"Nu med anciennitet!"

Et nyt skoleår er skudt i gang og læreren påbegynder hermed sit femte år i lærergerningen. 
Det er ret utroligt. Hun tænker tilbage på sit første år og mærker tydeligt, at der er sket meget. Både med skolen, med børnene og med hende selv. 
I år stiger hun et løntrin og det føles ret overlegent. 

"Den forvirrede lærer fra Lærerens Verden: Nu med anciennitet!" 

Det er også en smule angstprovokerende. Kan man mon tillade sig at være i tvivl om noget og prøve sig frem og ikke vide alt, når man er på løntrin 2?
Læreren ved det ikke helt. Hun ved bare, at hun stadig ofte er i tvivl om noget og prøver sig frem. Og er der noget, hun ved, så er det, at hun ikke ved alt. 

Så må det gå, som det går. Anciennitet eller ej.

Det nye år er startet, som nye år ofte gør: Med planlægning, møder, stress og kaos og den generelle "løben rundt om sig selv", mens man prøver at regne ud, hvordan man bedst prioriterer sin tid og bliver klar til det hele. 

Børnene startede for tre dage siden. På syv uger kan sådan nogle størrelser nå at vokse en hel del, og når de så ovenikøbet pludselig går i 2. klasse i stedet for 1., synes læreren næsten, at det er for meget af det gode.
Heldigvis er de meget store børn i 2. klasse stadig meget søde og meget sjove.

I ferien havde børnene fået en sommerferiebog med hjem med forskellige slags opgaver, de kunne hygge sig med i den lange sommerferie. En af dem var en grublegåde om Ræven, Hønen og Majskolben: 

Læreren tog grublegåden op med børnene i første matematiktime. Flere havde løst den hjemmefra i samarbejde med nogle voksne, men da læreren spurgte om der var nogen, der havde et bud på, hvordan landmanden skulle bære sig ad med at få dem alle tre over floden uden at ræven spiste hønen og uden at hønen spiste majskolben, var der flere overbevisende svar:

"Det kan ikke lade sig gøre!", var der en, der prompte og meget sikkert udbrød.

"Hvis nu landmanden bandt hønen og majskolben fast til en snor og trak dem efter båden, kunne de alle tre komme over", foreslog en anden. 
Desværre havde landmanden ikke noget snor.

"Kunne han ikke bare tage majskolben op i sin hat?" 
Jo, måske - hvis bare hans hat havde været stor nok.

"Hvis nu hønen spiste majskolben og ræven derefter spiste hønen, så kunne landmanden bare sejle ræven over, og så var de alle sammen ovre på den anden side." 
Logikken kunne læreren godt se. 

Læreren viste teknisk overskud ved at have en flytbar ræv, høne, majskolbe og landmand på smartboardet, med en fastlåst flod i baggrunden. Alt imens børnene til sidst fik forklaret den rigtige løsning, flyttede hun efter bedste evne rundt på landmanden og hans medpassagerer indtil det var lykkedes at få alle sikkert over - i uspist tilstand vel at mærke.

I den opsamlende snak, var der flere skeptiske børn, der syntes, det var lidt mærkeligt, at landmanden ikke bare kunne have majskolben ved siden af ræven i båden, fordi den jo fylder så lidt. Flere undrede sig også over, at han ikke bare kastede majskolben og hønen over på den anden side af floden, og så sejlede derover med ræven. 
Og hvor skulle han egentlig hen med dem, når alt kom til alt?

Den sidste kommentar gav dog alligevel stof til eftertanke:
"Jeg synes faktisk, at det er lidt mærkeligt, at han ikke bare sagde til ræven og hønen, at de skulle opføre sig ordentligt og være gode, når han sejlede fra dem, selvom de var sultne."

Læreren var helt enig. For et øjeblik glemte hun grublegåden, og tænkte på alle dem rundt omkring i verden, der i virkeligheden bare skulle tage og opføre sig ordentligt og være gode.

