Wednesday, August 16, 2017
"Nu med anciennitet!"
Et nyt skoleår er skudt i gang og læreren påbegynder hermed sit femte år i lærergerningen.
Det er ret utroligt. Hun tænker tilbage på sit første år og mærker tydeligt, at der er sket meget. Både med skolen, med børnene og med hende selv.
I år stiger hun et løntrin og det føles ret overlegent.
"Den forvirrede lærer fra Lærerens Verden: Nu med anciennitet!"
Det er også en smule angstprovokerende. Kan man mon tillade sig at være i tvivl om noget og prøve sig frem og ikke vide alt, når man er på løntrin 2?
Læreren ved det ikke helt. Hun ved bare, at hun stadig ofte er i tvivl om noget og prøver sig frem. Og er der noget, hun ved, så er det, at hun ikke ved alt.
Så må det gå, som det går. Anciennitet eller ej.
Det nye år er startet, som nye år ofte gør: Med planlægning, møder, stress og kaos og den generelle "løben rundt om sig selv", mens man prøver at regne ud, hvordan man bedst prioriterer sin tid og bliver klar til det hele.
Børnene startede for tre dage siden. På syv uger kan sådan nogle størrelser nå at vokse en hel del, og når de så ovenikøbet pludselig går i 2. klasse i stedet for 1., synes læreren næsten, at det er for meget af det gode.
Heldigvis er de meget store børn i 2. klasse stadig meget søde og meget sjove.
I ferien havde børnene fået en sommerferiebog med hjem med forskellige slags opgaver, de kunne hygge sig med i den lange sommerferie. En af dem var en grublegåde om Ræven, Hønen og Majskolben:
Læreren tog grublegåden op med børnene i første matematiktime. Flere havde løst den hjemmefra i samarbejde med nogle voksne, men da læreren spurgte om der var nogen, der havde et bud på, hvordan landmanden skulle bære sig ad med at få dem alle tre over floden uden at ræven spiste hønen og uden at hønen spiste majskolben, var der flere overbevisende svar:
"Det kan ikke lade sig gøre!", var der en, der prompte og meget sikkert udbrød.
"Hvis nu landmanden bandt hønen og majskolben fast til en snor og trak dem efter båden, kunne de alle tre komme over", foreslog en anden.
Desværre havde landmanden ikke noget snor.
"Kunne han ikke bare tage majskolben op i sin hat?"
Jo, måske - hvis bare hans hat havde været stor nok.
"Hvis nu hønen spiste majskolben og ræven derefter spiste hønen, så kunne landmanden bare sejle ræven over, og så var de alle sammen ovre på den anden side."
Logikken kunne læreren godt se.
Læreren viste teknisk overskud ved at have en flytbar ræv, høne, majskolbe og landmand på smartboardet, med en fastlåst flod i baggrunden. Alt imens børnene til sidst fik forklaret den rigtige løsning, flyttede hun efter bedste evne rundt på landmanden og hans medpassagerer indtil det var lykkedes at få alle sikkert over - i uspist tilstand vel at mærke.
I den opsamlende snak, var der flere skeptiske børn, der syntes, det var lidt mærkeligt, at landmanden ikke bare kunne have majskolben ved siden af ræven i båden, fordi den jo fylder så lidt. Flere undrede sig også over, at han ikke bare kastede majskolben og hønen over på den anden side af floden, og så sejlede derover med ræven.
Og hvor skulle han egentlig hen med dem, når alt kom til alt?
Den sidste kommentar gav dog alligevel stof til eftertanke:
"Jeg synes faktisk, at det er lidt mærkeligt, at han ikke bare sagde til ræven og hønen, at de skulle opføre sig ordentligt og være gode, når han sejlede fra dem, selvom de var sultne."
Læreren var helt enig. For et øjeblik glemte hun grublegåden, og tænkte på alle dem rundt omkring i verden, der i virkeligheden bare skulle tage og opføre sig ordentligt og være gode.
Anciennitet eller ej. Ræv, høne, statsleder, skolechef eller menigt menneske i dagens samfund. Man kan godt opføre sig ordentligt og være god, selvom man er sulten, og har lyst til at spise ham/hende eller den, der står ved siden af.
(Det er måske unødvendigt at nævne, at der for de tre sidstnævnte tales i overført betydning?)
(Eller måske er det slet ikke så unødvendigt?)
(Eller måske er det i grunden slet ikke så overført?)
Jojo, det må gå som det går, men læreren har masser af anciennitet: Hele fire år med børnenes visdomsord, skarpe analyser og geniale løsningsforslag!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment