Små lege

Jeg går ind i mellem og tænker over oplevelser fra min barndom. Lege man legede, personer, situationer.

Fx legede min søster og jeg altid en leg med nogle store puder, vi havde. De var, på daværende tidspunkt,næsten lige så høje som os.
Legen gik ud på, at man stod oprejst og holdt puden foran sig, sådan ind til kroppen. Man skulle så lade sig falde mod gulvet men med puden som "bouncer" mens man skulle nå at sige sætningen: "Mor, det begynder at regne", inden man nåede gulvet.
Hensigten, oprindelsen, udbyttet af denne leg har jeg ingen forklaring på eller erindring om overhovedet.
Men ligegyldigt hvor hurtigt man sagde sætningen, nåede man, og jeg understreger, aldrig at sige længere end: "Mor, det begynder at re..."

Jeg havde også en gang i mellem en leg med mig selv, når jeg kørte i bus. Jeg sad og kiggede på mennesker og forestillede mig, hvad de tænkte. Det bemærkelsesværdige ved denne leg, som jeg nok ikke rigtig tænkte over dengang, er, at jeg typisk kiggede så indgående på de personer, hvis tanker jeg gengav inde i mit hovede, at de begyndte og kigge mærkeligt på mig. Det indgik selvfølgelig i de tanker jeg lod dem have, og på den måde blev jeg ofte selv en central genstand for det tankespind jeg gav dem. Måske også i virkeligheden.

Jeg havde også en leg, jeg brugte, når jeg sad til kedelige møder eller gudstjenester. Så tog jeg et blad eller en bog og forsøgte at læse lodret i stedet for vandret. Det vil sige 1. bogstav i hver linje var et ord, 2. bogstav i hver linje, osv. Det gav oftest ikke mening overhovedet, men det "sjove" var så, hvis der dannede sig et ord. Legen var utrolig kedelig, men jeg håbede nok lidt, at jeg pludselig fandt en eller anden hemmelig kode eller besked. Og det kunne da have været sjovt!

Åh ja, det var nu tider... Lad mig aldrig glemme disse lege. Måske jeg hellere skulle begynde at lege dem igen?