Anciennitet eller ej. Ræv, høne, statsleder, skolechef eller menigt menneske i dagens samfund. Man kan godt opføre sig ordentligt og være god, selvom man er sulten, og har lyst til at spise ham/hende eller den, der står ved siden af. 
(Det er måske unødvendigt at nævne, at der for de tre sidstnævnte tales i overført betydning?)
(Eller måske er det slet ikke så unødvendigt?)
(Eller måske er det i grunden slet ikke så overført?)

Jojo, det må gå som det går, men læreren har masser af anciennitet: Hele fire år med børnenes visdomsord, skarpe analyser og geniale løsningsforslag!

Læreren, lillebroren og didaktikopgaven

En omlagt uge ved læreren aldrig helt om hun skal elske eller hade. Man gør ofte lidt begge dele. I år var emnet "Tidsrejsen" og læreren skulle være med til at planlægge et forløb om bronze- og jernalderen for ca. 50 børn fra 0.-2. klasse.

Læreren syntes selv, at det var spændende at dykke ned i bronze- og jernalderen. Og så havde hun ovenikøbet fået tiltusket sig fire morgner sammen med de 50 børn, hvor de skulle synge og danse. Takket være Sigurd Barretts "Danmarkshistorie", findes der både sangen om Solvognen, Grauballemandens sang og sangen om Guldhornene. Det var alletiders.

At finde på en dans, der passede til bronze- og jernalderen var lidt sværere, men efter lidt research fandt læreren alligevel på et koncept, der i hvert fald overbeviste hende selv:
I bund og grund handlede det hele dengang jo om at overleve. Derfor fandt læreren på en masse dansemoves, der understøttede, hvad man i bronze- og jernalderen gjorde for at overleve. Disse satte hun sammen til en halvavanceret dans til Bee Gees "Stayin' alive". For at tage dansen op på metaniveau sluttede den med, at de allesammen døde. (Og fordi det passede til sangens lange outro.)

Morgenerne med dans og sang var uundgåeligt noget kaotiske. Blandt andet fordi læreren kun kendte 1/3 af de 50 børn. Som i musiktimerne giver dans og hyppige skift ofte anledning til ekstra meget uro. Læreren måtte derfor give alt, hvad hun overhovedet havde i sig for at skabe ro, holde fokus og nå det ambitiøse program. Hun fandt sig selv hamre løs på klaveret, mens hun skrålede om grauballemanden af sine lungers fulde kraft. Hun stod på gulvet og fægtede med arme og ben, mens hun råbte sine huskeremser, så børnene vidste hvad de skulle danse:
"Lede efter rav og finde rav", "Samle korn og høste korn", "væve og væve og sejle og sejle"
Børnene hang på så godt de kunne og der er da også en lille sandsynlighed for at nogle af dem rent faktisk kunne koble deres syngen og dansen til det, ugen ellers bød på, om bronze- og jernalderen. (Se nedenstående video, og sæt eventuelt Bee Gees på for at få den fulde oplevelse - grin gerne ligesom lærerens søster, for det er da jævnt fjollet!)

Om tirsdagen i den omlagte uge, fik læreren en lidt pludselig forespørgsel fra hendes lillebror. Han læser også til lærer og skulle skrive en didaktikopgave på baggrund af observation af en undervisning. Mere specifikt skulle det handle om:

"Hvordan lærerens didaktiske valg får betydning for undervisningen og elevernes deltagelse, deres læreprocesser og udvikling af kompetencer."

Lillebroren ville gerne komme fredag i den omlagte uge i det tidsrum, hvor læreren dansede og sang med de 50 børn. Lige præcis om fredagen skulle de afslutte ugen ved at optræde for nogle forældre med de to sange og dansen og dette skulle filmes, så resten af skolens elever også kunne se det senere på dagen. Læreren vidste, at var der tale om kaos de andre morgener (og det var der), så kunne hun slet ikke finde ord for, hvad det ville blive denne fredag morgen.
Hun kunne på stående fod heller ikke lige gøre rede for hvilke didaktiske valg hun ville træffe den morgen og endnu mindre hvilken betydning disse valg kunne have for det hele.
Det ville i bund og grund handle om at overleve - ligesom i bronze- og jernalderen (og metalalderdansen.)

