Geniale sko og gode tandplejeråd

Tre og en halv måned som lærer er passeret og pludselig er det snart jul. Hvordan det lige skete, kan jeg ikke helt forklare, men lærerens verden flyver åbenbart af sted. Lad mig med det følgende understrege, at jeg lærer nye ting hver eneste dag, og at jeg er kommet frem til at voksne tænker for meget. 

Derudover synes jeg, at det er interessant at være voksen. Især på grund af børnene.

I en musiktime var der en femteklasseselev, der rakte hånden op, dels for at kommentere på dagens program og dels for at fortælle mig, at jeg havde nogle geniale sko. Jeg kiggede stolt ned på mit tilsyneladende geniale fodtøj, men forstod ikke hvad han mente. Han forklarede mig, at der var smileys på mine sko og at det var genialt, hvorefter jeg længe stod og betragtede dem. Jeg fik ikke rigtigt øje på de smileys, men fortalte ham, at mine sko var glade, fordi det var fredag. Senere fandt jeg ud af, at de smileys, der ganske rigtigt er på mine sko, er væsentligt mere synlige, når man ikke selv har dem på.
Egentlig bare endnu et eksempel på, at børn åbner op for nye perspektiver, som man som voksen aldrig selv havde opdaget.

En anden samtale der, hvis den har sin rigtighed, også åbner op for nye perspektiver, er denne: En af børnene i 1. klasse fortæller, at han måske skal have bøjle. Vi snakker lidt om hvad bøjle er, da en anden elev blander sig og siger: "Men i stedet for at få bøjle, kan man også bare bruge tandtråd"!

Som barn ønskede jeg selv at få bøjle, fordi min søster havde det - men ellers er det ikke min fornemmelse, at det er noget folk er specielt begejstrede for at gå rundt med. Tænk, om de bare kunne have brugt tandtråd...!?

Når man går i 1. klasse, er det klassisk at indlede med: "Jeg skal sige to ting!", når man har rakt hånden op og bliver spurgt. (Eller tre ting. Eller fem.) Det er ofte, at man som 1. klasses elev faktisk når at glemme nummer to ting på den tid, det tager at fortælle den første ting. Det kan sagtens hænde, at man kommer i tanker om det igen, hvorefter man så kan komme til at glemme at række hånden op og bare skynde sig at få det sagt midt i det hele. Det giver god mening - ellers risikerer man jo at glemme det igen.

Det er så her, man bliver irettesat af den voksne. "Husk at række hånden op, hvis du vil sige noget, og at vente til det bliver din tur." Protesterer man, behøves den voksne bare at referere til det rollespil, man for nyligt lavede i klassen, hvor man skulle vise hvad der sker, hvis der ikke er nogen, der husker at række hånden op. Jaja, så taler vi alle sammen i munden på hinanden, og så er der ingen, der kan høre hvad nogen siger overhovedet.... (Det var faktisk ret sjovt!)

At vente på sin tur, er bare lettere sagt end gjort i en klasse med 25 børn, når der er så meget, man alle sammen gerne vil sige. Man har fået nye sko, man har en legeaftale senere samme dag, ens mor har fødselsdag på lørdag, man mødte sin lærer på cyklen samme morgen!! (det er af en eller anden grund ret vildt, når det sker!) - Osv.! Og når så en af de andre fortæller, at deres kat har brækket benet i weekenden, kommer man i tanker om at ens bedstemor også havde slået sin finger i weekenden.. Eller måske var det i sidste weekend? Og at ens nabo i øvrigt har fået en kat på et eller andet tidspunkt. Og at man har en figenstang med til ti-mad.

- Og det er man jo også nødt til at fortælle!

Interessant er det, skønt er det og sundt tror jeg egentlig også, det er. 

Når man er voksen, kan man godt undre sig over, hvornår man mon holdt op med at have så meget at fortælle, at man bare ikke kunne holde det inde. 

Jeg tror, det var dengang man begyndte at tænke for meget over det hele. Og det er det, jeg synes, man skulle overveje at stoppe med igen.

