Geniale sko og gode tandplejeråd

Tre og en halv måned som lærer er passeret og pludselig er det snart jul. Hvordan det lige skete, kan jeg ikke helt forklare, men lærerens verden flyver åbenbart af sted. Lad mig med det følgende understrege, at jeg lærer nye ting hver eneste dag, og at jeg er kommet frem til at voksne tænker for meget. 

Derudover synes jeg, at det er interessant at være voksen. Især på grund af børnene.

I en musiktime var der en femteklasseselev, der rakte hånden op, dels for at kommentere på dagens program og dels for at fortælle mig, at jeg havde nogle geniale sko. Jeg kiggede stolt ned på mit tilsyneladende geniale fodtøj, men forstod ikke hvad han mente. Han forklarede mig, at der var smileys på mine sko og at det var genialt, hvorefter jeg længe stod og betragtede dem. Jeg fik ikke rigtigt øje på de smileys, men fortalte ham, at mine sko var glade, fordi det var fredag. Senere fandt jeg ud af, at de smileys, der ganske rigtigt er på mine sko, er væsentligt mere synlige, når man ikke selv har dem på.
Egentlig bare endnu et eksempel på, at børn åbner op for nye perspektiver, som man som voksen aldrig selv havde opdaget.

En anden samtale der, hvis den har sin rigtighed, også åbner op for nye perspektiver, er denne: En af børnene i 1. klasse fortæller, at han måske skal have bøjle. Vi snakker lidt om hvad bøjle er, da en anden elev blander sig og siger: "Men i stedet for at få bøjle, kan man også bare bruge tandtråd"!

Som barn ønskede jeg selv at få bøjle, fordi min søster havde det - men ellers er det ikke min fornemmelse, at det er noget folk er specielt begejstrede for at gå rundt med. Tænk, om de bare kunne have brugt tandtråd...!?

Når man går i 1. klasse, er det klassisk at indlede med: "Jeg skal sige to ting!", når man har rakt hånden op og bliver spurgt. (Eller tre ting. Eller fem.) Det er ofte, at man som 1. klasses elev faktisk når at glemme nummer to ting på den tid, det tager at fortælle den første ting. Det kan sagtens hænde, at man kommer i tanker om det igen, hvorefter man så kan komme til at glemme at række hånden op og bare skynde sig at få det sagt midt i det hele. Det giver god mening - ellers risikerer man jo at glemme det igen.

Det er så her, man bliver irettesat af den voksne. "Husk at række hånden op, hvis du vil sige noget, og at vente til det bliver din tur." Protesterer man, behøves den voksne bare at referere til det rollespil, man for nyligt lavede i klassen, hvor man skulle vise hvad der sker, hvis der ikke er nogen, der husker at række hånden op. Jaja, så taler vi alle sammen i munden på hinanden, og så er der ingen, der kan høre hvad nogen siger overhovedet.... (Det var faktisk ret sjovt!)

At vente på sin tur, er bare lettere sagt end gjort i en klasse med 25 børn, når der er så meget, man alle sammen gerne vil sige. Man har fået nye sko, man har en legeaftale senere samme dag, ens mor har fødselsdag på lørdag, man mødte sin lærer på cyklen samme morgen!! (det er af en eller anden grund ret vildt, når det sker!) - Osv.! Og når så en af de andre fortæller, at deres kat har brækket benet i weekenden, kommer man i tanker om at ens bedstemor også havde slået sin finger i weekenden.. Eller måske var det i sidste weekend? Og at ens nabo i øvrigt har fået en kat på et eller andet tidspunkt. Og at man har en figenstang med til ti-mad.

- Og det er man jo også nødt til at fortælle!

Interessant er det, skønt er det og sundt tror jeg egentlig også, det er. 

Når man er voksen, kan man godt undre sig over, hvornår man mon holdt op med at have så meget at fortælle, at man bare ikke kunne holde det inde. 

Jeg tror, det var dengang man begyndte at tænke for meget over det hele. Og det er det, jeg synes, man skulle overveje at stoppe med igen.