Læreren huskede tydeligt hvordan det var at skulle skrive didaktikopgave, og var derfor aldrig i tvivl om, at det selvfølgelig var i orden, at lillebroren kom og observerede. (Og så ville hun jo også gerne virke som den overskudsagtige storesøster, der altid lige står til rådighed...)

Læreren vidste, at lillebroren er meget bedre til at skrive opgaver, end hun nogensinde har været, og var egentlig også noget nysgerrig efter, hvad han kunne få ud af at observere hende. 
Lillebroren er også meget bedre til at spille klaver, end læreren nogensinde har været eller bliver - og det var sådan set det, hun var mest nervøs over, at han skulle overvære. Nu var det heldigvis ikke det, han skulle observere på, så læreren blev enig med sig selv om, at det nok skulle gå.

Og det gik også. Det var sjovt at have sin lillebror med på arbejde og det var i bund og grund også en vildt sjov, omend kaotisk morgentime med børnene. Alle overlevede i hvert fald, og læreren kunne forpustet konkludere, at de også var nået i mål med det planlagte program.

Noget tid efter modtog læreren lillebrorens didaktikopgave. Han mente selv, at den var kedelig. Hvordan læreren skulle tolke det, vidste hun ikke helt, da den jo handlede om hende. Hun tænkte tilbage på sin egen studietid og tog det ikke personligt.
19.344 tegn inklusiv mellemrum havde lillebroren griflet ned omkring lærerens didaktiske valg den fredag morgen. Imponerende.

I det følgende kunne læreren bl.a. læse om, hvordan hun ifølge lillebroren fx fik skabt en såkaldt "tyk, narrativ fortælling ved at italesætte den ønskede adfærd istedet for den uønskede". Læreren huskede godt, at hun havde rost en af drengene fra 2. klasse fordi han for første gang sad på sin plads fra morgenen af, i stedet for at tumle rundt i sofaen. Hendes didaktiske overvejelser i forbindelse med dette, havde hun ingen erindring om. Var det mon godt eller skidt?

Hun læste spændt videre og forstod, at hun (åbenbart) også havde brugt "sproget som konstituerende for fællesskabet":
Hun havde simpelthen brugt sproget til at gøre dét at skulle optræde til noget ufarligt ved at sige: 
“Husk nu, at hvis vi synger noget forkert, så er det kun os, der ved, at det var forkert - det gør ikke noget!”
Tydeligst blev det ifølge lillebroren i følgende udsagn: “Vi skal være klar til at optræde for vores forældre, men selvom vi ikke er helt klar, skal det nok gå. Forældre er nemlig det bedste publikum”. 
Med dette fik læreren med lillebrorens ord "konstrueret en virkelighed, hvor hun og klassen var i samme båd", og det kan (åbenbart) kobles på grundtanken i den narrative psykologi.

Læreren blev da helt stolt af sig selv. Igen huskede hun ikke selv så meget andet end, at hun mange gange i løbet af morgenen havde beroliget sig selv med at "forældre er det bedste publikum". For det er de - og gudskelov for det!
Endelig konkluderede lillebroren i sin perspektivering, at han ved at observere og analysere på læreren havde fået "skærpet det analytiske blik, han får brug for i sin kommende lærerpraksis". Også dette var læreren stolt af at have medvirket til. Mest af alt var hun dog stolt af sin lillebror. 
Han bliver blændende i sin kommende lærerpraksis. Ikke fordi han har observeret på læreren eller fordi han er eminent til at skrive didaktiske opgaver (for det er han) eller spille klaver (for det er han virkelig).
Heller ikke fordi han er lærerens lillebror, selvom man måske godt kunne tro det. (Ja, lidt kæk er læreren da blevet, af alle de fine ord om hendes didaktiske overvejelser). 
Nej, lillebroren bliver en fantastisk lærer en dag, fordi han er et så ærligt, godhjertet, intelligent og varmt menneske, som uden tvivl vil skabe læssevis af tykke, narrative fortællinger og konstituere masser af fællesskaber med sproget, med sine blændende musikalske evner og med sin oprigtige interesse for børns ve og vel.

