Fem års jubilæum i lærerens verden

Den er god nok. Det er nu lidt over fem år siden, at lærerens verden begyndte! Ikke bloggen af samme navn - men livet som lærer, for læreren.

Læreren husker, som var det igår, da hun rædselsslagen stod ude på legepladsen og panikkede over alle de måder, de mange børn hun skulle holde styr på, kunne komme til skade. 

Og da et barn kom løbende og råbte, at edderkoppegyngen var gået i stykker, og læreren febrilsk prøvede at regne ud, hvad edderkoppegyngen var. Og herefter, hvad man skulle gøre, når den gik i stykker. "Jeg tror, vi skal hente en voksen", sagde en af børnene. Læreren var enig, men tænkte bekymret, om det her lærerliv mon ville fungere?

Der er sket meget siden da. Nu ved læreren godt, hvad man gør, når edderkoppegyngen går i stykker. At man i 1. klasse skal huske at sige, at man BÅDE skal tage penalhus og matematikbog op af tasken. Ellers sidder der bare en hel spørgende klasse og kigger, når man har forklaret side 1 i matematikbogen og bedt dem om at gå i gang. 

Hun ved også hvor kopimaskinen er, og hvordan man printer trådløst. Hun ved faktisk ganske meget om printere og den slags, for hun er blevet autodidakt it-vejleder (læs: google-søgningsekspert).

Hun ved, at hun altid skal medbringe sin egen kaffe, for lærerværelseskaffe er præcis ligeså tyndt og usmageligt, som det lyder.

Hun ved lidt om lærerlivet før skolereformen, og en hel del om det efter skolereformen. Hun ved bl.a., at det kan være utrolig frustrerende, at dem, der tager de vigtigste beslutninger for folkeskolen ikke er dem, der rent faktisk opholder sig i den. Og når de nu ikke er tilstede, kan det være rigtig svært at få dem fortalt, når det ikke er nogle gode beslutninger, de har taget.

Hun har faktisk prøvet med et brev på et tidspunkt. Til selveste skolechefen. Det handlede om afviklingen af de omdiskuterede nationale tests i de tidlige klasser. Hvad læreren mener om de nationale tests, findes der et andet og meget frustreret blogindlæg om. Men det regner hun ikke med, at skolechefen har læst. (Selvom hun da egentlig synes, det ville være relevant for ham?)

Så hun skrev til ham om sine oplevelser med at afvikle "matematik 3. klasse nationaltesten" i 2. klasse. Det har skolechefen nemlig besluttet, at man skal. Læreren ved godt, hvorfor skolechefen synes, det er smart. Det er for at få en mere målbar progression. 

Sagen er bare, at det - med lærerens øjne i hvert fald - bliver en meget usand progression, man kommer til at se. For når børnene ikke har lært det, de bliver testet i, hvordan skal de så kunne svare? Jo, de skal svare "det, de synes er mest rigtigt" - altså gætte. Det er da helt vildt uretfærdigt at bruge gættede svar i en progressionsmåling?

Nå, men læreren skrev til skolechefen og følte sig lidt modig og lidt nervøs. Hun fik et svar. Det var overraskende positivt: 

"Det lyder umiddelbart ikke hensigtsmæssigt med de tidlige test. Vi indhenter derfor flere synsvinkler i løbet af de næste uger, og herefter revurderer vi beslutningen omkring nationale test snarest. Vi vender tilbage, så snart vi har et endeligt svar."

Det var i april, at svaret kom, og læreren gik i de efterfølgende uger og glædede sig helt vildt til at få det "endelige svar".

Desværre er det ikke kommet endnu.

Det kan jo godt være, at skolechefen stadig er i gang med at indhente synsvinkler eller revurdere beslutningen. Det var nok bare det der med "snarest", der gav læreren indtryk af, at hun ville høre fra skolechefen - ja, snarest?