Lærerens hverdag...

Pausen er ved at være slut, og jeg kalder min 1. klasse ind. To af dem kommer stormende hen i mod mig og råber panisk, at edderkoppegyngen er gået i stykker.
"Nå, lad os gå hen og kigge på den", siger jeg voksent til dem, mens jeg indvendigt panikker en lille smule og prøver at forestille mig, hvad en edderkoppegynge er.
Vi når hen til edderkoppegyngen, en flad, rund, stor gynge, der ganske rigtigt er gået løs fra det reb, der holdt den.
"Hvad plejer man at gøre, når edderkoppegyngen går i stykker?", spørger jeg og forsøger at bevare den voksne mine. Børnene siger, at man finder pedellerne, så de kan lave den.
"Godt", siger jeg, "... og hvor finder man så pedellerne?"
Det er der ikke helt nogen, der lige kan huske, og mens jeg står og tænker over den videre handleplan for edderkoppegyngen, er der en af børnene, der kigger på mig og siger:
"Jeg tror, vi skal finde en voksen!"

Her var det for alvor svært at bevare den voksne mine. "Teknisk set, er jeg jo voksen", forsøgte jeg ydmygt at forklare ham, hvorefter vi gik ind og fandt en anden voksen, som forklarede os, at man kan ringe til pedellerne, hvis der er noget, der er i stykker.

Det var en af de første uger, at edderkoppegyngen gik i stykker - jeg er blevet meget klogere siden og min voksne autoritet bliver ikke på samme måde betvivlet - i det åbne i hvert fald.
Der er mange lignende pudsige episoder i løbet af en arbejdsdag. Hvor gammel jeg er, er eksempelvist også meget interessant at tale om. I én klasse lå gættene mellem 16 og 40 år, mens der i en af de andre klasser var en, der uden at blinke gættede på først 13, så 14 og så 90 år! Jeg siger til mig selv, at det er min højde, der narrer dem lidt.
De spørger også om, hvorfor jeg har en ørering i næsen, hvor mange krøller jeg har og hvordan "det der på mine negle" kan skifte farve fra den ene dag til den anden.

Jeg har været skolelærer i ti uger og det betyder, at jeg nu er godt plantet midt i første store milepæl: Efterårsferien! Det var temmelig tiltrængt, og min tålmodighed var især prøvet i dagene op til ferien. Da det så midt i det hele gik op for mig, at jeg lige pludselig ikke skulle se børnene en hel uge, var jeg lige ved at tude. Vi ses jo hver dag, bortset fra weekenderne!

Lærerens verden er blevet hverdag. Jeg har stadig ikke helt forstået, at det er mig, er læreren - men jeg gør som de kloge siger, og går til de mange søde "andre voksne" hvis edderkoppegyngen går i stykker, eller hvis andre kriser lige pludselig indtræder.

Jeg er ikke blevet god til at stå tidligt op, men jeg har affundet mig med at gøre det. Mit lille voksne hoved er stadig godt fyldt op, men knap så forvirret, som det var i starten. Jeg kæmper det bedste jeg kan for at være en god lærer og en god voksen hver eneste dag. Nogle dage synes jeg, det lykkes bedre end andre - men sådan er det måske bare.
Børnene er i hvert fald gode børn og jeg kan deres navne, kender mit skema og mine gårdvagter, og da en ny vikar den anden dag spurgte mig, hvor papiret lå, pegede jeg uden tøven over mod kopirummet, og var ikke til at skyde i gennem.

Lærerens verden?!

August 2013: Ane Haahr Andersen. 28. Skolelærer på tredje dag. 

 Jeg er ikke vant til at stå tidligt op. Måske som følge af, at jeg heller ikke plejer at gå tidligt i seng. Uret er sjældent på den gode side af midnat, for sådan har det bare altid passet bedst. Eller... det vil sige, indtil for ganske nylig! Siden i mandags har jeg nemlig været skolelærer(en skolelærer møder som oftest kl. 08.00 om morgenen). Vaskeægte og voksen skolelærer i rigtige skolefag, for fire 1. klasser og to 5. klasser. Nærmere betegnet for 133 børn. Og så har jeg fået ca. 80 kolleger. Heldigvis er jeg god til navne!

