Lørdag eftermiddag. Jeg havde endelig fået slæbt mig ned for at træne. Må med skam erkende, at det var første gang i 2015. På høje tid.
I Fitness World på Nordre Fasanvej er receptionen ubemandet om lørdagen. Det skulle senere komme til at volde mig en god del bekymring.
Det kørte med træningen og jeg var godt tilfreds med mig selv. Aftenen skulle stå på VM-håndbold, og der var intet at klage over.
Træningen veloverstået. Jeg så frem til badet, da jeg stod foran skabet i omklædningsrummet. Og så var det, at jeg stødte på et problem. Jeg stak nøglen i min lille, smarte (troede jeg) hængelås og drejede den om. Den drejede, men den lille kliklyd kom ikke. Jeg undrede mig og prøvede igen. Og igen. Tog musikken ud af ørene. Drejede og drejede, men ingenting skete.
Jeg indså langsomt uoverskueligheden af min situation. I skabet var jo alt det jeg skulle bruge. Min taske, min trøje, min jakke, mine sko og mest ubelejligt: Nøglerne til min lejlighed.
Jeg overværede engang en situation hvor en anden pige i omklædningsrummet stod i samme uheldige situation som mig. Man skulle derfor dække sig til, så receptionisten kunne komme ind og klippe hendes hængelås op.
Her var problem nummer to. Der var ingen receptionist. Jeg gik ud i receptionen for at kigge efter hjælp i form af et telefonnummer eller måske fordi jeg håbede, at der i mellemtiden var kommet en receptionist. Det var der ikke. Telefonnummer var der heller ikke.
Nummeret til Fitness World fandt jeg på nettet, men der stod, at åbningstiden for at ringe var mellem 10 og 13 om lørdagen. Klokken var ca. 16.30. Jeg ringede alligevel op i håb om at telefonsvareren kunne være behjælpelig med et akutnummer. Det var den ikke.
Jeg begyndte at kontakte diverse lokale veninder for at bede om hjælp.
De var ikke at træffe. En veninde med nøgler til min lejlighed var behjælpelig med moralsk opbakning og velvillighed. Men hun var babysitter i Vanløse halvanden time endnu.
Jeg fik efter nogle forsøg fat i min søster, der også har en ekstranøgle. Mens vi snakkede var der en pige i omklædningsrummet der foreslog, at jeg ringede til Fitness World i Valby. "De lukker kl. 17 og er bemandede. Den er 16.59. Ja, det er ikke fordi jeg lytter", sagde hun smilende. (Ironien sad lige i skabet...)
Jeg aftalte med søsteren, at jeg ville undersøge muligheden for at komme i kontakt med en fitness world-medarbejder et andet sted i byen og ellers ringe tilbage.
Pigen spurgte hvad problemet var og tilbød at give det et forsøg. "Ikke fordi jeg tror jeg kan noget særligt, men måske det hjælper hvis et par andre hænder prøver". Jeg lod hende taknemligt prøve og vi undrede os sammen. Både over min hængelås og over den ubemandede reception.
Min søster ringede og sagde, at min svoger (god bless him!) var på vej ud af døren med en trøje og mine ekstranøgler.
Jeg brød mig ikke om, at han skulle ud i det dårlige vejr på min bekostning. Ville samtidig virkelig gerne ud af omklædningsrummet. Hvad jeg skulle gøre med tingene i skabet vidste jeg fortsat ikke, men så var jeg da trods alt så langt. Tænkte, at der på et eller andet tidspunkt i løbet af weekenden måtte dukke en medarbejder op, som kunne hjælpe mig.
Den hjælpsomme pige fortalte, at hun havde netop havde købt noget meget olieret makeupfjerner, og hun foreslog, at vi prøve at hælde noget af det ned i låsen. Det gjorde hun så, mens jeg taknemligt talte videre med min søster om hvordan mine ekstranøgler så ud og om hvor skørt det hele var.
Jeg lagde på og takkede den hjælpsomme pige, mens jeg fortalte at den søde og ligeså hjælpsomme svoger nu var på vej. Og netop da, lød simpelthen det længe ventede og særdeles savnede klik.
Låsen gik op. Jeg var reddet!!
Jeg skyndte mig at ringe til svogeren og afblæse hans mission og takkede igen og igen den hjælpsomme pige. Hun bad mig holde øje med hendes ting, mens hun vaskede den olierede makeupfjerner af hænderne og fandt så et visitkort som hun skrev sit navn på og gav mig.
"Nogle gange skal man lige handle, når man møder mennesker i sådan nogle mærkelige situationer. Hvis du en dag skulle mangle en frisør, er du velkommen til at ringe. Jeg hedder i øvrigt Sofie."
Jeg er ikke sikker på, at jeg fik sagt mit navn, for jeg ærgrede mig sådan over, at jeg ikke havde en god flaske vin eller nogle blomster ved hånden, for det fortjente hun virkelig. Jeg ærgrede mig også over, at jeg ikke står og mangler en frisør, men jeg tror jeg fik understreget min taknemlighed.
Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har været så glad og lettet i badet. Det var jo ikke fordi det handlede om liv eller død. (Jeg kom dog i tanker om en væsentlig detalje som havde gjort situationen lidt mere akut, hvis Sofie ikke havde fået den hængelås op. Jeg er nemlig diabetiker og min insulinpumpe lå inde i skabet. Det er frygtelig besværligt og omfattende at undvære den i mere end et par timer.)
Så kære, søde Sofie - tak for hjælpen!! Hvis jeg en dag kommer til at mangle en frisør, så ringer jeg helt sikkert! (Er der nogen derude, der mangler en frisør, giver jeg hermed Sofie mine varmeste anbefalinger!!)
Kæmpe stort og taknemligt tak også, til svogeren, søsteren og veninden, der babysittede!!
Og til alle jer andre - god karma og fortsat glædelig lørdag derude!
No comments:
Post a Comment