Det er ikke sikkert, at skolechefen lige har tænkt over det - men læreren ved, at det er rigtig dumt at sige til nogen, at man vender tilbage med noget, hvis man ikke gør det. Det går i hvert fald ikke overfor børnene. Når det sker, bliver det ført til regnskab og aldrig glemt. (Måske bliver det glemt en dag, men det føles ikke sådan, når der står et barn og kigger en i øjnene og siger: "Men du sagde, at vi skulle have nye matematikmakkere i dag?")

Nå, men læreren har ikke opgivet at høre fra skolechefen. Der er sikkert meget arbejde i at være skolechef for en hel kommune, så måske det kommer på et tidspunkt,

Man fornemmer det måske, læreren har givet sig selv en stor, solid ja-hat i 5-års jubilæumsgave. Det trængte hun til - desværre virker den ikke så godt, som hun havde håbet. Det er ikke helt så grelt, som den opvaskemaskine, hun købte i elgiganten for nogle uger siden. Den virkede slet ikke, og det var en lang og meget dårlig oplevelse at få elgiganten til at give hende en ny. Det lykkedes heldigvis til sidst.

Det fungerer bare ikke helt sådan med ja-hatte. Men læreren har opdaget et smart trick: Ind i mellem kan man være heldig at finde en kollega, hvis ja-hat er så stor (og virker), at man kan låne et lille hjørne af den. Det er ret smart.

Det er nemlig noget andet, læreren har opdaget gennem sine fem år i lærerens verden. Kolleger er helt vildt vigtige. Man ser dem jo stort set hver dag! Og så kan man jo ikke lade være med at blive en del af hinandens liv. Og derfor bliver man glad, når der sker noget godt for dem og ked af det, når der sker noget dårligt. Læreren har masser af gange prøvet at stå med noget, der var så svært, at hun ikke syntes, hun kunne klare det selv. Og så var der heldigvis nogen, der hjalp. Og sådan noget, glemmer man aldrig. (Lidt ligesom, når nogen siger, de vender tilbage med et svar, men så ikke gør det. Her er følelsen bare ikke så god.) 

Kolleger og børn - det er det, der fylder i lærerens verden efter fem år. 

Og nu vi er ved børnene - ligesom læreren ikke kan undvære kollegerne, kan hun heller ikke undvære børnene. Af mange grunde. Bl.a. at de er de første til at bemærke den nye frisure, den nye tatovering, de nye øreringe eller når læreren har briller på.

Og så siger de præcis hvad de synes. Både hvis det er: "Ej, hvor er det nogle pæne øreringe. Og noget pænt tøj. Og en pæn tatovering (men gør det ikke ondt?)", og når det er: "Ane, har du fået briller? Du er godt nok pænere uden!"

(Kolleger er faktisk også gode til at lægge mærke til, når man ser anderledes ud i tøjet, frisuren eller lignende. De siger det bare på en anden måde: "Det er pænt til dig med det lange hår, Ane. Det skal du beholde". Så ved man godt, hvad de syntes, om det korte hår. Det er lidt sødt.)

For fem år siden stod læreren nervøst og spekulerede på, om lærerlivet ville fungere. Det synes hun, det gør. Trods kampene med ja-hatten, manglen på det "endelige svar", og det, at hun stadigvæk efter fem år, ofte står i situationer, hvor hun febrilsk prøver at regne ud, hvad det er meningen, hun skal gøre.

Det kan være frustrerende. Men så har hun heldigvis kollegerne. Og så må man prøve sig frem. Sammen. I virkeligheden tænker læreren nok, at den dag, hun aldrig "ikke ved, hvad hun skal gøre", ja - så er der nok noget først for alvor noget galt og så skal hun nok se at komme ud af lærerens verden, så hurtigt, hun kan.

Bare rolig. Det sker ikke foreløbig.

[Indsæt dybt citat om det menneskelige i at fejle, at vi lærer hele livet, at det er godt nok, når man gør sit bedste eller sådan noget. Peter Plys og Pippi har fx masser af den slags]

PS. Hvis nogen kender eller render ind i skolechefen, så mind ham gerne om det "endelige svar".