, vindueskarmen er ikke din taske, den skal helt ned i din taske”, hører jeg mig selv sige, som var jeg glanseksemplet på den stereotype, typiske, lærer, jeg ikke kunne fordrage i min egen skoletid.
Timen går, vi får præsenteret vores anderledes, spændende og kreative oplæg til gruppearbejde, og trods den anspændthed og usikre tone, som de må have fornemmet, uanset hvor godt vi troede vi camouflerede den, hører de efter, og de arbejder endda rigtig godt?
Da timen er slut, jubler vi faktisk nærmest og den følgende morgen, er der ikke helt så lang vej derop og ikke helt så dystert. Råber elevere mon mindre om tirsdagen? Alle i 6. klasse, er der til tiden og der er stille, når vi beder om ro. De fortsætter gruppearbejdet og jeg må næsten knibe en lille tåre, da jeg overværer en af de meget snakkende elever aktivere gårsdagens ”tegner”, (ham der skulle lægge bogen helt ned i sin taske), ved at få ham til at tegne en forside til det, de skulle aflevere. ”For du er jo god til at tegne”, argumenterer han. Vikar, praktikanter, det hele til trods – de har styr på det selv.
Timen slutter. Der er god stemning og ægte ro og overskud fra vores side. Jeg hanker op i tasken, går ned mod lærerværelset og den ventende kop kaffe, og en af eleverne på vej ned, går forbi og smiler og hilser - ja, han kunne ligeså godt have rakt mig et æble.
De følgende uger passerer jeg ofte den velkendte ”motherfuckers”-væg, men teksten virker forsvindende lille nu – og mindre og mindre for hver gang. Til sidst er den helt forsvundet.