Læreren på lejrskole

Det er onsdag morgen. 50 spændte børn, meget mere end 50 spændte forældre og 5 spændte voksne møder ind i skolegården.

Luften emmer af forventning, frygt og overstadighed. Hos alle. For nu er der lejrskole. 

Børnene er spændte, fordi de skal undvære deres forældre. På godt og ondt.

Forældrene er spændte, fordi de skal undvære deres børn. På godt og ondt - men man fornemmer nervøsiteten. Det er deres guld, de overlader i hænderne på de fem voksne.

Og de fem voksne er selvfølgelig spændte, fordi de står med 50 guldklumper, som de har det store og vigtige ansvar for, de næste to et halvt døgn.

Læreren er en af de voksne. Hun står med sin guitar på ryggen og det helt store "det-skal-nok-gå"-smil på. Smilet sender hun til børnene og deres forældre - og i allerhøjeste grad også til sig selv. Hun har kopier af alle børns sygesikringsbevis i tasken og håber inderligt, at hun ikke får brug for dem. Programmet kører igennem hendes hovede på repeat. Huskelisten får hende til at tænke, så det knager. Er der noget vigtigt, de har glemt?

Der bliver kysset, krammet, vinket og så kører bussen afsted. De voksne fordeler sig i bussen, og der bliver taget mange ture op og ned ad gangen for at sikre, at alle børn er ok. Man ved dog godt, at det først for alvor er efter aftensmaden, at hjemveen begynder at sætte ind. Den smitsomme, uforudsigelige tilstand, der kommer til udtryk på mange forskellige måder. Der kan komme tårer, der kan komme vrede, der kan komme masser af ord, og der kan komme tavshed. Det gælder om at få øje på den i alle dens afskygninger. Og om at få den afværget, før den breder sig til hele værelset. At få italesat og anerkendt, at det er helt ok og helt normalt at savne dem derhjemme. Og herefter skal der lukkes for sluserne og skabes en god følelse i maven.

De voksne er godt forberedt: Hjemve-pillen.

Læreren er normalt tilhænger af ærlighed overfor børnene til hver en tid. Men lige her, har hun overgivet sig til den hvide løgn: Tictac-pastiller pakket ind i et pilleglas, der med apotekets hjælp ser meget ægte ud.

Det er ikke alle børn, der køber den. Men overraskende mange gør. Læreren kender det selv: Er man eksempelvis snotforkølet, så vil man gøre meget for at få det bedre. Spise hele hvidløg, sidde med hovedet i mentoldamp, osv. Og læreren skal da heller ikke gøre sig til naturdoktor - det kan sagtens være, at det virker. Men uanset er det en god følelse at gøre et eller andet ved den uønskede tilstand.

"Hjemve-pillen kan hjælpe dig med at tænke gode tanker, så du får en god følelse i maven og lettere kan falde i søvn", hed det sig.

"Jeg tror bare, at jeg tager en for en sikkerheds skyld"

"Umm, den smager af pebermynte"

"Skal man tygge den eller sluge den?"

Nogle børn er helt ukritiske. Andre lidt mere skeptiske:

"Jeg har taget en, men den virker desværre ikke", var der en, der sagde. Læreren forklarede overbevisende, at man nogle gange selv skulle hjælpe de gode tanker lidt på vej. 

"Nå ok", lød svaret, "så tænker jeg bare på min kanin".

"Min mor siger, at der ikke findes hjemve-piller", var der en anden, der sagde. Her måtte læreren finde den overbevisende etikette frem og sige: "Men du kan jo se, at den er købt på Søborg Apotek?" 

"Jeg tror godt på det", lød det fra en af de andre køjer, "og jeg synes allerede, jeg kan mærke, at det virker".

Andre var på ingen måde overbevist: "Men Ane - det er jo bare tictac-pastiller." 

"Nej?", svarede læreren uden at blinke.