Og ok, lad os da bare være lidt selvfede her til sidst og sige, at de 19.344 tegn inklusiv mellemrum omkring lærerens didaktiske overvejelser, også har medvirket lidt til, at lærerens lillebror en dag bliver en blændende lærer. Og hvem ved - så kan læreren måske få lov til at komme ud og observere lidt på ham. Ikke for at skrive didaktikopgave (forhåbentligt!) - men for at få skærpet sit analytiske blik til sin lærerpraksis. 

Og for at beundre sin dygtige lillebror.

Læreren, Skolevæsnet og de Nationale Tests

Dette indlæg kan blive farligt. Det er læreren klar over. Hun har normalt en intention om ikke at være politisk i hendes skriverier. Det duer hun slet ikke til. Det her er egentlig heller ikke et forsøg på at være politisk. Det er et behov for at udtrykke en frustration, der er skabt af politikerne. Det er som sådan heller ikke et forsøg på at starte en diskussion. Det findes der andre, der er meget bedre til. 

Farligt eller ej - her kommer lærererens blik på noget, der frustrerer, men i den grad også undrer hende. 
I folkeskolen findes noget, der hedder National Test. Det er med undervisningsministeriets egne ord: 

"...Et værktøj til den løbende evaluering i folkeskolen og et pædagogisk redskab til lærerne, og de kan bidrage til den videre tilrettelæggelse af undervisningen."

Normalt tages de nationale tests i dansk i 2., 4., 6. og 8. klasse og matematik i 3. og 6. klasse. Og så i en masse andre fag i de større klasser.
Som noget nyt, har skolevæsnet, der huserer omkring lærerens arbejdsplads besluttet, at de danskfaglige tests skal tages hvert år fra 1. til 9. klasse og de matematikfaglige tests hvert år fra 2. til 7. klasse.

Det betyder, at lærerens 1. klasser på 7-8 år, er blevet testet i dansk og læsning. De har taget en test, som siger noget om, hvad man skal kunne, når man er færdig med at gå i 2. klasse. Det vender vi lige tilbage til.

Nogen vil måske, som læreren, undre sig over hvad i alverden det skal gøre godt for. Men det handler selvfølgelig om progressionen, fortæller skolevæsnet. Det er lettere at måle progressionen, hvis man tager testene hvert år. Er der mon progression at spore om et år, når de nuværende 1. klasser skal igennem testen igen og rent faktisk går i 2. klasse? Det hypotetiske svar vil læreren overlade til læseren selv. Men det ser da godt ud på papiret.

Og nu tilbage til testene. Læreren har primært to kæpheste i denne sag. To ting, hun så at sige undrer sig over: 
For det første: Hvem er det, der laver de nationale tests? Og hvad har de egentlig tænkt på?

I den nationale test for dansk og læsning i 2. klasse skal man kende ord som palindrom eller kumquat og kende talemåder som "at løbe sig en staver i livet" eller "med brask og bram".*
(*Jeg har ikke skrevet de direkte spørgsmål, da det ikke er tilladt at kopiere direkte fra testen.)

Man skal også identificere blomster og fugle:

Hvilke af disse blomster er en viol?

**

Og hvilke af disse fugle er en vibe?

**

(**Der er lagt en smule censur, da det ikke er tilladt at kopiere direkte fra testen)

Man skal også læse lange tekster og kunne svare på spørgsmål og man skal dele ord op ved at sætte streger:

Sæt fx to streger her: 

stramtandettantettandsættet***

Eller her: 

helhestblamerebladre***

(***der er byttet lidt rundt på ordene, så det ikke er direkte taget fra testen)

Læreren er ikke dansklærer, og går i hvert fald slet ikke i 2. klasse. Men hun har store problemer med at svare på flere af ovenstående. (Hvad er eksempelvis en helhest?)

