Saturday, May 10, 2014

Filosofi, Søren Kierkegaard og stadielære i 1. klasse


Søren Kierkegaard. De fleste støder på ham på et tidspunkt. Hvorfor ikke bare få ham og hans filosofi på banen allerede i 1. klasse?

Vi har i den forgangne uge haft et tredages tema om Søren Kierkegaard, og her er nogenlunde hvad jeg fortalte 1. klasse om Søren Kierkegaards stadielære: 
(Jeg har tilegnet mig viden gennem internettet og min helt egen kloge, dejlige, akademiker-SAK-fan-søster. Men jeg indrømmer og understreger. at der muligvis i forsimplingsprocessen er smuttet nogle vigtige og væsentlige pointer. Det synes jeg er ok.) 


Filosofi betyder helt præcist "kærlighed til viden". Det vil altså sige, at man er helt vild med at lære noget og at man elsker blive klogere. En filosof er en person der helt vildt godt kan lide at gøre sig klog på noget. 


Søren Kierkegaard var en filosof, og en af de ting, han gjorde sig rigtig klog på, var mennesker. Hans filosofi om mennesker hedder "Stadielære" og den handler om hvordan mennesker er forskellige, hvilke typer mennesker, der findes og om at finde ud af hvem man er.
Der findes jo rigtig mange forskellige mennesker, men helt overordnet siger Søren Kierkegaard, at der findes 4 forskellige slags mennesker.

Den første type er Spidsborgeren. Man kan sammenligne Spidsborgeren med Gaston fra Skønheden og Udyret's lille væbner. Han gør ligesom bare, som alle de andre gør og følger strømmen. Han er sådan en kammerat, som ikke rigtigt kommer med nogle ideer til legen, men bare altid hopper med på de andres forslag.


Den anden type hedder Æstetikeren. Og ham kan man godt sige minder om Gaston. Han nyder livet og elsker at tale om sig selv. Han er bange for at kede sig, så der skal hele tiden ske noget. Han er faktisk ikke en særlig god kammerat, fordi han er sådan en, som går ud af legeaftalen helt vildt hurtigt, fordi han vil lege noget nyt med nogle andre - selvom man havde aftalt at lege hele frikvarteret.
Og så er han sådan en, som ikke lytter særlig godt efter når man fortæller ham noget, fordi han bare står og tænker på sig selv.
(Her så vi et lille klip fra Skønheden og Udyret: https://www.youtube.com/watch?v=VYMo3PjHmFw


Så er der etikeren. Det er sådan en, der bare elsker at gøre alt det rigtige og gode. Det er sådan en, der får rigtig mange PALS-kort (på Søborg Skole kan man få sådan nogle kort, når man gør noget godt (jf. billedet)). Etikeren elsker at leve og elsker at følge reglerne. Måske er han ind i mellem en lidt kedelig kammerat, fordi han taler så meget om alle reglerne som han elsker at følge, men han er altid flink og hjælpsom.


Den fjerde og sidste type er den religiøse. (Præsten på billedet er Stina, som er præst i Søborg Kirke. Hende har vi været ovre at besøge flere gange og hun er rigtig flink.)
Den religiøse kan man sammenligne med en præst, for det er en, der tror på Gud. I virkeligheden minder den religiøse ret meget om etikeren, men hun tror, at der er en Gud og beder til Gud, når hun har brug for hjælp.

Og det er faktisk kort sagt Søren Kierkegaards stadielære. De fleste mennesker er lidt en blanding af alle typerne, og så handler det om at finde ud af hvem man selv er og så være sig selv. Der findes nemlig kun 1 af os selv og det er meget godt at være klar over, hvem man egentlig selv er.


Efterfølgende har vi repeteret en del og det svære var at huske hvad de 4 typer hed - hvad de var for nogle, har 1. klasse ret godt styr på nu. De ved også en masse andet om Kierkegaard. Fx at han blev 42 år og skrev 40 bøger, at han blev kaldt "gaflen" i skolen fordi han ikke var særlig sød ved sine kammerater. Han syntes at matematik og dansk var kedeligt, men latin var sjovt. Og så var han rigtig forelsket i en pige, men han kunne ikke rigtig finde ud af at være kærester med hende. Hans mor hed Ane eller Anne (vi tror, hun hed Ane.), og det var først da hun var død, at han opdagede hvor glad han faktisk var for hende og han ville ønske at han havde været sødere ved hende, mens hun levede. Han var rig og så var han lidt sort indeni. Det vil sige, at han var ked af det og at han havde nogle triste tanker inden i sig. Det havde hans far også. Men de gik mange ture sammen og snakkede om alt muligt. Han levede samtidig med H.C. Andersen og måske var de venner. 
H. C. Andersen, det er ham, der har skrevet rigtig mange eventyr. Fx "Den standhaftige tandsoldat" og "Den lille pige med tandstikkerne" eller sådan noget.

Vi har besøgt hans gravsted og også H. C. Andersens. (Og Natasjas fordi vi lige kom forbi). Og vi har tegnet silhouetter af os selv og leget filosoffer for en dag. Det var rigtig sjovt.

No comments:

Post a Comment