"Jo? De ligner tictac, det smager af tictac og de dufter som tictac", lød det skarpe svar. Det blev sagt med et stort smil, for der var bestemt ikke brug for hjemve-pillen i denne køje. Det var der imidlertid i en af værelsets andre køjer, og læreren måtte finde sin mest voksne attitude frem og lukke samtalen ned omgående: "Jo. Det er hjemve-piller. De har bare fået det til at ligne, dufte og smage som tictac, fordi det er noget alle børn kan lide. Og nu skal vi bruge en her."

"Ok", blev der sagt fra overskudskøjen uden flere afslørende udsagn. Hun troede fortsat ikke på det, men forstod behovet i den underliggende køje, sagde hendes øjne. Lærerens øjne smilede taknemligt tilbage.

Udover hjemve-pillen tog læreren også et andet trick i brug. Et trick, hendes egen far i sin tid altid havde held med, da hun som barn ikke kunne falde i søvn. Det går simpelthen ud på, at tale hele kroppen til ro - nærmest på en lidt hypnose-agtig måde. 

"Nu skal du lægge dig på en måde, så du ligger riiiigtig godt. Og så skal du slappe af i begge fødder. Slap heeelt af i begge fødder og så i begge ben. Både skinneben, knæ og lår..." 

Stemmen skal være langsom, rolig og nærmest hviskende. Og når hele kroppen er talt til ro med særligt fokus på maven og hovedet, taler man de gode tanker frem:
"Tænk på alt det sjove, vi har lavet i dag. Da vi var på teknisk museum og prøve rum-virtual-reality-briller. Og da vi shoppede for 30,- kroner på Helsingør gågade. Helt uden de voksne. Og da vi spiste kage og æbler. Og da der var værelseshygge og spil i fællesrummet. 

Og tænk så på alt det sjove, vi skal lave i morgen.... Vi skal stå op og have læææækker morgenmad.... Og så skal vi på Øresundsakvariet og røre ved fisk.... Og måske skal vi også have en ... is ..." 

Læreren talte og talte men gjorde hele tiden stemmen langsommere, mere hviskende og lod der være flere og flere pauser i mellem sætningerne.

Til sidst talte hun ikke mere og her kom det gyldne øjeblik, hvor de små snork stille og roligt boblede frem. Herefter skal man bare liste sig ud uden at vække nogen, og det kan være svært.

Læreren har stadig sin egen fars stemme i hovedet og husker, hvordan det altid lykkedes ham at tale hende i søvn.

Læreren kunne egentlig godt have brugt sin far - eller en anden til at tale hende til ro, da hun selv skulle sove senere. Ikke fordi hun havde hjemve, men fordi hendes hovede var fyldt med bekymringer. Hvad nu, hvis nogen vågner og ikke ved, hvor voksenværelserne er? Hvad nu, hvis de ikke tør at gå udenfor, når det er mørkt og så bare bliver liggende og er bange og kede af det. Osv. 

Ovenstående tanker fyldte hele første nat. 

Læreren blev derfor nærmest lettet og hoppede ud af sengen, da der blev banket på døren 10 minutter i 6. 

Der var tale om en omgang morgenhjemve og læreren tog i samme omgang en runde og tjekkede op på de andre værelser. Der var liv og glade dage, og de færreste sov.

"Vi vågnede, fordi nogle af drengene stod og twerkede udenfor værelset", sagde nogle piger fnisende, mens de forsøgte at se forargede ud.

Læreren tog voksent og roligt en tur rundt og bad alle om at blive på værelserne og lade være med at twerke udenfor de andre børns værelser. Hvis de virkelig ikke kunne sove mere, kunne de finde på noget stille og roligt, men hun opfordrede til, at alle hoppede i seng igen og forsøgte at sove lidt mere.

En dreng kiggede uforstående på hende og sagde spørgende: "Skal vi gå i seng igen? Men ... vi har jo taget vores almindelige tøj på?"

Læreren svarede tålmodigt, at der jo så var to muligheder: Enten kunne man trække i nattøjet igen, eller også kunne man hoppe i seng i sit almindelige tøj. Drengen kiggede eftertænksomt på hende, men godtog svaret.