Hvordan mon så børn i 2. klasse har det? Hvordan mon børn i 1. klasse har det? Læreren vil igen lade læseren konkludere svaret.

Men hvorfor er det vigtigt, at man i 1. og 2. klasse ved hvordan en viol ser ud og hvad det vil sige at løbe sig en staver i livet? Det ved læreren simpelthen ikke, men efter hendes mening er det helt ude i hampen (som i øvrigt også nemt kunne have været et spørgsmål!), at udsætte børn i den alder for at skulle svare på disse spørgsmål.

Og nu kommer vi til den anden kæphest. Har skolevæsnet mon tænkt over, hvordan det er for børn på 7-8 år at skulle igennem sådan en test? Her kender læreren svaret: Nej! For så ville de simpelthen have taget en anderledes beslutning. 

For nogle børn er det helt fint. Dem, der har det fint med at gætte, når de er i tvivl. Dem, der begejstres over, at der i løbet af testen bliver delt vingummibamser ud, og at man efter testen får "fri ipad"-tid.

For andre børn, er det overhovedet ikke fint. Hvis man ikke kan lide at gætte, er den nationale test en lang og pinefuld falliterklæring. Hvis man er bange for at svare forkert, kan man have ondt i maven i dagevis op til testen. Eller hvis man bare er lidt usikker på sig selv. Så kan man sidde og græde midt i det hele.

Læreren har tænkt og tænkt, og hun kan simpelthen ikke forstå det der Skolevæsen. Er det mon et slags uhyrligt væsen lidt á la nogle af monstrene fra Monster's Inc. Det ville give mening.

Forskellen på væsnerne fra Monsters Inc og Skolevæsnet er, at dem fra Monsters Inc ser flinke og venlige ud. Det burde et Skolevæsen i allerhøjeste grad også være.

Skolevæsnet burde komme på besøg i 1. klasse og se og mærke hvordan alle dets tiltag påvirker børn og voksne. Det burde tænke over hvor vigtig den progression egentlig er - i forhold til livet, hverdagen og skolegangen for de rigtige, ægte børn, der findes i skolen. 

Det burde have været med, da læreren og hendes kolleger i sidste uge satte deres to 1. klasser i gang med en test, som de på papiret først burde kunne svare på om 1 år og 4 måneder. I praksis, synes læreren, at der er masser af ting, de slet ikke burde vide overhovedet. 

Efter lærerens egen ydmyge mening, har hun indtil videre klaret sig ganske fint selv uden at vide hvad det vil sige at gøre noget "med brask og bram".

Skolevæsnet burde selv føle den knugende fornemmelse, som mange af de 7-8 årige børn sad med under testen. Og som læreren og hendes kolleger i øvrigt selv sad med.

Læreren ved ikke hvad hun skal gøre udover at undre sig. Jo, hun brokker sig - hvilket hun hader. Men hvad skal hun ellers gøre? 

Hun tænker, at Skolevæsnet må minde om nogle af de skræmmende uhyrer, hun som barn drømte lå under hendes seng - klar til angreb hvert øjeblik. 

Nu, hvor hun på en måde er blevet voksen, kunne det være, at hun skulle drømme sig et rigtig grumt mareridt for at finde frem til Skolevæsnet og så tage kampen op? Tvinge Skolevæsnet til at løbe sig en staver i livet med så meget brask og bram, at det glemte alt om de åndssvage tests. 

Herefter kunne hun så tæmme det og gøre det til verdens flinkeste Skolevæsen, som altid var med i skolen, som sådan et slags sejt legevæsen, der også kunne forklare opgaver, lege fangeleg og give verdens bedste krammere til dem, der havde haft en dårlig morgen.

