Lærerens hverdag...

Pausen er ved at være slut, og jeg kalder min 1. klasse ind. To af dem kommer stormende hen i mod mig og råber panisk, at edderkoppegyngen er gået i stykker.
"Nå, lad os gå hen og kigge på den", siger jeg voksent til dem, mens jeg indvendigt panikker en lille smule og prøver at forestille mig, hvad en edderkoppegynge er.
Vi når hen til edderkoppegyngen, en flad, rund, stor gynge, der ganske rigtigt er gået løs fra det reb, der holdt den.
"Hvad plejer man at gøre, når edderkoppegyngen går i stykker?", spørger jeg og forsøger at bevare den voksne mine. Børnene siger, at man finder pedellerne, så de kan lave den.
"Godt", siger jeg, "... og hvor finder man så pedellerne?"
Det er der ikke helt nogen, der lige kan huske, og mens jeg står og tænker over den videre handleplan for edderkoppegyngen, er der en af børnene, der kigger på mig og siger:
"Jeg tror, vi skal finde en voksen!"

Her var det for alvor svært at bevare den voksne mine. "Teknisk set, er jeg jo voksen", forsøgte jeg ydmygt at forklare ham, hvorefter vi gik ind og fandt en anden voksen, som forklarede os, at man kan ringe til pedellerne, hvis der er noget, der er i stykker.

Det var en af de første uger, at edderkoppegyngen gik i stykker - jeg er blevet meget klogere siden og min voksne autoritet bliver ikke på samme måde betvivlet - i det åbne i hvert fald.
Der er mange lignende pudsige episoder i løbet af en arbejdsdag. Hvor gammel jeg er, er eksempelvist også meget interessant at tale om. I én klasse lå gættene mellem 16 og 40 år, mens der i en af de andre klasser var en, der uden at blinke gættede på først 13, så 14 og så 90 år! Jeg siger til mig selv, at det er min højde, der narrer dem lidt.
De spørger også om, hvorfor jeg har en ørering i næsen, hvor mange krøller jeg har og hvordan "det der på mine negle" kan skifte farve fra den ene dag til den anden.

Jeg har været skolelærer i ti uger og det betyder, at jeg nu er godt plantet midt i første store milepæl: Efterårsferien! Det var temmelig tiltrængt, og min tålmodighed var især prøvet i dagene op til ferien. Da det så midt i det hele gik op for mig, at jeg lige pludselig ikke skulle se børnene en hel uge, var jeg lige ved at tude. Vi ses jo hver dag, bortset fra weekenderne!

Lærerens verden er blevet hverdag. Jeg har stadig ikke helt forstået, at det er mig, er læreren - men jeg gør som de kloge siger, og går til de mange søde "andre voksne" hvis edderkoppegyngen går i stykker, eller hvis andre kriser lige pludselig indtræder.

Jeg er ikke blevet god til at stå tidligt op, men jeg har affundet mig med at gøre det. Mit lille voksne hoved er stadig godt fyldt op, men knap så forvirret, som det var i starten. Jeg kæmper det bedste jeg kan for at være en god lærer og en god voksen hver eneste dag. Nogle dage synes jeg, det lykkes bedre end andre - men sådan er det måske bare.
Børnene er i hvert fald gode børn og jeg kan deres navne, kender mit skema og mine gårdvagter, og da en ny vikar den anden dag spurgte mig, hvor papiret lå, pegede jeg uden tøven over mod kopirummet, og var ikke til at skyde i gennem.