Små mennesker, store tanker

December. Læreren gennemlever i øjeblikket juletid i folkeskolen for tredje gang. Som lærer, selvfølgelig. 
Som de to foregående år tælles dagene i december med en begejstring og utålmodighed, som ingen af de andre måneder præsterer. Børnene tæller ned til juleaften og de voksne til den forestående juleferie. Ingen kan vente længere nu.
December er hyggelig, men den voldsomme trængsel og alarm er også tydelig hos børnene. Julearrangementer, alt for meget sukker, overstimulerede af kalendergaver og pakkekalendre. Og julekalendre. Både dem i tv og dem med lågerne.
"Min bror er rigtig tæt på at vinde 1 million kroner, for han har skrabet 9 juletræer og der er 8 dage tilbage", fortalte en pige stolt og spændt i dag. "Og hvis han vinder, så køber han en iPhone 6 til mig og til vores anden bror. Men ikke nogen til vores forældre".
Læreren skyndte sig videre i dagens program, mens hun overvejede om hun skulle gennemgå lidt spontan sandsynlighedsregning. Hun lod være og bakkede op om forventningens glæde.

Følelserne sidder også lidt udvendigt i december. Både hos børnene og læreren. I udmattelsen over at gå og glæde sig, kommer man lidt lettere til at græde. Hos børnene ses det i frikvartererne, hvor det hele bare er lidt mere uretfærdigt eller gør lidt mere ondt. Hos læreren sås det bl.a. under 5. klassernes nyligt overståede Luciaoptog. Man kan da ikke andet end at fælde et par skjulte tårer, når sådan en flok syngende preteenagere går så flot i takt, med levende lys og hvide kjoler. Læreren kender ikke børnene på 5. årgang, men holder fast i, at det er december, der er skyld i de våde øjne.

På 3. årgang har man over de sidste uger afholdt elevsamtaler forud for elevplaner og skole-/hjemsamtaler. Det er en god anledning til at blive lidt klogere, både på hvad børnene tænker og på hvordan, de tænker. Som altid fascineres læreren dybt.
En af de ting, der tales om i samtalen er, hvordan det går med børnenes læring. For mange børn er det svært at svare på (Det ville det i øvrigt også være for mange voksne). For andre er det simpelt: "Jeg ved, at jeg lærer noget, fordi jeg får noget at vide, som jeg ikke ved i forvejen." 
Andre igen kommer med små, nærmest eksistentielle refleksioner: "Hvis man fx ikke går i skole, så ved man jo ikke engang hvad 1 + 1 er - eller andre regnestykker. Jeg er også blevet bedre til at tegne. Jeg er også blevet bedre til at læse."
Og så er dem, der bare er ærlige: "Jeg kan ikke helt huske hvad det er, jeg har lært, men jeg ved, jeg har lært noget."

Nogle bruger samtalen til høfligt at komme med små hentydninger: "Jeg synes måske, at vi skulle bruge lidt mindre tid på at få forklaret opgaverne i matematik." 
Hos andre, er hentydningen lidt mere henvendt til dem selv: "Jeg vil gerne række fingeren lidt mere op og lade være med at snakke, når læreren forklarer."

Andre igen reflekterer på hele klassens vegne:

"Vi bander næsten hele tiden til hinanden og det er der jo ikke rigtig nogen grund til at man gør. Jeg ved ikke hvorfor, men de fleste lytter bare lidt mere, når man siger det sådan." 

Samtalen drejes efterfølgende til en snak om sproget i klassen og de snakker om, hvorvidt det var noget, der måske skulle tages op i "klassens tid". Den pågældende elev tør måske at tage det op, men synes ikke helt, at han kan tillade sig at klage over det, da han selv er en af dem, der bander. 

"Jeg ville egentlig gerne bare tale lidt pænere."

Læreren prøver selv at tale pænt, når der er børn tilstede. Det lykkes ikke altid, og læreren tænker efterfølgende over, hvorfor det er, at de fleste bare lytter bedre efter, når man bander?

Et generelt spørgsmål i løbet af samtalerne er også om børnene helt overordnet er glade for deres skoledag. Standardsvaret er: "Ja, fordi jeg har mange venner." eller "Ja, fordi det er sjovt at gå i skole."

Et svar skilte sig alligevel ud og satte sig fast hos læreren. Især fordi det kom fra en af dem, hun egentlig troede bare ville svare kort og få samtalen overstået. Men han havde gjort sig mange tanker om, hvorvidt han var glad for sine skoledage:

"Altså nogle gange. Fx om torsdagen, når vi har UUV, hvor vi leger rigtig meget. Mandagen er ikke så sjov, for der skal man lige vænne sig lidt til skolen, fordi det var to dage siden, man sidst var der. Onsdag er den dag, hvor man har mest lyst til at være i skole fordi man har vænnet sig til det, og fredag glæder man sig bare til weekenden. Tirsdag er hverken den dårligste eller den bedste dag - den er bare fin nok."

Læreren var meget begejstret for drengens fine kortlægning af ugedagene. Hun har det selv lige sådan med mandag og fredag i hendes arbejdsuge, men vil gerne øve sig i at tænke tirsdag, onsdag og torsdag ligesom drengen. Ind i mellem kan man som voksen bare gå og glæde sig til weekend hele ugen. Og det er da alligevel lidt spild af arbejdsuge. Ikke mindst, hvis man oven i købet bare går og taler grimt hele tiden. Så hellere have en fin nok tirsdag, en perfekt onsdag og en sjov torsdag.