Dette indlæg blev farligt. Og alt imens læreren opruster og gør klar til den farefulde kamp mod det grufulde Skolevæsen i hendes Lærerverden og ellers tager sig af børnene i 1. klasse, så godt som hun kan, håber hun, at der er nogle andre, der vil tage kampen mod det rigtige Skolevæsen i Politikernes Verden.

"Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!"

Omlagt uge. De der uger i skoleåret, som de fleste lærere både hader og elsker. Nyt skema, masser af planlægning, ambitiøst program, kulrede børn. Men også fordybelse og fornyelse, gennemførte temaer og masser af mulighed for at gøre noget af det, man normalt ikke har tid til.

På 1. årgang var emnet "Astrid Lindgren" og ugen bød på både Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe. Der skulle laves handlingsbro og personkarakteristikker, løses tingfinderopgave og tegnes Pippi- og Ronjaportrætter. En lidt fremmed verden for læreren, der føler sig mest hjemme i matematik og musik.

En morgen skulle børnene lave en personkarakteristik af Ronja Røverdatter. I lærerens time. "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert", burde læreren sige til sig selv. Ligesom Pippi. Men det var lidt svært.
Læreren vidste, at det var godt at komme med eksempler, så hun spurgte børnene, hvad de ville sige, hvis de skulle beskrive hende.
"Høj", sagde de. "Matematiklærer". "God til musik". "God til matematik". Og så gik de lidt i stå og læreren fik en underlig følelse af at have iscenesat noget kunstigt, der ikke rigtig førte derhen, hvor de gerne skulle ende.
De kom nogenlunde i mål, men læreren går stadig lidt og venter på, at en af dansklærerne tjekker børnenes personkarakteristikker og klager.
"Hun kan være glad". "Hun kan være ked af det". Hun kan være modig". "Hun kan være bange". Sådan skrev de.  Det lyder som de fleste af os?
"Hun har et brunt bælte på". "Hun har kjole på". Det var vist helt galt - for det skulle være en indre personkarakteristik. Læreren kunne ikke nænne at få børnene til at hviske det ud, så hun roste dem i stedet og sagde noget i retningen af: "Det kan jeg godt forstå, at du har skrevet".
Det kunne hun godt. Og det er vel næppe den sidste personkarakteristik, de har lavet inden de går ud af 9. klasse.

Hver dag mellem 10 og 11 skulle der danses og synges. Her følte læreren sig hjemme, og det var da også hende, der var primus motor i den time.
Eller sagt på en anden måde. De stakkels børn var i en times tid underlagt lærerens vanvittige fantasi og påfund. Tvunget ind i lærerens verden, så at sige.
Læreren havde besluttet, at de skulle fordybe sig i rumpenisserne fra Ronja Røverdatter. De varmede derfor op med nogle rumpenisseøvelser, før de begyndte at øve rumpenissedansen. For skulle nogen være i tvivl om hvad der sker, når menneskene ikke er i skoven, så blev det altså slået fast med syvtommersøm på 1. årgang: Så er der rumpenissefest, hvor man danser rumpenissedans!!! (Hvad ellers?)
Læreren har altid syntes godt om Sebastians Ronja Røverdatter-sange, men lige præcis til en rumpenissedans, var det som om, at de ikke egnede sig så godt. Hun havde derfor valgt at bruge en sang, hun stødte på under en charterferie til Tunesien.
Balada Boa. Nogle af de rumpenissemoves, hun brugte i dansen, havde hun faktisk stjålet fra nedenstående Zumba-flashmob-video.

Børnene stillede aldrig spørgsmål til hverken dansetrin eller sang. De begyndte kun at spørge hvad den hed, så de kunne øve videre derhjemme. 

Apropos Pippis modige citat omkring at klare noget, man aldrig har prøvet før, så er læreren i dette skoleår blevet IT-vejleder. Det var sådan set hendes eget forslag, fordi hun syntes, at der manglede hænder i dette felt. Hun havde dog forestillet sig, at der forud for titlen, lå en eller anden form for kursus, som kunne kvalificere hende til opgaven.
Det mente man ikke var så oplagt oppefra. Så fra den ene dag til den anden stod hun der og var IT-vejleder. Det er et meget bredt felt, og der kommer mange forskellige forespørgsler på IT-vejleder-fronten. 

