Det lille møde

Jeg gik på en gang på et plejehjem. Jeg skulle til fødselsdag hos en ven, en ung fyr, der boede ovenpå. Der var helt tomt på gangen, bortset fra en mand, der langsomt trissede afsted et stykke foran mig. Han hældte lidt til den ene side når han gik og tøflerne slæbte henad gulvet. Han nåede enden af gangen og vendte om og i det vi krydsede hinanden, stoppede han et øjeblik, kiggede på mig og sagde: "Nå, er du også ude at gå din eftermiddagstur?"
"Ja", svarede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, men jeg smiler altid lidt, når jeg tænker tilbage på det.

Jeg var engang på arbejde på en bar. Han var en af de fire gæster, og han var kommet fordi han den aften havde valgt at tage 18'eren hjem fra billardaften, og den stoppede lige rundt om hjørnet. Han havde en gammel bolsjedåse, som han havde fyldt med mønter, tiere og tyvere, som han brugte, når han spillede billard. Han brugte dem også til at betale sine øller. Tuborg Classic på flaske. I toppen af dåsen havde han lagt halvdelen af en gammel gul karklud. Den var lidt beskidt, men foldet sirligt sammen mange gange. "Så rasler mønterne ikke, når jeg går med dem", sagde han med et stort smil. Hver gang han havde købt en øl, lagde han pænt karkluden ned igen, lukkede låget og kiggede selvtilfreds på den smarte løsning.

Jeg var punkteret for anden gang samme dag, alt for langt væk hjemmefra, var forsinket til flere aftaler, og det var en af januars koldeste dage. I den tro, at S-togsstationen var tæt på, havde jeg gået i næsten 40 minutter, humøret havde nået bunden forlængst og stationen var ingen steder. "Hvis jeg så i det mindste bare kunne praje en taxa", gik jeg og tænkte i noget tid, rasende over ikke at kunne se nogen taxa. Jeg havde raset over mange ting den dag.
Jeg sukkede sammenbidt og opgivende og kiggede op. "Taxa Hvidovre, hovedkontor" stod der ovenover et telefonnummer.
Jeg var i et øjeblik i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, fordi noget for en gangs skyld den dag ikke var til at rase over. Jeg ringede, snakkede med en mand, der pludselig stak hovedet ud af døren under taxaskiltet og viste mig om bagved. Her stod en ældre mand og nynnede mens han pudsede sidespejlene på sin taxa. Han lignede lidt en god gammel mand fra en film, og var lidt svær at være rasende på, men han havde dog ikke travlt, og det havde jeg, så jeg forblev lidt rasende. Jeg var ikke snaksalig. Han fortalte mig, hvor smart det er, at have punkterfri dæk på sin cykel. Og at han selv havde en sammenklappelig cykel. Den kunne være i en nettopose og var utrolig nem at have med i toget, fx til jylland. Og så var det simpelthen så smart at have en cykel med sig rundt i landet. Sådan en har jeg aldrig før eller siden hørt om.
Jeg var lidt mindre rasende da jeg stod ud af hans taxa. Sidenhen har jeg fået punkterfri dæk på min cykel.