Jeg er ikke god til at finde rundt. Jeg har dog lokaliseret 1A, B, C og D's klasselokaler, musiklokalet, lærerværelset og biblioteket. Jeg ved også hvor kontoret er, hvor jeg der er kaffe (lærerværelset og SFO'en) og jeg har netop i dag fundet ud af hvor jeg må stille min cykel og opdaget, at der er et sted på lærerværelset, hvor jeg kan hænge mit overtøj. Så behøves jeg ikke slæbe rundt på det længere, det er meget rart.

Der er til gengæld flere andre ting, der er lidt forvirrende. Fx spiser vi 10-mad kl. 9.30 i 1. klasse. Nogle elever får skolefrugt og skolemælk, men kun hvis de har bestilt det - det skal hentes et endnu ikke lokaliseret sted. Men den klarer duksene - så skal man bare lige have lokaliseret dem. Begrebet årsplan, har jeg hørt om, men ikke beskæftiget mig yderligere med i de fem år, jeg læste. Så er der ugeplaner, aktivitetsplaner, temauger, teammøder og personaleintra(vi kalder det bare "intra"). Det mindes jeg ikke at have lært noget om før nu. Der er også et gårdvagtskema - jeg har fundet mig selv(mine initialer er AA), men hvad mine opgaver helt præcist er på de angivne tidspunkter, er jeg ikke helt klar over. Jo, vi skal selvfølgelig være søde ved hinanden og lade være med at lave ballade. Men der er også nogle steder, der skal låses op og andre, der skal låses af. Og så er der nogle elever, der har lov til noget, og nogle elever, der har lov til noget andet. Ude i gården er der efter min mening foruroligende mange ting, der kan gå galt, når man slipper så mange børn løs på samme tid i samme skolegård - efter de har siddet stille meget længe. Men det er nok bare mig.

 Det lyder måske som om, at jeg ikke får noget som helst at vide. Det er overhovedet ikke tilfældet. Jeg får utrolig mange brugbare informationer og oplysninger hver eneste dag fra alle mine søde og velmenende kolleger og jeg prøver virkelig at huske det hele. Det vanskelige er de ting, man ikke rigtig opdager, at man skulle have spurgt om, før man står og mangler svaret. Om stolene fx allerede skal sættes op efter spisning, de dage eleverne har tidligt fri? Det gav i situationen mening for mig, at de skulle, så det bad jeg en 1. klasse om at gøre. Jeg fandt desværre ud af, at der var SFO-tid I KLASSEN efter frikvarteret, netop fordi de havde tidligt fri (Det betyder, at eleverne skal samles i klasselokalet efter frikvarteret). Det var lidt synd for de to dukse, der skulle tørre bordene af, mens der var stole ovenpå. Jeg hjalp dem, og de er heldigvis søde til at bære over med mig.

 Jeg går lidt kold ind i mellem, og det lykkes ikke altid at skjule det, selvom jeg virkelig prøver. De 133 børn og de 80 kolleger er søde ved mig i de situationer - her skal jeg lige lære også at være lidt sød ved mig selv, når det sker. Bære lidt over her i starten. Jeg kan på en dårlig dag godt bilde mig selv ind, at det aldrig kommer til at gå, at jeg aldrig lærer de 133 + 80 navne og at jeg aldrig bliver god til min nye, voksne tilværelse. Jeg prøver dog at overbevise mig selv om, at de postulater er fejltolkninger som følge af for meget information på for kort tid (og i et for lille hoved). Lad os da i hvert fald håbe på det bedste indtil videre.

 Jeg er i øvrigt blevet rigtig god til at gå tidligt i seng (Ikke at jeg på nogen måde synes, at jeg er friskere den følgende morgen af den grund - men det føles som den korrekte, fornuftige, voksne beslutning).