"Hvorfor gør min computer sådan, når jeg starter den op?"
"Hvordan tager jeg et skærmbillede?"
"Hvorfor er min internetbrowser lige pludselig fyldt med reklamebannere?"
"Hvorfor har jeg ikke kamera-app'en på min iPad?"
"Kender du et godt antivirus-program?"

Osv., osv., osv.

Nogle af spørgsmålene kan læreren godt svare på. Mange af dem ved hun ikke så meget om, men hun er blevet rigtig god til at google. Eller til at ringe til kommunens digitaliseringsstyrelse, eller folkene bag en online portal eller hvem man nu forestiller sig ved noget.

Læreren husker godt hvordan hun selv, hver gang hun så IT-vejlederen før i tiden, altid lige skulle spørge ham om et eller andet. Dengang tænkte hun ikke over, at han måske ikke nødvendigvis vidste alt om alting.
Hun synes, at det er lidt mærkeligt, at folk nu tænker noget lignende, når de ser hende. Det må de gøre, for de spørger i hvert fald om mange ting. Det kan føles som om, der står "IT-ekspert - altid til tjeneste" i panden af hende. 
Det gør egentlig ikke noget, for hvis hun kan hjælpe dem, vil hun gerne. Det er en god følelse at kunne løse et problem for nogen. 
Det er dog en knap så god følelse, når hun ikke kan løse problemet. Hvad ville Pippi have gjort?

Nogle gange er det simpelt - andre gange er det mere omstændeligt. Som den anden dag, hvor en sød pige fra 3. klasse ikke kunne hente word-appen på sin iPad. Den problematik havde læreren prøvet før - det kunne klares med en synkronisering. Troede hun, men ak, uanset hvor mange gange hun synkroniserede, var der ingen word-app.
Læreren bemærkede pigens hånd:

Hun tog en dyb indånding. Det er VIGTIGT det her, tænkte hun og følte sig netop meget vigtig. Hun ringede fluks til digitaliseringsstyrelsen og bad selvsikkert om at tale med samme fyr som sidst, hun ringede. Han var kvik. Først mente ham i røret, at fyren ikke havde tid, men at han måske selv kunne hjælpe. Læreren præsenterede problemet og blev straks sendt videre til ham fyren alligevel: "Jeg hører lige, om han ikke har tid alligevel".
I fællesskab fandt fyren og læreren ud af, at pigens iPad slet ikke var koblet til hendes UNI-login, men til en dreng fra 2. klasse? Hvordan det var sket kunne fyren ikke forklare, men der var ikke andet for end at gendanne iPad'en, altså starte den helt forfra. Dette kunne man imidlertid ikke gøre før iPad'en var opdateret. Og iPad'en kunne ikke opdateres, fordi der ikke var plads til det styresystem, den skulle opdateres til. 
Så er der pludselig lidt lang vej hen til den word-app. Men der arbejdes på sagen. Det skal løses. Det er VIGTIGT!

I lærerens verden er der meget, der er VIGTIGT!! Og mange ting, hun aldrig har prøvet før. Hun må øve sig i at sige som Pippi. Og google endnu mere. Måske få etableret en direkte linje til den kvikke IT-fyr fra digitaliseringsstyrelsen? 

Og så skal hun huske, at hun ikke altid kan løse alle problemer. Langtfra altid faktisk. Eller gøre alle glade. Det ville bare være så rart, hvis hun kunne. Idealisten, der var stærkt stående, da hun fuld af drømme startede på lærerseminariet, lever under andre og mere trange kår i lærerens verden i dag. Ofte overgået af realisten. Pessimisten. Eller bare brokkehovedet.
Idealisten får aldrig lov til helt at dø. Det er VIGTIGT! 
Læreren er sikker på, at Pippi er enig i den sag.