Ovenstående er lige præcis en af grundene til, at læreren er vild med lejrskolen. Man får et lidt større indblik i børnenes fantastiske måde at opleve tilværelsen på: Når man sover, skal man have nattøj på og når man ikke sover, tager man almindeligt tøj på. Selvfølgelig.

Den insisterende banken på døren den første morgen, gav læreren ro til at sove den anden nat. Så meget ro, at hun slet ikke ænsede, at der blev banket igen, og at en af de andre voksne på værelset i løbet af natten havde fået selskab, fordi der var et barn, der ikke kunne falde i søvn i sin egen køje. Det var efter lærerens egen mening lige i overkanten af ro og tung søvn, men der var ikke noget at gøre ved det.

Den tunge søvn havde også ramt mange af børnene på den anden nat. Læreren insisterede på, at gå rundt på værelserne om morgenen kl. 7 og vække børnene med guitar og sang. Læreren er for nyligt begyndt at gå til guitar, så morgenvækningen var egoistisk, så hun kunne øve sig lidt i at spille for et taknemligt og ukritisk publikum. 

Hun valgte en nem sang: Leaving on a jetplane, og så spillede hun løs på den melodi, mens hun fandt på tekst henad vejen:

Godmorgen piger har I sovet godt?

Nu' det blevet tid til at stå op

Og ta' jeres tøj på og børste jeres tænder

Og så indtil der er morgenmad

så kan I rydde op og rede jeres seng

Og hygge jer lidt og sørge for her ser pænt ud...

Og sådan kunne hun sådan set fortsætte længe, men børnenes undrende blikke stoppede hende som regel efter 2-3 vers. "Hvad har hun gang i?", sagde øjnene - nogle tydeligt fascinerede, andre tydeligt pinligt berørte.

Den første morgen var der reelt set ikke tale om morgenvækning, for stort set alle var vågne og havde været det længe, da læreren bankede på kl. 7. 

Den anden morgen var det helt anderledes. Her fik læreren vitterligt lov til at liste ind i mørket på værelserne der duftede lifligt af sure tæer, slå tonerne an og synge blidt og rustent, mens børnene langsomt vågnede op. 

Det må da have været lidt hyggeligt, bildte hun sig ind...

To et halvt døgn føles både som kort og lang tid i den intense lejrskoleboble. 

Men at se børn overvinde deres hjemve og frygt for at sove væk fra deres forældre. At se dem være gode kammerater overfor hinanden. At se børnene i en sammenhæng, hvor der ikke er en struktureret undervisningsplan, der skal gennemføres. At holde latteren tilbage, når børnene ikke kan finde hoved og hale i dynebetrækket, de selv skal lægge på, eller veltilfredse smører en sandwichbolle kun med smør og agurker og ikke helt kan gennemskue, hvordan man pakker den ind i madpapir, eller at et barn har taget shorts på i 8 graders kulde, fordi han ikke lige kunne finde nogle lange bukser i rodet. At få lov til at trøste og kramme og læse godnathistorier...

(Lejrskole eller ej - man er vel matematiklærer...)

...At blive taget i hånden nede i de mørke kasemater på Kronborg Slot og opdage, at der ikke bliver givet slip, selvom man forlængst er ude i lyset igen.

Det er noget af det, der gør lejrskole til noget helt særligt for læreren.

 Da bussen fredag eftermiddag vendte tilbage med de 50 trætte børn, og de 5 trætte voksne, og de meget mere end 50 forældre stod der og vinkede og glæden var total - ja, så var læreren alligevel glad for, at det var dét for denne gang.

En af de sidste beskeder børnene fik fra bussen var, at de skulle sige "farvel og tak for turen" til en af de voksne inden de gik med deres forældre hjem.

Og der stod så mere en 50 forældre og så mere end imponerede ud over, at alle deres trætte børn så høfligt fik sagt "farvel og tak for turen" til de 5 trætte voksne.

Læreren siger bestemt også tak for turen - til børnene og de andre voksne.

Og godnat.

via GIPHY